Komplet forandring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 16 maj 2013
  • Status: Igang
Ja, jeg var bare en helt almindelig pige. Eller, så almindelig man nu kan blive når man er indelukket på sit værelse hver dag med næsen begravet i bøger.
Lige indtil den dag hvor jeg fik denne her mærkelige drøm. For det var en drøm, ikke? En af de drømme der virker helt vildt livagtige og får en til at ville sove for evigt. Eller i hvert fald bare drømme for evigt. Men jeg har opdaget, at det er virkelig svært at drømme for evigt, når den drøm er perfekt.

0Likes
0Kommentarer
239Visninger
AA

5. Magi.

 

I starten var alt hvidt. Det skar i øjnene. Så blev alt sort og det føltes som om jeg faldt. Langt ned. Så hamrede jeg ned i noget blødt. Min seng. Jeg var på mit værelse. Var det hele en drøm? Jeg kløede min hovedbund og sukkede. Bogen lå ved min side. Jeg lukkede øjnene.

- Interessant bogsamling du har.

Jeg farede forskrækket op. En høj, kutteklædt skikkelse stod ved min bogreol. Jeg kunne ikke se hans ansigt. Personen stod med side til, men en stor hætte var trukket ned over hans ansigt. Dog kunne jeg høre på hans stemme at han var forholdsvis ung. Måske lidt ældre end mig.

- Hvem er du? spurgte jeg så roligt som muligt, mens jeg gennemsøgte rummet med øjnene efter et muligt våben. Men selv jeg kunne høre hvor mistroisk jeg lød.

Han grinte. Hårdt og koldt. Denne person skræmte mig, men alligevel havde jeg sådan lyst til at vide hvem han var. Jeg nærstuderede ham. Han var højere end min far. Den mørklilla kappe gik hele vejen ned til gulvet og jeg kunne ikke se hvad han havde under. Dog havde han en form for halskæde med en pose bundet fast om halsen, en amulet, måske. Han rørte hele tiden ved den med sine lange, lige fingre.

- Jeg er…. din guide, svarede han. Ved det sidste ord tøvede han lidt, usikker på hvad han skulle kalde sig selv.

- Guide? Hvor skal jeg guides hen? Jeg har ikke brug for en guide! Jeg kan klare mig selv! Og hvad laver du for resten i mit hus, på mit værelse? Jeg råbte næsten, men jeg var ved at blive sur.

- Det er ikke dit værelse. Bare en simpel illusion. Kig selv ud af vinduet.

Han havde ikke skænket mig et eneste blik, kiggede fortsat betaget på mine bøger. Jeg gjorde som han sagde, og kiggede ud af vinduet. Måbede. Det var ikke min have. Det var et stort græsareal og til den ene side en stor skov. Langt bagude kunne jeg se en meget stor bygning.

- Såå… Det her er bare en drøm? spurgte jeg, stadig med en lille smule mistro.

- Kald det hvad du vil, var hans eneste svar.

 

Jeg rejste mig fra sengen. Rørte ved tingene på mit værelse. Det føltes alt sammen så rigtigt. Livagtigt. Zoe var dog ingen steder at se. Mærkeligt.

Jeg kastede endnu et blik på fyren, før jeg åbnede døren og gik udenfor. Der var så lyst og klart. Ligesom i skoven jeg var faldet i søvn i. Jeg kunne høre fodtrin i græsset bag mig, så min ’’guide’’ var nok kommet med.

- Hvor er vi? spurgte jeg forundret. Der var så smukt her.

- Hogwarts.

- Hvad? Seriøst? Sejt! råbte jeg.

Han prøvede vidst at råbe til mig at jeg skulle vente, men jeg var allerede i løb op mod bygningen som åbenbart var troldmandsskolen Hogwarts. Drengen indhentede mig ikke, men jeg havde på fornemmelsen at han var lige bag mig hele tiden – og at han ikke overhælede mig med vilje.

Da vi nåede til slottet var jeg forpustet og bukkede mig forover. Han lød ikke spor forpustet.

- Hvad har du så tænkt dig at lave her? spurgte han mig og jeg kunne høre en let drilsk undertone.

