Komplet forandring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 16 maj 2013
  • Status: Igang
Ja, jeg var bare en helt almindelig pige. Eller, så almindelig man nu kan blive når man er indelukket på sit værelse hver dag med næsen begravet i bøger.
Lige indtil den dag hvor jeg fik denne her mærkelige drøm. For det var en drøm, ikke? En af de drømme der virker helt vildt livagtige og får en til at ville sove for evigt. Eller i hvert fald bare drømme for evigt. Men jeg har opdaget, at det er virkelig svært at drømme for evigt, når den drøm er perfekt.

0Likes
0Kommentarer
245Visninger
AA

3. Endnu en dag.

Bussen var allerede kørt da jeg nåede stoppestedet tyve meter fra mit hus. Selvfølgelig var den det. Jeg løb tilbage til huset og ind i det gamle faldefærdige skur. Her fandt jeg min fars gamle mountain bike. Jeg havde haft en cykel da jeg var lille, men var altid et uheldigt barn så jeg væltede alt for tit. Mine forældre tog cyklen fra mig og jeg fik aldrig en ny. Dog brugte jeg min fars engang i mellem. Det vil sige hver gang bussen allerede var kørt. Hver gang jeg sikkert ville komme for sent. Det skete tit for tiden.

Syv minutter over otte ankom jeg til skolens grund. Jeg havde aldrig vænnet mig til den tomme parkeringsplads og den stille atmosfære. Det virkede så... unaturligt. Jeg burde vænne mig til det. Det var mit liv. Men jeg kunne ikke. Tanken om at jeg var den sidste levende skabning lige her og nu dumpede ind i mit hoved og hårene på mine arme rejste sig. Hurtigt rystede jeg tanken ud af mit hoved og småløb mod hovedindgangen.

 

Også gangene var tomme. Få gange mødte jeg andre elever der var kommet for sent eller skulle hente noget for deres lærer. Jeg var tiende klasser og derfor en af de ældste elever på skolen. Det betød også at jeg var en af dem der havde længst til mit klasselokale. Vores skole var formet lidt ala. et sneglehus, hvilke til tider var upraktisk. Men jo større klasse man gik i jo længere havde man til ens lokale.

Jeg var stadig kold efter den lange cykeltur. Gangene var ikke spor opvarmede og jeg brød mig ikke om det. Hele morgenen havde jeg haft en følelse af at noget ikke var som det burde være. Langsomt lynede jeg min tykke dynjakke op og smed den over armen. Det var ikke fordi jeg havde meget tøj på, jeg havde bare lyst til at mærke kulden.

Da jeg endelig var noget til mit klasseværelse var klokken allerede kvart over otte. Jeg sukkede og trådte indenfor.  Dog var der ingen i rummet. Det undrede mig indtil jeg fik kigget på tavlen, hvor der i al hast var skrevet; VI ER I AUDITORIET!! Det føltes som om beskeden var til mig. Det var ikke umuligt, men læreren skrev altid beskeder på tavlen når vi gik, lige meget om jeg var med eller ej.

Jeg havde ikke lyst til at se endnu en kedelig film om middelalderens skibsbyggeri eller mælkebøttens et eller andet. Nej, så hellere vente her.

Jeg smed min taske på bordet hvor jeg var blevet placeret fire uger tidligere. Før jeg forlod rummet dykkede jeg ned i min babyblå skuldertaske og fandt fem tykke bøger. Jeg havde læst dem, ja, de var fine nok, men det var længe siden jeg havde læst en rigtig god bog. Bortset fra den der lå på mit værelse lige nu, selvfølgelig.

Der var en god ting ved at klasselokalet lå hvor det lå, for lige overfor lå biblioteket, Åh, mit dejlige bibliotek. Smilende gik jeg indenfor og sukkede lykkeligt da jeg genså de tre meter høje bogreoler. Min skole var ret berømt for sit store bibliotek. Det var et stort lokale og det var nemt at fare vild, men jeg kunne alle smutvejene mellem reolerne udenad.

Ved skranken lidt væk sad Johnson, bibliotekaren. Der var ikke rigtig nogen der kendte hans fornavn, ingen gang mig der besøgte ham hver dag. Johnson var en ret gammel og glemsom mand. Men han var inspektørens bedstefar og hun nænnede ikke at fyre ham. Derfor var han her. Gudskelov. Johnson så bøgerne som levende væsener og plejede dem tit. Han sad altid og aede en ny bog på ryggen når jeg kom.

- Nå, hvad synes du om den bog jeg fandt til dig, Athalia? spurgte han.

