Just A Dream, Or What? - Midlertidigt

Aner ikke, hvad jeg skal skrive, for at den fanger x.x - Men læs den. mine venner syntes den er god :)

1Likes
0Kommentarer
385Visninger

1. Kapitel 1

 

”Skynd dig nu, Alex!” kaldte min veninde på mig, da toget var på vej ind på perronen. ”Ja, ja. Kommer nu.” svarer jeg irriteret, og lidt for højt, så menneskerne omkring os, kiggede på mig. Jeg stoppede op, og så mig kort omkring.. Var det ikke den her side, vi var steget af på, da vi kom? ”Duh, Madelyn?” spørger jeg hende, men hun svarer ikke, da hun tager min hånd, og hiver mig ind i toget. Et tog som ikke er rødt, men sort? Jeg har aldrig kørt i sorte toge før. ”Hvad ville du sige?” spørger hun mig, da vi har fundet en sideplads. ”Det lignede altså den side, vi stod af på.” svarer jeg, og hun griner blot af mig. ”Hvad?” spørger jeg så forvirrende. For jeg var altså helt sikker, på at det var rigtig hvad jeg sagde! Min mavefornemmelse, var altid rigtig.

”Du er altså for meget. Se selv på tavlen, som siger vi er på vej mod Køben…” mere siger hun ikke, da hun selv kigger på tavlen, som hun pegede på. Der stod København H, men prikken under den station var der ikke. Vi var altså havnet i det selv samme tog, som vi steg ind i. Igen havde jeg ret, men det sagde jeg ikke til hende. Jeg kigger spøgende på hende.

”Skidt pyt. Vi stiger bare ud når det stopper” siger hun hurtig og smiler. Jeg nikker blot, og ser ned i mit skød, hvor nederdelen afslører lidt af mine lår. ”Pyh, det er godt nok varmt!” klager hun til varmen, som om den ville adlyde hende, og skrue ned for varmen, for hendes skyld. Jeg griner blot af hende, og denne gang er det hendes tur til at se forvirret ud på mig.

”Men jeg forstår det ikke.. Det er da det rigtige tog vi steg ind i.” mumler hun, og jeg kigger blot roligt ud af vinduet. Huh? Det er da sommer, og endda meget varmt. Så, hvorfor lå der sne nogle steder? ”Øhm, Made..” mere når jeg ikke at sige, før hun hviner, og ser ud af ruden, ved siden af mig. ”Sne?! På denne tid af sommeren. Umuligt. Måske er det bare falsk sne.” forklarer hun, som om hun havde læst mine tanker. Det tror jeg ikke på, at det er. Hvordan ville hun så kunne forklare, at det blev køligere? ”Hvad så med den kolde luft som er på vej?” spørger jeg, og løfter det ene øjenbryn, mens mit blik hviler på hende, mens hun tænker sig om. Til sidst trækker hun blot på skuldrene, opgivende over at svare på mit spørgesmål. Jeg ser ud igen, og denne gang, ligger der ret meget sne.

”Næste stop, Terahia. Toget kører ikke længere.” Vi kigger på hinanden, over det navn, for i vores ører lød det slet ikke bekendt. Jeg stiger ud sammen med hende, og de ret få mennesker, som var i toget, stiger også ud. Mit blik ser rundt på dem. De ligner mere eller mindre mennesker, når man kigger ordentlig på dem.  Jeg ligger mine hænder, om mine bare arme, og mærker hvordan jeg begynder at fryse. Vi ser os omkring, på den ret lille perron. Man kan lige gå to sammen, så lille er den. Der ligger 5 huse, ved perronen, som nok hører til togs chaufførerne. Mens jeg nærmest ryster af kulde, begynder jeg at gå, for at se mig omkring.

”Hvordan mon vi kommer hjem?” spørger Madelyn, nok for sig selv, for jeg er for kold, til at svare. Jeg opdager en trappe, som fører ned til en vej, og jeg for prikket til hende, og peger med en kold finger, mod trappen. Jeg går derhen, med en ret kold krop, og går roligt ned af trapperne, med Madelyn bag mig, da jeg kan høre hendes skridt i sneen. Da vi endelig er nede, hviner jeg lidt, da jeg nærmest står i sne, til anklerne. Og står jo i sandaler! Så mine stakkels fødder er efterhånden stivfrosne. Jeg tvinger min kolde krop til at gå fremad, og jeg stopper op, efter nogle skridt, og falder sammen, ned i sneen. Det er alt for koldt. ”Alex!” råber hun til mig, men hendes stemme, var ikke særlig høj i mine ører. Et hosteanfald, finder vej ned i mine lunger, og jeg begynder at hoste. Prøver desperat at stoppe det, men kroppen adlyder ikke. Til sidst lukker jeg øjnene, hvor der ligger tårer i øjenkrogen, af alt den hosten. Efter et stykke tid, hvor jeg stadig hoster, får jeg en vammelt smag i munden, og jeg åbner forsigtig mine øjne, og ser på den røde sne. Blod. Det var så her min krop ikke kunne klare mere. Min krop, er alt for svag til den kulde. Jeg hører Madelyns paniske stemme, kalde på mig, mens mine øjne stille lukker i igen, og min krop falder ned i sneen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...