Fortabt uden dig

En gang i fremtiden, hvor folk ikke dør af sygdomme eller krig, møder vi et par, ikke et kærestepar men et vennepar. Kvinden, Sandy, bliver ramt af den eneste dødsdom, udover alderdom, nemlig kraft. Manden, Lucky, går helt psykisk ned over tabet af sin veninden og ender med at begå selvmord. Videnskaben er dog kommet så vidt, at selvmord ikke er en måde at dø på mere. Så nu må Lucky kæmpe sig tilbage til et liv med mening. Mon han klare det? Vil han finde en mening, og vil han komme sig over tabet af Sandy?

1Likes
2Kommentarer
406Visninger

2. Uden dig

Regnen trommer på taget af bilen, men ruderne er rene og tørrer som altid. Jeg drejer hovedet og ser på kvinden ved siden af mig, smilet triller over min mund. Hun er så smuk, at hun end ikke selv ved det. ”Hvor går turen hen i dag?” spørger jeg, mens min hjerne finder data om alle personerne omkring os. Manden i bilen bag ved os er ved at være utålmodig, så jeg sender ham en glad besked. Jeg mærker han slapper af, og smilet bliver større hos mig. ”Jeg vil gerne se havnen igen.” I første omgang registrerer jeg ikke hendes besked, men da en advarende lyd brager gennem hoved, indstiller jeg turen til havnen. Uden at jeg rør på rattet, drejer bilen mod havnen. Alt med elektronik fungerer gennem hjernen, fx biler virker ved, at føreren blot sætter sig bag rattet.

Da jeg var barn, fik jeg mange historie om gamle dag. Jeg elskede især dem, som handlede om landbrug og dyr. Det var min morfar, som fortalt dem, han havde levet den gang, hvor hjernesystemet ikke var kørt på plads. Jeg forstår ikke, hvordan de har overlevet den gang. En prikken på skulderen bringer mig tilbage til nutiden, og min opmærksom lægger på Sandy igen. ”Jeg vil gerne se broen bagefter.” Jeg nikker og smiler til hende, i starten gjorde alle hende mekaniske proteser mig nervøse, især de prototyper hun havde i starten. Men som lægerne fik udviklet proteser, så de virkede på hende, kom der mere ro på. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg måtte finde Fix-Mig-Salven frem i starten, da hendes nye legemer ofte gik i krampe og slog mig ned. Jeg har både haft brækket ben, arme og en enkelt afrevet finger.

På havnen sidder vi og nyder den svage sol, der lige kan skinne igennem de kraftige skyer. ”Det er da en heldig dag, var?” Halvdelen af tiden kommunikerer Sandy og jeg via vores hjerner, så selvom vi er stille, taler vi stadig sammen. Hun smiler og nikker, jeg kan mærke, hun er meget fraværende i dag. Jeg åbner mund, første gang i dag faktisk, spørgsmålet kommer langsom trillende: ”Er der noget galt?” Som svar ryster hun kun på hovedet, men jeg opfanger en kraftig ændring i hendes humør, og en tårer triller ned af hendes kind. ”Jeg var hos lægen i går. Han sagde, der var sket noget ved min… min hjerne. Han snakkede noget om en svulst.” Sætningen kom i små stød over til mig, jeg forstår ikke, hvad hun fortæller mig. ”Hvad mener du, en svulst?” Hun nikker og fortæller alt om besøget. Lægerne havde modtaget nogle billede fra hendes chip af hendes hjerne, efter en lang diskussion havde de besluttet sig for at indkalde Sandy, så de kunne se det virkeligt. Der var åbenbart ingen tvivl, det var en svulst, en kraftsvulst. Lidt ironisk, når man tænker over det, i vores tid er kraft stadig en farlig sygdom, faktisk det eneste vi dør af ud over alderdom. Selv soldater i krig dør ikke mere på grund af nanoteknologien, nu bærer de ikke længere skudsikkerveste men skudsikkerdragte. Ingen dør mere, ingen børn dør under fødslen eller i deres første leveår. Men cancer det kan vi ikke klare, der findes ingen vacciner, kurer eller noget, kun døden fjerner kraften.

Turen til broen foregik i stilhed, både fysiske og hjernekontakt. Jeg sad og så på hende, mens erkendelsen langsomt drev ind over mig. Jeg skulle til at miste min bedste veninde. Da bilen standsede pakkede jeg den sammen, så den ikke fyldte mere end en gammeldagsmobil. Sammen gik vi ud på broen arm i arm. Midt på broen standsede vi, under os fossede vandet ned i et uendeligt vandfald.
Her står vi så, da det spørgsmål, som skræmmer mig mest i hele verden driver ud af min mund: ”Skal du dø?” Spørgsmålet skræmmer mig, man burde ikke som 24-årig skulle dø, gennemsnitsalderen er på 110 år nu, mens den ældste nulevende mand er på 120 år. Hun ser på mig og smiler: ”Det siger de. Svulsten sidder, så de ikke kan komme til den.” Benene ekser under mig, hun sætter sig ned ved siden af mig. ”Bare rolig, de siger jeg har god tid endnu.” Som om det er en trøst, tænker jeg, men tvinger et smil frem. Sammen sidder vi og beundrer nanoteknologiens bedste og største vidunder i Danmark: Den usynlige bro. Broen er så højt oppe at fugle flyver under den, det sammen med fly. Dette er vores fælles yndlingssted. ”Måske når de at opfinde en kur mod kraft?” Jeg ved, det lyder for optimistisk, hvis de har brugt over 50 år på at finde en kur, og stadig ikke er lykkes, hvorfor skulle de så nu? Hun smågriner af mig, og putter sig ind til mig, ”Måske” hvisker hun.

