Talk To Me | Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2013
  • Status: Igang
For kun et år siden, skete det utænkeligt. Hun havde troet, at der ville have gået flere årtier før det skete, men det var Andrea McDale mors tid til at forlade jorden. Det endte med, at Andrea fik en depression, og hun gik helt ned psykisk. Hun endte med, slet ikke at snakke mere. Det eneste tidspunkt et ord forlod hendes læber, var når hun besøgte hendes mor grav. Både hendes far og bror har vendt ryggen til hende, og allerede som 17-årig var hun helt alene. Efter ikke at have betalt lejligheden i flere måneder, blev hun smidt på gaden. Helt alene i verden. Hun overnatter flere dage på gaden, og fik knap nok mad. En aften fik hun nok, og ville bare op til sin mor igen. Men der var en, som nåede at stoppe hende. Ikke bare en tilfældig en, men det var selveste Zayn Malik. Hvad sker der, når han lader hende flytte? Vil hun nogensinde komme til at snakke igen? - Delt i to kapitler

13Likes
12Kommentarer
803Visninger
AA

2. One Out of Two

 

Andreas P.O.V

Hendes gravsted så så fin ud. Det havde nok også noget at gøre med, at jeg var nede og passe det flere gange om ugen. Jeg holdte det så fint, men det var også kun mig, som kom dernede. Alle andre var ligeglade med hende. Min far havde svigtet, hendes familie, venner. Men værst af alt, havde min bror svigtet hende. De havde endda svigtet med mig.

Da jeg havde det allerværst. Da jeg havde allermest brug for hjælp, svigtede de mig. De vendte bare den kolde skulder til, og smed mig ud, fordi de ikke gad se på mig mere. Jeg havde været helt nede i kuldkælderen. Både en depression og stoffer. På bare et år, havde det hele ændret sig fra et roligt familieliv, til det værste mareridt.

Jeg stoppede helt med at snakke hen ad vejen. Efter at hun døde, kunne jeg ikke klare det mere. Jeg gennemgik en depression, og droppede helt ud af skolen. Jeg manglede endda flere år endnu, men jeg kunne ikke klare det mere. Jeg havde været så dum, at tage med til en masse fester, som jeg godt vidste, ikke ville ende godt. Det endte med nogle for gamle fyre, og nogle stoffer, som jeg slet ikke burde have taget.

Når folk talte til mig, og jeg ikke svarede igen, troede folk bare jeg var uhøflig. Men sagen var jo den, at jeg ikke ville tale. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det. Jeg lod som om jeg var stum, og de fleste troede på mig. Der var også nogen, som troede det var en form for afvigelse af dem. Hvilket det også nogle gange var. Det var dog ikke sådan, at der aldrig kom et ord ud af min mund. For det gjorde der. Flere gange om ugen, når jeg var ved min mors grav, snakkede jeg. Jeg snakkede om alt, hvad der overhovedet var muligt, at snakke om. Jeg undveg at snakke om hvordan jeg havde det, for jeg ville helst ikke have hende til at vide det. For det meste var det kunstnere, både musikkere og malere. De var også forfattere, og alle de spænende ting der skete i verden. Sådan noget som politik havde altid interesseret mig, men det holdte jeg kun til min mor. De ville jo heller aldrig finde ud af det alligevel, for jeg fortalte aldrig nogen af dem jeg mødte i byen om noget. Det var bare for ikke at være for lonely, at jeg tog derind. En omgang en gang imellem.

Det var dog ikke så meget stofferne, som tog på mig. En kort periode, havde de styret mit liv, men jeg var kommet på ret køl igen. Åben bart syntes min far ikke det, og jeg var blevet smidt på gaden, som kun syttenårig. Det var barskt. Jeg fik købt en lille lejlighed i udkanten af London. Det var ikke noget af det fedeste, men det var fint nok. Selvom det enlig ikke kunne betegnes som en lejlighed, men mere et værelse. Et rum var der. Så selvfølgelig et lille toilet.

Men hvor kunne jeg få penge fra? Jeg havde intet arbejde, og kunne heller ikke få det. Jeg havde svoret til mig selv, at jeg ikke ville tale mere. Man kunne ikke komme nogen vegne uden at tale. Jeg havde godt nok fået lejligheden over E-mail, så det var gået fint nok. Der var ingen andre måde at få penge på, uden det pokkers arbejde. Men på min barneopsparing stod der nogle tusinde pund, som blev brugt på det allermest nødvendige. Mad og lign. Over vinteren, havde jeg ikke varme på, så jeg måtte sidde med flere lag af tæpper og lignende. Det havde været hårdt, men jeg blev ved med at overbevise mig selv om, at det var det bedste jeg nogensinde ville kunne få.

