Project Butterfly.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 6 apr. 2013
  • Status: Igang
//Det føles som om, det var i går, jeg lærte, at livet ikke er en leg. Det føles som om, det var i går, jeg indså, hvordan verden er bygget. Det føles som om, det var i går, han fløj fra mig.// Project Butterfly - Tegn en sommerfugl på dit håndled. Giv den navnet på en du holder af. Hvis du nogensinde tænker på selvskade, dræber du sommerfuglen - du dræber, personen du elsker.
Hun er ung, hun er bange, og hun bliver mobbet. Naja Nielsen, pigen som ingen gider, at have med at gøre. Hun vejer 37 kilo, er 15 år, og skammer sig, over sig selv. I skolen bliver intet bemærket, men bag skærmen, der altid står åben, lever en helt anden verden. De kalder hende fed, de kalder hende grim, de kalder hende alt, hvad hun blot ønsker at slippe væk fra.

119Likes
222Kommentarer
5073Visninger
AA

4. Hurt me.

Hurt me.

Den eneste belysning der er, er gadelamperne ved fortovet. De lyser gaden så småt op, men himlens buldrende mørke kan ikke overdøves. Jeg har aldrig været vild med mørke, og slet ikke at være ud om aftenen, når det er mørkt. Det har altid bragt en hvis uro over mig, som jeg ikke kan forklare. Mine ben fejer hen ad fortovet. Jeg fór sammen, da jeg hører en kat pibe, og med ét sætter jeg tempoet op. Selvom jeg godt ved, det bare er en kat, en uskyldig lille kat, der sikkert kun er ude for at finde en spidsmus, så kan jeg ikke lade være med at bekymre mig. Det kunne lige så godt have været en kriminel, fuld mand. Man ved ikke, hvad mørket skjuler, det er derfor jeg frygter det.

Det varer ikke lang tid, før mit hus dukker op som en silhuet blandt de mange andre. Månen står højt på himlen. Det er nymåne. I blandt den er stjernerne. Det smukkeste der findes. De lyser hele verden op om natten, men solen overtager deres job om dagen, hvilket faktisk er synd.

I samme øjeblik jeg træder ind ad døren til mit hus, lukkes stjernernes skær ude. Mine forældre er endnu engang ikke hjemme, for som altid, arbejder de til langt ud på natten. Men det gør mig ikke noget, for de ligger dermed ikke mærke til min alt for store aktivitet på nettet og mine ringe spisevaner.

Jeg slæber mine fødder hen ad gulvet, hvorefter jeg placerer mig i den sorte kontorstol, der altid har stået ud for skrivebordet med computeren. Computeren står tændt efter enkle, lange sekunder. Jeg lægger min hånd på musen, og lader med en flydende bevægelse pilen trykke på mail ikonet i hjørnet. Jeg giver computeren tid til at indlæse mine mails, så imens åbner jeg Facebook. Selvom jeg godt ved, der ikke vil komme noget godt ud af det, føler jeg mig tvunget til det. En af årsagerne til de ved, det rammer mig så hårdt.

Jeg har fået en besked fra Victor. En fra Marie, og en fra Lonnie. Jeg ved min selvtillid bunder, når jeg først har læst beskederne, men det er som en psykisk tvang, så jeg undlader ikke at kigge dem. Victors besked er som alle andres. Hadefuld, svinende og sårende. ”Du er en fed lille nar, hvordan kan du holde ud, at se dig selv i spejlet?” Jeg ryster let på hovedet. Mit blonde, tynde hår lægger sig blidt om mine skuldrer. Jeg ved det ikke er sandt. Jeg er ikke fed! Men .. Tårerne presser sig på, da jeg hører et bip fra computeren, som besked på at alle mine mails er tikket ind. Dog venter jeg med at kigge, og ser i stedet på hans besked igen. Mit udsyn er blevet sløret på grund af tårerne, men alligevel læser jeg det igen. Det skal sidde fast på min nethinde. Det gør alle de mange hadebeskeder de har tilsendt mig. ”Alle ved hvad en idiot er, men når man ser på dig, bliver man pludselig i tvivl!” – ”En horeunge er, hvad du er. Din mor må være lykkelig over, hun ikke fødte et grimmere barn end dig.” – ”Hvad gør de to stavelser ’Na’ og ’ja’ til sammen? Svaret er: Sindssyg, nudistelskende narkoman. Haha, den var god, synes du ikke?”

