Project Butterfly.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 6 apr. 2013
  • Status: Igang
//Det føles som om, det var i går, jeg lærte, at livet ikke er en leg. Det føles som om, det var i går, jeg indså, hvordan verden er bygget. Det føles som om, det var i går, han fløj fra mig.// Project Butterfly - Tegn en sommerfugl på dit håndled. Giv den navnet på en du holder af. Hvis du nogensinde tænker på selvskade, dræber du sommerfuglen - du dræber, personen du elsker.
Hun er ung, hun er bange, og hun bliver mobbet. Naja Nielsen, pigen som ingen gider, at have med at gøre. Hun vejer 37 kilo, er 15 år, og skammer sig, over sig selv. I skolen bliver intet bemærket, men bag skærmen, der altid står åben, lever en helt anden verden. De kalder hende fed, de kalder hende grim, de kalder hende alt, hvad hun blot ønsker at slippe væk fra.

119Likes
222Kommentarer
5045Visninger
AA

5. Heal me.

Heal me.

Frygten for hvad Lonnie vil gøre, fylder alt. Jeg er ikke i stand til, at tænke klart, og en følelse af, at blot ét forkert skridt herhjemme vil blive min staf i skolen, overmander mig. En meget præcis tegning over dagens program er tegnet i mit hoved, mens den kører replay. Igen og igen viser jeg mig selv programmet for hvert skridt jeg skal tage, således også hvert eneste ord jeg skal sige i dag. Det runde ur på væggen tikker mig et sekund nærmere, og blot efter tres tik, er der derved også et mindre minut. Min krop bliver anspændt af hvert eneste af tikkene – jeg kan ikke finde ro. Klokken er 04:57, hvilket betyder, jeg har siddet i den samme stilling i præcis en time og niogfyrre minutter. Og tilbragt hver og et sekund med, at stirre på de rettidige visere, der lige så langsomt flytter sig. Det synes bare ikke at gå så langsomt, som så. Jeg har hørt seksten tik mere.

Morgenen er tidlig, men jeg føler mig hverken træt eller døsig. Det er en umulighed at sove. Jeg har ligget lysvågen siden 02:14, og på akkurat samme facon kan jeg mærke håbløsheden snage, som jeg altid kan. Denne morgen bygger bare op med nervøsitet, skræk og anspændelse lige så meget som håbløsheden bærer inde med. Alle mine muskler spænder, hvilket nok lader mig gå med en øm krop om en dag eller to.

Da klokken endelig bliver fem, beslutter jeg langt om længe, at få noget ud af dagen, da det ikke er muligt at pjække fra skole. Med støtte og hjælp fra mine spinkle, tærede hænder sætter jeg mig op, men skal lige vende mig til balancen, hvorefter jeg lægger vægten i mine ben, og rejser mig. Ude på badeværelset er vægten gemt langt ind under en masse skrammel. Ligesom jeg selv. Et spejlbillede af mig selv kommer frem på spejlet, som jeg går frem, på mine bare tær på det kolde gulv. Mine øjne er matte og trætte, men det er såvel kun min hjerne der har brug for den søvn, der viser sig, ikke min krop.

Med lette svirp og bevægelser står jeg lettere påklædt det tøj, jeg fandt frem i går aftes. Det eneste jeg i sag har undladt at påføre mig, er strømper. Om morgenen og om aftenen er det ganske vist koldt, og kulden bider sig i hud og skind, men når den første klokke har ringet til frikvarter, og alle børn som unge er løbet ud i skolegården og på boldbanen, er solen bagende. Mit tynde, lyse hår sætter jeg til forskel op i en hestehale, i stedet for at have det liggende om skulderne, som jeg altid har det. Lonnie skal ikke forhindre mig i, at være mig. Selvom det meget enkelt ses, at det er det, hun gør.

Make-up er ikke en del af min natur, så i stedet låser jeg badeværelsesdøren op, og går ind til mit skrivebord, hvor der som altid står en bøtte med diverse skrivemidler. En ellers helt normal kuglepind vælger jeg, men det er kuglepinden, jeg altid bruger til at tegne sommerfuglen, så den er helt speciel. Kuglepinden er lige så meget en del af ritualet som sommerfuglen, så hvis jeg udskiftede den, ville jeg udskifte min sommerfugl. Jeg har ikke andre, jeg elsker, så at udskifte kuglepinden og dermed sommerfuglen, ville være det samme som at give slip på alt. Kasserer alt.

Med lette sving er en ny sommerfugl optegnet, og jeg går ned i køkkenet, mens jeg efterlader min kuglepind i bøtten med de resterende skrivemidler. I køkkenet fylder stilheden alt. Mine små skridt kan med lethed høres, mens jeg lister hen til køleskabet. Lyset skærer i øjnene, da jeg åbner køleskabslågen. Tilfældige madvarer står rundt omkring på det plads, det har. Der i blandt vælger jeg en mørkerødt og grønt æble, lægger det på køkkenbordet, hvorefter jeg lukker køleskabet og finder en lille pakke kiks. Sukkerfri selvfølgelig. Jeg har en teori om, at så længe jeg holder mig til de daglige måltider, der er på dagen, med tyggegummi som mellemmåltider, så går det hele. Men hverken frokost eller aftensmad består af meget mere end dette. Jeg har lært at vende mig til det, så det er ikke noget problem. Jeg har intet problem ved at køre en hel dag på dette. Dog er der enkle dage, hvor jeg dropper måltiderne helt, og holder mig til mit sukkerfrie tyggegummi og Cola light, for der er koffein i.

