Project Butterfly.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2013
  • Opdateret: 6 apr. 2013
  • Status: Igang
//Det føles som om, det var i går, jeg lærte, at livet ikke er en leg. Det føles som om, det var i går, jeg indså, hvordan verden er bygget. Det føles som om, det var i går, han fløj fra mig.// Project Butterfly - Tegn en sommerfugl på dit håndled. Giv den navnet på en du holder af. Hvis du nogensinde tænker på selvskade, dræber du sommerfuglen - du dræber, personen du elsker.
Hun er ung, hun er bange, og hun bliver mobbet. Naja Nielsen, pigen som ingen gider, at have med at gøre. Hun vejer 37 kilo, er 15 år, og skammer sig, over sig selv. I skolen bliver intet bemærket, men bag skærmen, der altid står åben, lever en helt anden verden. De kalder hende fed, de kalder hende grim, de kalder hende alt, hvad hun blot ønsker at slippe væk fra.

119Likes
222Kommentarer
5050Visninger
AA

2. Den sorte sommerfugl.

Jeg ligger, stirrer ud i luften og venter udelukkende på, der sker noget, som trækker mig ud af den trance jeg er i. Her føles så tomt, når jeg ligger, alene, hvor ingen lyd høres, udover mit åndedrag og hjerteslag der bevares. Min brystkasse løfter sig, hver evig eneste gang jeg trækker vejret, og viser dermed de ellers skjulte ribben, der næsten ikke bærer noget kød sågar fedt. Men de kalder mig fed, lyder en stemme inde i mit hoved. Hver gang jeg trækker vejret, kan jeg mærke et ekstra stød i mit bryst, også betegnet som et ekstra hjerteslag. Jeg sukker opgivende en enkelt gang, før jeg sætter mig op ved støtte af mine arme, og banker hovedet hårdt ind i væggen bag mig. Mit blik lægger sig på min mobil, og for at bryde den uudholdelige stilhed, griber jeg den, og sætter min yndlingssang på. Hans stemme flyder ud af højtaleren, så blid og skrøbelig, men alligevel giver den, den beroligende effekt på mig, der synes at være så stærk.

Jeg giver et sæt fra mig og hopper op fra sengen, da min mobil begynder at blinke og bippe højt, og en notifikation lyser skærmen op. Hurtigt skimmer mine øjne teksten, men der står ikke meget andet end, at det er en sms fra Lonnie. Jeg har ikke engang lyst til, at se hvad hun skriver. Alligevel låser jeg min mobil op og åbner beskeden.

”Hvorfor er du her? Der er ingen der vil have dig, fatter du det ikke? Ingen kan lide dig, det hele ville være meget bedre uden dig!”

Sådan lyder hendes besked. Det er det samme igen, igen, igen. Altid. Hver evig eneste gang har det den effekt på mig. Jeg mærker det velkendte stik i hjertet, og tårerne begynder langsomt at presse sig på. Selvfølgelig er der ingen der kan lide mig, men de siger det så direkte, at det gør ondt. Mine nu tårevædede øjne kæmper for at læse bogstaverne igen og igen. Rystende skriver jeg tre ord som svar, og prøver utallige gange at ramme knappen der står ’send’ på.

”Jeg ved det.”

Jeg ved det. Jeg ved, at verden ville være bedre uden mig. Jeg ved ingen elsker mig. Jeg ved, jeg burde forsvinde. Men det er ikke så let. Om mit håndled sidder et tegn, en sommerfugl, som jeg hver eneste dag tegner op med en svag sort tusch. Hvis jeg forsvinder, vil jeg dræbe den. Jeg vil dræbe ham jeg holder af. Han fortjener det ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...