Min hobby

Skolen kan være nederen, men hvor nederen gør du den?

0Likes
0Kommentarer
81Visninger

1. Kameramand

 

Jeg løb så hurtigt mine ben kunne bære og spurtede ud på fortovet. Skolen var skod og der var ingen hjælp at hente derhjemme, fordi min mor ikke kunne forholde sig til for mange problemer ad gangen, selvom hun skabte de fleste. Med min fjallraven på skulderen var jeg styrtet ud af klassen i raseri og forvirring. En høj mand i jakkesæt tog billeder af naturen med sit smarte kamera. Med mine trætte ben slæbte jeg mig hen ad fortovet, forbi sognehuset, hvor en rød Audi lige var drejet ind. lugten af røg spredte sig i min fregnede næse. Jeg sukkede dybt og lod mig falde sammen ved en trafik kegle. Manden med kameraet fangede min opmærksomhed, da han med sine lange og tynde ben, gik hen mod Damhussøen. Jeg rejste mig nysgerrigt op og fulgte efter ham. To unge kvinder gik foran mig med deres smarte designertasker og plejede hår, mens de gik og snakkede om alverdens ting. ”Jeg kan ikke lide at lege fangeleg,” sagde den ene. ”Hahaha..” lo den anden og kiggede spørgende på kvinden, der havde snakket før. ”Jo altså, jeg kan ikke lide tanken om at blive forfulgt af nogle og ikke vide, hvornår de slår til..” Deres stemmer døde hen og jeg løb lydløst efter manden.

Han var gået hen på det gule fortov og tog nu et billede af en andemor, som gik ud mod søen med sine ællinger bag sig på ræd og række. Derefter vendte han sig om og gik videre. En gang imellem stoppede han op og rettede kameraet enten ud mod søen eller op mod trækronerne. ”Øh undskyld,” sagde jeg og prikkede ham på ryggen. Han vendte sig forskrækket om. Tydeligvis fordi nogen havde forstyrret ham idet øjeblik, hvor et billede var ved at blive til. ”Ja..” Svarede han og kiggede ind i mine græsgrønne øjne. ”jeg ville bare høre, hvad du lavede.” Han skævede til kameraet som for at vise, at det kunne jeg vel se. ”Jeg ved godt at du tager billeder, men altså, hvad inspirerer dig, hvordan fandt du på..” jeg trak lidt på skuldrene og satte mig hen på en træbænk. ”Jeg har altid kunne lide at tage billeder,” sagde han og satte sig ved siden af mig. ”Du ved at skabe et minde, lade et øjeblik vare for evigt.” Jeg nikkede sammenbidt og rejste mig. Jeg nikkede som tak.

Næste dag i skolen havde jeg et splinternyt kamera med. Skoledagen gik som smurt, for nu havde jeg fået mig en hobby.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...