Project Butterfly.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 6 apr. 2013
  • Status: Igang
//Det føles som om, det var i går, jeg lærte, at livet ikke er en leg. Det føles som om, det var i går, jeg indså, hvordan verden er bygget. Det føles som om, det var i går, han fløj fra mig.// Project Butterfly - Tegn en sommerfugl på dit håndled. Giv den navnet på en du holder af. Hvis du nogensinde tænker på selvskade, dræber du sommerfuglen - du dræber, personen du elsker.
Hun er ung, hun er bange, og hun bliver mobbet. Naja Nielsen, pigen som ingen gider, at have med at gøre. Hun vejer 37 kilo, er 15 år, og skammer sig, over sig selv. I skolen bliver intet bemærket, men bag skærmen, der altid står åben, lever en helt anden verden. De kalder hende fed, de kalder hende grim, de kalder hende alt, hvad hun blot ønsker at slippe væk fra.

119Likes
222Kommentarer
5336Visninger
AA

6. Love me.

Love me.

Med Lonnie ved min side følges vi sammen ind til biologi. Alle de undrende blikke der bliver sendt os, ignorerer jeg blot, men trods Lonnies store smil, kan jeg ikke fremtvinge ét matchende et. For mange ting står uklare i mit hoved, så at jeg bare går, er noget nær et mirakel. Lonnies bare arme er varme, men alligevel føler jeg mig helt kold. Som om hun ikke er lige der, ved siden ad mig. Hun er lige så langt fra, som hun altid er.

Varmen strømmer mig i møde, da jeg træder over dørtrinnet. Gangene er ikke fyldte. Som sædvanligt, har folk fundet deres klasse lokale. Kun musik-, biologi- og natur og tekniktimerne afholdes i andre lokaler end klasselokalet. Skolen er ikke faldefærdig, men den er derimod heller ikke nær ny. Den er vel ved at være omkring tres år gammel, så man skal kun dreje hovedet, og man finder en edderkop i en krog, som pedellerne ikke har bemærket. Som en selvfølge overser jeg ikke alle detaljerne. De blanke gulve, der nok blev vasket for en halv time siden, og som igen bliver vasket klokken fire. De mindre pæne lamper, som hænger fra loftet og tænder når følesensoren kan mærke aktivitet. De plettede vinduer, hvor der nemt kan sidde en gammel klat tyggegummi. Mens jeg går og ser på alle skolens små detaljer, andre nok ikke vil have set, forstyrrer Lonnie mig pludselig med et spørgsmål, så jeg behøver at komme med et uforstående: ”Hvad?”

Hun slår en latter op, men jeg undgår ikke at se de rynkede øjenbryn hun har sig. ”Søde Naja, jeg sagde bare, at vi skulle ind her,” griner hun let. Lettet ånder jeg ud, inden jeg sender hende et nik og følger med hende. En slem stank breder sig i mine næsebor. Med et hæst host vender jeg hovedet til siden, men følger dog trop. Lige da jeg skal til at dreje til siden, for at jeg kan finde min plads, griber Lonnie fast i min arm og hiver mig med hende. Jeg sætter mig ned ved siden af hende og slår så blikket op på tavlen. Vores lærer, Mikkel, kommer gående ind ad døren og med ét, forstummer al lyd.

”Godmorgen alle sammen. Er I friske?” Sammentyggende mumler størstedelen af klassen et svar. Alle sammen ens. Nej. Alle er trætte, uudhvilede og utilfredse med det tidlige mødetidspunkt. Korte sekunder går, før han begynder at forklare dagens opgave vedrørende lungerne og øjnene. Han går rundt blandt alle eleverne og uddeler papirerne, hvorpå opgaverne står. Jeg sukker dybt, finder en blyant og kigger ned på det hvide papir, hvor alfabetets bogstaver danser rundt. Jeg skimmer kort spørgsmålene igennem og fortsætter så til besvarelserne. Da jeg kommer til syvende spørgsmål, får jeg stukket en albue i siden, hvilket får mig til at se undrende op.  Mit blik bliver straks fastlåst af Lonnies, som har et kedsommeligt smil om læberne.

”Kan du ikke lige hjælpe mig her, Naja?” hvisker hun. Hendes blik er afventende. Jeg nikker kort og kigger over på papiret, hun har skubbet her over. Jeg ser hurtigt på hende, men i stedet for at kigge på papiret, sidder hun og stirrer ud ad vinduet. Jeg ryster på hovedet, men kigger så ned på hendes papir igen. Da jeg ser, hun stadig er ved første opgave, sukker jeg håbløst. Hun får ikke gode karakterer i skolen. Det undrer mig bare, at hun ikke har sprunget første opgave over, og forsat ved den næste. Med lette sving skriver jeg svaret ude i siden af hendes papir. Hun kan jo altid hviske det ud igen.

