Project Butterfly.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 6 apr. 2013
  • Status: Igang
//Det føles som om, det var i går, jeg lærte, at livet ikke er en leg. Det føles som om, det var i går, jeg indså, hvordan verden er bygget. Det føles som om, det var i går, han fløj fra mig.// Project Butterfly - Tegn en sommerfugl på dit håndled. Giv den navnet på en du holder af. Hvis du nogensinde tænker på selvskade, dræber du sommerfuglen - du dræber, personen du elsker.
Hun er ung, hun er bange, og hun bliver mobbet. Naja Nielsen, pigen som ingen gider, at have med at gøre. Hun vejer 37 kilo, er 15 år, og skammer sig, over sig selv. I skolen bliver intet bemærket, men bag skærmen, der altid står åben, lever en helt anden verden. De kalder hende fed, de kalder hende grim, de kalder hende alt, hvad hun blot ønsker at slippe væk fra.

119Likes
222Kommentarer
5189Visninger
AA

3. Hate me.

Hate me.

Skolens blanke, våde gulv genskinner lyset fra de gullige lamper. De har altid hængt der, så det var ikke just det, jeg bed mærke i. Tvært i mod var det, den samlede flok henne ved klasselokalets dør. De lader ikke til, at have set mig endnu, men jeg er alligevel utryg. Jeg kan nemt genkende dem. Bare deres udstråling siger alt. Pludselig går mine ben i stå. Jeg kan ikke gå der hen, når de er der. Især ikke hvis jeg skal passere dem. Jeg ved allerede nu, at det vil være, som at begå en stor forbrydelse. Det vil aldrig blive glemt, og vil altid hænge over mit hoved som en plage. Jeg vil altid blive hængt op på det.

Jeg kan ikke fratvinge mit blik fra dem, det er som limet fast derpå. Det føles umuligt, at skulle sætte fokus på andet, end lige dem. En prikken i mine oplyste øjne mærkes, men jeg kan ikke andet, end at tænke på, hvornår de opdager mig. Jeg vil ikke kunne stå her i meget længere tid, før de igen er efter mig, det ved jeg. Men jeg kan ikke. Der er så mange ting jeg ikke kan. Så mange ting der føles umulige, og dog, det er på mange forunderlige måder lykkedes mig, at agere på det de har beordret mig til, og der kan jeg se, intet er umuligt.

Mit hjerte hopper helt op i halsen på mig, og jeg fryser fast. Jeg tager en dyb indånding og holder den i lungerne, der udvides drastigt, inden jeg lader det slippe ud igennem mine læber, der har adskilt sig et par millimeter. Kort, beroligende og ulykkeligt. ”Det var godt, Naja, bliv du her,” grinede hendes forpulede stemme. Jeg tør ikke vende mig, jeg kan ikke vende mig, blot for at undslippe hendes frygtelige blik. Jeg ved, at jeg i dag også ender der hjemme, og endnu engang har jeg nær dræbt sommerfuglen.

Få sekunder efter træder hun om bag mig. Jeg kan mærke hendes varme ånde mod min hals. Hun strækker sig lidt og hvisker i mit øre: ”Hvorfor så nervøs? –Vi gør dig ikke noget, så længe du gør hvad vi siger.” Hendes stemme er hvislende, og får hårene til at rejse sig på mine arme og ben, og ligeledes løber det koldt ned ad min ryg. Uroligt ryster jeg på hovedet. Jeg tøver ikke på det. For jeg ved, hendes ord ikke er sande. Nogle vil sige, jeg er paranoid. Nogle vil sige, jeg er dum. Men jeg vil sige, at jeg nægter.

”Nu gør du som jeg siger, ellers kan jeg lige så let, sørge for, at du vil fortryde det,” hvæser hun, og griber fat i mine skuldre. Med en hård, fast bevægelse river hun mig rundt, så jeg står ansigt til ansigt med hende. Hendes mørkgrønne øjne stråler af en glød, en glød af magt. En magt hun misbruger, og det går ud over mig.

”Nej, det ha-” ”Husker du måske dette billede?” Hun stikker sin glitrende iPhone op i hovedet på mig, og blinker let med øjenvipperne. De er belagt med sort mascara, der af et tyndt lag sølv-øjenskygge bliver fremhævet. Hun er smuk. Hendes mørkebrune slangekrøller ligger blidt om hendes skuldre, og hopper en gang da hun tager et lille skridt mere i mod mig. Der er vist et billede af mig på hendes skærm. Hvor hun har fået det fra, ønsker jeg ikke at vide, jeg lader bare erindringerne fra den aften fremhæver sig, og slynger mig ind i en anden verden.

