Ånden I Glasset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2013
  • Status: Igang
De fire børn, Kasper, Hellen, Nadja & Anders, bor alle 4 på en efterskole på Fyn...
En dag tvinger Kasper Hellen til at prøve Ånden I Glasset, selvom Hellen ikke ved hvad det går ud på... Men det finder hun snart ud af...
Spillet vil blive hendes sidste...

2Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

1. Efterskolen

De fire børn, Kasper, Helen, Nadja og Anders, bor på en efterskole på Fyn.

De har et værelse hver, på halvtreds kvadratmeter, cirka.

 

Anders er den stille type, han elsker efterskolen. I det hele taget elsker han bare skoler.

Hans familie sendte ham derhen for at han skulle blive bedre til matematik.

 

De går i samme klasse, alle fire.

En kedelig torsdag eftermiddag i parken et par meter væk fra skolen sad Kasper og lavede en biologi rapport, på en bænk.

Helen så ham.

Så trippede hun over til ham, langsomt og nervøst.

Han så hende, lagde straks sin biologi rapport væk og gjorde plads til hende.

Enhver idiot kunne se at de var skudt i hinanden, de vidste det bare ikke selv.

”Sid ned” Sagde han.

Helens hvide sommerkjole, fangede Kaspers opmærksomhed.

”Ånden i glasset, har du hørt om det?” Spurgte Kasper.

”Hm, Ånden i glasset… Hvad er det?” Spurgte Helen nygerigt.

”Et spil, hvor man snakker med en ånd!” Svarede Kasper tørt.

Hans øjne rullede en gang rundt i hovedet på ham.

”Jamen, det lyder cool.” Sagde hun. Der var bare lige en ting hun ikke vidste… konsekvenserne!

Kasper kendte dem godt, men hvis hun vidste dem, ville hun nok ikke spille spillet alligevel.

 

Helen var en dyster person. Men også sød, og kærlig.

Hun holdte sig mest for sig selv, med mindre der var nogle personer hun virkelig kunne lide.

Kasper kendte godt Helen. Måske endda alt for godt. Han vidste at hun var nem at skræmme.

Men bare tanken om at hun skreg og græd, så han kunne holde om hende, gjorde ham yderst glad.

”Måske har jeg hørt om det der spil, hvad var det du kaldte det? Ånden i glasset?” Sagde hun.

”Ja. Har du prøvet det?” Sagde han.

”Nej, hvad er konsekvenserne?”

”Hm. Der er et par spørgsmål du aldrig må stille en ånd, ved ikke hvad det er! Men jeg tjekker det lidt senere.”

”Cool nok. Men, hvornår får jeg dem så af vide?” Sagde hun.

Hvorfor fanden skulle hun altid stille sådan nogle spørgsmål? Kunne hun aldrig bare kaste sig ud i noget?

Hun mindede ham lidt om mors pige. Den pæne, lille, pige der aldrig gjorde noget forkert, og altid skulle spørge om lov, før hun gjorde noget.

Måske var Ånden i glasset, ikke noget spil man skulle spille.

Men der var noget uhyggeligt bag ordet. Han vidste bare ikke hvad, de gjorde ingen af dem.

”Mød mig i mit værelse, i aften kl. syv, ok? Svarede han.

”Ja. Jeg smser de andre.” Sagde hun. Nadja og Anders, skulle også komme, helst.

Man skal være fire for at spille Ånden i glasset. Ellers virker det ikke.

Måske havde de tre andre, nogle døde de gerne vil i kontakt med?

Det svar kendte han ikke, men han håbede på det. Ingen i hans familie var døde.

”Kom kl. halv syv.” Sagde han.

”Hvad med de andre? Stadig kl. syv?”

”Ja. De skal komme kl. syv.” Sagde han.

Hun smilede kærligt til ham. Han smilede venligt tilbage. En lille smule flirtende.

Derefter vendte hun sig rundt og han trak sin biologi rapport frem igen.

Så klaskede han hende i bagen. Hun gjorde et lille spjæt. Så vendte hun sig om.

Han frygtede en lussing fra hendes side, men i stedet sendte hun ham et lille smil, i sprækken, der skulle være hendes læbe. Så gik hun.

Hendes lange, lyse hår og hendes store bryster, tændte ham.

Især når hendes lyse hår hang ned af hendes ryg.

Men hun gik aldrig med nedringende bluser, det var ikke hende stil.

Men han ville ønske det var.

Derefter lavede han sin biologi rapport. Han skulle skrive alle kroppens knogler.

