En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

265Likes
476Kommentarer
13538Visninger
AA

12. To bøger og en død kat

 

”Det må vi gøre noget oftere,” sagde Leah med et stort smil, og jeg kunne ikke være andet end enig med hende. I hverdagens travle gang var det sjældent, at vi kom uden for skolen, og så andre ting end de vante gange og små haver.

Det havde lykkedes os ikke at blive set af en eneste, så vi kunne nyde vores tur i ro og mag. Da vi kom tilbage indenfor, efter vi havde fået vores tøj på igen, var det som at vende tilbage til fængslet. Dog ville jeg ikke kalde skolen for et fængsel, men nogle gange kunne det på nogle punkter sagtens minde om et. Især med de uendeligt mange regler.

Mine kinder var iskolde af at have været ude i kulden, og jeg var ret sikker på, at de også bar en tydelig lyserød farve. På den lille tur hen til vores værelse, nåede jeg heldigvis at tø en anelse op igen. Vi mødte ingen lærer, hvilket næsten var et mirakel. De var som fluer om aftenen, hvor vi elever skulle være på værelserne. Helt dumme var de alligevel ikke, og de vidste sikkert godt, at der var meget få, som rent faktisk overholdt den regel, så derfor havde de altid folk til, at gå rundt og tjekke at der ikke rendte elever rundt. Alligevel havde vi ikke mødt et eneste menneske. Det var næsten lidt foruroligende.

Lyset på værelset blev tændt med et enkelt klik på stikkontakten, og vi stoppede begge op med det samme, da vi begge stirrede ind på det rodede værelset. Det var ikke sådan vi havde forladt det. Godt nok var der aldrig helt nydeligt og ryddet, men nu kunne det tydeligt ses, at der havde været nogen herinde.

”Hvad?!” udbrød Leah, og jeg fortsatte bare min stirren med åben mund.

”Prøv at tjekke om du har fået taget noget,” var det første jeg fik sagt, da jeg endelig fik talesansen tilbage. Hun gjorde et kort nik, før vi begge skyndte os videre ind i værelset, og kiggede rundt efter ting der kunne mangle.

Panikken væltede pludselig ind over mig, og jeg fór hen til sengen, og kastede hovedpuden på gulvet. Bøgerne var væk. Både dagbogen og den bog jeg lige havde hentet på biblioteket. Jeg tog mig frustreret til hovedet, og satte mig ned på sengen med et tungt suk.

”Fuck!”

”Har du fået taget noget?” Leah så op fra kommoden, hvor hun ellers havde haft hovedet begravet for at tjekke, at der ikke manglede noget. Jeg kunne ikke fortælle hende om dagbogen. I hvert fald ikke alle detaljerne, eller hvad den omhandlede. I virkeligheden ville det være utrolig nemt, bare at fortælle hende hele historien med Charlie Black, men når jeg ikke engang selv var sikker på, hvordan jeg skulle håndtere det hele, ville det ikke just blive nemmere, ved at skulle dele det hele med en anden. Det var Evelyn-logik, og det ville sikkert vise sig, at være en komplet idiotisk tanke.

”Ja, to bøger.”

”Hvilke?”

”Ehm... En dagbog. Min morfars, og så en bog til noget skolearbejde.” Det var det bedste jeg kunne komme op med, så forhåbentlig ville det være nok.

”Vi bliver nødt til at gå på kontoret og sige det.” Leah satte sig ned på sin seng, og så over på sig. Det viste sig, at der ikke var blevet taget andet fra værelset, end de to bøger. Ingen smykker eller andet værdifuldt manglede. Kun bøgerne.

Nogen måtte have været gået bevidst efter dem. Måske en der havde vidst at de var her? Det kunne bare ikke passe. Jeg var den eneste person på hele skolen, der vidste, at jeg havde dagbogen. Den anden bog var jeg lidt ligeglad med, men dagbogen skulle ikke ende hos andre.

”Kan vi ikke gøre det i morgen?”

Ingen af os følte os helt klar på, at skulle have en stor undersøgelse af værelset i gang, så hun stemte i uden det mindste besvær. I løbet af få minutter fik vi ryddet de værste ting på plads igen, og kravlet ind under hver vores dyne. Lyset blev slukket og jeg krøb godt ned under den varme dyne. Tanken om, at der havde været nogle inde på vores værelse, for at få fat i dagbogen, kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Hvad nu hvis vi havde været herinde, da personen var kommet? Hvad ville der så være sket?

