Komplet forandring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 16 maj 2013
  • Status: Igang
Ja, jeg var bare en helt almindelig pige. Eller, så almindelig man nu kan blive når man er indelukket på sit værelse hver dag med næsen begravet i bøger.
Lige indtil den dag hvor jeg fik denne her mærkelige drøm. For det var en drøm, ikke? En af de drømme der virker helt vildt livagtige og får en til at ville sove for evigt. Eller i hvert fald bare drømme for evigt. Men jeg har opdaget, at det er virkelig svært at drømme for evigt, når den drøm er perfekt.

0Likes
0Kommentarer
240Visninger
AA

10. Kom videre.

 

Jeg slog øjnene op. Alarmen ringede stadig, så jeg slukkede den og rejste mig. Det var snart mørkt. Jeg befandt mig i den skov jeg var faldet i søvn i.

Sukkende og med få tårer løbende ned af kinderne samlede jeg min bog op og proppede den i tasken som jeg slyngede over skulderen.

Det tog lidt tid at finde ud af skoven, men da jeg var ude ved vejen fandt jeg hurtigt min cykel og tog direkte hjem.

Så snart jeg havde smidt jakken gik jeg ned til mit værelse, satte mig på sengen og ringede til Anne Maria. Så undskyldte jeg og fortalte om drømmen. Selvfølgelig tilgav hun mig. Det gjorde hun altid.

Efter vores samtale gik jeg op i gangen og hen foran spejlet. Det første jeg lagde mærke til, var at min hud var blevet en smule mørkere af at have ligget i solen hele eftermiddagen. Men så opdagede jeg også noget mærkeligt. Der manglede en stor hårtot lige over mit øre og om halsen hang der en halskæde der gik ind under blusen. Jeg trak i snoren og hev den ud over min bluse. Græd så af lettelse.

Det var ikke en drøm. Det var virkeligt. Han var virkelig.

Jeg kiggede rundt i rummet, prøvede at gætte mig til hvor Septimus befandt sig. Hvor var jeg glad.

Nynnende gik jeg i bad, hvorefter jeg opdagede krydset på min hånd. Kom i tanke om hvorfor det var der og med kun et håndklæde viklet om min krop smed jeg alt tøjet på mit gulv til vask. Så gik jeg op på mine forældres værelse, et held min far ikke var hjemme endnu. Jeg havde ikke været herinde siden mor forsvandt op på loftet.

Jeg skulle tage mig meget sammen før jeg gik hen til min mors skab og åbnede. Kiggede på alle hendes kjoler. De havde klædt hende så godt.

Selv havde jeg ingen kjoler, det var ikke lige mig. Men min mors… Det var nogle af de dyreste, smukkeste kjoler nogensinde. Jeg prøvede dem alle.

Til sidst fandt jeg en passende en. Den var petrol-farvet med tynde stropper. Stram de rigtige steder, mens de øverste lag af det halvstore strutskørt var af tyl. Den var smuk.

Jeg tog den på og gennemredte mit korte, uglede hår. Satte et blåt spænde formet som sommerfugl i håret og prøvede at dække det sted hvor totten manglede.  Så tog jeg den lille pose frem, tog perlen ud og satte den på en kæde jeg tog over halsen. Perfekt.

En time efter kom Caspar og hentede mig. Stirrede på mig som om jeg var et monster.

- Waaaauw, var det eneste der kom ud af hans mund.

Det fik mig til at smile. Det var vidst ikke lige så slemt at date mig mere. Jeg vidste Septimus sad et eller andet sted og så det ske. Det gav mig skyldfølelse. Men så kom jeg i tanke om, at vi ville mødes. Der var kun nogle få år til og lige meget hvad ville han vente.

Det blev, i modsætning til hvad jeg havde forventet, en dejlig aften. Caspar opførte sig slet ikke som i skolen når han var omgivet af sine venner og alle forventede noget af ham. Men hans familie var velhavende og vi spiste på en af byens bedste restauranter.

Han var både venlig og sjov, ikke specielt høflig, men det var lige meget. Jeg havde det sjovt.

Jeg havde aldrig regnet med det ville blive til noget. Men følelser blev indblandet. Vi havde det godt sammen. Det blev aldrig som med Septimus, ja, Caspar var en ret så sølle erstatning, men jeg kunne lide ham og det var nok.

Vi datede meget i det næste stykke tid. Efter det blev vi kærester. Folk på skolen begyndte at kigge på mig med respekt. Jeg havde det virkelig godt. Vi havde det virkelig godt.

Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på Septimus og hvad han syntes om det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...