Patient X

En kort historie om Patient X, Christina. Om slutningen på hendes liv, og begyndelsen på hendes nye................................................. En lille kort historie, som jeg lige fik lyst til at skrive :P

4Likes
6Kommentarer
479Visninger
AA

2. Evan og Madison

 

Jeg ledte dem videre, og pegede imens på de forskellige værelser.

”Her er besøgsrummene, hvor patienterne må få besøg af familie og venner.”

Forklarede jeg og pegede.

”Det er hovedkontoret, hvor de fleste læger har kontor og opbevarer journalerne. Her har de kaffemaskiner, deres skiftetøj og hvad de ellers har brug for.”

Informerede jeg dem om, men særligt henvendt til de to bagerste. Drengen hviskede let til pigen, som hurtigt nikkede, mens at hun så ind af vinduet til et kontor.

”Dette er et chek-punkt.”

Forklarede jeg, og vinkede let til vagten derinde, bag sikkerhedsvinduet. Han så op fra sin avis.

”Er du nu ude og gå tur igen?”

Spurgte han muntert. Jeg nikkede let.

”Hr. Madsen har et voldeligt anfald igen.”

Forklarede jeg hvorfor at jeg befandt mig på den anden side af den aflåste dør. Han nikkede straks dystert. Han havde oplevet et af de anfald, og det var derfor at han havde et blåt øje. Han låste døren op på knappen, så vi kunne komme ind. Jeg førte alle eleverne ind, og lukkede døren bag dem.

”Her vil de patienter befinde sig som i skal have samtaler med.”

Forklarede jeg, og viste dem det største opholdsrum på anstalten.

”Godt, skal vi komme i gang?”

Spurgte jeg, men forventede ikke noget svar. Jeg gav mig til at læse op fra listen, men stoppede op, da jeg læste i forvejen.

”Jeg kan se at det var meningen af Evan og Madison skulle have haft Hr. Madsen, men det kan i jo af gode grunde ikke. Den løser vi lige bagefter.”

Forklarede jeg hvorfor at jeg var stoppet op. Men det var ikke de to bagerste elever som skulle have haft ham, det var nogen andre. Men jeg byttede rundt på det med vilje. Så læste jeg op fra resten af listen, og bad læreren om at gå med en elev, som var alene. Det var ikke smart at være alene med de fleste patienter. Ikke at de var farlige, men nok nærmere at de kunne virke skræmmende, hvis man var alene.

”Vi får lige ordnet jer to, men så snart i er færdige med jeres samtaler, så skal i bare henvende jer ved chek-punktet for at komme ud.”

Forklarede jeg. Læreren trådte lidt frem.

”Du skal have mange tak for din introduktion, sygeplejeske…?”

Han søgte efter mit navn, men han havde lavet en fatal fejltagelse. Jeg fnes let, og rystede på hovedet.

”Jeg er ikke sygeplejeske.”

Forklarede jeg, og vinkede de to bagerste elever over til mig.

”Jeg er patient.”

Tilføjede jeg med et let smil, og kunne se læreren blive forbavset. Jeg trak mit ærme op, og fremviste mit røde armbånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...