Project Butterfly.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 6 apr. 2013
  • Status: Igang
//Det føles som om, det var i går, jeg lærte, at livet ikke er en leg. Det føles som om, det var i går, jeg indså, hvordan verden er bygget. Det føles som om, det var i går, han fløj fra mig.// Project Butterfly - Tegn en sommerfugl på dit håndled. Giv den navnet på en du holder af. Hvis du nogensinde tænker på selvskade, dræber du sommerfuglen - du dræber, personen du elsker.
Hun er ung, hun er bange, og hun bliver mobbet. Naja Nielsen, pigen som ingen gider, at have med at gøre. Hun vejer 37 kilo, er 15 år, og skammer sig, over sig selv. I skolen bliver intet bemærket, men bag skærmen, der altid står åben, lever en helt anden verden. De kalder hende fed, de kalder hende grim, de kalder hende alt, hvad hun blot ønsker at slippe væk fra.

119Likes
222Kommentarer
5234Visninger
AA

7. Leave me.

Leave me.

Spændt på at se hvad aftenen vil bringe med sig, går jeg og kigger op på den blå forårshimmel. Solen er ved at gå ned, så skyerne har et svagt strejf af orange. Det klæder den lyseblå himmel ganske godt. Træerne rager op over de brogede, gamle, slidte tage, og ser helt sorte ud med den lyse himmel som baggrund. Der er ikke meget lys over byen, og lygtepælene endnu ikke er tændte. En musvit flyver lynhurtigt over mit hoved. Jeg drejer hovedet for at følge den lille, søde fugls vej. Jeg når kun lige at få et glimt af den, inden den forsvinder ind i en trækrone, som er dækket af nye, friske, grønne blade. Jeg vender mig om og fortsætter. Jeg når at høre musvittens kvidren, før jeg er drejet ned ad en sidevej, og det forstummer.

Der går ikke længe, før jeg står uden for Jonas’ hus. Selve huset er hvidt. Det har store vindueskarme, men jeg kan ikke se ind i det hus, jeg ikke har besøgt i noget der føles som hundrede år. Sorte gardiner er trukket for og afskærme uvedkommende for det, de gemmer i huset. Jeg er sikker på, de andre allerede nu er kommet. Alt andet ville være usandsynligt.

Jeg tøver lidt omkring det. Inden for det sidste år, har jeg forandret mig. Lonnie har forandret sig. Scenariet med smoothien kan umuligt være grunden til hendes opførsel mod mig nu. Der må ligge noget bag, men jeg har aldrig haft modet, til selv at undersøge det nærmere. Engang var Lonnie ligesom alle mine andre veninder i klassen. Vi snakkede sammen, når vi følte for det. Vi smilede og sagde godmorgen og farvel, når det passede ind. Der var engang, jeg holdte af Lonnie. Sådan er det bare ikke længere.

Jeg kan mærke tårerne presse sig på. Alt for mange minder kommer væltende tilbage. Jeg føler mig pludselig svimmel og træder af ren refleks et skridt tilbage for at holde balancen. Mit blik søger den kolde, grå asfalt, og i samme øjeblik glider en tåre ud ad øjenkrogen og lander under mig. En lille plet bliver mørk, der, hvor tåren ramte. Hurtigt gnider jeg mig i øjnene, og fjerner derved de tårer, der også er ved at klemme sig ud. Jeg skal ikke græde nu, siger jeg til mig selv. Det her er en ny start. Jeg så den gamle Lonnie i hende i dag.

Den blide aftenvind er skyld i mine halvtørre læber som sprækker. Smagen af jern spreder sig fra tungespidsen og i hele min mund. Let rynker jeg på næsen. Jeg bryder mig ikke om smagen. Jeg bryder mig ikke om blod. Et lettere utilfredst suk glider over mine læber, da jeg træder et skridt frem mod huset. Jeg stopper op, og mærker straks en bidende nervøsitet stige op i mig. Af en eller anden grund, føler jeg mig ikke frisk. Jeg føler ikke, at jeg stoler på dem. Men altid har jeg fået at vide, at hvis jeg vil ændre noget, er jeg også nødt til at gribe chancen, når den er der. Det er det, jeg gør.