Jeg skar en grimasse da han nævnte mit navn. Jeg brød mig ikke om det. Ja, det var jo sejt nok og ret specielt, men det betød Herren er ophøjet, og det var min mor der valgte navnet. Det var hovedpersonen i hendes yndlingsbog jeg var opkaldt efter. Desuden var min mor meget kristen. Hvilket jeg ikke var. Næsten det stikmodsatte.

- Den er fantastisk! Jeg kunne ikke lægge den fra mig, svarede jeg smilende og lagde mine bøger på hans skranke så han kunne bippe dem ind i sit system igen.

- Hey, burde du egentlig ikke være til time? spurgte han mistroisk.

- Naah, var mit eneste svar og jeg koncentrerede mig ikke længere om Johnson, men i stedet på reolen foran mig. Jeg lå fingrene køre forsigtigt over hver bogryg, som om hvis jeg gjorde det kunne jeg mærke om de var gode eller dårlige.

Da Johnson begyndte at fable om unge og deres uopdragenhed nu til dags – dog med en drilsk undertone – tog jeg en tilfældig bog og lagde den foran ham.

- Jeg vil gerne låne den her, tak, sagde jeg.

Så snart han havde bippet den med sit smarte teknologi smuttede jeg ud og over til klasseværelset før han kunne indføre et eneste ord. Gamle Johnson mindede mig lidt om Gepetto. Eller Dumbledore. En blanding, måske. 

 

Roligt satte jeg mig ved mit bord og begyndte at læse. Tiden fløj af sted. Typisk kærlighedsroman. Intet særligt.

Der var næsten gået en hel lektion. Jeg havde ikke lagt mærke til noget, før jeg hørte fodtrin udenfor den åbne dør. Jeg kiggede op over bogen og så Caspar træde ind. Inden jeg kiggede ned så jeg ham give mig elevatorblikket. Jeg skulle ikke forvente noget. Det gjorde han med alle. Noget der fik mig til at løfte brynet var, at han bevægede sig over mod mit bord, selvom hans eget lå i den anden ende af rummet.

- Hey, Lia, hvor’n skær den? spurgte han og smilte skævt. Ikke fordi jeg kiggede på ham, nej, mit blik hvilede på bogens sider.

- Hvad blev der af at ignorere mig? Jeg lød lettere irriteret, hvilket ikke var meningen. Jeg orkede ham bare ikke.

- Hvad ville du sige til at gå ud med mesteren? Det er da et godt bud, hva? spurgte han indsmigrende.

Nu stod han helt lænet op af mit bord, med hænderne lige overfor min bog og ansigtet alt for tæt på mit. Det lignede ham virkelig ikke at gå efter en som mig. Hvad var han på?

- Jeg dater ikke blodsugere, svarede jeg ligegyldigt.

I et kort øjeblik stirrede han forvirret på mig, før han igen fokuserede og skiftede emne.

- Nå, hvad læser du så smukke? prøvede han.

- Ikke noget for dig, smukke, sagde jeg og lagde med vilje pres på det sidste ord.

- Kom nu, søde Lia, du kan da umuligt sige nej til MIG! Nu lød han næsten desperat.

Først nu værdigede jeg ham et blik. Sukkende lagde jeg bogen fra mig på bordet og sendte ham et hvad-er-det-du-vil-blik. Det var lige før jeg tænkte han faktisk ville ud med mig og det irriterede mig at jeg var så naiv.

- Kom nu Lia! Trevor fik mig til at vædde om jeg kunne score dig, så bare spil med, ok? Vær nu sød!

Det var første gang i mange år Caspar havde talt direkte til mig og så var det på grund af et væddemål. Men Trevor kunne lokke ham til alting. Selvfølgelig kunne han det. Trevor havde gået tre år om og var derfor den ældste på skolen.  Hvis Caspar kunne få alle pigerne til at dåne, så kunne Trevor det samme med drengene. Det var ikke fordi han var homoseksuel eller noget, nej, han var til piger. Men alle de yngre så op til ham og han kunne snore dem alle om sin lillefinger. Selv Caspar. Det her var lige noget Trevor kunne finde på. Han savnede vel bare at se Caspar blive afvist. Trevor var lidt ligesom Draco Malfoy, føj.

- Ok, var mit eneste svar efter jeg havde tøvet lidt. Jeg var helt rolig.

Måbende kiggede Caspar på mig. Det havde han aldrig forventet. Det frydede mig lidt.

- Men kun for at irritere Trevor! tilføjede jeg hurtigt. 

