Komplet forandring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 16 maj 2013
  • Status: Igang
Ja, jeg var bare en helt almindelig pige. Eller, så almindelig man nu kan blive når man er indelukket på sit værelse hver dag med næsen begravet i bøger.
Lige indtil den dag hvor jeg fik denne her mærkelige drøm. For det var en drøm, ikke? En af de drømme der virker helt vildt livagtige og får en til at ville sove for evigt. Eller i hvert fald bare drømme for evigt. Men jeg har opdaget, at det er virkelig svært at drømme for evigt, når den drøm er perfekt.

0Likes
0Kommentarer
238Visninger
AA

7. Jalousi.

Pludselig stod vi i en skov. Jeg blev ved med at smugkigge på Septimus. En tilfældig tanke skød ind i mit hoved. Hvis Caspar var ligesom Septimus ville jeg hellere end gerne på date med ham. Når jeg tænkte mig om, var det nemt at se ar Septimus næsten var det stikmodsatte af Caspar. Mystisk, hård, indelukket, lidt fraværende og mere til. 

- Hvor er vi så nu? spurgte jeg og fokuserede på vores omgivelser. 

- Gæt selv, var hans eneste svar og Septimus begyndte at lede mig gennem skoven. 

Stille tænkte jeg mig lidt om. Opgav så.

- Hvad er så dit lille ''tema'' her? Jeg lagde ekstra pres på det sidste ord.

- Jalousi. 

 

Jeg stirrede undrende på ham.

Tidligere havde han virket ok, men han var pludselig blevet helt kold og ignorerede mig når jeg stillede spørgsmål. Det sårede mine tåbelige tøsede følelser.

Efter vi havde gået i lang tid kom vi til et lille hus. Septimus bankede på døren og en smuk ung pige på min alder åbnede. Hendes hud var hvid som min, men i modsætning til mig havde hun kulsort hår og rosenrøde læber. Selvfølgelig. Vi stod overfor Snehvide.

- Du er tilbage, min prins, sagde hun med en let blød stemme og blinkede udfordrende til Septimus.

Jeg stod bagved dem og blev rød i kinderne. Snehvide skænkede mig ikke et eneste blik.

- Men kom dog indenfor, kære, du må fryse derude i den kolde, dunkle skov! sagde hun og åbnede døren helt.

Bare det at vide, at de kendte hinanden i forvejen fik mit hjerte til at slå revner.

Jeg nåede lige at smutte indenfor før hun lukkede døren. Et eneste blik fik jeg fra hende. Jeg kunne ikke bedømme om det var had eller medlidenhed jeg så i hendes øjne.

Jeg fik lov til at sidde og græde i stilhed lidt væk, mens de sad og snakkede. En gang i mellem grinte de. Snehvides grin var et af de smukkeste i verden, lyst og intelligent. Septimus’ grin lød også fantastisk. Han grinte. Ikke som de gange jeg havde fået ham til at grine kort og falskt. Nej, han morede sig rigtigt. Det rev mit hjerte itu.

Senere samme dag smed Snehvide os ud af huset fordi hun skulle gøre rent. Jeg gik og surmulede få meter bag Septimus, som bare gik og fløjtede. Han kunne ikke vente på at komme tilbage til Snehvide.

Vi var langt nok væk til ikke at kunne se hytten, men jeg kunne tydeligt høre Snehvide snakke med en af sine dyrevenner eller noget. 

 

Jeg smugkiggede stadig på Septimus. Han fornemmede vidst jeg var sur. Uroligt fumlede han ved sin amulet, som han åbenlyst holdt meget af. Så tog han en dyb indånding.

- Du, Athalia. Undskyld, jeg har været sådan, der er bare noget der har gået mig på. Noget du skal vide. Jeg havde tænkt mig at fortælle det når vi var færdige med det her, men jeg kan ikke vente. Snehvide er en fantastisk pi… Længere nåede han ikke før vi hørte et gisp, et højt bomb og en ond latter henne fra huset.

Septimus farede op fra den stub han havde sat sig på og løb alt hvad han kunne tilbage mod Snehvide. Jeg fulgte efter. Ikke lige så hurtigt, men jeg nåede lige at se Septimus falde sammen over den livløse Snehvide på jorden.

- NEEEEJ! skreg han. Fuglene fløj forskrækket op fra træerne og fløj af sted.

Langsomt gik jeg tættere på. I Snehvides højre hånd lå et æble, hvoraf der var taget en enkel bid.

Slangekrøllerne jeg misundede så meget bølgede stadig elegant ned over hendes skuldre. De blodrøde, fyldige læber var let fraskilte.

Septimus løftede nænsomt hendes hoved op i sit skød og begyndte at trække sin hætte af. Jeg ville ikke se hans ansigt for første gang på denne måde. Jeg vendte mig om, men kunne ikke dy mig, og så toppen af hans hoved. Septimus havde glat, sort hår som skinnede om kap med Snehvides.

Så kyssede han hende. Et sommerfugleblidt kys på munden.

Endnu engang vendte jeg mig om, men denne gang løb jeg. Jalousien flød igennem hele min krop og lydløse tårer fandt sin vej ned af mine kinder.

Jeg kunne høre jeg Snehvide gispe efter vejret, grine lettet og kaste sig i armene på Septimus. Han grinte også lettet.

Men da Septimus endelig opdagede jeg var væk, råbte han mit navn. Jeg kunne knap nok høre ham, for jeg var allerede dybt inde i den nu meget uhyggelige og dunkle skov. 

 

Endnu en følelse gennemrystede min krop, og det gik op for mig, at jeg var forelsket. I Septimus. Denne følelse var ny og så mærkværdig. Det eneste jeg havde lyst til var at vende om og finde ham igen. Men det gik ikke. Jeg kunne ikke finde vejen tilbage.

Jeg prøvede dog. Løb og løb, fortsatte længere ind i skoven uden at vide det. Det blev mørkere og mørkere indtil det blev helt sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...