Uheldigvis slap pengene alt for hurtigt op. Men hvad havde jeg også regnet med? At der lige pludselig ville dumpe en masse penge ned i hovedet af mig? Det eneste der var tilbage efter de måneder i lejlighed, var kun sølle 10 pund, som lige kunne række til mad i  nogle dage, hvis jeg passede på dem.

Jeg kunne jo ikke betale lejeren, så jeg havde en måned tilbage at bo der i. Det var i dag, at det var sidste dag. Jeg havde ikke tænkt mig, at tage mine få møbler med. Jeg kunne ikke bruge dem til en skid.

Jeg havde taget min gamle antikke, brune kuffert, og tog det mest nødvendige. Tøj, bøger, lille pude og andre småting. Det mest værdifulde jeg havde med, var min mors halskæde, som hun altid havde gået rundt med. Det havde været min mormors før det, og så min oldemors før det, og sådan gik det videre. Det havde aldrig faldet mig ind, at gå med den halskæde. Jeg havde slet ikke fortjent det. De havde alle sammen været stærke kvinde, der alle havde udrettet noget stort i livet. Men det havde jeg ikke. Jeg var bukket underfor presset.

Da det hele var pakket, havde jeg bare gået. Uden at vide hvor pokker jeg skulle gå hen. Mine slidte, billige sko fra H&M, var heller ikke noget af det behageligste, så langt kunne jeg heller ikke gå. Det eneste sted, som var tæt på, og jeg også følte mig tryk ved, var ved kirkegården. Helt henne i den anden ende, hvor min mors smukke grav lå.  Det var der jeg stod nu.

Der var ingen andre end mig, som havde bevæget sig ud på kirkegården denne her forårsaften. I den anden ende af byen, kunne man så solen gå ned. Selvom det kun var april, så var det faktisk ret varmt. Eller varmt og varmt, det var varmt nok i forholdt til, at det var her i London.  Vejret var ikke lige det, som den store by var kendt for. Lige det stik modsatte faktisk.

Jeg anede en bænk tæt på, som jeg så valgte at bruge som nattens sovested. Jeg havde allerede spist det sidste der var tilbage i køleskabet, så mad manglede jeg ikke lige nu. Nogle dage kunne jeg godt klare mig på lidt frugt, men det ville ikke komme til at holde lang tid.

Puden, som havde en flot brodering, brugte jeg som hovedpude. Min forårsjakke, var lige nok til, at jeg ikke ville komme til at fryse sådan rigtigt. Selvom klokken kun var lidt over otte om aftenen, valgte jeg allerede at lægge mig til at sove.

De få lyde der var rundt omkring på kirkegården, fik mig flere gange til at åbn øjnene igen. Endelig, efter lidt over en time, faldt jeg ind i en dyb, søvnløs drøm.

 

† † † † †

 

Mange dage var gået, med bare at traske lidt rundt på kirkegården. Nogle få gange, var jeg gået hen til den lokale købmand, som kun lå få kilometer fra kirkegården, og havde købt det mest basale til overlevelse. Det lød virkelig overdrevet, når jeg sagde det på den måde, men sådan var de jo. Jeg havde ikke lyst til, at skulle bo på en tilfældig ens sofa. Jeg var ikke normalt sådan en, som kunne lide at få hjælp af andre folk. Det ville være allerbedst, hvis jeg selv kunne gøre det.

Lige nu var jeg på vej ind til selve bymidten, for at få noget fornyelse. Det var ikke det fedeste, at sidde på en bænk dagen lang. Mine i forvejen ret så slidte sko, havde jeg helt opgivet at gå i længere. Bunden var helt slidt ud, at det var ligesom at gå på jorden.  Der var derfor, at jeg havde valgt, bare at gå med strømpefødder. Mit tøj var heller ikke blevet skiftet siden sidst, og jeg trængte virkelig til et bad. Det var ikke lige det mest lækre det her men jeg overlevede nok.

Jeg vidste ikke engang hvor længe, at jeg ville kunne holde det her ud. Og jeg havde endnu større vanskeligheder med at finde ud af, hvor fanden jeg skulle hen efter det her.  Måske havde jeg inden fremtid i den her verden? Hvem ved?

Min gåtur havde endelig nået sin ende. Jeg stod midt i centrum. På Picadilly Cirkus. Mange af den jeg havde gået forbi, havde kigget på mig nogle flere gange. Det var helt forståeligt. Nogle kom med et medfølende blik, andre med et afskyende et.  Jeg forstod begge blikkene. Jeg ville da heller ikke syntes om, hvis en beskidt hjemløs gik rundt omkring en hele tiden. Men på den anden side, ville jeg da også føle medfølelse for den, for ingen skal da være hjemløs.