Marie har ikke skrevet noget, der skiller sig ud fra de mange andre meddelelser. Men det er Lonnies besked, der fanger min opmærksomhed. ”Sikke smuk du er, søde Naja, hvorfor ser jeg dog ikke ud som dig her?” Hendes ord er uforståelige. Jeg ruller længere ned på siden, og trykker på det vedhæftede link. Det synes at vare en evighed, før den ny oploadede side, viser sig.

                      Lonnie Poulsen

Nogensinde set en yndigere pige? Nej, det tænkte jeg nok. Hun er jo ikke til at udstå, eller hvad siger i? Like hvis i ikke har set en grimmere skabning før!

Synes godt om – Tilføj kommentar – For 4 timer siden

Et billede af mig i nattøj med en hårbørste i hånden oplyser skærmen. Mit hår står ud til alle sider, mens min make-up hænger ned i hele ansigtet. Tydeligt husker jeg den morgen. Mit humør var ikke til at drive bort, det hele var bare en dans på roser. Men aldrig har jeg haft nogen forestillinger om, at de stod og tog billeder af mig. Frygten hober sig pludselig op, da jeg ser en af de mange kommentarer, der er lagt. Deres ord vil have indflydelsen af mine kommende valg.

Med en voldsom bevægelse griber jeg en kuglepind, der blot ligger og flyder på bordet. Jeg drejer den øverste del rundt, så kuglepindens hoved kommer frem. Jeg presser den mod mit håndled, og genoptegner sommerfuglen. Tro, håb, og kærlighed. Det er sommerfuglens eksistens.

Jeg lader mine øjne studere den nyoptegnede sommerfugl, hvorefter jeg forsigtigt og langsomt kysser den. Beroliget af sommerfuglen begiver jeg mig ud i kommentarernes stødende ord. ”Hvis man kunne like mere end en gang, havde jeg skam gjort det!” –Dorte Vildgaard. Kommentaren har fået syv likes. Tårerne strømmer snart ned ad kinderne på mig, tænker jeg. Jeg kan mærke hvordan mit hjerte banker hurtigere, da jeg skroller op på siden og ser billedets antal likes. 37 personer synes godt om dette, står der. Hurtigt åbner jeg siden, hvorpå der står alle navnene, på personerne der synes godt om billedet.

Noah Aahal – Rasmus Mikkelsen – Kastanje Rostrub – Lilly Gren – Amanda Ludvigsen – Kristian Drud

Navnene fortsætter. Størstedelen af dem kender jeg ikke. De må enten være slægtning til Lonnie eller nære venner, jeg ved det ikke, men aldrig har jeg set dem før. Uden nærmere eftertanke lukker jeg computeren, tramper såret op på badeværelset. Endnu en kommentar om jeg er fed, så jeg lige inden jeg slukkede computeren. Jeg hiver vægten frem fra skabet. Langsomt tager jeg det afgørende skridt op på den. Tallene begynder at kure rundt, inden den fremfinder det endelige tal. 36, 2. Jeg har tabt mig – Igen.

Sukkende sætter jeg mig ned på gulvet, og hiver mine knæ op under mig. Mit hoved lægger jeg på min knæ, mens jeg lukker øjnene i. De adskillige beskeder der bipper ind på min mobil, på Facebook og ikke mindst de ord jeg får smidt i hovedet, er skyld i, jeg gang på gang, er ved at bukke under for sommerfuglen. Jeg savner min sommerfugl. Jeg savner dengang, jeg kunne løbe frit omkring og være.. Mig? Jeg savner den gamle pige der var inden i mig. Hende som elskede sine venner, og hende som var sig selv. Hende som ikke frygtede noget. Hende som ikke frygtede sig selv.

Jeg slår øjnene op, og stirrer direkte ind i mine egne mørkeblå øjne. De afspejler sorg. Vrede. Savn. Min smalle næse sidder midt i ansigtet, mens mine svagt lyserøde læber sidder derunder. Jeg er ikke fed, jeg er ikke grim, jeg er bare mig.

Refleksionerne af lyset er smukt. Uforklarligt, bizart og stærkt. Som mig.

Hurt me.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...