Forsigtigt prikker jeg Lonnie på skulderen. Hun drejer hovedet og kigger uforstående på mig. ”Hvad?” hvæser hun. Med et sæt trækker jeg mig tilbage på min plads og ser undrende på hende. Jeg peger med en rystende hånd på papiret, og lader straks mine øjne koncentrere sig om den næste opgave på mit papir. Men min koncentration ligger ikke omkring emnet ’lunger og øjne‘, men derimod Lonnies lave hvæs. Hun har udelukkende tiltalt mig pænt i dag, så det hvæs åbner nye døre.

Hendes smukke, gennemredte hår lægger så smukt om hendes skuldrer. Hendes øjne kigger tomt ud i luften, mens hendes yndefulde håndbevægelser danner små cirkler på papiret. Der slår det mig, at hun endnu ikke efter ti minutter har skrevet svaret ned på linjen, som jeg som en hjælp skrev ned ude i siden. Trods forvirringen der hersker i luften om mig, lader jeg det passere som så meget andet, og tvinger mig selv til at glemme de mange ubesvarede spørgsmål. Jeg kniber øjnene sammen i frustration, da intet virker. Jeg kan ikke sætte det til side. Hun var som min bedste veninde. Det smil hun sendte mig, er allerede nok til, at jeg ikke kan slippe hende. Der er for mange minder, der binder mig fast til hende. For mange ting der er skyld i, at hendes ord gør så ondt. Hun.. Hun minder mig om ham.

Timen går, og inden jeg ved af det, står jeg op ad en af de beskidte mure i skolegården med Lonnie og hendes venner. Solen skinner. En let brise hænger ved, men solens varme gør, at det kun er behageligt. Børnehaveklassernes grin fylder alt, og det lader dermed et smil placere sig på mine læber, mens en indre glæde blusser op i mig. De løber frit rundt i løse shorts og T-shirts eller en fin, blomstret sommerkjole, al afhængig af hvilket køn de hører til. Nogle af dem løber rundt efter en bold, hvilket får mig til at grine svagt. På samme tid sidder andre og laver sandkager i den store sandkasse, hvor der også står en blå, snoet rutsjebane en del også står i kø til. De er alle sammen så glade, ingen græder. Kun latter kan høres. Frie små børnesjæle.

”Er I klar til i aften?” spørger en dreng ved navn Nicolai. Jeg retter min opmærksomhed mod ham, og kigger uforstående på dem. Lonnie griner sin velkendte latter, trækker en hånd igennem sit hår og klapper mig på skulderen med en blid hånd. ”Jonas, ham kender du godt, ikke?” Jo, jeg kender Jonas. Han er tiendeklasses elev, han har de smukkeste, blå øjne og brunt, pjusket hår. Pludselig lukker jeg alle lyde ude, ikke et eneste barnegrin kan jeg høre. Jeg lukker øjnene og dækker mit ansigt med mine spinkle hænder. Jeg tvinger mig selv til at nikke, inden jeg spreder fingrene lidt, så jeg kun akkurat kan skimte Lonnies mund, der bevæger sig. ”Han holder filmaften, søde, du bliver nødt til at komme,” siger hun lystigt og sender mig et kæmpe smil. Endnu engang nikker jeg og fjerner min hænder, men mit blik ligger på jorden, jeg finder meget interessant i dag.

”Jeg skal lige på toilettet,” mumler jeg usikkert, men med hastige skridt går der ikke lang tid, før jeg står og kigger på mit spejlbillede ude på det stinkende toilet. Jeg mister balancen og falder ind i muren bag mig. Kulden strømmer ind i min krop. En smerte skyder gennem min ryg, men det er kun det, at Lonnie nævnte Jonas, der kører rundt i mit hoved.  Håndvasken anvender jeg som støtte, da jeg træder frem, så jeg kan komme ned i min baglomme, hvori der ligger en kuglepind. Mine øjne svir, og mit hoved dunker voldsomt. I samme øjeblik jeg hiver hætten af kuglepinden, og jeg lader den røre mit håndled, glider en tåre ned ad min kind. Den salte tåre lander i den kalkbelagte håndvask under mig og forsvinder videre ned i afløbet.

Hurtigt har jeg optegnet sommerfuglen omkring mit håndled, der var ved at forsvinde, så kun dets omrids kunne ses. ”Jonas,” hvisker jeg inden jeg lægger mine bløde læber mod den nyoptegnede sommerfugl.

Like me.

 

- - - - -

Jeg opdagede lige, at novelle skal være færdig på fredag, og jeg mangler et kapitel og en slags epilog, så jeg har lidt stres, men håber det går. Lige et emneskift! -Det er virkelig vildt, den her novelle ligger på første side af mest populære noveller i denne måned. Det betyder virkelig så meget, og jeg ved ikke hvordan jeg skal sige tak! Men tak tak tak!

Mangler der noget i dette kapitel? Har ikke rigtig kunne koncentrere mig, desværre. Bare sig til, så ændrer jeg det. Eller jeg kigger på det.. Tusind tak igen, og hav en rigtig god dag, ligesom jeg har! :)

-Signe.^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...