Og så skulle han nævne nogle celler i kroppen.

Det var ikke så svært. Det tog en time, så gik han hjem til sit værelse. Han kiggede på sit armbåndsur. Et Gucci ur. Et han havde fået af sin bror. I konfirmationsgave.

Klokken viste seks. En halv time, så kom Helen. En sms tikkede ind på hans Iphone.

En mobil han fik i atten års gave. Hellen havde givet ham den. Hun sagde at hun havde brugt hele hendes opsparing.

 

Skal jeg komme i min røde kjole, eller mine jeans?

Kh.

Hellen.

 

Han svarede hurtigt.

 

Kom i din røde kjole, please?!

Kaz

 

Hvis hun kom i den røde kjole, kunne det ikke blive bedre.

Den kjole havde hun også haft på til hans Konfirmations fest, den klædte hende.

 

Hellen var på sit værelse. Alene og spekulerede på hvad Ånden i glasset var.

Hun vidste ikke hvad spillet gik ud på, men for første gang i sit liv, ville hun prøve noget, hun ikke vidste hvad var.

Det var vel også sundt for fornuften nogle gange at skulle prøve noget spændene.

Men, alligevel, hun havde aldrig bare kastet sig ud i noget før. Hendes nysgerrighed var for stor.

Hun skrev en sms til Nadja.

 

Hvad er ånden i glasset?

Kh.

Hellen

 

En sms tikkede ind på Nadjas mobil. Hurtigt læste hun den igennem.

Dog, havde hun hørt om det, altså spillet. ”Aldrig prøv det spil!” Havde hendes far sagt. Havde han sagt.

Nu var han her ikke mere. Altså, han var død. Nadja tørrede sine øjenkroge. Men det var umuligt, tårerne pressede for meget på. Uanset hvor meget hun tørrede, ville det ikke stoppe. Til sidst opgav hun, en endeløs kamp. En kamp mod hendes egen krop. Fejt, tænkte hun.

Hun svarede ikke, på sms´en.

 

Derefter kiggede Hellen på klokken. Kvart vover seks.

Et kvarter tilbage. Hurtigt trak hun sin røde kjole over hovedet. Derefter gik hun ud på badeværelset. Hun tog sin mascara, tog lidt på, og lagde den tilbage. Hun så sig i spejlet.

Du ser godt ud, tænkte hun. Klokken viste tyve minutter over seks. Ti minutter tilbage.

Hun gik ind i stuen, tog sin mobil og gik ud af døren. Derefter låste hun den, puttede nøglen ned i bhén.           

Kaspers værelse lå fire-fem meter væk fra hendes.

Hun tog nervøst et skridt væk fra hendes dør.

Der var flere grunde til at hun var nervøs. En af dem var, at hun skulle være alene sammen med Kasper.

Hvad mon der skulle ske? Og var hun nu fin nok?

Kasper kom fra en rig familie, i modsætning til hende selv.

Kasper fik hvad han pegede på, og måske var han ikke så opdragen derhjemme, som han var i skolen?

Var den Kasper hun kendte, også den ”rigtige” Kasper? Eller var han bare falsk?

Hurtigt gik hun hen til Kaspers værelse.

Der var mørkt, på hans værelse. Hvad er der sket?

Det løb hende koldt ned af ryggen.

Hurtigt skubbede hun døren op. Derinde stod der et rundt bord, med nogle bogstaver.

Og et lille træhjerte, med et lille hul i midten.

Hvad sker der lige her? Hendes blik var nu optaget af noget andet.

Der stod en grøn sofa, lidt væk fra døren. Der kom Kasper. ”Kom inden for.” Sagde han.

Hun smilede kærligt til ham. Han lukkede døren efter hende.

Han pegede på sofaen. Hun satte sig der. Så satte han sig ved siden af hende.

Hun så ham ind i øjnene. Han lænede sig stille frem imod hende.

Men hans blik var optaget af noget andet. For en gangs skyld var hendes kjole nedringede, med vilje.

Derefter kiggede han hende ind i øjnene. Kys mig! Sagde hendes blik.

Han kyssede hendes blidt, til at starte med. Det blev forvandlet til et snavekys.

De nød det begge to. De udviklede sig ikke til mere, end at de lå lidt på sofaen og kyssede, ikke så meget mere.

 

Det bankede på døren. Hellen kiggede på hendes ur. Klokken slog syv.

