Komplet forandring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 16 maj 2013
  • Status: Igang
Ja, jeg var bare en helt almindelig pige. Eller, så almindelig man nu kan blive når man er indelukket på sit værelse hver dag med næsen begravet i bøger.
Lige indtil den dag hvor jeg fik denne her mærkelige drøm. For det var en drøm, ikke? En af de drømme der virker helt vildt livagtige og får en til at ville sove for evigt. Eller i hvert fald bare drømme for evigt. Men jeg har opdaget, at det er virkelig svært at drømme for evigt, når den drøm er perfekt.

0Likes
0Kommentarer
242Visninger
AA

9. Historietid.

 

Jeg vågnede liggende i græsset. I en skov. Ikke den samme jeg var faldet i søvn i, men heller ikke nogen fra drømmen. Det var en helt normal skov. Jeg lå i en lysning og stirrede op på skyerne.

Roligt satte jeg mig op. Jeg havde min bluse på igen. Den var vasket og huller var blevet syet med store sting. Jeg kunne ikke beslutte om det var drøm eller virkelighed.

Så trak jeg op i blusen og afslørede min hvide mave. Jeg gispede. Det eneste der var at se var knap synlige ar. Som om healingsprocessen var blevet speedet op.

 Jeg trak blusen ned igen og kiggede rundt. Ved et af træerne tæt derved stod Septimus. Så jeg drømte stadigvæk. Han stop afslappet lænet op af træet og holdt øje med mig, hvilket fik mig til at rødme en smule. Da vores blikke mødtes strakte han sig, som om han havde stået der i lang tid, og bevægede sig over mod mig.

Septimus havde ikke smidt kappen, men hætten hang stadig ned over hans ryg og afslørede hans smukke ansigt. Hvor måtte det være varmt.

Tænk at han kunne gå så langsomt uden at miste balancen. Ellers føltes det bare sådan.

Til sidst stod han foran mig med solen i ryggen så jeg blev nød til at knibe øjnene sammen. Så satte han sig ved min side og kiggede ned i jorden. Man kunne tydeligt se han prøvede at tage sig sammen til noget.

- Jeg skylder dig vidst en forklaring, startede han og kiggede mig i øjnene.

Det fik mit blik til at flakke og mine kinder blev endnu rødere. Han virkede så meget ældre end mig og det føltes forkert at have de følelser for en jeg slet ikke kendte.  

Så begyndte han at fortælle.

- Jeg har aldrig været et menneske. Aldrig boet på planeten Jorden. Jeg bor i en verden uden navn. En verden som kun er skabt for at støtte op om Jorden og folket på min verden findes kun for at hjælpe Mennesket. Det er vores job.

Vi har allerede forskellige job. Nogle er onde, nogle er gode. I kalder dem engle og djævle. Nogle lokker, andre hjælper. Jeg er en af dem der hjælper. Mit job er vigtigt og går ud på at vise indelukkede eller uønskede piger de er elsket af nogen. Vi tager os altid af det modsatte køn.

Vi lever ikke evigt. Har den samme levetid som et menneske. Nogle af os bliver knyttet til et bestemt menneske der har ekstra meget brug for hjælp og følger det hele livet. Andre hjælper en masse mennesker. Som mig.

Det hele startede da jeg var omkring din alder, sagde Septimus og holdt en lille pause.

Han fik det til at lyde som om han var flere år ældre end mig, hvilket fik mig til at føle det var dumt af mig at forelske mig i en som ham. Det fik det hele han sagde, mig til at føle.

- Jeg var hovmoden og troede jeg var for god til alle. Det gik ud over mit arbejde. Derfor blev en af heksene fra mit folk sendt til mig for at gøre sit til at jeg blev.. ja, ydmyg og sådan.

Det var der det hele gik galt. Hun var ung og smuk og virkede på alle punkter fantastisk. Faktisk ligner du hende lidt, sagde han og smilede.

Først nu opdagede jeg han og rodede ved den lille pose om hans hals. Indgik den også i historien? 

 

- Jeg lagde an på hende mens hun snakkede om ydmyghed. Det interesserede mig ikke. Så jeg prøvede at kysse hende. Hun blev rasende. Hun havde ikke nogen mand, men heksene måtte ikke have forhold til nogen.

I al sin arrigskab kastede hun en forbandelse på mig. Jeg kan ikke huske de præcise ord, men den gik ud på at jeg for det første ville leve evigt. Ville aldrig dø. Det lyder som noget godt, men efter du ser din familie ældes og dø er det ikke spor sjovt.