Selvom tankerne stadig fyldte mit hoved til renden, lykkedes det mig til sidst at glide væk fra bevidstheden. Det sidste billede der gled forbi mine øjne før jeg faldt i søvn, var en lille dreng, der brutalt fik frataget sig livet i en alt for tidlig alder, efterfulgt af et langt og pinefyldt skrig.

* * *

Det var sket overalt. Indbrud. Alle værelser på hele gangen med formskiftere. I det øjeblik Leah og jeg var trådt ud af værelset, havde det været tydeligt at mærke, at der var noget på færde. Efter en hurtig spørgerunde ved dem der stod nærmest, stod det hurtigt klart, at vi ikke havde været de eneste, der havde haft uvelkomne gæster.

De fleste havde fået det gjort, mens de stadig var til undervisning, hvor der ikke var nogen tilbage på gangene. Kun mig. Måske var det derfor, at vores lille indbrud først havde været om aftenen? Fordi der havde været nogen på værelset stort set hele dagen, og først om aftenen havde der været fri bane til at gå derind. Alligevel kunne jeg ikke se, hvordan noget menneske kunne vide, hvornår der ville være folk inde på værelserne eller ej. Tyven kunne jo ikke vide, om der tilfældigvis ville sidde en person på værelset.

”Har nogen set Lauren?” Alice kom løbende hen ad gangen, og var for første gang i evigheder ikke i sit normale kontrollerende humør, men hun så næsten panisk ud. Hun blev besvaret af en masse rystende hoveder.

”Burde du ikke vide hvor hun er? Du bor jo på værelse med hende,” sagde jeg, hvorefter hun hurtigt rettede opmærksomheden imod mig. Jeg havde næsten forventet, at hun ville komme med en spydig kommentar, men den kom aldrig.

”Jo, men jeg har ikke set hende siden i går eftermiddags. Da jeg endelig kom tilbage på værelset, var der fuldstændig rodet til og ingen Lauren. Hun kom ikke tilbage på værelset i går.” Hun holdt en kort pause for at trække vejret ind. ”Åh gud, hvad hvis der er sket hende noget?”

Jeg havde helt ondt af hende, hvilket måtte være første gang nogensinde. Hun var virkelig ude af den, og jeg ville helt sikkert være det samme, hvis det havde været Leah, som var forsvundet. Alice fortsatte hurtigt videre rundt til de forskellige, der stod på gangen, men måtte vende tilbage til hendes værelse uden nogle nye informationer om Lauren.

Lauren var en virkelig flink pige, som jeg desværre snakkede alt for lidt med. I starten havde vi haft et meget anstrengt forhold, men jeg troede at det mest skyldtes, at hun altid gik sammen med Alice. Hun viste sig senere at være en stille og roligt pige. Vi havde haft meget sjovt med at forvandle os, og løbe rundt på skolens grund. Hun var kat, og kunne derfor uden problemer rende rundt, uden at det ville virke underligt.

På nogle punkter var det virkelig uheldigt for dem, der var løve, bjørn eller andre vilde dyr, der ikke levede her omkring. De havde ingen mulighed for at snige sig væk, forklædt som deres dyr.

”Jeg går lige hen på kontoret og spørger, om de har fundet mine bøger,” sagde jeg til Leah, før jeg gik ud af gangen og imod kontoret. Hvis jeg var ekstremt heldig, så havde de måske endda fundet personen, der havde gjort det.

Det var lørdag, så der var fyldt op på gangene med unge mennesker, der alle nød at have fået weekend. En summende lyd af de mange stemmer, var spredt ud over hele skolen. Weekenderne var altid det bedste. Ingen skole. Bare tid til at hygge med hvem man nu havde lyst til.

Døren ind til kontoret stod på klem, og jeg skulle lige til at gå derind, da nogle ophidsede stemmer begyndte et tale.

”Hun er død! Vi kan ikke stille noget op, men vi må gøre noget snart.”

”Men hvad siger vi til eleverne?”

En stor klump samlede sig i halsen på mig, og jeg fik den slugt, mens jeg blev stående uden at røre mig ud af flækken. Jeg kunne ikke helt identificere stemmerne, men Rektor måtte næsten være derinde, sammen med nogle af de andre fra kontoret, der var med til, at få det hele til at løbe rundt på skolen.

”Og morderen?”

”Et hold er sendt ud for at hente ham.”

Jeg kunne ikke holde mig tilbage længere, og skubbede døren derind til op. Fem sæt øjne rettedes lynhurtigt imod mig, og hvis jeg ikke tog meget fejl, blev deres hudfarve pludselig en tand lysere end normalt.