”Jeg vil ikke det her!” Sagde Hellen. ”Altså spillet. Jeg vil gerne være sammen med dig, men det her spil…”

”Jo, kom nu! Prøv. Bare prøv! Der sker jo ikke noget!” Sagde han. Men hun ville ikke. Det virkede for dystert. Og uhyggeligt. Hvis ikke livsfarligt.

Nej, hun ville altså ikke. ”Jeg vil ikke!” Råbte hun.

Han så forbavset ud. Og lidt såret, på en måde. Undskyld! Sagde hendes blik. Han tilgav hende.

Hun lænede sig frem, tog fat i hans T-shirt, fra La-Coste, og kyssede ham blidt på kinden. Han tog fat om livet på hende og førte hans hånd op langs hendes bryst, men hun gjorde ikke modstand, i stedet hviskede hun i hans øre: ”Skal du ikke lukke op?” Han nikkede. Men han ville lige vente to minutter mere.

Igen bankede det på døren. Kasper kyssede hende blidt på kinden, og rejste sig.

Han gik ud til døren, tog en indånding og åbnede døren.

”Kom ind” Sagde han. Anders og Nadja gik ind.

De hang deres overtøj på knagen bag døren, og gik ind og satte sig i sofaen.

Selvfølgelig skulle Nadja kommentere Hellens tilstedeværelse.

”Nå, var? Hvad mon I to har lavet?” Sagde hun drilsk. Men Hellen var vældig godt træt af Nadja, så hun svarede ikke. Nadja blinkede til Hellen.

Det eneste der kom retur fra Hellen, var et surt og iretteret udtryk. Nadjas smil blev med et, forvandlet til et smal streg.

”Skal vi starte?” Spurgte Kasper. Han hadet pinlig tavshed.

”Øhm… Okay?” Sagde Anders. Kasper gjorde tegn til at de skulle sætte sig ved det runde bord, med hånden på hjertet.

Hellen satte sig nervøst ned. Kasper satte sig lige ved siden af hende. Han stirrede direkte ind i hendes tavse blik og kunne se at hun var nervøs.

”Men, hvad går der her spil ud på?” spurgte Hellen.

”Ja, ser du…” Sagde Kasper, og så begyndte han at fortælle de tre andre børn, hvad Ånden i glasset går ud på.

Efter nogle minutter, havde alle forstået spillets regler.

”ALDRIG, stil spørgsmålet: Hvem dør først?! Og en ånd kan aldrig lyve direkte, kun nogle få!” Advarede Kasper.

”Hvorfor?” Var Anders så dum at spørge.

”Hvad vil der så ske?” Spurgte Nadja, lige så dumt.

”Tja, ser I. Jeg kender en historie. Jeg har selv prøvet det her spil før…”

”Fortæl!” Afbrød Anders.  

Ja, Anders. Det var sådan set også min plan. Tænkte Kasper, og sendte ham nogle himmelvendte øjne.

”Engang prøvede jeg det her spil, for cirka to år siden. Min bedste ven spurgte: Hvem dør først? Min bedste ven skrev: Kasper, Claus, Frederikke eller Sandra? Efter lidt tid, satte ånden en prik, med vores sprit tusch, på Claus. Men Claus skulle jo spille smart, ikke? Så han sagde selvfølgelig: Ej, sikke noget vås!

Men næste dag, kom vi alle sammen i skole. Undtagen Claus. Ingen af os troede på at han var død, så vi tænkte at han nok bare var til tandlægen eller sådanne noget. Men i tredje lektion, kom hans mor grædende ind af døren til vores klasselokale.

Vores lærer hentede noget lommetørklæder og rakte et hen imod Claus´ mor. Hun tog taknemmeligt imod det. Vores lærer spurgte hende, om hun tilfældigvis vidste hvor Claus var henne i dag.

Moderen svarede: I dag, på vej til skole, blev Claus kørt over af en bus.” Fortalte Kasper.

Hellen gav et gisp fra sig.

”Jeg vil altså ikke spille det her spil!” Sagde hun beslutsomt. Og rejste sig op. Derefter gik hun hen til døren.

”Jo kom nu Hellen!” Sagde Kasper. Hellen vendte sig om mod bordet.

”Tør du ikke?” Sagde Anders.

”Din skiderik, Anders! Hvis hun ikke vil, så skal hun ikke!” Sagde Nadja.

”Tak for din medlidenhed!” Sagde Hellen venligt og kiggede taknemmeligt på Nadja.

Nadja nikkede. Men, Kaper var uenig med Nadja.