Det næste i forbandelsen gik ud på at alle de piger jeg skulle hjælpe videre ville forelske sig i mig så snart de kiggede mig i øjnene. Jeg ville ikke kunne gøre noget ved det. Hver gang jeg skulle hjælpe en ny pige forelskede hun sig i mig og jeg hadede det. Når vi var færdige, græd de, men med koldt hjerte sendte jeg dem tilbage og resten af deres liv fulgte jeg dem. Når de døde, kom der en ny.

For noget tid siden fandt jeg ud af at hvis de ikke så mig i øjnene ville de ikke forelske sig i mig, så jeg anskaffede mig denne kappe. Det gik godt. Indtil heksen opdagede det og blev rasende.

Ja, hun levede stadig, for hun havde badet i en ungdommens flod og ville leve evigt, præcis som mig.

Endnu en forbandelse blev kastet over mig. Denne gik ud på at de ville forelske sig i mig lige meget hvad, de ville hænge på mig, som blodsugende igler. Men inderst inde var heksen retfærdig og sagde dette ville få en ende. Hun spåede at en dag ville jeg hjælpe en pige, en der var anderledes. Jeg ville forelske mig i hende, lige meget om jeg havde lyst eller ej og hun ville således forelske sig i mig. Når vi var færdige ville hun tage tilbage og leve sit liv og jeg ville se hende ældes uden at gøre noget ved det. Mit hjerte ville knuses, men når hun døde ville jeg dø med hende og hvis denne specielle pige virkelig ønskede det, ville vi fødes på ny, begge mennesker og vokse op sammen indtil vi var voksne nok til at lære vores fortid og kende.

Da jeg aldrig havde været forelsket før så jeg det ikke som et større problem. Så i flere hundrede år hang jeg på piger der forelskede sig i mig lige meget hvad og til sidst var jeg så sikker på at denne anderledes pige ikke ville komme. Men så kom du, fortalte han.

Jeg havde regnet ud han talte om mig. Det var derfor han havde været sådan. På grund af en forbandelse. Jeg måtte bare se i øjnene at han ikke var rigtig forelsket i mig.

- Heksen gav mig denne amulet. Hun sagde jeg ville vide når jeg skulle åbne den, afsluttede han.

Med rystende hænder tog han den over hovedet og lagde den i sine hænder. Langsomt, meget langsomt, åbnede han posen. Inde i den lå en lille perle med samme farve som Septimus’ øjne. Den var så blå. Det gik op for mig at der var ridset noget ind i den og jeg løftede perlen forsigtigt for at kiggede nærmere på den.

Det var meget små blomster. Plumeria. Min yndlings. Den var ridset ind hele vejen rundt om perlen. Så smuk. Jeg kiggede på Septimus og noget gik op for mig. Uroligt lagde jeg perlen ned i posen, lukkede den og rakte den til Septimus, men han rystede bare på hovedet og puttede amuletten om min hals.

- Hvornår vågner jeg? spurgte jeg med en alvorlig mine.

- Nå, så du tror stadig det er en drøm? Septimus smilede ad mig.

Jeg ville ikke gå, lige meget om det var drøm eller virkelighed. Det føltes som den rigtige ting at gøre, da jeg langsomt begyndte at lægge mig ned og trække Septimus med mig. Han gjorde ikke modstand og lod mig lægge mit hoved på hans brystkasse. Vi kiggede begge op på himlen hvor solen var ved at gå ned.

Sådan lå vi et par minutter før jeg fik en idé.  Jeg kiggede på Septimus og han gengældte mit blik.

- Har du en kniv? spurgte jeg stille.

Han kiggede mærkeligt på mig til at starte med, men rakte så ind under kappen og trak en lille lommekniv frem. Han gav den til mig og jeg tog godt fat i en lok af mit hår og skar den af. Gav ham den.

- Vil du ikke nok? Jeg ville have han skulle huske hvordan jeg lugtede.

Selvom han prøvede at se ligeglad ud kunne jeg godt se hvor taknemmelig Septimus var da han tog i mod den. Jeg gav ham også kniven tilbage.

Så lå vi lidt længere og stirrede op i himlen. Pludselig blev jeg træt og havde svært ved at holde mine øjne åbne. Så hørte jeg en svag ringen i det fjerne. Alarmen på min telefon. Det fik mig til at græde.

- Ne-nej-nej! græd jeg.

Septimus satte sig op og holdt mig fast. Han kunne vel ikke høre lyden, men vidste hvorfor jeg græd. Snart ville jeg vågne.

- Kys mig, fløj det ud af min mund.

Uden indvendinger lænede han sig frem og kyssede mig. Det var hurtigt overstået, men varmen sad stadig på mine læber da alt kort efter blev sort og Septimus forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...