”Evelyn.” Rektor var den første, der sagde noget. Hendes ansigt var som en åben bog at læse. Hun havde bestemt ikke lige haft i tankerne, at der kunne være folk, der stod og lyttede.

”Hej.” Jeg rynkede øjenbrynene en smule, og kiggede skiftevis på de fem personer. ”Hvem er død?”

”Ehm...” Rektoren kiggede forvirret rundt på hendes kollegaer, og lignede mest af alt en der ikke havde nogen anelse om, hvad hun skulle gøre af sig selv.

”Jeg hørte jer udmærket, så sig nu for helvede bare, hvem det er!”

”Sproget, Evelyn!” pointerede Rektoren hurtigt igen, og formanede at få et så kontrolleret ansigtsudtryk frem som muligt. ”Lauren Howard.”

Alle ord forsvandt og jeg havde nær tabt kæben. Nu var det pludselig helt tydeligt, hvorfor ingen havde set hende siden i går eftermiddags. Ikke nok med at der havde været indbrud i samtlige værelser på gangen, men der var også blevet dræbt en elev.

Vent. Formskifter. Mord. Det kunne ikke være muligt. Medmindre Charlies kur havde en finger med i spillet. Sorte pletter dannede sig for mit synsfelt, og min balance syntes at forsvinde i løbet af ingen tid. Jeg måtte støtte mig op af væggen med den ene hånd, for ikke at falde sammen på gulvet. Formskiftere kunne ikke dræbe andre formskiftere, medmindre de var samme dyr. Så hvis mordere var kat, var der intet problem, men hvis personen derimod ikke var, kunne meget tyde på, at der var blevet brugt andre midler.

”Er der noget galt?” En af damerne kiggede bekymret på mig. Jeg måtte kæmpe for at holde mig oprejst, men præsterede alligevel at få et nik frem.

”Jeg er bare lidt overvældet.” Jeg tog nogle dybe vejrtrækninger, og fik langsomt styr på mig selv igen. ”Jeg kom egentlig herhen for at spørge, om der skulle være blevet fundet en dagbog? Den blev stjålet fra mit værelse i går, og jeg vil meget gerne have den tilbage.”

”Nu du siger det.” Rektor vandrede tværs over kontoret, og hen til det store skrivebord. ”Vi har allerede sat folk efter ham. Han er blevet fundet, og kommer til at betale for sine handlinger. Da han opdagede, at han blev forfulgt, må han åbenbart have tabt den.” Hun fandt den lille læderindbundne dagbog frem fra en skuffe, og gik tilbage med den til mig.

Jeg tog hurtigt imod den, og strammede mit greb godt om den, for at være sikker på, at jeg ikke ville miste den igen.

”Vi vil måske få brug for, at kigge bogen igennem på et tidspunkt.” Hun gjorde et kort nik imod dagbogen. ”Den var trods alt det eneste han stjal.”

Tanken om at nogen skulle læse den igennem, kunne jeg ikke helt forholde mig til. Hvad ville folk gøre? Men der var ikke så meget andet at gøre, nu hvor den pludselig var en del i en mordsag.

”Evelyn, er du okay?”

”Hvad?” Jeg kiggede en smule overraskende på hende.

”Vi fandt en anden bog sammen med dagbogen. En bog om de største seriemordere i tidens løb.” Okay, det måtte jeg indrømme. Når man fandt ud af, at en elev havde lånt sådan en bog, var det nok meget normalt, at blive en smule bekymret. ”Du har også været fraværende for en del timer på det seneste.”

”Jeg har det fint. Må jeg gå nu?”

Hun sukkede kort, men nikkede til sidst. Hurtigt smuttede jeg ud af døren igen, og småløb tilbage imod værelset med dagbogen knyttet tæt ind til kroppen. Hvorfor havde jeg ikke bare fortalt dem det? Der var blevet begået et mord, og jeg vidste hvordan det kunne lade sig gøre. Alligevel havde jeg bare stået som en statue og forholdt mig passiv.

Hvis jeg i den seneste uge havde syntes, at der havde været for meget drama, havde jeg på fornemmelsen at fra nu af, ville tingene kun blive værre og værre. Det som før bare havde været ord på skrift i en dagbog, var nu blevet bragt til virkelig i omgivelserne lige omkring mig. Hvem kunne vide om det ville ske igen? Man kunne næsten fornemme alt dramaet, der bare ventede på at bryde ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...