En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

265Likes
476Kommentarer
13798Visninger
AA

21. Tatoveringer og kanyler

 

Der var ikke tal på, hvor mange marker vi efterhånden havde passeret. Den ene efter den anden, visne og mudrede marker, der ikke ligefrem gjorde noget godt for udsigten. Vejene blev mere og mere smalle, desto længere ud på landet vi kom. Det måtte være en evighed siden vejen sidst var blevet repareret, og store huller i asfalten fik bussen til at bumle af sted. Det var midt på eftermiddagen, da en lille by endelig kom til syne i horisonten.

Vi havde været de eneste passagerer på hele turen, og bussen havde været fyldt med den tomme stilhed. Den eneste lyd der havde kunnet høres svagt oppe fra forrest i bussen, var den lavmælte radio der om og om igen spillede musik, der lød som noget fra middelalderen. Bussen holdte ind til siden, da vi nåede endestationen, og før den var standset helt kom den med nogle hostende lyde. Jeg var i hvert fald glad for, at vi skulle af her. Den bus var ikke det mest sikre køretøj at transportere sig rundt i. Vi rejste os op fra vores pladser bagerst i bussen, og bevægede os på en lang række igennem bussen og ud af den lille skydedør.

Efteråret var ved at gå over i vinter, og det var et held at der ikke allerede var begyndt at falde sne. Ingen af os havde nogen anelse om, hvordan vi ville finde frem til adressen, som politimanden havde givet os. Der var vel ikke andre muligheder end at gå indtil vi mødte en person, som kunne fortælle os vejen.

Stilheden hang fortsat i luften, da vi bevægede os længere ind imod centrum af byen. Det havde måske været en idé at spørge buschaufføren om adressen, men da vi passerede bussen for at komme videre imod byen, var hans øjne lukket i og han lignede ikke en, der var til at vække igen. Jeg kunne sagtens forstå ham. Det måtte være meget trættende, at køre rundt på den samme øde rute dag ind og dag ud.

”Hvad gør vi, hvis vi rent faktisk finder dem?” Jack brød endelig tavsheden, og alles blikke rettedes øjeblikkeligt imod ham. Nu hvor han spurgte gik det op for mig, at vi faktisk ikke havde nogen plan. Vi vidste bare, at personen eller personerne skulle findes.

”Hm,” mumlede jeg kort, mens jeg vendte alle tænkelige scenarier i mit hoved. ”Hvis de har kuren, så skal den tages fra dem, og hvis ikke-”

”Vent, hvilken kur?” spurgte han undrende, og det gik op for mig, at han endnu ikke havde fået fortalt historien om dagbogen. Jeg ville helst have holdt Jack ude af alt det her, da jeg i forvejen havde nok problemer med ham, men nu så det ud til at jeg ikke havde andre muligheder end at fortælle ham det. Han var trods alt en del af det her. Jeg fik kogt det hele sammen til en kort og simpel forklaring, der efterlod ham med munden stående på vid gab.

”Men altså,” fortsatte jeg igen, da det virkede til at informationerne endelig var sunket ind. ”Vi skal have ringet til politiet, så vi må jo finde en måde at holde dem i huset på indtil politiet kommer.” Det ville være meget enkelt bare at låse døren, men så ville vi være fanget inde i huset med dem, men hvis der skulle være våben i huset, ville det pludselig ikke være nogen god idé.

”Ved de noget om formskiftere?”

”Ja. Det tror jeg da. Ellers ville det ikke give nogen mening, hvorfor de har kuren.”

Jack nikkede forstående, mens han lignede en der tænkte så det knagede. Jeg havde aldrig set ham så seriøs før. Alt hvad vi havde haft kørende havde været sjovt og drillende i starten, indtil han valgte at opføre sig som en idiot, men jeg havde aldrig set ham sådan her. Der var ikke kommet nogen kække kommentarer fra ham hele dagen, og han havde ikke engang forsøgt sig med noget, der kunne gøre Logan jaloux. Om det var hele situationen der havde ændret ham, var ikke til at sige. Måske havde han bare endelig fået banket noget sund fornuft ind i sit lille hoved.

