Jeg vil aldrig nogensinde tilgive dig, så længe jeg lever

Man kan gøre meget, men tilgive er ikke en af tingene

0Likes
0Kommentarer
87Visninger
AA

1. Skænderi i stillezonen

 

Jeg sad i toget. Bag ved ruden fløj landskabet stille forbi mig. Jeg sukkede. Det havde været en lang og udmattende dag. Der havde været super travlt på arbejdet og nu skulle jeg også skynde mig hjem og lave mad til i aften når min kusine kom. Nå, jeg kunne måske godt tage en lille lur i toget. Jeg satte mig godt til rette og lagde hovedet tilbage på sædet. Mine øjenlåg gled stille i, netop som jeg hørte højrøstede stemmer bag mig. Årh.. Kunne folk ikke bare holde deres mund. Jeg skulle lige til at spærre øjnene op for at vende mig om og bede dem om at tie stille. Alt i alt var det jo en stillezone, men så blev jeg opmærksom på det de snakkede om og i stedet for at bede dem være stille, lyttede jeg efter.                                                                                                                                                                    ”Jeg fatter ikke du kunne gøre det mod mig.” lød en lys stemme. ”Jeg havde jo ikke noget valg. Det var jo også min drøm.” Svarede en hæs stemme irriteret. ”Du kunne jo bare have sagt nej. Jeg ville aldrig have gjort sådan noget mod dig, og det ved du udmærket godt.” snerrede den lyse stemme igen. ”Hvordan kan du være så sikker på det? Hvordan kan du vide at, hvis du havde fået jobbet at du ikke ville tage det? Var.” ”Jeg ville selvfølgelig have sagt nej, når nu min veninde brændte efter det ligeså meget som jeg selv!” Som om. Jeg fik det fordi jeg var bedst og fortjente det.” Sagde den hæse stemme og fnøs. ”Tænk det havde jeg aldrig troet om dig,” sagde den lyse stemme fristende. ”Hvad?” Spurgte personen med den hæse stemme. ”At du kunne være så led og møghamrende tarvelig mod din allerbedste veninde i hele verden, men tillykke med det. Vi er ikke veninder mere.” ”Det mener du ikke?” Halvspurgte og halvjokede den hæse stemme.”Jo jeg gør. For jeg vil aldrig nogensinde tilgive dig så længe jeg lever!” Tordnede den lyse stemme spydigt.                                                                                                                                                                            Jeg lyttede lydløst efter. Stadig med lukkede øjne, men det var slut. Deres venskab var forbi og der var ikke mere at sige. Toget stoppede og jeg steg ud. Jeg lovede mig selv at jeg aldrig nogensinde ville gøre sådan noget mod min veninde. Så længe jeg lever. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...