- Skulle du ikke … forestille at være min.. guide? svarede jeg forpustet.

Som svar trak han på sine skuldre og gik ind af den store åbne port. Jeg fulgte efter. Til at starte med gik vi bare rundt i gangene. Jeg forstod ikke hvad det var vi skulle. Men det var godt nok smukt og der var utrolig meget at kigge på.

- Nå, hvad hedder du så? spurgte jeg for at bryde den efterhånden ret akavede stilhed.

- Septimus. Det lød ikke ligefrem som om han ville starte en samtale.

Mærkværdigt navn. Jeg havde aldrig rigtig hørt det før.

- Jeg er…

- Bare rolig, du behøver ikke fortælle hvem du er. Det ved jeg godt. Du er Athalia, 16 – snart 17 år. Din far er politimand, din mor er skør.

Jeg bed mig i læben. Hvor vovede han? Og hvordan kendte han mig? Det var trods alt en drøm, men hvad nu hvis det ikke var..? Jeg fik tårer i øjnene, og tørrede dem vredt væk med mit ærme.

- Min mor er ikke skør! hvæsede jeg.  

- Hold nu op. Det ved både du og jeg og alle andre, sagde han ligegyldigt.

 

I lang tid gik vi videre rundt, han stirrende direkte ud i luften foran sig, som om han var på vej til et bestemt sted, mig lidt længere bagud med hænderne i bukselommerne.

- Så er vi her, sagde den mystiske fyr. Jeg kunne næsten høre det tilfredse smil på hans læber. Hvordan mon de så ud? Var de smalle eller bredde? Buede eller lige?

Jeg kiggede rundt. Vi var havnet på trapperne. Dem der bevægede sig. Lige foran et af kollegierne. Det måtte være Gryffindor. Jeg virkede så nørdet lige nu. Kuttefyren hviskede noget til maleriet foran os og det sprang til siden så vi kunne træde ind gennem hullet i væggen.

Der så ud på værelset lige som jeg havde forestillet mig. Jeg havde dog ikke lang tid til at kigge mig rundt før han befalede mig til at sætte mig ned foran kaminen. Jeg gjorde som han sagde uden indvendinger.

- Hvor er alle eleverne henne? spurgte jeg nysgerrigt.

- Jeg skal fortælle dig noget, det er det jeg er her for, begyndte han og valgte at ignorere mit spørgsmål.

Mon det var noget om ham selv? Det håbede jeg. Så inderligt ville jeg vide mere om ham, hvem han var og hvad han skulle med mig, at jeg var ved at springe indvendigt.

- Du er her for at forstå du ikke skal leve i bøgernes verden, men i din egen. Jeg er her for at få dig til at forstå det. Det er mit arbejde, det gør jeg tit med folk ligesom dig.

- Folk ligesom mig? Der er andre? Gudskelov! Jeg smilte lidt.

- Der er mange. Til sagen. Bøger er fantastiske, ja, det ved jeg godt. Jeg skal guide dig rundt i fire forskellige historier, med hovedemner som du har brug for at lære mere om angående den virkelige verden.

Han holdt en pause for at se om jeg havde forstået alt. Det havde jeg. Jeg sagde dog ikke noget. Kiggede på ham, for han sad lige overfor mig i en lænestol og når vores ansigter var på samme niveau og jeg sad her foran ham, kunne jeg se det nederste af hans ansigt. Hans læber var smalle og let buede. De bevægede sig flydende når han talte og så ærlig talt perfekte ud. Til gengæld var hans tænder skæve og grimme. Han var glatbarberet.

Så fortsatte han.

- Det første sted, det vil sige her, Hogwarts, skal du lære om magi. Ja, nu tænker du sikkert; men magi findes jo ikke i virkeligheden! Der har du ret, og så alligevel ikke. Der findes magi. Der findes magiske væsener og ting der ikke kan forklares. Det er ikke bare altid mennesket vil indrømme over for sig selv at det de lige har set ikke giver mening.

Han fortsatte; Magien er overalt. Den svæver i luften omkring dig og du indånder den. Uden magien ville I mennesker ikke kunne overleve.