Endnu et skridt tættere på kommer jeg, da jeg tøvende træder frem på min højre fod. Der er kun omkring fire meter hen til døren. Jeg kan stadig nå at vende om, og sige, jeg fik det dårligt, hvilket ikke er en hel løgn. Men alligevel føles det ikke muligt, at kunne gå tilbage. Jeg træder igen et skridt frem, og der tager jeg beslutningen. Det er nu, det skal være! Jeg går bestemt og hurtigt hen i mod døren. Med en vild bevægelse banker jeg hårdt mod døren tre gange. Det varer ikke lang tid før døren går op og en stort smilende Jonas står og kigger på mig. Han er et hoved højere end mig. Duften af hans parfume kommer mig i møde. ”Hej,” mumler jeg genert og smiler svagt.

”Hej Naja, lang tid siden!” Hans stemme er høj og tydelig og klinger af glæde. Jeg ryster på hovedet. Ikke som en besvarelse på hans spørgsmål, da det nærmere var en erklæring. Men tvært i mod, er grunden til min hovedrystelse, at jeg skammer mig over de tanker, jeg havde. Det er en ny start det her, og jeg har intet at frygte. Grib din chance, sagde han. Overrasket over at blive trukket ind i et kram, kniber jeg øjnene i. Da det går op for mig, at det blot er Jonas, åbner jeg dem igen og gengælder hans kram. Jeg griner en lys latter da han slipper mig, og kun holder om mine skuldrer. ”Godt at se dig igen,” hvisker jeg. Hans øjne møder mine, og han løfter et øjenbryn. ”Undskyld, hvad sagde du?” spørger han og griner. Jeg ryster afværgende på hovedet og kigger flovt ned i gulvet. ”Ikke noget.”

Sammen går vi ind i stuen. Mit smil forsvinder ikke, da jeg ser Lonnie og tre andre sidde i en sofa med en skål duftende popcorn. Rummet er mørkelagt, så jeg famler mig af sted, og prøver diskret at finde en plads, jeg kan sidde. Et højt bump når mig, og jeg kigger forskrækket til siden. Nicolai sidder på gulvet og ømmer sig, ud efter lydende han kommer med. Jeg sender et undrende blik i hans retning, men Lonnie afbryder. ”Kom, sæt dig her Naja!” Mørket forhindrer mig i at se, om hun smiler, men jeg nikker blot og sætter mig ned med et bump. Der kører allerede en film på det enorme fladskærms tv. Inden jeg giver min koncentration fuldt ud til filmen spørger jeg: ”Hvad ser vi?” og før jeg ved af det, er jeg blevet informeret om, at det er Scary movie 3.

Aldrig har jeg været vild med gyserfilm. Der var engang, hvor jeg så dem, fordi jeg troede, de kunne styrke min facade. At jeg måske ikke ville tage ordene så tungt. For hvis man ser på mig, så kan man se en pige, der er bange for ord. Det har jeg altid været. Min bedste veninde forlod mig engang. Jeg.. Jeg fortalte hende, at jeg var bange for ord, bange for at de ville såre mig. Hun grinte og klappede mig bare på skulderen, som om jeg lige havde fyret en joke af, senere gik det dog op for hende, at jeg havde ment mine ord. Og der, ender jeg igen ved de skrækindjagende gyserfilm. De giver mig mareridt. Det jeg troede var en hjælp, gjorde mig kun svagere.

Vi er noget et godt stykke ind i filmen, da jeg med et sæt rejser mig af forskrækkelse. Undrende kigger de alle på mig. ”Jeg ville bare se om der var noget vi manglede?” lyver jeg, men blodet der stiger op i kinderne, gør at jeg rødmer. Jeg har ikke fået et talent som en god løgner. Jonas’ søde latter fylder rummet og overdøver filmen, hvilket jeg er taknemmelig for. Snart bliver lyden varieret og de andres grin flyver ud af deres åbne munde. Da roen lægger sig atter, udbryder Jonas: ”Slikskålen er faktisk tom, og cola er der heller ikke just meget af, så..” Han går pludselig død i sin sætning, men det gør mig ikke spor, jeg skynder mig bare ud med vindens hast.