Man skal være fire personer for at spille Ånden i glasset. Så fordi at Kaspers ego, nogle gange er større end hans hoved, spurtede han op til døren, låste den og gemte nøglen i hans underbukser.

”Kom nu Hellen!” Befalede han. Hellen rystede på hovedet og vendte ham ryggen.

Han vidste at han kunne overtale hende, så han omfavnede hende kærligt.

Så tog han hende i hånden og sammen gik de hen til bordet.

Hellen satte sig ved siden af Kasper og overfor Nadja.

Kasper smilede lumsk og Nadjas blik sagde: Hvad er du for en kæreste? Kærester tvinger aldrig hinanden til noget! Men Kasper ignorerede hende bare.

”Læg jeres hænder på hjertet!” Befalede Kasper. De gjorde som han sagde, lukkede alle sammen øjnene.

Flammen i glasset bevægede sig. Og de åbnede øjnene.

Der var stilhed i lokalet. Flammen bevægede sig igen.

”Spørg løs!” Sagde Kasper. ”Vent lidt!”

Kasper stavede ordene: E-R D-U E-N G-O-D Å-N-D?

De stirrede alle håbløst ned på det blanke, hvide papir med bokstaverne på.

De ventede alle spændt på svar. Undtagen Hellen, hun var skrækslagen.

J-A, stavede bokstaverne. Kasper kiggede på Hellen. Hendes øjenkroge var fyldt med tåre. Men han gjorde ikke noget ved det. ”Vil du vide hvor lang tid vores forhold varer?” spurgte Kasper Hellen.

Hun nikkede.

Kasper stavede ordene: H-V-O-R L-A-N-G T-I-D H-O-L-D-E-R V-O-R-E-S F-O-R-H-O-L-D?

E-T Å-R? E-N M-Å-N-E-D? Til sidst stavede han: T-R-E D-A-G-E?

Sekunderne gik, uden svar. De ventede tavse alle sammen. Også Hellen. Hun kunne ikke se faren i det spørgsmål.

Flammen i glasset blev urolig. Derefter blev der sat en sort prik på… T-R-E D-A-G-E!

Hellen gispede. ”Hvorfor mon?” Sagde hun. De andre rystede på hovedet.

Hellen var tavs det meste af aften, og ingen vidste rigtig hvad de skulle spørge om.

Pludselig fik Nadja det dårligt, med et, faldt hun ned på gulvet. Anders satte sig ned ved siden af hende.  

Efter nogle minutter kom Nadja til sig selv igen, så satte hun sig op på sin plads igen.

Mærkeligt, tænkte Hellen. Pludselig stavede Anders:

H-V-E-M A-F O-S D-Ø-R F-Ø-R-S-T? “Anders!” Vrissede Kasper. ”Det måtte du jo ikke!”

Men Anders var for nysgerrig. Så han stavede videre.

N-A-D-J-A, K-A-S-P-E-R, H-E-L-L-E-N, A-N-D-E-R-S?

Flammen i glasset gik totalt amok. Den vippede fra side til side, op og ned hele tiden, kunne ikke finde ud af at få ro.

Alle holdt vejret. Ingen kunne føle sig sikker. Alle frygtede en sort prik på deres navn. Lige nu var alle andre end dem selv, ligegyldige. De var med et forvandlet til egoister, alle sammen.

De ville ofre hinandens liv, for at det ikke blev dem selv. Men tiden kom… den tid de alle havde ventet på…

Prikkerne blev sat på… (spørg hvem de tror) Hellens navn!

Hellen blev hvid i ansigtet. Kasper og hende selv var de eneste der frygtede for hendes liv. De to andre var lige glade. De var jo ikke dem det gik ud over, heldigvis.

Hellen var i chok.

”Jeg tror at vi stopper nu!” Sådan afbrød Kasper stilheden.

Nadja og Anders forlod lokalet og gik hver til sit.

Hellen sad kun og stirrede ud i luften. Imens gemte Kasper brikkerne, spillepladen, og hjertet væk.

”Det er jo bare et dumt spil.” Sagde Kasper nervøst. Han ville have hende overtalt til ikke at tror på spillet.

”Du tror vel ikke på det, gør du?”

Hellen nikkede stivt. Hendes blod i årene var frosset til is.

Kasper kunne se at hun ikke kunne røre sig, så han lagde hende over på hans sofa.

Hun måtte blive hos ham. Han vendte rundt på hælen for at gå ind og hente sin egen madras. Hellen ville nok ikke sove alene. Men noget pustede ham i nakken, hvorefter det tog fat i hans arm.

