Talk To Me | Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2013
  • Status: Igang
For kun et år siden, skete det utænkeligt. Hun havde troet, at der ville have gået flere årtier før det skete, men det var Andrea McDale mors tid til at forlade jorden. Det endte med, at Andrea fik en depression, og hun gik helt ned psykisk. Hun endte med, slet ikke at snakke mere. Det eneste tidspunkt et ord forlod hendes læber, var når hun besøgte hendes mor grav. Både hendes far og bror har vendt ryggen til hende, og allerede som 17-årig var hun helt alene. Efter ikke at have betalt lejligheden i flere måneder, blev hun smidt på gaden. Helt alene i verden. Hun overnatter flere dage på gaden, og fik knap nok mad. En aften fik hun nok, og ville bare op til sin mor igen. Men der var en, som nåede at stoppe hende. Ikke bare en tilfældig en, men det var selveste Zayn Malik. Hvad sker der, når han lader hende flytte? Vil hun nogensinde komme til at snakke igen? - Delt i to kapitler

13Likes
12Kommentarer
727Visninger
AA

3. Two out of Two

 

Andreas P.O.V

Der var nogen, som havde samlet mig op, inden jeg havde sprunget. Hvilket ville sige, at jeg stadig var her på jorden, i live. På en eller anden måde, var jeg taknemlig for, at den person havde gjort det, men alligevel også en smule irriteret. Det var mit valg, at skulle springe, og ikke den persons. Men jeg var i live, og skulle ikke tænke over det mere.

Jeg havde ikke nået, at se, hvem der havde gjort det. Kort tid efter, var jeg besvimet, hvilket var ret så ubehageligt. Det var noget, som jeg aldrig havde prøvet før.

Lige nu lå jeg på noget meget blødt, som meget vel kunne være en normal sofa. Tanken om at åbne øjnene, havde ikke strejfet mig. Selvom jeg var helt vågen, følte jeg mig meget mere tryg med lukkede øjne. Det var som om, at man bare lukkede resten ude, og ikke behøvede at tænke over det hele.

Jeg blev dog nødt til at åbne dem på et tidspunkt, så det kunne lige så godt være nu, så jeg kunne udforske stedet noget mere.

Rummet, jeg lå i, var en stor, fancy stue. Personen der boede her, måtte nok være ret så rig. Fladskærmstv’et, var mindst halvtreds tommer. Meget anden elektricitet sprang i øjnene af mig, at der var nok til at betale for et nyt hus, med alt det mekanik. Det var heller ikke fordi, at jeg havde levet det mest luksuriøse liv, så det her var kinda vildt.

Der lugtede ret mærkeligt. Sådan helt rent, og plastik-agtigt. Ikke den der hjemmeagtige duft, man som regel stødte på, når man besøgte folk.

”Nå, du er vågen. Det var godt.” En pludselig stemme, fik mig til at springe flere meter op i luften. Selvfølgelig ikke flere meter, men det er jo sådan noget man siger. Jeg kiggede mig skræmt til siden, og så en ret lækker fyr, som nok var omkring min alder. Måske en smule ældre. Det ville så sige, at han sikkert var min redningsmand.

Jeg nikkede bare, og satte mig igen ned i sofaen, som var virkelig fin. Dyr læder, og alt sådan noget, som ikke var min stil. Fyren satte sig ned i en af stolene ved siden af, og kiggede bare på mig. På en eller anden måde, havde jeg lyst til bare at bryde tavsheden, men siden jeg ikke snakkede, var det udelukket.

Der var et eller bekendt over hans ansigt, som var virkelig flot. Jeg mener, hav havde sort, pjusket hår, flotte brune øjne, og maskuline træk. Der var oven i købet et eller anden udenlandsk om ham, som bare gjorde looket perfekt. Han så virkelig godt ud. Noget som de fleste ville løbe savlende efter.

En akavet stilhed lagde sig over os, og jeg kiggede bare lidt random rundt i rummet. ”For resten er jeg Zayn. Zayn Malik,” sagde, sjovt nok, Zayn Malik. Det var der, at jeg havde set ham før. Så var der jo en masse piger, som løb savlende efter ham. Han var jo selveste Zayn Malik, fra det verdenskendte One Direction.