”Vi kunne forvandle os? Og derefter gå ind i huset?” foreslog han.

”Nu er vi altså nogen der er dådyr, okay? Mine chancer i dyreskikkelse er ikke nær så god som jeres,” sagde Leah, og kiggede skiftevis på de to drenge. Hun havde fuldkommen ret. Et dådyr var ikke nær så stærkt som en løve.

”Det kan jeg godt se, men så kunne i to tøsebørn lade være med at skifte?” svarede han tilbage med et glimt i øjet. Den gamle Jack var der stadig. Han havde bare ikke vist så meget af den på det seneste, men den var der. Tøsebørn. Han fik os til at lyde som nogle små skrøbelige tingester, der ville knække bare man satte en finger på dem.

”Det er faktisk en god idé,” måtte jeg til sidst indrømme. Når vi havde chancen for at skifte form, hvorfor så ikke bruge den? Vi havde en løve og en bjørn at gøre godt med, og vi ville have en klar fordel styrkemæssigt, hvis vi endte med den plan. ”Men hvad skal Leah og mig så gøre? Bare stå og se på?” Det var ikke noget jeg havde tænkt mig at gøre.

”I kunne...” Han gik i stå igen, mens han tænkte over mulighederne.  Ingen af os havde troet, at Jack kunne blive til nogen hjælp, da vi sagde ja til, at han kunne komme med, og nu stod han pludselig med alle de gode idéer, som vi aldrig kunne have kommet frem med, hvis han ikke havde været her.

Vi afbrød samtalen da vi nåede ind til midten af byen. Der var nogle få mennesker på gaden, og vi gik i samlet flok hen til den første vi stødte på. Til vores held var det en lokal beboer, der havde boet her hele sit liv, og derfor kunne alle gadenavnene uden problemer. Vi takkede hende, før vi fortsatte i retningen hun havde vist os. Nervøsiteten begyndte at bygge sig op dybt inde i mig. Ingen vidste hvad der ville komme til at ske, når vi engang nåede frem til huset.

Alle fire stoppede vi op, da huset kunne ses nede for enden af vejen. Faktisk var det det eneste hus på vejen, hvilken klart var til vores fordel. På den måde kunne vi gøre brug af formskiftning, uden at naboerne ville få sig et chok. Ja, faktisk ville vi ikke kunne formskifte, hvis der havde været naboer. Det var alle formskifteres regel nummer et. Aldrig afslør dig selv over for et menneske. Stemningen var anspændt af nervøsitet imellem os alle, og min puls var steget kraftigt de seneste minutter.

Planen blev gennemgået en sidste gang for at være sikker på, at alle vidste præcist hvad der skulle gøres. Drengene skulle skifte til deres dyr, og holde sig skjule et eller andet sted rundt om huset, hvor der ingen vinduer var, mens Leah og mig gik op til hoveddøren. Vi skulle på en eller anden måde komme ind i huset, og finde ud af om de havde kuren. Hvis de havde, kunne det ikke gå hurtigt nok, med at få ringet til politiet. Der var en del huller i planen, og om det overhovedet ville lykkedes var ikke til at sige, men lige nu var det vores bedste chance.

Et kort kys blev udvekslet med Logan, før jeg tog Leah i hånden og gik imod hoveddøren, mens drengene listede væk rundt om huset. Huset så ud til at være i virkelig dårlig stand. Malingen på brædderne som huset bestod af, var ved at skrælle af og den lille trappe op til hoveddøren knagede som ind i helvede. Frygt. Angst. Nervøsitet. Vrede. Alle følelserne fyldte min krop til renden.

Tre små bank lød på døren, og jeg sank en klump i halsen. Jeg ville helst bare flygte herfra og grave mig ned et sted, hvor ingen nogensinde ville finde mig igen, men før jeg nåede at tænke tanken færdig, blev døren åbnet op og en mand stod i døren. Store tatoveringer dækkede begge hans arme, og hans kolde øjne betragtede os skiftevis, mens han ventede på at nogen ville sige noget.

