Falling Leaves

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2013
  • Status: Færdig
Folk siger altid, at det der er værd at græde over, er værd at leve for, men har folk altid ret?

40Likes
70Kommentarer
1734Visninger
AA

2. -

 

”Undskyld jeg kommer for sent.”

”Katinka, du er godt klar over at det allerede er tredje gang i denne her uge, ikke også?”

”Jo, undskyld.”

”Sæt dig bare ned, vi var ved at gennemgå de artikler i skal skrive i dansk.”

Jeg nikkede bare roligt, og satte mig på min plads.

 

Tiden gik langsomt. Indover Irenes snakken om hvorvidt kolonner og rubrikker var vigtige når man skrev artikler, kunne jeg høre urets tikken, og små visken rundt omkring i klasselokalet. Johanne og Sascha sad og skrev små sedler til hinanden små fnisende, mens Astrid, som sædvanligt, sad fordybet i en igangværende tegning. Drengene (alle udover Kasper) sked en hel del på hele konceptet om at gå i skole, og i stedet for at lytte til Irene, som tydeligvis var ved at blive desperat af klassens manglende interesse i hendes fag, spillede computer og var på Facebook. Endelig ringede det til frikvarter og alle farede ud af klassen, som væddeløbsheste der lige var blevet lukket ud af deres bokse.

Jeg var roligere, tog en bog under armen og bevægede mig ud i myldret af børn. Jeg gik ud på sportspladsen, der var aldrig ligeså mange der som der var i skolegården, og jeg vidste at jeg alligevel ikke ville kunne holde støjen i gården ud ret længe, så jeg kunne ligeså godt lade være med at forsøge.

 

Sascha og Johanne sad på bænken sammen med Astrid og et par af drengene. Jeg vinkede til dem. Jonas himlede straks med øjnene, og pludselig havde jeg ikke lyst til at bevæge mig mod dem længere, jeg ville ændre kurs, men det var som om mine ben ikke ville lade mig gøre det, før jeg kunne når at gøre ret meget ved det stod jeg foran dem, og pillede i ryggen på min bog.

”Var der noget?”

Spurgte Sascha, som om jeg var et rumvæsen der lige var faldet ned fra himlen, og fejlagtigt landet foran hende.

”Det var bare… det der..”

”Kom dog til sagen?”

”Det dansk der… Ville du og Johanne arbejde sammen med mig?”

”OMG! Helt ærlig Katinka, du troede vel ikke på den, vel?”

De leede alle sammen hånligt, selv Astrid.

”Jeg troede måske bare…”

”Hvad troede du? At du kunne komme brasende her og styre det hele, eller hvad?”

”Men du skrev jo selv…”

”Hold dog op, kan du nu ikke engang tage en joke?”

Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, tankerne fes gennem mit hoved.. ”hvorfor skulle de nu begynde på det lort igen? Hvad gjorde jeg siden jeg fortjente det her?”

”Katinka, tag nu bare din bog og gå et andet sted hen. Du ridser min aura.”

Da Sascha havde sagt disse ord, jeg havde vendt ryggen til dem og var begyndt at gå kom jeg igen til at tænke på det orange efterårsblad, og pludselig synes jeg ikke længere at det var så smukt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...