Nu var det ikke sådan, at jeg var fan, men det var alligevel lidt vildt, at jeg sad i rum med selveste Zayn Malik. Jeg burde virkelig stoppe med at sige hele hans navn, for navnet var jo kun Zayn. Endnu engang nikkede jeg bare, og han blev ved med at stirre på mig.

”Hvorfor er det, at du ikke siger noget?” Og der kom den. Det var så nu, at jeg skulle til at forklare det hele, på en eller anden spasser måde. Heldigvis, havde jeg været ude for det her en del, så jeg var forberedt. På min gamle telefon, havde jeg en note, hvori jeg forklarede, at jeg var stum og sådan noget.

Jeg rakte ham telefonen, efter jeg havde fundet den note, og han begyndte at læse den grundigt.

Han nikkede, efter han forhåbentligt havde læst det hele. ”Jeg ved, eller tror, at du har det rigtig svært. Jeg vil gerne hjælpe dig. Du virker som en fantastisk pige, og du skal ikke gå igennem alt det,” kom det ud af ham, uden at have sammenhæng med teksten, som han lige havde læst.

Det kom meget bag på mig, for hvem havde lige troet, at han ville det? Havde han ikke travlt med sit band, eller sådan noget? Men det var rørende. Ingen havde nogensinde sagt noget, som bare lignede det, til mig. Jeg kunne mærke tårerne prikke på, men jeg var fast besluttet på, at jeg ikke vil græde. Ikke mere.

Jeg nikkede bare, og mimede et ’tak’. Han kiggede indgående på mig, og det begyndte at blive en smule ubehageligt. ”Du kan bo her, mens det er. Jeg har gæsteværelse og det hele. Du kan låne noget af Perrie, min kærestes, tøj. Hun har alt for meget i forvejen.” Et stort smil kom op på mine læber, da jeg hørte hans perlende latter.

Zayn var bare fantastisk. Han ofrede sit hjem, penge og kærestes tøj på mig, uden at vide hvem jeg var.

Han rejste sig op fra sofaen, og gjorde tegn til, at jeg også skulle, så derfor rejste jeg mig også op. Han tog en hånd på min ryg, og førte mig så ud af imod gangen. Vi endte ved det, som sikkert var gæsteværelset.

”Det er så her, at du skal bo.” Han viste mig lidt rundt på værelset, som bestod af en dobbeltseng, skrivebord og et skab. Der var et tilhørende toilet. Noget, som jeg aldrig havde haft for mig selv. Mit blik ramte Zayns, og jeg smilede taknemmeligt til ham. ”Så lader jeg dig lige være lidt for dig selv, mens jeg finder Perrie, så vi kan få lidt tøj til dig.”

 

† † † † †

 

Det var nu to uger siden, jeg flyttede ind her. Jeg havde haft det helt fantastisk og ikke mindst hyggeligt. Perrie havde været her over en masse gange, og vi var faktisk blevet gode venner, hvis man kan sige det. Vi snakkede ikke, men førte samtalerne over telefonerne. Der var flere gange, hvor jeg var tæt på at tale, men jeg holdte det tilbage. Ja, jeg havde fået det bedre, men alligevel havde jeg det ikke godt.

Fortiden var der stadig, og jeg holdte den stadig for mig selv. Det var alt for svært, hvis jeg skulle fortælle det til dem. Det var jeg slet ikke parat til. Overhovedet ikke.

Zayn var stadig overbevist over, jeg ikke kunne tale. Det samme var Perrie. Jeg havde dårlig samvittighed over det, for nu hvor de åbnede deres hjem og hjerter for mig, så løj jeg bare over for dem. Men på den anden side, hvordan skulle jeg fortælle dem, at alt det, jeg havde bildt dem ind, faktisk ikke var rigtigt.

Utroligt nok, havde jeg faktisk ikke mødt resten af nogle af deres bands endnu, hvilket også lidt skyldtes mig. Når de havde spurgt, så holdte jeg mig tilbage. Det med at møde nye mennesker, uden at være fuld, var ikke lige mig. De var sikkert nogle søde drenge og piger, men jeg klarede mig fint nok med de to fantastiske personer.

