En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

265Likes
476Kommentarer
13545Visninger
AA

17. Ukendt nummer

 

Tårerne pressede sig på i øjenkrogen, og jeg kæmpede for at komme tilbage. Jeg var færdig med kærlighed. Det ene øjeblik stod man og sagde til hinanden, at man godt kunne lide den anden person, og få minutter senere stod den ene og kyssede med fjenden. Det var jo bare skønt. Virkelig skønt!

Jeg forlod spisesalen netop som en enkelt tåre slap ud af øjenkrogen og pilede ned over min kind. Dog fik jeg den hurtigt tørret væk, og småløb videre hen ad gangen. Lige nu var jeg glad for, at jeg ikke havde taget højhælede sko på, for så ville det være svært at løbe i høj fart. Jeg tænkte ikke på andet end at komme så langt væk fra Logan som muligt.

Nogen ville måske mene, at jeg burde give ham en chance til at forklare sig, men bare det at han lod hende kysse ham, var grund nok til, at jeg bare ville væk lige nu. Uden for vinduerne kunne en røgsky anes, og jeg stoppede hurtigt op, og fik øje på Elliot og nogle af de andre drenge stå derude. Noget tøvende fik jeg åbnet for døren ud til den lille terrasse, og trådte ud i den kølige aftenvind.

”Hvad så?” spurgte Elliot med sit sædvanlige glade smil, men det stivnede en anelse, da han så at jeg ikke ligefrem strålede af glæde.

”Ikke noget,” svarede jeg med et træk på skuldrene i håb om, at han ville lade det ligge. Han skulle til at føre cigaretten op til munden for at tage et nyt sug, men jeg tog den ud af hånden på ham, før han nåede så langt, og tog selv et langt sug, før jeg igen rakte den tilbage til ham.

”Det ligner ikke ’ikke noget’.” Han tog imod den og tog et sidste sug på den, før han smed den på jorden, og trådte de sidste tilbageværende gløder ud.

”Jeg vil ikke snakke om det.” Jeg nåede kun lige at få færdiggjort sætningen, før døren herud til gik op. Mit blik fløj hurtigt hen på personen, og vreden og tårerne byggede sig langsomt op igen.

”Hør Evelyn-”

”Bare drop det,” mumlede jeg, og da trådte ud af døren og gik hen imod mig, skyndte jeg mig forbi ham, og løb ind på gangen igen, hvor jeg smækkede døren i efter mig. Det holdte ham dog ikke tilbage, og jeg kunne kort efter høre døren blive åbnet igen. Jeg begyndte at gå tilbage imod spisesalen, da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gå hen. Det var nemmere at undgå ham blandt andre mennesker, end hvis jeg gik tilbage til værelset, hvor han nemt kunne finde mig.

”Evelyn, vent nu lige!” sagde Logan et stykke bag mig, da jeg blev ved med at øge farten. Jeg kunne høre han satte i løb bag mig, og lynhurtigt satte jeg også selv i løb igen. Kunne han dog ikke bare forstå, at jeg ikke gad tale med ham lige nu? ”Evelyn!”

Han havde længere ben end mig, og var helt sikkert også i bedre form end mig, og jeg var udmærket klar over, at han langsomt halede ind på mig, men da en hånd pludselig greb fat om mit håndled, gispede jeg kort, og blev tvunget til at stoppe op.

”Lad mig nu bare være, okay!” råbte jeg, og skyndte mig at tørre en tåre væk.

”Må jeg forklare?” Hans stemme var næsten helt rolig, men man kunne stadig ane frustrationen i hans blik.

”Hvad er der at sige? Du kyssede Alice, og så simpelt er det.”

”For det første så var det hende, der kyssede mig, og for det andet så skubbede jeg hende væk med det samme.” Den rolige tone i hans stemme, var blevet en anelse mere desperat. Han måtte tydeligt kunne se på mig, at jeg ikke var i et specielt godt humør, og han skulle virkelig have en god undskyldning, for at kunne ændre på det.

”Hvornår skubbede du hende væk? Det så jeg i hvert fald ikke noget af,” fnyste jeg tilbage, og holdte blikket på hans kastanjebrune øjne. Jeg så at hun kyssede ham. Ikke noget med at han skubbede hende væk.

”Lige da hun gjorde det?”

