Falling Leaves

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2013
  • Status: Færdig
Folk siger altid, at det der er værd at græde over, er værd at leve for, men har folk altid ret?

40Likes
70Kommentarer
1723Visninger
AA

1. -

 

Her er så gråt. Selv når solen skinner er her gråt. Husene er ganske vist af kommunefarvede mursten, parkeringsskiltet for enden af vejen er blåt, resterne af en, engang udmærket legeplads, som i dag mere minder om en losseplads, med en pink plastik vejrhane der entusiastisk stikker op mellem alt skrammelet, er af blandede rustikke farver, men alligevel… alligevel er her bare så forfærdelig gråt.

Gadekæret synes ikke længere at ligne et gadekær, men nærmere en klam kloak. Parken, der aldrig rigtig har været nogen park, men nærmere en halvstor græsplæne med et par bænke, en grill og nogle store buske, ligner heller ikke længere sig selv… jo altså, græsset er stadig grønt, buskene står hvor de altid har stået (Dog er de vokset en del til med årene) grillen står stadig i det ene hjørne, fyldt op med regnvand, fordi lukkeren til låget ikke virker, så det for længst er blæst af. Blomsterne på buskenes farver er stadig de samme, men alting er blevet så underlig gråt.

 

Jeg kiggede mig selv i spejlet, og prøvede ihærdigt at klæbe et smil fast på mine læber. Hold kæft hvor så det falskt ud, men jeg vidste godt at det nok ikke ville blive meget bedre. Jeg rakte ud efter en hår elastik, satte mit lange leverpostejsfarvede hår i den sædvanlige kedelige knold på midten af mit hoved, så jeg egentlig mest af alt lignede en dårlig udgave af Lille My fra mummitroldene, men bedre blev det ikke… heller ikke i dag.

”Go’ morgen Danmark” kørte i baggrunden, spejlet spejlede billedet på tv skærmen så jeg kunne se Peter Tanev videregive information fra vejrguderne med stor entusiasme, og kæmpe armbevægelser, der gjorde hele mit morgen tv lidt mere personligt. Jeg lyttede ikke rigtig til hvad hverken han, eller en af de 2 good looking tv-værter havde at sige, for de sagde altid det samme. Der var altid en eller anden film der havde haft premiere, vejret var typisk for en oktober morgen, der var stadig sult og krig, og herhjemme var vi stadig for tykke, eller for tynde, eller for glade eller for deprimerede. Men det skulle ligesom bare køre der i baggrunden, for sådan var det jo bare – sådan havde det jo altid været, og hvorfor skulle man lave om på det?

 

 Jeg trak i overtøjet. Vanter, halstørklæde, støvler og den store amigrønne vinterjakke, som snart var ligeså grå som skyerne oven over den lille lejlighed, slyngede jeg over min krop med største selvfølge, uden så meget som at skænke aktiviteten en tanke, sådan gjorde jeg jo hver morgen – ren rutine.

Jeg tog de trehundrede kroner og indkøbseddelsen min mor havde lagt til mig.

”2 liter mælk, smør, franskbrød, også find på noget aftensmad til dig selv. Er sent hjemme, vigtigt møde med nogle af de andre chefer.”

 Sedlen og pengene lagde jeg ned i min pung, traskede ud af døren, og ned ad de præcis 37 trappetrin (jeg havde talt dem tusindvis af gange) der var i opgangen.

 

 

Efterårskulden krøb langsomt ind under min jakke, og gnavede sig vej gennem mine vanter, og hele vejen ind til knoglerne, så jeg var stensikker på aldrig at få varmen igen, men den tanke kunne jeg godt glemme hurtigt: en besked bippede ind på min mobil, varmen blussede pludselig, hurtigt og meget uventet op i kroppen på mig… Man kunne jo aldrig vide hvad det var denne her gang?

”Hei Katinka! Snakkede med Johanne i går, og vi tænkte på om ikke du ville arbejde sammen med os i det der dansk <3??”

Mit hjerte hamrede løs… Ville Sascha og Johanne virkelig arbejde sammen med mig? Mig? Som i den lille grå mus, med briller og fedtet hår?

Jeg var i gang med at læse sms’en en gang til, for ligesom at forstå hvad fanden det var der skete her, da et orange blad dumpede ned på skærmen.

Jeg stoppede op og studerede det nærmere, mens jeg stadig tænkte på det Sascha havde skrevet. Jeg havde altid syntes at de orange blade der faldt om efteråret var utroligt smukke, på en underlig måde mindede de mig lidt om Sascha: de var utroligt smukke på deres helt egen måde, men alligevel var der et eller andet ved dem der kendetegnede at noget koldt og mindre rart var på vej. Jeg knugede bladet i min hånd, og blev enig med mig selv om, at det var værd at give en chance.

”Hej! Jo, det vil jeg da gerne :) Vi kan lige snakke om det på skolen.”

Hun svarede hurtigt.

”Super  :*”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...