Jeg fik gåsehud da han sagde det. I mennesker. Var han da ikke et menneske? 

 

- Nu vil jeg bede dig om at kigge ind i ilden, sagde han til sidst.

Jeg skulle lige til at protestere og sige der ikke var nogen ild i kaminen, men pludselig var der tændt op og jeg lukkede munden. Så kiggede jeg.

Pludselig var jeg ikke i min egen krop mere. Det føltes hvert fald sådan. Jeg kunne ikke styre den mere. Jeg stod stadig i Gryffindors opholdsstue. Foran et stort spejl. Jeg lignede mig selv. Bortset fra Hogwarts skoleuniform. Hvorfor havde jeg den på? Det så dumt ud.

Så vendte jeg blikket mod mine øjne som ikke var brune mere, men orange. Indeni dem brændte en intens ild og hvis jeg kiggede rigtig godt efter kunne jeg se derinde i mine øjne, sad to små skikkelser og kiggede ind i en kamin. Hvad var det her.

- Vent og se, sagde en stemme der lød som Septimus’ og jeg prøvede at kigge rundt for at se hvor han var.

- Bare drop det. Jeg er herinde. I dit hoved. Jeg kan høre dine tanker.

Det eneste jeg tænkte på var om han så kunne vide hvad jeg tænkte om ham. At jeg ville vide mere. Chokeret tænkte jeg et meget grimt ord og havde lyst til at slå mig selv i hovedet. Hvor dum kunne jeg være? Jeg kunne ingen gang tænke før jeg talte. Jeg kunne høre ham grine stille og jeg prøvede desperat at lukke ham ude. Ud af mit hoved, sagde jeg meget bestemt… og så forsvandt han fra mine tanker. Bare sådan. Havde han gjort noget? Lod han bare som om? Lige meget hvad gad jeg ikke mere.

Så begyndte jeg at gå. Det var stadig ikke mig der styrede kroppen, jeg så bare det hele som en film. Min krop gik med sin skoletaske på ryggen ned af den lange gang Septimus og jeg gik på for ikke lang tid siden. Så drejede jeg, eller min krop, ind af en mindre gang og til sidst endte jeg i et klasseværelse. Skulle jeg overvære en lektion? Sejt!

Jeg lyttede spændt under hele lektionen. Jeg vidste ikke hvorfor det her skete, men det var fantastisk. Vi havde indtil videre ikke brugt vores tryllestave og det skuffede mig. Hvad hvis jeg ikke fik lov til at gøre det? Men så blev vi fortalt at vi skulle finde dem frem og min krop reagerede med det samme. Da jeg sad med den i hånden gik der en elektrisk følelse igennem mig og jeg vidste der skete noget godt nu.

Så kastede vi besværgelser. I det øjeblik min krop svingede staven og min stemme sagde besværgelsen havde jeg fuldstændig selv styr over det hele. Jeg kunne gøre som jeg ville, og jeg kastede besværgelsen. Det føltes som det bedste i hele verden. Jeg kunne ligefrem mærke hvordan min krop sugede magien i rummet til sig og forandrede det til en besværgelse som kørte ned igennem min arm og ud af staven. Jeg sagde til mig selv jeg aldrig ville glemme den følelse af magi og at have styr på alt! 

I samme øjeblik blev alt sort. Der gik nogle minutter. Så sad jeg igen i stolen overfor Septimus. Han sad foroverbøjet med hovedet støttet af hænderne. 

- Hvordan? hviskede han hæst. Det lød næsten som om han havde grædt. 

- Hvordan hvad? spurgte jeg bare dumt.

- Hvordan kunne du bare kunne du bare lukke mig ude? Det er aldrig sket før! sagde han håbløst. 

Jeg sad bare og gloede på ham. Vidste ikke hvad jeg skulle svare. Var det så stort et problem?

- Det må virkelig være dig, sukkede han og tog sig sammen, færdiggjorde så sin sætning - men vi skal videre nu. Hyggesnak bagefter.

Og før jeg nåede at spøge hvad han mente med at det virkelig måtte være mig, blev alt hvidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...