Mine demin bukser sad tæt op af mine ben, og så helt afskyelig ud. Beskidte, og bare generelt grimme. Mit overtøj bestod af en sort basistop, og en åbnet skovmandsskjorte, som også var helt beskidt og svedig. På mine fødder bare jeg kun et par sokker, som havde samme kedelige sorte farve. Mit tøj gjorde heller ikke det her hjemløse noget bedre. Jeg lignede jo noget, som katten havde slæbt med ind.

Ud af min øjenkrog kunne jeg se et stort, oplysende skilt, hvorpå der stod Topshop. Butikken havde altid været en af mine favoritter, fordi deres tøj bare var så fedt. Det var flere måneder siden, at jeg sidst havde været deroppe, så jeg kunne vel godt tage et kig igen. Selvom jeg aldrig ville få råd til noget af det, var tøjet alligevel et kig værdigt.

Butikken var, som jeg huskede den. Det havde engang været den, som jeg var kommet i flere gange om ugen, hvis ikke mere. Først kørte jeg ned til skoene på underetagen, så til kjoler og lign. på første, og sådan gik det, hele vejen op til 4. etage.

Det var ikke fordi, at vi var så få mennesker. Tværtimod. Der var nok omkring 50 mennesker, bare på den her etage. Et stort område, hvor ingen stod, fik min opmærksomhed. Et stykke ved et vindue var hegnet ind.  Bunden af vinduet, hvilket ville sige lidt over en meter, var blevet helt smadret.

Jeg gik, helt uden at tænke over det, hurtigt derover. Det trækkede en smule derfra, men ikke nok til, at det blev upassende. Ingen havde lagt mærke til, at jeg stille og roligt havde gået under indhegningen, som bare var et skrigorange plasticbånd.

Helt uden at tænke over det, nærmede jeg mig vinduet, og satte mig efterfølgende ned. Måske var det bare nemmere, hvis man bare tog al smerten væk? Lige meget hvad jeg gjorde, så havde jeg ingenting at miste. Jeg stod uden hus, familie eller nogen form for kærlighed. Mit liv havde ændret sig fra det bedste til det værste, og det ville aldrig blive godt igen.

En tåre banede sig vej ned ad mine kinder, og efterlod sig et vådt spor. Mine kinder var allerede blevet fugtige af de mange tårer, som efterhånden fulgte trop med den første.

Jeg bevægede mig lidt længere ude på kanten. Jeg kunne høre en stemme bag mig, som fik mig til at vende rundt med et sæt.

 

Zayns P.O.V

Perrie og jeg, havde besluttet at tage en lille shoppetur. Det var efterhånden lang tid siden, at vi havde lavet noget sammen. Vores job lappede ind over hinanden, så det var svært at finde tid til hinanden.

Selvfølgelig havde min dejlige kæreste valgt, at vi skulle et smut i Topshop, som var en af hendes all time yndlings butik. Efter at vi havde gennemrodet næsten alle etagerne, kom vi op til den øverste, via en rulletrappe.

”Du går bare i krig her skat, så kan jeg kigge lidt på en gave til Tricia,” sagde jeg til en Perrie, som allerede var løbet glad af sted i menneskemængden.

Det var lang tid siden, at jeg havde set min mor, så jeg syntes lidt, at hun kunne få en lille trøstegave, for at jeg var væk hele tiden. Nogle gange hadede jeg, at vi skulle være væk så lang tid ad gangen, for man savnede virkelig sine venner og familie.

Inden jeg nåede hele vejen hen til det stativ, som jeg havde udpeget som mit mål, hørte jeg et tøseskrig, som kun kunne tilhøre en person. Perrie.

Uden tøven, fik jeg banet mig vej derhen til. Alle de mennesker, som kom i min vej, fik bare et lille skub. Perrie stod, helt uden en skramme, og så hen på et vindue. Det var først da jeg fulgte hendes blik, at jeg så en pige sidde helt ude på kanten af vinduet.

Da gik det op for mig, at hun rent faktisk ville springe. Vi var jo over 10 meter oppe, så springet ville dræbe hende.

”Zayn, gør noget,” sagde en skinger stemme lige uden for mit øre. Jeg nikkede, og slikkede mine læber, i et forsøg på bare at gøre et eller andet.

Pigen, som nok var omtrent min alder, sad kun lige på det yderste, og den mindste bevægelse, ville få hende til at falde ud over.