”Jeg så det! Du skubbede hende ikke væk lige med det samme!” Jeg bed tænderne sammen og trak vejret dybt ned i lungerne, i et forsøg på at holde tårerne inde. Det var længe siden jeg sidst havde været så oprevet, og så var det endda kun over en dreng. Jeg skulle bare have holdt mig til engangsforestillingerne uden indblandede følelser.

”Nej... Jeg blev vel bare lidt chokeret over at hun gjorde det. Men jeg skubbede hende altså væk i løbet af få sekunder.” Den desperate tone blev mere og mere tydelig i hans næsten rystende stemme. Der var noget der sagde mig, at han fortalte sandheden, og jeg ønskede virkelig at tro på det, men samtidig så var jeg stadig forvirret over, hvad jeg i det hele taget skulle gøre.

Jeg sukkede opgivende. Mine tanker fløj rundt i hovedet på mig. Skulle jeg bare tilgive ham og komme videre med mit liv, eller skulle jeg fortsat forholde mig skeptisk overfor det hele, og vente lidt med at tilgive ham, indtil jeg var helt sikker på hvad der sket?

”Jeg vil ikke have hende,” sagde han til sidst med en lav stemme. ”Kun dig.”

Det var som om de ord, fik det til at sige klik et eller andet sted inde i mig. Det var næsten bedre end at få af vide, at han kunne lide mig. Han kunne for at sige det ligeud vælge og vrage imellem alle skolens piger, men alligevel var det kun mig han ville have. Min endelige tanke havde ellers lige været, at det ville være bedst at vente lidt med at tilgive ham helt, men den tanke var for længst skubbet til siden, da jeg foldede armene om ham, og hvilede mit hoved imod hans skulder.

Jeg kunne høre en udånding af lettelse fra hans side af, før han lagde sine stærke arme omkring mig, og holdte mig tæt ind til ham.

”Hvis Alice nogensinde gør sådan noget igen, så må du godt slå hende,” hviskede jeg med et lille smil, og så op på ham. Hun fortjente det i hvert fald fuldt ud, efter det blik hun sendte mig lige før hun kyssede ham.

”Jeg ville gerne, men det er ikke lige min stil, at slå på piger.”

”Nah, det er nok også bedst at lade være.” Alice ville stensikkert gå til Rektor med det, og så ville det ikke så specielt lyst ud for Logan. ”Skal vi ikke gå tilbage?” Vi stod stadig ude midt på gangen et lille stykke fra spisesalen, hvor det hele foregik, og nu hvor stemningen igen havde løsnet sig op imellem os, var der ingen grund til at blive stående her.

Jeg var måske en anelse godtroende, at jeg bare sådan tilgav ham med det samme, men det var første gang jeg nogensinde havde haft disse følelser overfor en bestemt person, og det ville være en skam at smide det hele på jorden på grund af en enkelt misforståelse.

Vi slap begge grebet om hinanden, og fortsatte i roligt tempo tilbage imod salen, hvor musikken kunne høres mere og mere tydeligt, desto tættere på vi kom. Der var i hvert fald ingen tvivl om, hvo festen foregik, og man kunne stort set høre musikken overalt. Dansegulvet var fyldt op med unge mennesker, der ikke var nær så ædru, som de havde været tidligere på aftenen.

Lige netop som vi skulle til at gå op i baren, for at få skaffet os noget at drikke, stødte mit blik på det platinblonde hår, der tydeligt stod ud i mængden. Hendes påklædning var også til at få øje på, med pink glitterkjole og gulvstiletter. Uden at have lagt mærke til det, var jeg stoppet op og stod og stirrede på hende. Logan tog fat om mit håndled i et forsøg på at mig med videre, men jeg vristede hurtigt hånden fri igen.

Jeg gik målbevidst hen imod Alice, der hurtigt fik øje på mig. Det triumferende blik i hendes øjne var ikke til at tage fejl af. Selvom hun var blevet skubbet væk, havde hun stadig kysset ham, og derved formået at pisse mig af, hvilket var en stor nok sejr for hende. Hun satte hænderne i siden, og stod tålmodigt og ventede på at jeg nåede over til hende.