2 måneder efter

På broen igen denne gang helt alene, hun er væk. Regnen triller ikke mere, den tordner ned på mig. Jeg har lagt det fine tøj, som aldrig bliver beskidt eller lugter, væk. Lysten til at være som alle andre er væk sammen med hende. Mens regnen næsten skyller mig væk, kommer minderne om hende frem. Jeg kan næsten hører hendes stemme, mærke hendes lyse luftige duft, pludseligt synes jeg at kunne hører hendes stemme kalde på mig. Mine tårer blander sig med regnen, de efterlader lyse striber i mit ansigt. I flere dage har jeg været gammeldags hjemløs. Jeg har gjort alt, hvad det er muligt for at fjerne mig fra det samfund, som jeg lever i. Flere gange dagligt har der været en fra kommunen ved mig, de prøver at overtale mig til at tage hjem, begynde på livet igen. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde fået hjernesystemet. Uanset hvor jeg går hen, kan de finde mig. I det fjerne kan jeg hører en af deres biler, min ligger stadig i baglommen. Denne gang er det en kvinde, der kommer hen til mig. Jeg lukker helt af for hende, lader mine tanker omfavne Sandy. Jeg smiler, da hun giver op efter fem minutter. Bilen forsvinder igen, og jeg er alene igen. Langsomt rejser jeg mig op og nærmere mig kanten af broen. En tanke strejfer mig: Mon de kan redde en, som begår selvmord? Mine fødder nærmer sig kanten af broen, tæerne hænger uden for den nu. Et skridt mere og jeg falder eller flyver, tanken gør mig glad. Jeg lader min krop falde ud over kanten, jeg laver elastikspring uden elastik. Jeg opfanger et skingert råb, før vandet omfavner mig.

~

”I ham var liv, og livet var menneskers lyd. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Ordne går på repeat inde i mit hoved, jeg spekulerer over, hvor jeg har hørt de ord før. Minderne om min mor dukker langsomt op. Min elskede mor. Hvis det var muligt, ville jeg smile og græde på en gang, men her var kun mindet. Min mor i den store stol med en kæmpe bog i skødet, hun sad og læste højt. Det gjorde hun hver dag, et lille stykke, gerne noget om kærlighed mellem en mægtig mand og mennesker, hun kaldte ham altid for Far eller Faderen. I mit minde sidder jeg ved hendes fødder og leger, mens hun læser stykket op. Det går op for mig, at det var det stykke, hun altid læste op den første i hver måned igennem et helt år. Det var hendes måde at sørge over min fars død, hun fandt trøst i en bog om en mægtig mand, en bog om Faderen.

Midt i mindet om min mor og teksten mærker jeg svagt en søgende kontakt. I starten forstår jeg ikke hvad det er, eller hvem det er. Langsomt går det op for mig at jeg ikke er dø, at jeg stadig lever. I erkendelsen af livet ser jeg at selv ikke selvmord er muligt i denne videnskabens verden, videnskaben accepterer simpelthen ikke døden, den accepteret ikke lysten til at dø. ”Lucky? Kan du hører mig?” Ordne dønner ind i mit hoved, ind i min bevidsthed. Det virker som et mærke, der sættes på mig – Du må ikke dø, det tillader vi ikke! ”Lucky, jeg ved, du er der ind, svar mig nu!” Ordne går over i kommandoer, jeg har lyst til at grine af personens entusiasme for at vække mig. Jeg mærker flere personer inde i mit hoved, deres forsøg på kontakt, jeg lukker af for dem alle sammen. Min lyst til kontakt er lig nul, jeg vil bare væk. Personerne accepterer mit valg, for en kort periode, det sidste jeg hører fra dem er: ”Vi kommer tilbage Lucky, bare rolig vi kommer tilbage.” Jeg gider tilbage til minderne, nu er det Sandy, jeg ser. Jeg gennemlever vores sidste dag ud sammen, dagen ved havnen og broen. Det er forfærdeligt, jeg vil skrige, kaste mig ud fra det højeste sted på jorden. Hvorfor må jeg ikke være sammen med hende? I min trance mærker jeg tårerne samle sig og trille ned at mit ansigt. I min sørg og udelukkelse fra resten af verden, mærker jeg et blidt aende over kinden, en tørrede mine tårer væk. Det gav mig lidt ro i sjælen, i hovedet at der sad en ved mig, der var en hos mig.

