På randen af fornuft

Denne movella er en rigtig fortælling om en episode med digital mobning.

Sofie går i 5 klasse. de sidste 3 måneder har været et helvede med både fysisk og psykisk mobning, men en dag tager det hele en meget mere voldsom drejning og alting ændres.

2Likes
0Kommentarer
713Visninger

1. 1

 

Klokken er 7, det er onsdag morgen. Jeg ligger i min seng og forsøger at få mig selv til at komme ud af sengen. Men jeg har ikke lyst, slet ikke. Jeg ved at jeg skal i skole, jeg ved at de alle venter på at jeg skal gå ind i klassen, og så vil de være over mig som gribbe. Jeg forstå ikke hvorfor at jeg skal igennem dette helvede, jeg har intet gjort dem. " Sofie, det er tid til at stå op, morgenmaden er klar" Min mors råben river mig ud af mine tanker, og får jeg svinger sløvt  bene ud over sengekanten. Jeg tager det tøj på som jeg lagde frem igår, og sætter mit hår i en hestehale. tøjet idag består som altid på det sidste af en langærmet bluse og lange bukser, kun for at skjule de blå mærker jeg har alle steder. Det er drengene der er så hård hændenede, de er fysiske og ikke verbale som pigerne. Jeg går ud i køkkenet " Godmorgen" siger jeg sløvt inden jeg sætter mig ved bordet, hvor tingene til morgen maden står klar. Min mor siger ikke så meget, hun ved at jeg ikke gider at snakke om morgen. Da jeg er færdig med maden, går jeg ud for at blive klar til at tage af sted, det går langsomt, for jo længere jeg kan udsætte det, desto bedre.

Jeg har netop sat min cykel skuret, og er nu på vej ind i klassen, jeg kan høre at de fleste er mødt i klassen. Jeg hænger min jakke fra mig på knagen, uden for lokalet, og trækker vejret en ekstra gang inden jeg går ind i klassen. Da jeg kommer ind bliver der helt stille, alle er stoppet i deres samtaler for at kigge på mig, jeg skynder mig ned til min plads og får sat min taske fra mig, og går derefter mod døren igen, for at komme væk ind til klokken ringer. på vej ud ser jeg ikke at en af drengene, har strukket sit ben ud i min retning, og jeg falder så lang jeg er og ender på gulvet. Forslået skynder jeg at rejse mig og går hurtigere mod døren, på min vej ud høre jeg Mikkel, råbe " du bør nok se dig bedre for, din dumme blondine" jeg ingorer ham og går mod biblioteket. Jeg sætter mig hen til computerne, og går på Arto. Da jeg kommer ind kan jeg se at der som altid er minimum 10 beskeder i gæstebogen. Jeg går ind og kigger, selvom at jeg godt ved at det bare er en masse grimme kommentarer og trusler.

måske du skulle overveje at blive hjemme, ingen gider dig alligevel.

Hvorfor har du overhovedet arto, ingen vil være venner med dig

. gå dog ud og slå dig selv ihjel, du er intet værd. 

Alle er sådan nogen beskeder, jeg skynder mig at slette dem, og logge af da det ringer ind til time. Stille går jeg tilbage til lokalet og kommer heldigvis til at gå lige foran den lære vi skal have. Så jeg da reddet denne gang.

Det ringer ud fra sidste time, jeg har hurtigt pakket mine ting sammen og er ude af døren. Jeg skal bare hjem inden, der når at ske mere. Da jeg kommer ned til skuret hvor min cykel holder, får jeg hurtigt låst den op, og kommer afsted. dog ikke tids nok idag, for i det samme kan jeg høre drengene. Jeg cyklere hurtigere,det bider i lungerne fordi jeg trækker vejret hurtigere. jeg er næsten hjemme da de kommer op på siden af mig, og får mig omringet. jeg smider cyklen og forsøger at komme væk, da jeg mærker en der griber fat i min arm. " helt ærligt so, vi vil jo bare snakke med dig, os skal du da ikke være bange for" stemmen tilhøre Mathias. jeg forsøger at vride mig fri af, lasses greb. Hvilket resultere i at han tager hårder fat. " Av, slip mig" skriger jeg af ham med gråd i stemmen. jeg vender rundt og giver ham en lussing, han slipper mig, og jeg løber " forfanden kælling, tag dog og styr dig, vi gør dig sgu ingen ting og så slår du" jeg kan høre de løber efter mig. jeg springer op af vores trappe, og får døren op og lukket, tids nok til at komme i sikkerhed. Jeg glider langsomt ned af døren og græder og græder. Efter lidt tid, kommer min mor ud, og sætter sig ned til mig og tager om mig. " hvad er der dog sket, Sofie, hvorfor sidder du her, og græder " jeg læner mig bare ind i min mors favn, mens jeg grædene ryster på hovedet " jeg kan ikke mere mor, jeg kan virkerlig ikke klare det mere"  I det samme ringer min mors telefon. Det min storesøster. Jeg ved ikke hvad de snakker om, men jeg er egentlig også lige glad. Min mor kommer tilbage "Kikki siger at du ikke må gå på din arto" jeg kigger op på min mor " hvorfor ikke, hvad er der med mine arto" jeg får hulket mig igennem sætningen, inden jeg rejser mig og går ind i køkkenet hvor computeren står. " jeg vil gerne se din arto" kommer det fra min mor. jeg kigger op og logger tøvende på. kan se at der nye beskeder i indbakken og trykker på åben. 