”Din kæreste er nu en meget god kys-”

Jeg slog hende. Hun nåede ikke engang at færdiggøre sin sætning, før jeg havde stukket hende en lussing. Hvis Logan ikke havde tænkt sig at gøre det, så havde jeg. En knytnæve ville nok have haft en lidt større effekt på hende, men hvis jeg samtidig skulle undgå at blive smidt ud, var det helt klart bedst bare at holde mig til en lussing. Heldigvis sad den perfekt, og efterlagde et stort rødt mærke på hendes kind, som selv hendes perfekt lagte make-up ikke kunne skjule.

”Han er min, så find en anden,” svarede jeg tilbage med et fnys. Det var slut med at være høflig. Jeg havde fået nok af, at hun igen og igen ville kaste spydige kommentarer efter mig, og endda begynde at kysse på ham jeg kunne lide.

Hun stod som frossen, da jeg vendte om og fortsatte tilbage til Logan igen. Hun havde tydeligvis hverken forventet lussingen, eller at jeg ville være i stand til at svare tilbage, efter hvad hun havde gjort blot en halv time tidligere. Logan stod hvor jeg forlod ham, og han så en anelse overrasket ud, da jeg til sidst stod tilbage ved siden af ham.

”Nogen skulle jo gøre det,” sagde jeg med et smil.

”Ja, og det blev så dig.” Han lagde hænderne om mine hofter, og trak mig lidt tættere på, før han plantede et let kys på mine læber.

”Jeg synes selv jeg gjorde det ret godt.” Jeg så op på ham med et drilsk smil, og så kort tilbage imod Alice, der stod med den ene hånd på sin ømme kind, mens hendes mund stod halvt åben. Det må også være lidt af et slag i hovedet, at se Logan kysse mig, eftersom hun selv bare blev skubbet væk. Men ærlig talt, så havde hun fortjent det. Livet var ikke altid en dans på røde roser, og det var blot sundt for hende at opleve det en gang imellem.

Mit blik faldt tilbage på Logan, hvis øjne allerede hvilede tungt på mig. Vores læber fandt hinandens igen, og selv i et fyldt rum, var det i dét øjeblik, som om at der ikke var andre end os i hele verden. Kun os to og vores læber, der smeltede sammen i et dybt kys.

* * *

Skoene blev sparket af i gangen, før jeg væltede videre ind til sengene. Som aftenen var skredet fremad, havde jeg fået en del mere alkohol indenbords og jeg måtte indrømme, at mit hoved snurrede en smule. Det havde ellers været planen, at jeg skulle have overnattet inde ved Logan, men typisk nok så havde der været en lærer til at følge os tilbage på gangen, som dermed gjorde at vores plan måtte aflyses.

Jeg fik hurtigt skiftet kjolen ud med en alt for stor t shirt og et par shorts, før jeg lod mig dumpe ned på den bløde seng. Leah smed sig på sengen uden så meget som at skifte tøj, og kort efter kunne en tung vejrtrækning høres derovre fra. Hun havde fået langt mere end mig at drikke, så det var ikke nogen stor overraskelse, at hun gik ud som et lys.

En summen fra skrivebordet fik mig nær til at springe op fra sengen i chok. Det var underligt. Min mobil vibrerede normalt aldrig. Det skyldtes nok, at jeg ikke rigtigt havde kontakt til mine forældre, og alle mine venner og dem jeg snakkede med boede her på skolen, så det var langt nemmere bare lige at gå hen til personen i stedet for at skrive en sms.

Jeg rejste mig op fra sengen, og støttede mig til skrivebordet, da jeg fandt mobilen frem, der lå godt skjult under alle papirerne som lå og flød. Det var en sms, men fra et ukendt nummer. Mystisk. Jeg åbnede sms’en og måtte spærre øjnene op, da mine øjne læste ned over skærmen.

Fra: Ukendt

Held og lykke med at blive frikendt i mordsagen.

 

---------------------------------------------------------

Så kom der lige endnu et kapitel! Håber i kan lide det. Og hvad tror i sms'en har af betydning, hvis den overhovedet har noget?

Som nogen måske har læst på min blog, så vil jeg forsøge at få den skrevet færdig i løbet af Påskeferien, hvilket vil betyde, at der vil blive opdateret noget oftere, end hvad jeg gør normalt. Husk at like og tilføj som favorit, hvis i synes den fortjener det, og en lille kommentar ville være dejligt :) Og husk at tjekke traileren ud, som Chokofanten har været så dejlig at lave. Fortsat god torsdag til alle!

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...