Jeg nærmede mig langsomt stedet hun sad, med en halv gåen, halv kravlen. ”Kom her,” hviskede jeg til hende, som om hun var et eller andet lille barn. Lige nu lød det ret åndsvagt, men hvis det var det som redede hende, ville jeg prøve alt. Bare tænk, hvis hun faldt ud over. Så ville det hele være min skyld.

”Kom til mig. Jeg gør ikke noget.” Hun var kun lidt under en meter fra mig, og ved næste skridt, ville jeg være helt over ved hende. Bare tænk, hvis hun tog stykket fra mig, før jeg ville komme til at være tæt nok på. Det ville være helt utænkeligt.

Jeg kunne stadig høre Perrie græde svagt bag mig. Hun havde aldrig været god til situationer som disse, og gik for det meste i panik. Det var næsten helt utroligt, at hun ikke var begyndt at skrige endnu eller sådan noget.

 Min arm kunne næsten nå hendes, så tæt var jeg på hende. ”Bare vend dig om, lige så stille,” fik jeg sagt, uden at miste balancen. Det eneste der holdte mig, var mine ben, og den ene arm, mens den anden arm, rakte ud efter pigen.

Pigen blev ved med at vende ansigtet ud af, men bevægede sig ikke. Jeg kunne høre små hulk fra hendes side, som ikke var ret overraskende. Hvis man prøvede selvmord, var der vel altid en forfærdelig grund til det, som man nok ikke kunne holde tårerne ind for.

Pludselig vendte hun hovedet om med et ryk, og hestehalen svingede blidt om hendes ansigt. Hendes hår havde en helt normal blond farve, som kunne ses hos de fleste piger. Men hendes øjne havde til gengæld en smuk grøn farve, der var lige til at drømme sig væk i. De var godt nok halv skjult, fra de mange tårer, der fyldte hendes øjenkrog, og slog sig om hendes røde kinder.

”Kom til mig, så skal det hele nok gå.” Pigen rystede bare på hovedet, men rykkede sig få centimeter tilbage. Det var da en start. Jeg nikkede bare, og sørgede for at holde øjenkontakt hele tiden. ”Bare stol på mig. Det hele skal nok gå, hvis du bare lige kommer det sidste styk over til mig.” Jeg havde aldrig været uden for en situation ligene, men jeg turde ikke nærme mig hende mere. Det kunne være, hun syntes jeg var skræmmende, og hun bare ville springe så.

Med et, faldt hendes arme om mig, og hun brød ud i en lydløs hulken. ”Så, så. Det skal nok gå,” hviskede jeg til hende, mens jeg beroligende prøvede at ae hende på ryggen. Jeg kunne ane Perrie ved siden af, og lod hendes blik fange mit. Hun smilede sit altid så veneligt smil, og så helt lettet ud. Hvilken hun sikkert også var.

Hun satte sig på huk nede ved os. ”Flot klaret, Zayn.” Hun nikkede anerkendende, og smilede så stort hun kunne.

”Men hvad gør vi med hende? Skal vi bare køre hende hjem eller sådan noget?” fik jeg spurgte om, inden pigen næsten faldt helt sammen, så jeg var nødt til at få hende samlet op igen.  Pigen havde brug for at ligge lidt ned, men måske ville hun ikke hjem. Hvor hun så skulle være, havde jeg ingen idé om.

Perrie rystede blot på hovedet, og så sig lidt om. ”Vi tager hende med hjem. Jeg tror også den kuffert ovre i hjørnet der tilhører hende,” sagde hun, og holdte en lille pause. Hun pegede på en gammel kuffert, og fortsatte bagefter, ” vi skulle nødig tvinge hende tilbage, og hun ser jo helt udmattet ud. Vi tager hende bare med hjem til os,” endte hun med at sige. Pigen i mine arme, så næsten helt sovende ud.

Måske ville det være en god idé, at tage hende med hjem. Hun ville kunne sove ordentlig ud, og vi kunne tage en snak med hende bagefter. Ikke sådan en psykolog en, men bare en vanskabs-sludder, selvom vi ikke rigtig var venner. Men jeg redede hendes liv, så lidt taknemlig burde hun være. Ikke for at lyde hovrøvet eller noget. 

 

 

Det var så første halvdel af historien. Jeg har faktisk haft den her historie på min computer i lang tid, men så i nat fandt jeg den igen, og skrev den så færdig. Det vil sige anden del  Anden del er godt nok kun det halve af den her, men det var bare et passende sted at stoppe den her. Jeg er lam til de her AN ting, men fuck det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...