Patient X

En kort historie om Patient X, Christina. Om slutningen på hendes liv, og begyndelsen på hendes nye................................................. En lille kort historie, som jeg lige fik lyst til at skrive :P

4Likes
6Kommentarer
463Visninger
AA

8. Mørkets gave

 

”Er hun rolig?”

Spurgte pigen. Jeg holdt mine øjne lukkede, og kæmpede for at holde mig i ro. Men han kunne ane hvordan jeg havde det.

”Hun har smerter.”

Sagde han forsigtigt, og var nødt til at ligge mig fra sig, så han kunne komme ud af bilen. Jeg udstødte en smertelig lyd, og straks vendte han sig let og aede mig over kinden.

”Lidt endnu.”

Forsikrede han mig, og tog mig i armene. Jeg udstødte endnu en halvkvalt, smertelig lyd og hostede. Jeg mærkede let på min læbe, at der var kommet mere blod.

”Det skal til at gå stærkt.”

Sagde pigen utålmodigt, og gik lidt i forvejen. Evan bar mig hurtigt efter hende. Hun åbnede flere døre for Evan, som var begyndt at gå hurtigere og hurtigere. Jeg hostede endnu engang, og gispede smertefuldt. Der bredte sig en skarp smerte fra mit hjerte, som bredte sig igennem min krop. Det fik mig til at trække vejret i små smertefulde gisp.

”Af vejen!”

Knurrede pigen umenneskeligt, så jeg måtte åbne øjnene på klem. Jeg kunne se træningsrummene, lægerummene og kapellet. Træningen var gået i stå, og flere blikke hvilede på mig. Det var mennesker, kandidater, som håbede på at kunne modtage mørkets gave. Det ville tage måneder, og størstedelen af dem ville dø af udmattelse undervejs. Kun få kunne være så heldige at modtage gaven, resten ville blive frokost. Jeg havde sprunget alt det over, og det fascinerede dem. Det skete kun meget sjældent.

”Hvor er hun heldig.”

”Sejt.”

”Det er målet.”

”Bare det var mig.”

Kunne jeg høre stemmerne fra dem, som stod på gangen og som var gået til side for os. Jeg hostede igen. Det føltes som om at jeg ikke kunne få luft. Min puls steg. Jeg kunne mærke den i mit hoved. Han skævede bekymret til mig, og holdt mig tættere ind til sig.

”Madison!”

Hvæssede han efter hende. Hun vendte sig let, mens at hun fortsatte med at gå. Jeg trak vejret i en sidste krampetrækning, og pustede ud. Min puls slog heftigt, kæmpede for at fortsætte, men måtte give op.

”Hun skifter!”

Hvæssede han rasende, og straks for alle kandidaterne i sikkerhed. Så holdt min puls op, og jeg gled langsomt bort. Jeg kunne stadigt se. Mine øjne var åbne. Evan løb nu, med pigen foran sig. Hun for hen, og rev en dør op. Evan skyndte sig ind med mig, og lagde mig fra sig på det kolde gulv.

”Jeg kommer tilbage. Vent på mig.”

Bad han, før at Madison rev ham væk fra mig. De for ud, og smækkede døren bag sig. Den tunge lås gled straks for, og i mørket omfavnede jeg mit nye jeg. Jeg havde modtaget mørkets gave.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...