Komplet forandring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 16 maj 2013
  • Status: Igang
Ja, jeg var bare en helt almindelig pige. Eller, så almindelig man nu kan blive når man er indelukket på sit værelse hver dag med næsen begravet i bøger.
Lige indtil den dag hvor jeg fik denne her mærkelige drøm. For det var en drøm, ikke? En af de drømme der virker helt vildt livagtige og får en til at ville sove for evigt. Eller i hvert fald bare drømme for evigt. Men jeg har opdaget, at det er virkelig svært at drømme for evigt, når den drøm er perfekt.

0Likes
0Kommentarer
235Visninger
AA

6. Naturen.

 

Vi stod på en græsmark. Lidt væk kunne jeg se nogle skikkelser gå rundt i en form for lejr. Det var fantastisk. På en anden måde end Hogwarts, hvor naturen næsten virkede… menneskeskabt. Men det her. Det var en hel anden verden. Luften var renere end derhjemme og græsset grønnere. Når jeg snusede ind duftede det af sommer.

Bag bakken hvorpå lejren lå, kunne jeg svagt se nogle bjerge. Rundt omkring os stod enlige træer med saftige, grønne blade. Det skabte en helt magisk, næsten romantisk stemning.

Septimus afbrød mine tanker; - Velkommen til Narnia.

Jeg stirrede på ham. Seriøst? Det var så uvirkeligt at det måtte være en drøm. Jeg var ret let at overbevise, men det andet kunne sagtens have været noget der bare var stillet op.

Pludselig lagde jeg mærke til hvor meget jeg faktisk svedte, så jeg tog jakken af, rullede mine ærmer op til albuerne og tog jakken over højre arm. Det så til gengæld ikke ud til at Septimus svedte spor. Han havde ikke tænkt sig at smide kappen. Jeg blev mere og mere nysgerrig. Hvordan så han dog ud? Det fik jeg nok aldrig at vide.

- Her er hovedemnet natur. Du skal lære at respektere den, elske den og behandle den godt. Lad vær med at sidde indenfor hele tiden. Smut ud engang imellem.

Jeg nikkede bare som svar, mens jeg stirrede intenst på ham. Sukkende ignorerede han mine blikke og begyndte at gå. Jeg fulgte stille efter med fingrene viklet ind i hinanden under min jakke.

Vi var på vej direkte mod lejren og jo tættere vi kom, jo mere gik det op for mig at det ikke var mennesker. Vi gik ind i lejren og rundt omkring os gik bjørne og geder på bagbenene. Losser og tigre gik imellem hinanden uden at komme op og slås. Fauner og kentaurer gik rundt præcis som mennesker gjorde. Talte og grinte med hinanden.

 Pludselig stoppede alt form for kommunikation. De havde opdaget os. Alle vendte nysgerrigt blikket herhen af. Der var så stille. Fuglene var stoppet med at pippe og hundene gøede ikke mere.

Alle dyrenes blikke var vendt mod mig. Det virkede som om de ikke kunne se Septimus, som om han var et spøgelse kun jeg kunne se.

Uroligt flakkede mit blik rundt for ikke at møde nogens blikke. Pludselig føltes det ikke særlig smukt mere. Kun akavet og fremmed.

Få af publikummet begyndte at hviske. Jeg opfangede ikke nogen ord, men vidste godt at det var fordi jeg var anderledes, et menneske.

En voksen kentaur trådte frem. Han var høj og stærk, kunne godt lide en leder.

- Hvad vil du her menneskedatter? spurgte han med en dyb, alvorlig stemme.

- Je-jeg.. Det ved je…. begyndte jeg.

- Bare sig jeg har sendt dig, sagde Septimus. Han behøvede ikke at hviske, for ingen kunne høre ham.

- Septimus har sendt mig.

 

Et vredt udtryk skyggelagde kentaurens ansigt. Han prustede og prøvede tydeligvis ikke at få styr på sig selv. De andre dyr gispede og begyndte at trække sig tilbage til hvad de nu havde været i gang med. Til sidst stod kun kentauren og to fauner. Han sendte dem væk.

- Er den forræder her lige nu? prustede han.

Forræder? Jeg forstod ikke hvad han mente. Var Septimus en forræder? Umuligt.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Var det klogt at sige sandheden? Hvad ville kentauren gøre mod mig og værre, mod Septimus?

-  Ja, sir, sagde jeg og kiggede ned i jorden. Jeg var ikke vant til at bruge det sprog, men jeg var sikker på han var mig meget overlegen og jeg burde vise respekt.

Han åndede tungt ud, det lod til at også hans vrede blev åndet ud, hvilket føltes som en stor lettelse. Han gik hen mod mig på alle fire hesteben så det lavede bløde lyde i græsset. Det mindede mig om dengang min mor havde taget mig med ud på en rideskole. Hun havde altid elsket at ride. Det havde aldrig været min kop te, men lyden var dejlig beroligende.

