Patient X

En kort historie om Patient X, Christina. Om slutningen på hendes liv, og begyndelsen på hendes nye................................................. En lille kort historie, som jeg lige fik lyst til at skrive :P

4Likes
6Kommentarer
479Visninger
AA

14. Almaniskal

 

”Åh for helvede. Hvor er i bare nuttede.”

Sagde Madison sarkastisk. Evan udstødte en utilfreds lyd, så Madison ikke sagde mere.

”Ved du så alt?”

Spurgte Madison, og hentydede til min evne.

”Det er kompliceret. Nogle ting er bestemte, fast og kan ikke ændres. Sådan som Evan og jeg. Men andre ting kan ændres bare ved en beslutning, en tanke eller en handling og ligger derfor ikke fast. Så det er svært, fordi at meget kan ændres.”

Forklarede jeg træt. Jeg havde brug for at sove.

”Tager du nogensinde fejl?”

Spurgte Madison nysgerigt.

”Lad hende nu være, Madison. Hun er træt.”

Sagde Evan utilfreds, og tog lidt af sin jakke om mig. Jeg lukkede udmattet øjnene, og tillod mig selv at gå ind i dvalen. Evan lod mig hvile, da vi ankom til hans hjem. Han bar mig ud af bilen, og satte straks kurs mod sin fars audiens’-sal. Der ventede ham en helvedes ballade.

”Hvad skal det her forestille?!”

Blev der rasende råbt. Jeg vågnede fra dvalen, og kunne se at Evan var bekymret. Så snart at han havde opdaget at jeg var vågen, satte han mig ned, så jeg stod på egne ben. En mand, som lignede Evan nok til at kunne være hans storebror, betragtede mig med at utilfreds blik.

”Ud!”

Beordrede han til de andre, som hastigt forlod salen igennem forskellige døre. Så greb han Evan i kraven, og trak ham faretruende tæt på sin mund, hvor han viste tænder.

”Hvad har du gjort? Bragt en halvblods ind i mit hus?”

Spurgte han rasende, og smed Evan fra sig, så han faldt på knæ. Straks greb manden mig om halsen, og løftede mig op fra gulvet.

Almaniskal, sæt mig ned.”

Sagde jeg roligt, og kunne se den tydelige overraskelse i hans øjne. Evans far, bedre kendt som Alman, strammede grebet om min hals, klar til at brække halsen på mig. Så for Evan på ham, og jeg blev sluppet. Evan og Alman rullede rundt på gulvet, i noget som lignede et slagsmål. Men de slog ikke ud efter hinanden. De hvæssede bare rasende efter hinanden. Madison sukkede ved min side, og rystede på hovedet.

”Jeg går i seng. Det her kan tage noget tid.”

Mumlede hun utilfreds, og gik sin vej. Jeg stod roligt og afventende. Alman sparkede Evan af sig, så Evan hylede smertefuldt. Jeg for straks hen til ham, og gik på knæ.

”Evan?”

Kaldte jeg forsigtigt, og aede hans kind. Han blinkede kort forvirret, og satte sig så straks op.

”Du rører hende ikke. Hun er min.”

Sagde Evan utilfreds, da hans far nærmede sig igen. Alman fnøs irriteret, og rettede let på sit hår og tøj, så det ikke lignede at han havde rullet rundt på gulvet med Evan. Evan rejste sig igen, og tog mig med op at stå igen. Han og hans far begyndte at nedstirre hinanden. Jeg sukkede opgivende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...