Jeg fylder skålen op jeg tog med mig, og henter en ny to liters cola flaske. Tiden ude i køkkenet er alt for hurtigt gået, og jeg begiver mig ind i mod stuen igen. Jeg sætter det på det forholdvist store glasbord. Det giver et lille kling, da glasset og keramikken, som skålen er lavet af, møder hinanden. Jeg placerer mig ved siden af Lonnie igen, og kigger på tv skærmen. Noget er bare forandret. Den samme film kører ikke længere på skærmen.

”Det er da ikke den samme film, vel?” spørger jeg. Lonnie ryster vildt på hovedet, så hendes hår rammer mig i ansigtet. Hun lader ikke til at opdage noget. Derfor træffer jeg den beslutning, også bare at lade det ligge, da det nok ikke var med hendes gode vilje. ”Vi ser The blind side.” Jeg kigger forvirret omkring, da jeg ikke umiddelbart kan genkende stemmen. Men grundet det svage lys, opgiver jeg hurtigt.

Som en selvfølge lader jeg slikket og sodavanden stå. Det er udelukkende sukkerprodukter. Sukker feder. Jeg kan ikke slippe den tanke, at de personer der sidder om mig, har kaldt mig fed. Mit humør falder til bunds brat, da tanken slår mig. Måske har de kun inviteret mig med, fordi jeg har tabt mig. Måske synes de ikke, at jeg er fed mere. Der er så mange spørgsmål, jeg ikke kan få besvarelsen af, men nogle af dem, vil jeg måske også helst undvære.

Jonas, Nicolai og de to andre ignorerer Lonnie og mig, mens hun begynder at hviske i mit øre. ”Naja, skal du ikke have noget?” Hurtigt og bestemt ryster jeg på hovedet, og sender hende et smil, selv om jeg er i tvivl, om hun overhovedet kan se det. Men da hun insisterer endnu en gang, er jeg sikker på, at hun så min hovedrysten. ”Jo, kom nu, Naja, det smager jo godt. Hvorfor ikke?” bliver hun ved. Jeg skal lige til at afslå igen. Jeg kommer i tanke om, at det her er en ny start. Jeg skal tage chancen, når den er der. Så lige da det afgørende ’nej’ ikke kommer, griber Lonnie fat i slikskålen og lægger en hel håndfuld slik på mit skød. Forsigtigt tager jeg det op i hånden og mumler et tak. Det ser næsten giftigt ud. Så fedtet. Og så er der oven i købet også sukker oven på. Langsomt lægger jeg et stykke på tungen, efter jeg har åbnet munden, og det hele eksploderer på min tunge, i min mund. Pludselig kommer en lyst til mere, så jeg gumler livligt og glædesfuldt på den lille sukkerbesatte vingummi.

Før jeg ved af det, har jeg spist alle vingummierne i min hånd, og jeg rækker armen ind over bordet, for at få fat i nogle flere. Jeg skovler dem grådigt i mig. Sådan går det. Igen og igen og igen. Jeg bestemmer ikke længere selv over mine handlinger, jeg gør det bare og kan ikke forklare hvorfor. Jeg får øjenkontakt med Lonnie, som bare sidder og smiler tilfredst. Jeg fylder min hånd op igen og nyder smagen fra en saltlakrids. Det er så lang tid siden, jeg sidst har fået slik, at jeg ikke erindrer, hvilken smag det har. Det føles vidunderligt, og som min egen heroin, kan jeg ikke få nok. Selv om jeg ikke har godt af det, siger en stemme i mit hoved, så føles det fantastisk, og at stoppe er umuligt.

