Komplet forandring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 16 maj 2013
  • Status: Igang
Ja, jeg var bare en helt almindelig pige. Eller, så almindelig man nu kan blive når man er indelukket på sit værelse hver dag med næsen begravet i bøger.
Lige indtil den dag hvor jeg fik denne her mærkelige drøm. For det var en drøm, ikke? En af de drømme der virker helt vildt livagtige og får en til at ville sove for evigt. Eller i hvert fald bare drømme for evigt. Men jeg har opdaget, at det er virkelig svært at drømme for evigt, når den drøm er perfekt.

0Likes
0Kommentarer
246Visninger
AA

2. Starten.

Det var en af de dage hvor jeg lå oppe hele natten og læste. Jeg er en af de personer der spilder sit liv i bøgernes univers. En ret asocial type uden mange venner. Så I lige ved det.

Jeg kan huske alle de bøger jeg har læst. Bortset fra den bog jeg læste den nat. Måske hænger det sammen med det der senere skete. Hvem ved?

Jeg havde ingen form for ur på mit værelse. Så tiden fløj for det mest bare af sted uden at jeg havde nogen anelser om hvad klokken var. Har heller aldrig været fantastisk til klokken. Eller noget andet.

Halvvejs inde i den ret så store bog jeg sad med, hørte jeg hoveddøren smække ovenpå. Var klokken allerede halv otte? Havde jeg virkelig siddet oppe hele natten og morgenen med? Forsigtigt, som var den en skrøbelig papirs sommerfugl  lagde jeg bogen fra mig på puden. Strakte armene over hovedet mens jeg gabte. 

Roligt vendte jeg blikket mod vinduet jeg sad lænet mod. Glasset var køligt mod mine bare arme. Gav mig gåsehud. Selvom jeg ikke frøs. Det gjorde jeg sjældent. 

Eftersom jeg boede i kælderen havde jeg ikke verdens bedste udsigt. Også selvom vores hus lagde på en skråning så indgangen er på toppen. Der var selvfølgelig udsigt til den dejlige klukkende å i vores baghave få meter fra selve huset, men på den anden side a åen lå vejen. En af grundende til at jeg ikke sov særlig tit. Der var aldrig stille. 

Langsomt rejste jeg mig fra den bredde, lavtsiddende vindueskarm jeg aldrig sad eller lå og læste på. Puderne der var placeret i karmen havde min mor selv hæklet. Før hun begyndte at låse sig inde. Min mor var engang forfatter. Egentlig skrev hun kun noveller til blade. Men det var fantastiske noveller. En dag for to - tre år siden bestemte hun sig for at skrive en rigtig bog. Blev derefter i tvivl. Men min far og jeg bakkede hende op omkring det. Til sidst begyndte hun at skrive. Jeg så hende ikke siden. Hver nat, præcis seks minutter over et gik hun ned fra sit låste loftskammer for at spise, tror jeg. Jeg lå hver nat og lyttede til lyden af hendes skridt. De lød besværede.  

Efter min mor brød sammen talte min far ikke til mig i lang tid. Vi vekslede få ord ved morgenbordet efter nogle måneder. Det blev aldrig til mere. Hvis vi var to perler i en halskæde var min mor kæden. Hun holdt sammen på os alle.

Min far gik ret meget op i sit arbejde. Det gjorde mig selvfølgelig glad. Jeg kunne alligevel bedst lide at sidde for mig selv. Og hvad skal man med en politibetjent der ikke gør hans arbejde ordentligt? 

Jeg kunne høre hans bil starte ude foran huset og lyden af motoren blev langsomt svagere indtil den helt forsvandt. Lidt tid efter så jeg hans bil køre forbi ude på vejen. Han var ikke skør nok til at være Boo Radly, men hans var heller ikke beskyttende nok til at være Charlie Swan. En blanding måske. Jeg måtte snart finde ud af hvem han var. 