 

Hvis du møder i skole i morgen, får du slag med jern kæder

Bliv hellere indendøre, man ved aldrig hvad der sker med små dumme piger, hvis de går ud alene

Du burde have så mange tæv, at du aldrig vågner igen

og de fortsatte. " hvor længe har det stået på" det er det eneste der kommer ud af min mor mund. Tårene begynder at trille igen. " Det ved jeg ikke,længe " er det eneste der kommer ud af min mund, inden jeg rejser mig, og går ind på mit værelse. Jeg kan høre min mor snakker i telefon igen, hun er vred. Men jeg er lige glad, jeg kan ikke mere, tænk at jeg kan være så hadet uden at have gjort noget. Jeg finder den stiftblyant jeg har i mit penalhus. Jeg sætter mig på sengen med den og trækker mit ærme op. Jeg begynder at ridse i huden til der går hul. Det gør ondt, men det hjælper på den indvendige smerte. tårene triller mens jeg gør det. Måske var det bare bedst at jeg slet ikke var her. Jeg når ikke at tænke tanken til enden før min mor kommer ind af døren. jeg når kun lige at trække ærmet ned " Kikki har printet det hele ud, og nu har jeg snakket med skole inspektøren og vi skal til møde med hendes forældre" Jeg begynder at hulke og græde endnu mere, mens jeg ryster på hovedet " nej, det må i ikke, så bliver det hele bare værre" min mor kommer hen og ligger armene om mig " Nej, for du skifter skole, jeg har snakket med en inspektør på en anden skole, og du kan komme op og se den her til eftermiddag og starte på mandag" jeg kigger op på min mor og føler mig lettet i det hun siger det. Endelig er der nogen der tager hånd om det. 

En time senere står jeg ud af bilen, og kigger på min nye skole, en høj smilende dame kommer i mod os da vi går gennem skole gården. " Du må være Sofie, jeg hedder Hanne og er inspektør, her på skolen. Den klasse du skal gå i, er godt nok gået for idag, men du kan blive vist rundt og høre lidt om den" hun smiler hele tiden.Vi går hen imod indgangen. " Mange af pigerne i den klasse du skal gå i, spiller fodbold i den lokale klub, spiller du fodbold?" jeg ryster tavst på hovedet, " men det var måske noget jeg kunne starte til" får jeg endelig sagt.

 

En halv time senere, går vi tilbage mod bilen, og solen begynder at skinne, jeg kan ikke lade være med at smile, for nu ser tingene lysere ud.

 

                                                                           {----------------------------------------------------}

Dette er så et lille udsnit af min historie og erfaringer med mobning.

Lidt om mig :)

Jeg er en 20 årig pige, jeg er uddannet social og sundhedsassistent, og er kommet langt siden jeg selv blev udsat for mobning. Efter jeg skiftede skole fik jeg det godt der, men denne gik kun til og med 6 klasse og måtte derfor skiftet igen, her kom jeg til en ny skole, hvor mobningen startede forfra og jeg startede forfra med at selvskade, men dette fik jeg hjælp til at få stoppe og jeg gennemførte og gik ud af 9, med hjælp fra nogle super dygtige lære som jeg havde dengang. Og det viser hvor vigtig en del, også lærene er i dette. Lærene kan gøre meget hvis de ikke bare lukkerne øjene for det der sker.

Med det jeg var udsat for, bliver jeg virkelig sur og trist når jeg læser og ser at andre bliver udsat for den slags, både digital mobning men også verbal og fysisk mobning.

Jeg syntes det er fedt at der folk der tager ud og holder fordrag om mobning, og syntes det er godt at der bliver sat fokus på det med de dokumenterer der er i øjeblikket med både peter mygin og Silas Holst.

Jeg kan ikke andet end at opfordre alle til at gribe ind hvis man ser andre blive udsat for mobning, for mobning ændre folk, for man bliver aldrig denne samme igen.

 

Men med de ord, vil jeg afslutte dette og håbe at jeg med min historie, kan få andre til at tænke sig om, og måske gribe ind, i stedet for at kigge på. Men også få evt. mobbe ofre til at se at der er altid end løsning, og kan man ikke selv finde den kan andre altid hjælper :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...