Jeg ved ikke hvor meget slik jeg har skovlet ind, for bagefter at skylde ned med et glas cola eller to, men jeg kan ikke få mere ned. Den ubeskrivelige, fantastiske befrielse af, at jeg ikke længere har en kost på højst tre stykker frugt om dagen. Endnu et spørgsmål er blevet mig besvaret. Det er ikke nødvendigt at tabe sig knap et halvt kilo om ugen. Sådan behøver det ikke at være. For, det er en ny start.

Det hele synes at være så godt, da vi nu er godt inde i en fjerde film. Men øjeblikkeligt bryder en kvalme frem i mellem den dejlige eftersmag jeg har i munden. Jeg slår en hånd for munden, og ser panisk op. De andre har ikke lagt mærke til noget. Vi har også skiftet pladser, så jeg ligger nu på en madras på gulvet. De er opslugte af filmen. Jeg beslutter mig for at ignorere kvalmen. Hvis jeg ikke tænker på den, forsvinder den, håber jeg. Jeg ligger mig om på siden, mens jeg desperat prøver at finde noget andet at tænke på. Jeg presser hårdt mine øjne i. Kvalmen forsvinder ikke, den vokser blot.

Med en hård bevægelse og støtte fra mine hænder griber jeg hurtigt slikskålen, vender bunden i vejret. Alt ryger op af mig. Det plasker ud i skålen, ved siden af, over alt. En forfærdelig smag fylder min mund, og resten af det jeg har spist i dag ryger op. Der er bræk i mit hår, om min mund, på mit tøj og på madrassen. Forpustet er mit åndedrag. Jeg kan slet ikke få vejret. Jeg skal lige til at sige undskyld for ulejligheden, da det pludselig vælter ud igen. Jeg bukker hovedet forover. Jeg prøver at fjerne mit klamme hår, men det eneste der kommer ud af det, er at jeg nu også har bræk på mine fingrer.

Jeg kigger op igen og vender mig mod Lonnie. En blitz skær mig i øjnene og blænder mig. Forvirret fjerner jeg mit blik. Jeg gnider mig i øjnene med bagsiden af hænderne. ”Hvad laver du?” spørger jeg forvirret, efter jeg har fjernet mine hænder og kigger uforstående på dem. Et højt, falsk grin flyder ud over Lonnies læber. ”Helt ærligt, Naja, Naja, Naja. Hvor dum har man lov at være? Du har været så let, så naiv. Hvad foregår der oppe i dit lille, dumme hoved?” Og der slår det klik for mig. Pludselig falder min facade. Tårerne vil ud. Jeg rejser mig med ét op, og jeg styrter ud i entreen.

Stanken af bræk hænger om mig, og den bliver kun værre, når jeg bevæger mig. Jeg får hurtigt sko på, og min jakke hænger jeg over armen. Jeg farer ud af døren og smækker den med et brag. Med tårer der rindende løber ned ad mine kinder og slører mit blik, stikker jeg hånden i lommen. Jeg tager brevet i min jakkelomme op og lader det med en rystende hånd glide ned i postkassen. Det sidste jeg gør, inden jeg løber, alt hvad jeg kan, er, at hviske tre små ord. ”Jeg elsker dig.”

Leave me.

 

- - - - -

Hej folkens :)

Hvor har i været dejlige alle sammen. Jeres kommentarer, likes og favoritlister har gjort mig oven ud lykkelig. Den her novelle er kommet på første side af mest populære i denne måned, dog er den ikke det mere, fordi andre dejlige forfattere har overtaget pladsen.

Kapitlet skulle have været udgivet i går, men jeg havde gæster, så det var der ikke mulighed for. Sidste rigtige kapitel, det er det her. Der kommer en lidt anderledes slutning i morgen og så forfatterportrættet. Hvis kapitlets sidste beskrivelser blev forfærdelige, så sig rigtig gerne til, så kigger jeg på det, men jeg smutter i seng nu.

Tusind tak for alt, jeg elsker jer alle! Desuden, så vær lige stolt, det her kapitel er hele TUSIND ord længere end de andre :)

-Signe.^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...