~

”Lucky, er du vågen?” Stemmen var blid og søgende, langsomt lod jeg paraderne falde, lod stemmen komme indenfor. ”Tak Lucky.” jeg lod stemmen være, og gled tilbage i slummeren med Sandy. ”Lucky, du bliver snart nødt til at vågne helt op. Du har været væk i snart to måneder.” Jeg ignorerede stemmen, jeg ville ikke vågne, jeg ville blive hos Sandy.

”Lucky? Prøv at vågn op, så er du sød.” Det begynder at være sådan hver kommunikation starter, og langsomt begynder jeg at svare med billeder. Stemmen virke glad for min respons, igennem billeder viser jeg stemmen Sandy, som jeg så hende. Stemmen virker interesseret og afbryder mig aldrig. Gennem flere dage, uge og måske måneder får jeg vist Sandy frem, og pludseligt har jeg ikke mere at fortælle. Hun er jo dø, og hun kommer ikke tilbage. Som ved et lyn fra en klar himmel åbner jeg mine øjne for først gang i lang tid. Alt omkring mig er sløret, men stemmen er der stadig. ”Godt Lucky, velkommen tilbage.” Jeg kommer med en lyd langt nede i mig. Nu hvor jeg er vågen begynder folk, videnskabsfolk og mediefolk, at komme for at finde ud af hvem jeg er og ligne. Men jeg lukker mig inde i skallen, acceptere kun en – stemmen.

Der går flere dage før jeg åbner munden for at tale, og mine tanker kan ikke kvalificeres som tale, da de kun viser billeder. Men en torsdag midt i oktober åbner jeg munden: ”Hvad hedder du egentligt?” ordne kommer i klumper, usammenhængende og usikker. Mine øjne er fastlåst på kvinden ved min side – stemmen som har hjulpet mig tilbage til virkeligheden. ”Melanie, jeg hedder Melanie.” Svarer hun med ord, og smiler til mig, ”Skal vi prøve at gå en lille tur? Du ville have godt af det.” spørger hun via tankerne. Jeg nikker og svinger prøvende benene ud fra sengen, med hendes hjælp kommer jeg prøvende på benene. Sammen går vi to meter, vi når lige hen til stolen ved vinduet, hvor falder jeg sammen. Musklerne er helt ude af træning i at gå. Sender stemmen, eller Melanie, et billede fra den gang på broen med Sandy. Jeg mærker, at hun smiler, mens hun hjælper mig op i sengen igen.

De næste par dage bruger vi meget tid på at jeg kan gå igen, og langsomt sker der fremskridt. Fem dage efter den først tur kan jeg gå ud af mit rum hen til vagtværelset og tilbage, det lyder langt, men det er kun små 50 meter tur/retur. Efter to uger kan jeg gå ned i den anden ende af gangen, og sidde på terrasse og nyde solnedgangen. Uanset hvad jeg næsten foretager mig, er Melanie der, hun støtter mig igennem alle mine kampe. Og langsomt kommer jeg tilbage til noget man kan kalde for et liv, dog er der en ting hun ikke kan hjælpe mig med, og det er savnet til Sandy.

~

”Lucky?” Melanie skubber blidt til mig, selv i søvne kan hun kommunikere med mig, jeg svarer søvnigt med et: ”Hvad?” jeg kommer sagte ud af søvnens greb. Mine øjne finder hurtigt hendes, og jeg slapper lidt af igen. Hun ser på mig og lader ordne finde vej gennem sløret: ”Det er et år siden nu.” Allerførst forstår jeg hende ikke, men så dæmre det, det er et år siden hun døde. Tårerne triller lidt, men stopper hurtigt, jeg har ikke mere at græde med. Besværet synker jeg og danner ordne i min mund: ”Jeg vil gerne besøge hendes grav.” Melanie nikker og finder noget tøj frem til mig. Efter en halv time begynder vi at gå hen til gravpladserne, det går langsomt, men Melanie er hele tiden ved min side.

Ved Sandys grav forlader Melanie mig, så jeg kan være alene med Sandy. ”Undskyld, undskyld Sandy. Jeg ved godt, du ikke ville have, at jeg… Jeg ved, du ønsker, at jeg skal leve, men det er svært uden dig. Sandy kom tilbage. Sandy, Sandy, Sandy…” I flere minutter sidder jeg og snakker med mig selv eller Sandy. En hånd på min skulder trækker mig tilbage til livet igen, det er Melanie. ”Kom, du kan altid komme tilbage til hende igen.” Jeg nikker blot og sender Sandy et kys gennem tid og forstand.

– Farvel Sandy, jeg elsker dig fra fortid til fremtid, gennem liv og dø vil min kærlighed følge dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...