Patient X

En kort historie om Patient X, Christina. Om slutningen på hendes liv, og begyndelsen på hendes nye................................................. En lille kort historie, som jeg lige fik lyst til at skrive :P

4Likes
6Kommentarer
469Visninger
AA

13. Min slags

 

”Hvad ser du nu?”

Spurgte Madison. Jeg sukkede irriteret, og lænede mig tilbage i Evans sikre favn.

”Jeg er klasse 1 seer, Madison. Jeg ser stort set hele tiden.”

Mumlede jeg træt, og skulle ikke bruge længe for at finde det jeg skulle se.

”Bilen til højre for os, den mørkeblå. Det er dem. Kig ikke derover, og kører bare videre. De leder ikke efter den her bil.”

Svarede jeg på hendes spørgsmål. Hun nikkede, og så ikke derover. Hun kørte roligt videre. Evan så på mig i stedet, og strøg mig over kinden.

”Hvordan ved du hvad du er?”

Spurgte Evan undrende. Det var ikke normalt, at et menneske havde så meget styr på sin klasse, hvad de var og kunne.

”Doktor Mackenheim. Lægen på afdelingen. Han er en af jeres, en selvstændig, ikke tilhørende nogen klan. Alle på afdelingen har en form for evne. Deres familier og venner bliver myrdet, så de bliver tvangsindlagt, beskyldt for mordene. Han eksperimenterer med os, forsøger at finde ud af hvilken evne, hvor stærke vi er og om vi kan bruges. Han sælger os til klanerne.”

Forklarede jeg. Evan så utilfreds ud.

”Men de fleste af min slags, dem med evner. De… er ustabile. Kan ikke kontrollere deres evner, og de driver dem til vanvid. Jeg er den mest stabile som de har haft i årevis, den eneste som de var overvejet at sælge i mange år.”

Tilføjede jeg for at berolige ham.

”Den mest stabile?”

Spurgte han. Det var det, som han havde lagt mest mærke til.

”Som menneske fik jeg anfald… smertefulde anfald, hver gang et syn ramte mig. Jeg begyndte med at se som barn, men det var i mine drømme. Først i teenageårene begyndte jeg at se, mens jeg var vågen. Jeg var på smertestillende medicin dagligt, så meget at det smadrede min lever. Derfor kunne jeg ikke behandles for min kræft.”

Forklarede jeg. Han holdt mig tættere, helt ind til sig.

”Og nu?”

Spurgte han, og regnede med at jeg allerede har set det. Jeg nikkede svagt mod hans bryst, og bekræftede det.

”Jeg kan kontrollere det. Men det vil nogle gange være for meget for mig, hvis fremtiden ændrer sig for meget, for hurtigt og så har jeg brug for dig.”

Forklarede jeg, og straks blev han bekymret og strøg min kind.

”Hvordan kan jeg hjælpe?”

Spurgte han straks. Jeg smilede let, og kyssede hans læber.

”Når det bliver for meget, skal du elske med mig. Det vil slå min evne fra kortvarigt, som ved et tryk på en kontakt.”

Sagde jeg blidt. Han smilede kærligt, og hviskede let i mit øre.

”Det tror jeg godt, at jeg kan finde ud af.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...