Snowflakes in the dark - Am I just one of thousands?


1Likes
2Kommentarer
247Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg løber. Bare løber. Jeg ved ikke hvorhen, eller hvor længe. Jeg har brug for, at kunne komme væk fra det hele. Jeg ved ikke om de stadig forfølger mig, eller om jeg har rystet dem af mig. Selvom jeg er ny i London, så kender jeg allerede byen bedre end de fleste, som har boet her i flere år.

 

Det skyldes at jeg elsker byen, for mig lever den sit eget liv. Et liv som er værd at tage del af, at holde øje med. Jeg drejer om et hushjørne, men jeg bliver ved med at løbe. Folk kigger underligt efter mig, når jeg løber forbi dem, men det betyder ikke noget for mig..

 

Nu har jeg fået nok, jeg kan ikke løbe mere, men jeg er også nået til den anden ende af byen. Jeg elsker at løbe, at mærke vinde i mit hår og mod mit ansigt. Et stort smil glider frem på mine læber, selvom der slet ikke er noget at smile for.

 

Faith, du smiler som en lalleglad idiot på lykkepiller! Stop det..

 

Hils på min indre plageånd. Jeg tror hun er lidt ligesom andres samvittighed, men hos mig går hendes stemme klart igennem. Vildt belastende. Mit navn er for resten Faith, hvis I ikke allerede har regnet det ud. Hvis I havde, så tillykke da. Skal I også have en medalje for det? Mærk lige ironien, ikke? Jeg er bare generelt en person, som ikke bryder mig om dumme mennesker. Nej, lad mig rette det, lad mig være mere tydelig, til jer der ikke forstod det. Jeg kan ikke lide uintelligente mennesker. Punkt, og slut på den diskussion.

 

Det er en kølig eftermiddag i Londons gader, så der er ikke mange ude. Jeg bevæger mig hen mod en park, hvor jeg plejer at hænge ud med min bedste ven. Hans navn er altså Niall, men i dag hænger jeg her alene. Niall er på en tidlig vinterferie med sine forældre og søskende. De er i Norge. Derfor er jeg her alene, jeg er nemlig så ensom, at jeg kun har en enkelt ven, men det er fint nok. Det er godt nok til mig.

 

Jeg sætter mig på en bænk i parken, så jeg kigger ud over den lille sø, som ligger her. Her er dejligt fredfyldt og afslappende. Min dag har været lang, meget lang. Jeg er blevet utrolig træt, og trangen til bare at lægge mig ned og sove, lige her midt i parken, den er der. Den her bænk er faktisk rimelig behagelig... Jeg glider langsomt ned, så jeg lægger på siden.

 

Gad vide om de stadig prøver at finde mig?? Det gør de sikkert ikke. Nogen gange er hun alligevel dejlig. Der er altid en at tale med, lige meget hvor alene jeg føler mig. Det værste er bare, når jeg så taler med hende, mens andre er der. Jeg får sendt en del underlige blikke, når jeg taler med mig selv. De tror du taler med dig selv, men du taler jo rent faktisk med mig, ikke? Jo jo selvfølgelig, det er bare noget de tror jeg gør, i virkeligheden har jeg jo en helt normal samtale. Eller, i hvert fald næsten normal.

 

Niall kender hende. Den indre Faith, som taler. Han synes om hende. Nogle gange, er jeg bange for at han bedre kan lide hende, end han kan lide mig. Jeg rejser mig fra bænken. Jeg bliver nødt til at komme hjemad nu, mørket er ved at sænke sig over byen. Jeg ville nok tage i byen med Niall nu, hvis det altså var en normal dag. Men det er det ikke. Det er faktisk en temmelig speciel dag, eller nej, det er det ikke. Det er i morgen, det er en speciel dag. Det er i morgen det sker. Så sig dog hvad det er pigebarn ! Okay, okay. Slap lige af og lad være med at stresse mig. Men nej, jeg siger det ikke, du må selv regne det ud.

 

Hvis du kan, er jeg sikker på vi nok skal blive gode venner. Så er jeg nemlig sikker på, om du er en intelligent eller uintelligente pige.. Eller dreng. Det har ingen betydning nu, bare du lytter og er opmærksom. På den måde lærer man mange ting, det kan jeg godt fortælle dig. Jeg ved en del, og det er netop fordi, jeg kan finde ud af at lytte, men tænk dig nu om. Det er ikke kun mennesker der taler, det ikke kun mennesker man skal lytte til. Lyt til hele verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...