Det var så nok det mest mærkelig ved mig. Normale mennesker giver deres venner kælenavne. Det gjorde jeg vel på en måde også. Bare navne fra bøger. For eksempel var - en af mine eneste venner - Anne Maria Hermione Granger fra Harry Potter. Samme brune, krøllede hår og lige så intelligent. Caspar fra vores klasse var lidt ligesom Grev Dracula. En rigtig player. Lige så snart han havde scoret sig en pige smed han hende over i den stadig voksende bunke af forblødende, knuste stakler. Jeg havde aldrig været i den bunke. Så var der selvfølgelig Monica og hendes slæng af dullede tøser. De syv piger i verden der kunne ødelægge min dag bare med deres tilstedeværelse. De piger var de mest irriterende mennesker jeg kendte. Jeg nægtede virkelig at finde på navne til dem. Ja, de kunne bare få lov til at være ''Dem''.

 

Tilbage til mig. Jeg rejste mig fra sengen. Et halvkvalt miav kom fra min dyne der lå på gulvet. En gabende sort kat med grønne øjne snoede sig elegant ud af dynen og gik hen til mig. Jeg satte mig på gulvet og aede Zoe bag øret. Jaja, klassisk navn til en kat. Jeg er bare ikke så kreativ. Faktisk var jeg mere et hundemenneske, men da den grimme, udmagrede killing vandrede rundt og peb i vores have kunne jeg ikke andet end at tage hende til mig. Zoe var nok min bedste ven. Selvom hun brugte det meste af sin tid ude under solen og dasede.

Da hun igen gik sin vej rejste jeg mig og kløede mig bag på hovedet. Kiggede rundt på gulvet for at finde noget nogenlunde rent tøj. Sukkede. Fandt en kuglepen og satte et kryds på min hånd for at minde mig selv om at jeg blev nød til at vaske mit tøj når jeg kom hjem.

Hurtigt rodede jeg igennem bunkerne, fandt et par nogenlunde rene bukser og dykkede så ned i min kommode hvori jeg fandt den sidste rene bluse. De to første sokker jeg fik øje på tog jeg også selvom de ikke passede sammen og så noget rent undertøj. Fint. Smuttede så hurtigt op i bad og fik derefter tøjet på. Jeg ville aldrig nå i skole til tiden.

 

På vej ud i køkkenet kom jeg forbi det store spejl i gangen. Kiggede om alt så ud som det skulle. Jeg var ikke et af de mennesker der hader min krop og kalder mig grim og fed. Jeg kunne godt være tyndere og jeg kunne godt være pænere. Men det kan jeg ikke ændre på. Jeg var ret normalvægtig. Måske deromkring 55 kilo. Jeg var dog ret lav. Den næstlaveste i min klasse. Ret provokerende nogle gange. I sær når jeg ikke kunne nå de øverste hylder på biblioteket. Som jeg har fortalt brugte jeg al min tid indenfor. Derfor var min hud ret lys. Til gengæld havde jeg ingen problemer med at blive brun. Det skete på ingen tid. Dog kunne jeg godt lide min lyse hudfarve. Så skilte jeg mig ud. Jeg havde fregner og brune øjne. Mine øjne var en smule skæve, da min mor var halv kineser. Det var hende jeg lignede mest. Højde, øjne og så vores hager. Mit hår klippede jeg kort sommeren forinden. Det gik mig til midt på halsen. Og så var det helt hvidt. Eller næsten. Ikke ligesom når nogen farver sit hår hvidt, mere som en albino. Det kaldte folk mig engang. Det ville jeg vel også være hvis ikke mine øjne var så mørkebrune. 

Sukkende stod jeg der foran spejlet da jeg lagde mærke til poserne under mine øjne. Når jeg kiggede efter var mine øjne faktisk ret blodskudte og min hud så blegere ud end normalt. Jeg måtte se at komme lidt udenfor.

Opgivende rystede jeg på hovedet, hvorefter jeg løb ud i køkkenet. Skimmede ligesom rummet igennem for at finde hvad jeg havde brug for. Banan, tyggegummi og taske. Så var jeg af sted. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...