Komplet forandring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 16 maj 2013
  • Status: Igang
Ja, jeg var bare en helt almindelig pige. Eller, så almindelig man nu kan blive når man er indelukket på sit værelse hver dag med næsen begravet i bøger.
Lige indtil den dag hvor jeg fik denne her mærkelige drøm. For det var en drøm, ikke? En af de drømme der virker helt vildt livagtige og får en til at ville sove for evigt. Eller i hvert fald bare drømme for evigt. Men jeg har opdaget, at det er virkelig svært at drømme for evigt, når den drøm er perfekt.

0Likes
0Kommentarer
244Visninger
AA

4. Søvnig.

 

Problemet med mig er vel, at jeg aldrig siger hvad jeg tænker. I de første klasser handlede jeg før jeg tænkte og rodede mig ud i alt muligt. De tanker der suser rundt i mit hoved er vel ret normale, men hvis jeg skulle formulere dem ville det blive anderledes. Du er anderledes! Mærkelig! Ikke som os andre! Det var det de råbte. På visse punkter var jeg vel mærkelig. Mit liv var mærkeligt. Til tider også mine tanker og meninger. Og fantasier, ha.

Jeg var jo som så mange andre piger. Drømte om den perfekte fyr. Men efter alle de bøger med perfekte drenge håbede jeg ikke mere. Folk kunne simpelthen ikke leve op til mine krav.

Da jeg havde hentet min cykel ud fra cykelskuret kiggede jeg hurtigt omkring før jeg kørte. Det var sidst i februar, men det var allerede ret varmt. Solen havde dog ikke vist sig siden i fredags – fire dage siden. Jeg savnede den, selvom jeg kun sad bag mit værelses kølige ruder og beundrede den.

Så cyklede jeg. Turen var lang. Jeg trådte hårdt i pedalerne det meste af vejen, indtil solen pludselig brød frem. Forbavset standsede jeg op, midt på fortovet. Et pludseligt vindstød fik mig til at vakle. Et par blade blev hvirvlet rundt i luften, let og elegant, hen mod skoven på min højre side. En tanke dukkede op i mit hoved, som om nogen havde plantet den der. En tur i skoven ville da gøre godt! Dejlig sol og fuglekvidr, lige noget jeg havde brug for.

 

Så jeg gik der ind. Det var som om jeg ikke styrede min krop, og så alligevel.. Jeg ville gerne. Jeg vidste bare ikke hvorfor. Min cykel havde jeg låst ude ved fortovet og smidt den i en busk, tror jeg. Kan ikke huske det. I det ene øjeblik gik jeg ind i skoven, to sekunder efter kunne jeg ikke se vejen mere, men sad i en form for dal. Skoven havde jeg gået mange ture i med min mor, men dette sted var… fremmed. Næsten magisk på en måde. Solen ramte dalen på en speciel måde, så græsset så grønnere ud og blomsterne mere farverige. Vent, blomster?

Det var de første blomster. Altså, det var februar og ja, måske var det varmt, men jeg havde ikke set nogen overhovedet før nu og der var endda så mange! Flere hundredevis forskellige blomster dækkede jorden. 

 

Det var smukt. Fik mig til at grine. Så løb jeg rundt i ringe og smed mig på jorden. Jeg trillede og trillede rundt. Var helt hysterisk.  Det var længe siden jeg havde fået lov til at være sådan. Efter nogle minutter lå jeg stille på ryggen og pustede. Drejede hovedet til højre for at opdage en masse plumeria. De var så smukke. Min yndlingsblomst. Jeg undrede mig slet ikke over at de var her, selvom det var ret mærkeligt. Plukkede bare en og satte den i mit hår.

Jeg havde smidt tasken et stykke væk, men gik nu hen og hentede den. Da jeg havde den over skulderen satte jeg mig tilbage til de små røde nelliker og åbnede den. Havde tænkt mig at læse lidt i den bog jeg havde lånt på biblioteket samme dag.

Jeg gispede. Nede i tasken lå bogen. Ikke den tilfældige jeg havde fundet samme dag, nej. Det var den bog. Den jeg havde læst i hele natten. Som jeg havde ladet ligge. Eller havde jeg? Hvordan kunne den ellers bare havne i min taske? Ubekymret trak jeg på skuldrene og tog bogen op. Jeg havde sikkert bare glemt at tage den op, tænkte jeg. Så begyndte jeg at læse videre. Jeg læste… og læste..

Selvom jeg havde min telefon i lommen, tog jeg den ikke op for at tjekke tiden. Det var jeg ligeglad med. Jeg glemte alt. Anne Maria og Caspar. Trevor. Mine forældre. Monica som jeg slet ikke havde mødt den dag.  Alt.

Af en eller anden grund blev jeg meget, meget søvnig. Det kom bare lige pludselig. Jeg kunne ikke lade være med at gabe. Jeg kunne umuligt lægge bogen fra mig, men der var så fredfyldt og det var længe siden jeg sidst havde sovet ordentligt.

- Du må hellere sætte din alarm på telefonen, tænkte jeg højt. Mest for at få mig selv til faktisk at gøre det.

Så jeg satte alarmen så jeg var sikker på at stoppe med at læse klokken 4 præcis. To timer og 13 minutter.

Husk nu at du både skal nå hjem og ordentligt i bad, klæde dig pænt på, undskylde til Hermi – Anne Maria og forklare hende hvorfor du ikke havde sagt noget. Du skal lave mad til din far og gå ud med Caspar. Husk det. De tanke var det sidste der fløj igennem mit hoved før jeg faldt i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...