- Hvis du taler sandt og det er Septimus der har sendt dig, og han er her, bliver jeg vel nød til det her, sagde kentauren da han var nået helt hen foran mig. Han lød opgivende, men en knap hørlig undertone i hans stemme fortalte mig han også var spændt.

Roligt rakte han sin højre hånd frem. Jeg tøvede lidt, men tog så imod den. Så svingede han mig op på sin ryg og red af sted i høj fart. Bekymret kiggede jeg mig over skulderen og så Septimus blive mindre og mindre. Det lod ikke til han ville gøre noget ved at jeg tog af sted, så jeg drejede mig bare igen og klamrede mig fast til kentaurens bare mave.  

Turen var lang. Som altid havde jeg ingen idé om hvor vi var på vej hen. Septimus havde sagt denne del handlede om naturen. Men vi var her allerede. Altså, i naturen.

- Vi er på vej hen til et specielt sted, svarede kentauren, som om han kunne læse mine tanker. Det håbede jeg virkelig ikke. Jeg var i forvejen træt af drenge der læste tanker. Eller.. ikke træt af dem, men af det de gjorde.

Efter yderligere ti minutter satte han farten ned og til sidst standsede han helt op. Bedte mig om at hoppe ned og derefter følge efter ham. Jeg gjorde som han sagde.

Solen var ved at gå ned og himlen var rødlig. Skyggerne blev større jo længere vi gik, men det blev også sværere af gå. Først bevægede vi os ind i en skov. Derefter blev terrænet mere og mere ujævnt. Der var ret så mørkt under de store kroner. Men pludselig kom vi til en lysning. Træerne dækkede som en mur bagved os og cirklen vi nu befandt os i var ikke alt for stor. Der stod et enligt træ i midten af lysningen og under dens blade var en lille sø. Den så ud til at være præcis dyb nok til at jeg kunne bunde og bred nok til at kentauren kunne stå dernede.

Jeg vidste ikke hvor jeg fik idéen fra, men det virkede så fristende at ligge mig i græsset med fødderne stukket ned i søen. Så jeg smed mine støvler og sko og satte mig til rette. Solens sidste stråler ramte mit ansigt da jeg lå med lukkede øjne og bevægede fødderne stille rundt i vandet. Hvem der bare kunne leve sådan et liv. Hvis bare jeg kunne blive liggende her, udenfor, hele mit liv og intet ville ændres. Jeg tænkte ikke engang på Septimus.

Til sidst faldt jeg i en drømmeløs søvn.  

Da jeg vågnede lå jeg på en blød seng, men jeg kunne stadig fornemme duften af blomster og græs der kildede mine kinder. Langsomt åbnede jeg mine øjne. Over mig lå et tyndt tæppe. Jeg var tilbage i lejren. I et af teltene. Det var halvmørkt udenfor og der var intet lys derinde. En skikkelse sad ved mit leje.

- Septimus? spurgte jeg, ikke helt sikker på om det faktisk var ham i mørket.

- Hvordan har du det? Det lød ikke som om han gad vide det. Måske var han bare høflig.

- Jeg er… udmattet, svarede jeg bare.

- Det er tid til at tage videre, men gå ud og sig farvel først.

Jeg rejste mig langsomt og gabte højlyst. Rodede op i mit uglede hår. Så gik jeg udenfor og fandt hurtigt kentauren fra før. Han var en del højere end de andre, så det var nemt nok. Jeg gik over og præsenterede mig for ham, selvom jeg skulle videre snart. Ville bare vide hvem han var.

- Mit navn er Athalia, sagde jeg og rakte min hånd frem.

Han tøvede lidt, men tog så min hånd. Vidste ikke helt hvad han skulle gøre med den, så jeg rystede bare vores hænder, før jeg gav slip og kiggede nysgerrigt på ham.

- Mit navn er Chiron, sagde han. Helt alvorligt.

Måbende gloede jeg på ham. Derefter blev jeg flov og rødmede. Kløede hovedbunden og kiggede ned i græsset. Hvad skulle jeg sige?

Den Chiron? Søn af Kronos? Hvordan kan det lade sig gøre, du burde ikke være i Narnia, du hører jo til i den græ… Jeg nåede ikke sige mere før Septimus kaldte på mig. Vi skulle af sted.

- Jeg bliver nød til at gå. Det var en stor ære at møde Dem. Akavet nejede jeg for denne legende der stod foran mig, noget jeg virkelig ikke var vant til.

Chiron sagde farvel og det også havde været dejligt at møde mig. Så gik jeg ind i teltet, kiggede på Septimus. Jeg kunne stadig kun se hans læber. Ville jeg aldrig se mere?

Han knipsede med fingrene, noget nyt, og så var vi indhyllet i sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...