”Du må ikke forlade mig!” Sagde stemmen. Det løb han koldt ned af ryggen.

Hellen sad på sofaen, det så han lige før… så hvem kunne det ellers være? Han måtte finde ud af det.

Så han vendte sig om. Hellen stod, med hans hånd i hendes.

Hun var ligbleg i hovedet, og det fik hendes lyseblå, krystal klare øjne til at virke uhyggelige.

Han blev hos hende, hele natten, forlod hende ikke en eneste gang. Men han kunne ikke sove.

Hellen sov dybt og tungt, men med følelsen af at nogen holdte øje med hende.

 

 

Næste dag, tidligt om morgenen, ca. klokken otte, listede Hellen ind til sig selv.

Hun låste døren op, tog tøjet af og lagde sig på sin seng. Men hun kunne ikke sove, så i stedet lavede hun morgenmad.

Hellen sendte en sms til Kasper.

 

 

Kommer du ikke her over i morgen, ved toogtyve tiden?

 

K.H.

 

Hellen.

 

Hun åbnede hende dør, og fandt en lille pakke. Til mig? tænkte hun.

På pakken stod der: Til Hellen. Hun gik ind i stuen og åbnede den.

I pakken lå den sødeste ring enhver pige kunne drømme om.

På bagsiden af pakken stod der: Fra Kasper. Hun tog ringen på.

Derefter gik hun i seng.

 

Hjemme hos Kasper var han endnu ikke vågnet, selvom klokken slog fireogtyve om fem sekunder.

Da klokken var kvart over midnat, vågnede han.

Han var frisk og udhvilet. Han tjekkede sin telefon.

En sms fra Hellen var tikket ind på hans mobil.

Han skyndte sig at svare:

 

Ok. Ses <3

 

Kh.

 

Kaz

 

Men Hellen svarede ikke tilbage. Kasper gav hende ellers god tid. Måske sov hun?

Nej, nok ikke nu. Det mente han bestemt ikke. Men han kunne ikke lide tanken, så hurtigt trak han i tøjet, tog sin lygte, gik ud af døren og hen til Hellens dør. Der var mystisk mørkt på hendes værelse.

Han bankede på døren. Intet svar. Så bankede han på igen.

Stadig intet svar. Det hele var mystisk, alt sammen. Mon ikke hun havde fået sin ring? Pakken var ihvertifald ikke ude foran døren mere. Hun havde nok åbnet den.

 

Små stemmer og ukendte lyde opstod på Hellens værelse. På døren stod et skilt.

FORSVIND! Stod der.

Kasper mente ikke at skiltet var der før. Og det var det sådan set heller ikke!  

Han tændte sin lygte. Forsigtigt skubbede han til døren, med sin fod. Døren knirkede enormt meget.

Døren åbnede. Intet lys i rummet. Kulsort. Han lyste rundt i rummet. Intet at se.

Han gik ind på hendes værelse, lyste lidt rundt i lokalet, og vendte om på hælen. Han ville ud fra lokalet, men han måtte vide hvor Hellen var henne!

Så han gik lidt rundt i værelset.

Han gik forsigtigt ind i soveværelset. Nogle gardiner var trukket for sengen, så man ikke kunne kigge ind.

Forsigtigt og blidt trak han gardinerne fra, han ville jo gerne ind til Hellen.

Han lukkede sine øjne og så Hellens dejlige smil for sig. Derefter åbnede han dem igen…

Hvilket han ønskede han aldrig havde… En person lå, med håret for ansigtet og med brystet op imod loftet.

Men… personen bevægede sig slet ikke! af bar nysgerrighed, trak han det lange, lyse hår, væk fra ansigtet.

Nogle, måske lyseblå, øjne stirrede ud i luften. Læberne var formet som et skrig.

Og øjnene stod vidt åbne. Hellen! Tænkte han.

Han satte sig ned på sengen ved siden af hende. Død, tænkte han.

Han tog hendes hånd, mærkede på pulsen. Død, tænkte han. Ingen puls!

Han mærkede på hende bryst. Ingen hjerteslag! Stendød, tænkte han.

Hans øjenkroge blev fyldt med tåre. Hans ansigt stirrede direkte ud i lokalet. Noget lå ved siden af hende… han tog fat i hendes livløse hånd. Hvor er ringen? Tænkte han.

Han kiggede rundt i sengen. Ved siden af hende lå hendes ring. Den han havde givet hende…

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...