Lige nu var ingen af dem hjemme, så jeg klarede mig selv. Perrie var henne og øve i studiet med hendes band, mens Zayn var til et interview med hans. Jeg følte mig helt lonely, når de sad og snakkede om begge deres bands. Zayn skulle komme hjem her om ikke ret lang tid, og vi havde planlagt en filmaften. Hans pretty girlfriend skulle sove ved Leigh over natten, så det blev bare os to.

Du skulle ikke misforstå den, for det er slet ikke ment på den måde. Vi var faktisk gået og blevet ret så gode venner på kort tid. Men hvordan kan man lade være? Helt ærligt, kig på den dreng.

En masse skramlen ude fra entréen indikerede at han var kommet hjem. Begrund af mit indbygget dovenskab, så blev jeg liggende på sofaen, som jeg lå fladet ud på. Jeg ventede på han snart ville komme hoppende ind og være så fuld af energi.

Det var han altid. Altså fuld af energi. Og det kunne være ret belastende til tider, men så var han så dejlig på så mange andre måder. Igen, så skal den ikke misforstås.

”Hey Andrea,” lød det lige ved siden af mig, hvilket får mig til at rykke lidt, for jeg havde siddet i mine egne tanker. Selv om jeg vidste, han ville komme, havde jeg fået chok.

Jeg kiggede op og så en alt for glad dreng. Jeg ved ikke hvorfor, men mit humør har været ret meget nede i dag, så overglade mennesker er ikke lige det fedeste. Ikke lige nu i hvert fald. Jeg smilede som svar, da jeg jo ikke snakkede.

 

Vi var nu et stykke inde i tredje film, som egentlig ikke var ret spænende. Det var en af de der vildt dårlige amerikanske komedier, hvor man bare havde lyst til at kaste noget efter fjernsynet. Mig og amerikanske komedier var bare slet ikke venner.

Mit hoved hvilede på Zayns skød, som sad op ad sofaen. Vi havde fundet en masse madrasser og puder tidligere, så det ville være meget mere behageligt at ligge. Og det var ret så dejligt nu, for jeg lå meget dejligt. Eller det kunne være bedre, for jeg tror, jeg var ved at få hold i nakken. Det gjorde lidt ondt, men fuck det.

Jeg missede lidt med øjnene og kiggede op mod Zayn, som heller ikke rigtig fulgte med i filmen, efter hvad jeg kunne se. Han kiggede ned på mig og i et kort øjeblik fik vi øjenkontakt. Ikke at vi aldrig havde haft det før, men det her var andeledes. Sommerfuglene nede i min mave provokerede mig alt for meget. Det var bare den måde, han kiggede på mig.

Det var som om, det hele knitrede. Jeg løftede mit hoved lidt opad, mens han bevægede hans nedad. Jeg vidste udmærkede godt, han havde en kæreste, men jeg var forhelvede forelsket i ham. Sørgeligt nok. Mine øjne var lukkede, da hans læber endeligt mødte mine i et forsigtigt kys.

Med et rykkede jeg mit hoved tilbage. Jeg savnede allerede hans læber om mine, men vi kunne ikke gøre det her. Ikke imod Perrie, som efterhånden var en af mine gode, og eneste, veninder. Jeg rystede på hovedet og undveg hans blik, i frygt for, hvad hans ansigtsudtryk viste.

Mine læber skilede sig fra hinanden, og det var nu, at jeg ville sige mit første ord. Første sætning. Hans kærlighed, som han åbenbart følte for mig, kunne ikke være rigtig. Men hav var den, som igen fik mig til at tale, for han var den som redede mig.

”Jeg kan ikke gøre det.”

 

Og her var anden del så. Som skrevet i den sidste AN, så er det væsenlig kortere end det andet. Men som jeg også skrev før, så var det bare et godt sted at stoppe. Hvorfor jeg delte den op i to, ved jeg stadig ikke, men fuck det. Jeg har en ret så åben slutning fordi det ville jeg lige. Lyder lamt, men ja... - Speciosam

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...