Skyldighed

Hvem er skyld i mobning? Er der nogen der er uskyldige?

Du må meget gerne like eller skrive en kommentar. Tak!

16Likes
23Kommentarer
961Visninger
AA

1. Gråden

 

Jeg smækker tavs min bærbar sammen. Flyver op fra stolen. Trækker hurtigt gardinerne for vinduet. Stilheden er larmende. Jeg falder sammen ind over mit skrivebord.  Alt falder sammen. Hele verdenen går i opløsning omkring mig. Jeg klamrer mig desperat til den sidste værdighed, jeg har tilbage. Mit hjerte hamrer vildt. Jeg hiver efter vejret. Kvalmen vælder op.

De har gjort det igen. Igen. Igen. Igen.

 

Jeg kan ikke forstå det. Det er ondt. Ubegribeligt ubarmhjertigt. Et levende mareridt. Jeg kan ikke forstille mig, at nogle kan gøre sådan noget. Dystre tanker kører rundt i hoved på mig. Min hjerne leder efter svar. En uendelige strøm af spørgsmål. Hvordan kunne det gå så galt? Det er som at søge med bind for øjnene. Det eneste jeg finder er ensomheden i mørket. Kvælende mørke. Måske er det min eget skyld. Jeg var blind. Jeg var dum. Naiv. 

 

Tårerne begynder trille. Lydløst ned ad mine kinder. Min krop skælver. Mit hjerte græder. Ubeskriveligt smertefuldt, og jeg ved ikke hvad der sker. Jeg har mistet kontrollen. Jeg forstår ikke hvorfor de gør det mod mig. Måske har jeg en idé om det, men jeg gjorde jo det rigtige. Hvorfor? I skolen er jeg kun en skygge. En lille spinkel skygge. Jeg bevæger mig kun langs væggene. Min blege hud går næsten i et med den hvide maling. Jeg siger aldrig et ord. Men jeg kan mærke de brændende blikke. De følger mig bag min ryg. Jeg lod mig friste. Nu betaler jeg en meget dyr pris.

 

Engang var jeg usynlig. Jeg var luft. Ingen tog sig af mig. Der var én i min klasse, jeg nogle gange snakkede med. Ellers var alle ligeglade. Jeg levede et stille liv, men jeg tror jeg var glad. Sådan er det ikke mere. I dag kan jeg kun drømme mig tilbage. Jeg vil give alt for, at det kunne blive som før. Hele mit liv ændrede sig på et sekund. Den skæbnesvangre dag jeg glemte mit kæreste eje på toilettet. Min dagbog. Jeg ved ikke helt præcist hvem der fandt den, men jeg ved det var den forkerte. Eller de forkerte.

 

Skolen har en facebook side. Ikke noget lærene er blandet ind i. Bare et sted hvor eleverne skriver om fester, lektier og sådan noget. Uskyldigt nok, men fra den dag fik siden en hel ny funktion. Den blev mit personlige helvede. Ydmygelsens skafot. Den måske ukendte person er, igennem en helt lukket og anonym facebook profil, begyndt at poste billeder af det jeg havde skrevet i min dagbog. Side for side. Det er nu blevet en slags sport. Alle følger med i det. Som var det en tv serie. Et nyt afsnit hver dag. Jeg er fanget. Fanget i en fælde. Et djævelsk spil med min værdighed som indsats. En ondskabsfuld leg. Mit liv bliver langsomt revet i stykker.

 

Dagbogen havde været min ven. Jeg kunne fortælle den alt. Jeg fortalte den alt. Alle mine hemmeligheder og tanker. De er nået til side 10. Det er en nedtælling. Alle venter på, jeg knækker sammen. Rygter spredes som en skovbrænd. Jeg er jaget vildt. Hurtigt begyndte der også at dukke billeder op af mig på nettet. Altid med citater fra min dagbog. Jeg føler mig forfulgt. Kikker mig hele tiden over skulderen. Spiser næsten ikke noget. Mine forældre er bekymrede. De ved ikke noget.

 

En dag skulle jeg købe en ny bluse. Jeg havde lige taget min striktrøje over hoved. Gardinet til prøverummet blev med et ryk trukket væk. Jeg kunne ikke se noget. Panik. Prøvede desperat at få trøjen ned. Kunne høre en skinger latter. Så var de væk. Jeg kunne ikke undgå at se det billede. Jeg ønsker brændende at komme væk. Skifte skole, men der er ikke nogen anden i nærheden. Jeg ved vi ikke kan flytte.

 

En dag vil der ikke være flere sider tilbage i min dagbog. Men hvis jeg holder ud til den dag, hvad vil der så ske? Vil det så stoppe?

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...