Jeg trækker kort en stol ud, som skraber mod gulvet i en høj, ubehagelig lyd. Jeg skærer en grimasse over lyden, men fortsætter dog videre, at sætte mig ned.  Med kniven i min hånd, varer det ikke længe, før jeg står med et udskåret æble, da jeg har det lettere ved at spise, hvis det er udskåret i både. Kniven lægger jeg i vasken, og lader dermed mine forældre tage sig af det. De har ikke noget i mod det, det ved jeg.

Jeg sidder, fri for mine tanker der piner mig, i en tom, døsig søvn. Det varer dog ikke længe, før en lægger sine hænder på mine bare skuldrer, og rusker blidt i mig. Jeg misser et par gange med øjnene, og kigger forundret op på et dobbelt ansigt. Forsigtigt gnider jeg mig i øjnene, for at få styr på mig selv. Da jeg igen kigger på personen, er det helt klart for mig, at det var min mors spinkle hænder, der ruskede mig. ”Godmorgen,” mumler jeg. Det bliver gengældt af et smil, inden min mor haster ud af køkkenet, og skynder sig ud på badeværelset, før min far optager det. De skal begge møde klokken 06:15, og er ikke hjemme før efter midnat. Jeg derimod bor 1½ time fra skolen, så har også grund til, at stå tidligt op. Klokken otte skal jeg møde hver morgen, mens jeg delvist har fri ved to tiden og tre tiden de fem dage i ugen.

Så snart jeg har rejst mig, kommer frygten snigende igen. ”Vi ses, mor,” mumler jeg, og skynder mig så ud af døren, da jeg har taget mine ballerinaer og korte sommerjakke på. Bag mig smækker jeg døren, og går hen til det sædvanlige busstopsted. Der er to minutter til bussen skal være der. I min baglomme finder jeg mit tyggegummi, og som min underholdning tygger jeg på det. Bussens hjul mod asfalten hviner, da den kommer. Med mit klippekort i hånden, træder jeg ind i bussen, og lader buschaufføren klippe mit kort, som han ønsker.

Syv rækker nede i bussen finder jeg min sædvanlige plads, og slår mig ned. Jeg sidder hele turen og stirrer ud ad vinduet, hvor alle træerne, husene og bilerne drøner forbi. Himlen er oplyst af morgenrøden. Solens står stadig lavt på himlen, men lidt efter lidt hæver den sig op over Helsingørs lave tage. Det hele kører i samme mønster som altid. Bussen drejer når den skal, de sædvanlige genstande forsvinder i horisonten bag os, når vi er kørt forbi dem, og ruden er alt i mens kold mod min kind, der ligger på op ad den.

Minutterne går, bussen kører, og i samme øjeblik jeg hører mit navn blive råbt, træder jeg ud af bussen. Den kolde morgenluft kommer mig i møde, mens jeg går med korte skridt mod dem. Vinden river i mit hår, men jeg bider ikke mærke i det, som jeg normalt plejer at gøre. Nervøsiteten skrider frem i min krop igen, og pludselig fryser jeg ikke. Min krop er brændende. Jeg løfter mit blik fra asfalten, da jeg når hen til dem. Lonnie har placeret sig i spidsen. Mine øjne møder hendes. Hun smiler et let smil, inden hun misser med sine lange, sorte, mascara beklædte øjenvipper.

Hendes hånd sniger sig ned i hendes lomme, så jeg kort efter får lagt hendes mobil i hånden. Hun går om på den modsatte side af mig, så jeg står med ryggen til hende. Over mine bare skuldrer, strækker hun sine tynde, perfekt arme og skriver sin kode. En ventetid på fem sekunder, og hun er inde på Facebook. Jeg kigger op, vender hovedet og følger hendes bevægelser, til hun igen står foran mig med sit fine smil, som hun lader poppe op på sine læber.

”Læs det,” smiler hun med sin silkebløde stemme. Jeg lader min øjne glide over teksten og billederne, før jeg igen har ladet mit blik møde hendes. Hun nikker igen mod mobilen. Jeg skroller ned på siden. Hele hendes profil viser sig for mig, hendes billeder, kommentarer, alt. Men ingen billeder af mig kommer frem, ingen stødende ord omtalende mig, ingen ting. Billedet jeg så i går, dets kommentarer, det er væk.

”Hvad har du gjort?” Forvirret, undrende og overraskende glad kigger jeg med store øjne op på hende. Hun er altid iklædt hendes falske smil, men jeg kan ikke finde det, som jeg plejer. Hun virker anderledes. For lidt siden var hun den samme som altid, men efter jeg har set hendes profil, ser jeg intet andet end en smilende Lonnie. Måske er hun ikke så slem endda. Al nervøsitet er blevet erstattet. Erstattet af en gejst, som Lonnie er skyld i.

”Jeg synes vi er kommet lidt skævt ind på hinanden. Er du klar på en frisk?”

Heal me.

                                                                                                  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...