Kulden bider i mig, på trods af jeg ellers har taget min forårsjakke med uld i, på. Mine øjne glider hen af de adskillige butikker, jeg går forbi. Ingen af dem ejer hvad jeg søger. Fremstillet i en genbrugsbutik står alligevel, den kjole jeg hellere end gerne vil bære til min konfirmation. Dens stropløse overdel mønstrer smukke blomster. Perlerne er syet så enkeltvist på, men alligevel synes det at være så samlet et billede, det danner, at det udsender et budskab om sammenhold. Den har et tilhørende cremefarvet bælte, men en lille sølv sløjfe. Den nederste del af kjolen, er det, der giver den et præg af glamourøs holdning. Den er dannet af tynde, overlagte flænser i samme cremefarvede farve som resten af kjolen. –Jeg må eje den.

Forsigtigt træder jeg ind i butikken og kigger rundt. Der står en midaldrende dame, hvis ansigt er opbygget af rare træk. Hun er en dame, jeg helt klart ville synes godt om. ”Kjolen i udstillingsvinduet, hvad koster den?” spørger jeg og peger derhen. Hun nikker smilende. Hun går forbi mig med elegante skridt og finder prisskiltet frem. Langt om længe følger jeg hendes gang, så jeg kan komme tættere på og dermed se prisen. På nøjagtig samme tid med jeg får øje på tallene, siger damen: ”900,- Er det noget du har råd til?”

Ærgerlig og skuffet ryster jeg på hovedet, og kigger så ned på det blanke stenbelagte gulv. Jeg elsker virkelig nuancen på kjolens farve, arkitekturen, virkelig. Med mit bundfaldne humør trasker jeg ud ad butikken, og sætter kursen mod den stenbelagte mur, hvor bag står de opfriskende smoothies, jeg mere end noget andet har brug på nuværende tidspunkt. Der går ikke lang tid før jeg igen er ude af butikken, denne gang har jeg bare en blåbærsmoothie i hånden.

Opsat på at nå hjem inden regnen vil styrte fra himlen, går jeg i et vakst tempo, mens mit blik studerer jorden under mig grundigt. Skyerne har trukket sig sammen, og himlen er grå. Det varer ikke længe før kulden bider endnu mere igennem min jakke. Varsomt trækker jeg min jakke tættere ind mod mig, selv om det egentlig ingen forandring har.

Uden at se mig for, træder jeg direkte ind i en person, som ikke lader sit skrig dæmpes af den grund. Forskrækket kigger jeg op fra jorden, og ser til min forfærdelse, Lonnie. Hendes tøj er plettet adskillige steder på grund af blåbærsmoothien, som jeg udelukkende er skyld i. ”Naja!” Hendes skrig giver nærmest genlyd i gaden, og snart ligger alles blikke på os.

”Du vil fortryde det her,” hvisler hun ud mellem sine sammensnørede læber. Inden jeg overhovedet når at undskylde, bare opfange hvad hun har sagt, er hun væk. Det eneste jeg husker, er hendes lynende øjne der kunne dræbe.

Jeg kigger ned ad mig selv, og ser da en lige så indsmurt mig som Lonnie var. Sukkende går jeg videre men spærrer øjnene vidt op, da jeg mærker en blitz skærer forbi mig. Jeg prøver at få overblik over situationen, men endnu en blitz blænder mig, så jeg derpå træder et skridt tilbage og vælter bagover. Jeg mærker et hårdt stød i ryggen af kantstenens massive sten. Hele min krop synes lammet, og sekunder varer evigheder.

Et sidste blitzskud kan jeg føle før det hele bliver sort, og intet andet end en summende lyd kan jeg høre.

Hele scenariet bliver genspillet i min hukommelse. Jeg husker det, som var det i går. Det var der, det hele startede. Det var der, jeg for første gang så fremtiden i øjnene. Det var der, jeg fandt min sommerfugl.

Uden en mine nikker jeg, og kan mærke min øjne er blanke. Hvis det billede bliver lagt på Facebook, vil det være som at genopleve i fjor. At opleve noget, jeg ikke er i stand til. ”Perfekt,” smiler hun falsk, ”Du møder mig i morgen ved cykelskurene, forstået? Hvis ikke du dukker op, skal jeg nok personligt sørge for, du frivilligt kommer næste gang.”

Hun vender om på hælene, og lader mig stå tilbage, alene, med endnu en byrde på skuldrene. Jeg skal træffe et valg, på meget få timer. Jeg vil ikke gå derhen af egen vilje, men hendes trussel gør mig nervøs, og hendes form for trusler, er afprøvet en del gange før. Jeg går en nat i møde uden nogen form for søvn, det er helt sikkert.

Hate me.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...