 

Caspar nikkede som for at godkende svaret. Men jeg kunne godt se at han indeni var ved at sprænges af lettelse. Nu kunne Trevor få den i fjæset. Han satte sig over på sin plads og jeg genoptog min læsning. Kort efter kom resten af klassen. Var Caspar løbet i forvejen, eller havde nogen forhindret dem? Såsom Trevor?

Da læreren som den sidste trådte ind kiggede hun automatisk over mod mig og sendte mig et bebrejdende blik. Men hun kom ikke. Vidste godt det intet nyttede.

Jeg var flittig nok i skolen. Jeg var bare ligeglad med tingene. Ville hellere skynde mig hjem og læse. Men skolen var snart ovre. Et halvt år. Et halvt år til ferie og så var det hele ovre. I hvert fald skolen. Jeg havde ingen anelser om hvad jeg skulle uddanne mig som, men jeg ville da gerne være forfatter.

Det meste af dagen fløj bare af sted. Jeg sad i mine egne tanker. Jeg skammede mig over dem, for jeg tænkte på Caspar. Og vores date. Vi havde ikke aftalt noget som helst. Måske var det nok bare at få mig til at sige ja. Det ville jeg snart finde ud af.

Da det ringede til spisefrikvarter kom Anne Maria over.

- Hey, du der, bogorm, hvad læser du? spurgte hun. Det lød ikke ligefrem som om hun var interesseret. Hendes blik faldt – som altid – på Caspar. Stakkels Anne Maria havde altid haft et crush på ham. Det virkede dog ikke som om han nogensinde havde set hende.

- Jeg læser ikke noget, Hermi, mumlede jeg stille. Glemte alt om at hun ikke var Hermione. Mine verdener havde let ved at flyde sammen.

- Hvad kaldte du mig? Lidt mere opmærksom vendte hun blikket mod mig.

Jeg læste stadig og overhørte hende.

-Nå, hvad har du så tænkt dig at lave den 17 marts? spurgte hun mig nysgerrigt.

- Det ved jeg ikke. Hvorfor? spurgte jeg ligegyldigt.

- Fordi det er din fødselsdag, tumpe! grinte hun.

Jeg trak på skuldrene og læste videre.Vi sad lidt i tavshed før hun gispede højlydt og jeg kiggede på hende. Spørgende.

- Hvad er der nu? spurgte jeg, en smule irriteret.

- De-det er Caspar! Han er på vej herhen! hviskede hun ophidset og pegede.

Jeg vendte blikket mod hvor hun nu pegede hen og så Caspar gå selvsikkert direkte mod os. Et dybt suk undslap mine læber og jeg lagde bogen ned i min taske. Min mave rumlede, men det var ikke det bedste tidspunkt at være sulten.

- Hey, Lia? Angående den date… Hvad siger du til i aften klokken seks? Jeg henter? spurgte han charmerende.

Selvfølgelig. Han havde ventet på det her. Planlagt det. Jeg kunne se det i hans øjne. Folk begyndte at hviske og der var pludselig så stille i rummet, at alle ville høre hvis en tegnestift blev tabt.

Jeg kunne ikke sige nej nu. Ikke nu hvor han antydede der var en aftale. De ville alle hade mig for det. Det var så pinligt! Og selvfølgelig begyndte jeg at rødme. Det kunne ses alt for tydeligt på mine alt for blege kinder. Jeg nikkede bare. Nogen piftede, men jeg turde ikke se hvem det var. Dukkede bare hovedet for at ingen kunne se blodet stige mig til hovedet.

Caspar vendte tilbage til sit slæng og folk begyndte at tale igen. Jeg åndede lettet ud og kiggede op. Mødte Anne Marias blik. Hun stirrede bare på mig med åben mund.

 

- Du sagde intet om at dig og Caspar har en aftale! Men jeg er jo også bare din ven, ja, jeg behøver jo ikke at vide noget, nej! Hah, hvorfor skulle du dog fortælle mig noget så vigtigt som at du datede den lækreste fyr på skolen. Er der andet du ikke har fortalt mig? Er du gravid eller sådan noget shit? Sikkert! Jeg har da andre veninder at snakke med, hvis det skal være på den måde! råbte hun nærmest. Det hele gik så hurtigt, og jeg nåede ikke at få et ord indført før hun var ude af døren og på vej over i parallelklassen.

- Anne Maria! råbte jeg efter hende, men hun var allerede væk.

Sukkende pakkede jeg min taske og gik hjemad. Det var alt for meget på en dag.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...