Falling Leaves

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2013
  • Status: Færdig
Folk siger altid, at det der er værd at græde over, er værd at leve for, men har folk altid ret?

40Likes
70Kommentarer
1814Visninger
AA

3. -

 

Skyerne hang tungt på himlen, luften duftede af frisk efterårsregn, og snart stod det ned med vand i tykke stråler, der alle sammen synes at være forfærdeligt hårde mod huden.

Jeg håbede at der ville være lys i lejligheden, håbede, at min mor ville stå i døren med en kop varm te og spørger om jeg havde haft en god dag, og om hun ikke lige skulle riste mig et stykke brød. Jeg vidste udmærket godt at mit ønske var dybt urealistisk, men skuffelsen der voksede i min krop, da jeg nåde lejligheden, og der ikke var nogle hjemme, blev ikke mindre af den grund. Jeg sukkede dybt da jeg trådte indenfor, og smed min taske i gangen.

Efter at have pakket mælken, og de andre ting jeg havde købt i brugsen på vej hjem, ud, satte jeg mig for at skrive min artikel. Jeg skulle skrive om dyrevelfærd… ikke at det interesserede mig noget særligt, jeg havde bare ikke kunne beslutte mig mellem emnerne, og til sidst havde Irene valgt for mig. Det var okay. Fraværende skrev jeg om en aktion Anima havde lavet for et års tid siden, og håbede at det ville gå at en smule af det var taget fra en hjemmeside. Jeg magtede simpelthen ikke at skulle sidde der, og forsøge, når jeg udmærket vidste jeg ikke kunne.

”Hold kæft hvor er dum! Du duer fandeme ikke til en skid, du er fandeme ikke andet end et lille nul!”

Jeg kunne stadig hører deres stemmer som var det i går. Johanne der sad der og hev i sit klamme tyggegummi, og nikkede, som en anden zombie til alt hvad Sascha sagde.

Jeg gemte min artikel, og håbede på at Irene ikke havde tænkt sig at læse den højt for klassen, da der gik en sms ind på min mobil. Det var fra Astrid, jeg blev ikke overrasket – hun var en forfærdelig vendekåbe.

”Hej Katinka. Du burde måske lige tjekke din facebook…”

Hvorfor nu det? tænkte jeg. Jeg havde profiler de fleste steder på nettet, men jeg benyttede mig sjældent af dem. Alligevel havde Astrids sms gjort mig så nysgerrig at jeg valgte at gøre som hun havde skrevet.

Jeg havde 16 nye notifikationer… Hvad var nu det? Jeg var sikker på at jeg aldrig før havde haft så mange på engang. Ivrigt, uden at tænke nærmere over hvad det kunne være skyndte jeg mig at tjekke dem.

Den første var et billede jeg var tagget på. Et billede af en abe med briller. Først kunne jeg ikke lade være med at grine, men da jeg så at det var Sascha der havde sat det ind og ikke tagget andre end mig på det, skød tårerne pludselig op i mine øjne.

”Like hvis du hader Katinka Andreasen.”

Stod der som beskrivelse. Jeg læste et par af kommentarerne.

”Den fede so, hun tror fandeme selv hun er så skide klog, bare fordi hun er fra en akademisk familie. Haha! Det der var så godt lavet Sascha.”

Lød en:

”Hold kæft, var det ikke hende der soen der stjal din kæreste dengang? Fuck hvor klamt, jeg ville fandeme skyde hende hvis jeg kunne.”

Jeg havde sgu da aldrig stjålet nogles kæreste? Jeg havde sgu aldrig haft en kæreste…

En meddelelse poppede frem i chatten. Det var Johanne:

”Kunne du lide billedet, min egen fede lille abe?”

Jeg svarede hende ikke, jeg bare grad, grad lydløst mens flere chatbeskeder poppede op på min skærm:

”Klamme bitch. Du sidder sikkert derhjemme i din fine lille lejlighed med alle dine penge og har skide ondt af dig selv.”

Jeg ville ikke græde over deres pis, hvorfor sad jeg her på gulvet med bærbaren på skødet, som om det var en pistol jeg lide havde brugt til at skyde mig selv med? Hvorfor lod jeg dem pille mig ned igen?

Jeg kiggede gennem mine notifikationer igen, der var stadig en jeg ikke havde tjekket. Det kunne måske være noget godt? Det var Astrid der havde lagt det op, så et lille håb var der.

”Katinka? Efter alt jeg har gjort for dig, hvordan fanden kan du så tillade dig at tale sådan om mig? man fucker kun med mig engang, så bliver det værst for en selv! En eller anden dag, din fucking kælling, en eller anden dag, får du så mange fucking tæsk at du aldrig kommer til at kunne gå igen! Jeg ville være bange hvis jeg var dig, man.”

Jeg fattede overhovedet ikke noget… Jeg havde da ikke sagt noget om Astrid, hvad skete der for hende? Hvad skete der for mig? Hvad havde jeg nu gjort, Hvad fanden var der galt med mig? hvorfor skulle de absolut altid gå efter mig? jeg måtte jo have gjort et eller andet siden de altid skulle være sådan…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...