”Er det dig der har sendt mig sms’er?” spurgte jeg igennem de sammenpressede tænder. Der var ikke gået mere end to minutter, og jeg havde allerede ødelagt planen. Vi skulle ind i huset, før jeg begyndte at spørge. Frustrationen havde bare taget over, og jeg blev nødt til at høre det. Han smil spredte sig ud over hans tørre læber, der kort efter blev udskiftet med en latter, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Det var ham. Det var jeg helt sikker på.

”Det var Evelyn, ikke?” spurgte han stadig med et grin på ansigtet. ”Kom ind, Evelyn og veninde.”

Det var lidt uventet, at vi blev inviteret ind, og jeg frygtede lidt at der var en ond bagtanke med det fra hans side. Alligevel trådte vi begge ind over dørtærsklen, før døren blev lukket i efter os. Han ledte os ind i en stue, der ikke bestod af andet end to slidte sofaer, og et sofabord med et askebægre på, der var fyldt til randen med cigaretter og aske. Ingen af os satte os ned. Vi stod fastfrosset til vores plads midt i rummet. Fodtrin kunne høres bag os og endnu en mand kom til syne, der var mindst lige så tatoveret som den anden.

”Flere formskiftere? Så kan det jo være, at vi får brug for det her,” sagde manden med et hånligt smil, hvorefter han hev noget frem fra lommen, som jeg ikke helt kunne se hvad var, før han holdte den frem foran sig. En kanyle. Med væske i. ”I synes måske ikke det var nok, at jeres lille veninde døde?”

”Så det var jer?!” spurgte jeg frustreret, selvom jeg allerede kendte svaret. Deres smil var meget afslørende. ”Hvorfor?” forlangte jeg at vide.

”Vi sendte vores makker af sted for at hente Blacks dagbog, som vi vidste, var på skolen. Pigen kom i vejen, og tja... I kender selv resten,” svarede ham, der havde lukket os ind. ”Det er en skam, at han blev fanget. Han var en pokkers god håndlanger.”

”Så det er jer, der har planlagt det hele? Og ikke ham der dræbte hende?” Den måde han sagde tingene på, vendte op og ned på det hele. Jeg havde slet ikke troet, at dem der havde sendt sms’erne ville være personerne bag det hele.

”Ja. Han skulle bare skaffe os dagbogen og intet andet.”

”Hvad så med kuren?”

”Nu hvor i alligevel dør om lidt, kan jeg vel lige så godt fortælle jer det,” sagde han. Leah greb fat om min hånd, og jeg kunne høre hendes hurtige vejrtrækning lige ved siden af mig. ”Charlie Black var en klog mand. Han gemte kuren forskellige steder rundt omkring i landet, men i sin dagbog skrev han alle stederne ned. Jeg havde engang dagbogen, men nåede kun at finde frem til ét sted, før bogen blev stjålet. Jeg vil have fat i det hele, og det kan dagbogen hjælpe mig med. Vi burde have valgt en hjælper, der kunne løbe lidt hurtigere.” Den sidste sætning var ment til den anden mand i rummet.

Nu han nævnte det, kunne jeg godt huske, at der på den sidste side i bogen var nedskrevet en masse tal. Det måtte være koordinater til de steder, han havde gemt kuren.

”Min familie blev slået ihjel af en formskifter, der havde fået for meget at drikke, og derefter havde forvandlet sig og gået amok i byen. Jeg sværgede at jeg ville gøre en ende på formskiftere én gang for alle,” fortsatte han, og smilet forsvandt og hans ansigtsudtryk blev hårdt som sten. ”Det gælder også jer.” Han gjorde et kort nik med hovedet, og før jeg nåede at reagere, kom fodtrinene bag os nærmere, og et par stærke arme greb fat om Leah, og hendes hånd blev hevet væk fra min. Et skrig forlod hendes læber, netop som det store vindue i stuen splintredes, og to enorme dyr kom springene.

”Hvad fanden?!” udbrød ham der ikke havde fat om Leah, før han blev væltet omkuld af den gyldne løve. Hvad jeg ikke lige havde regnet med var, at de begge havde en sprøjte på sig med den flydende væske, og selvom både bjørnen og løven var stærkere end mændene, ville et enkelt stik med kanylen være dødbringende.

Logan var travlt optaget med at holde den ene nede, mens han samtidig forsøgte på at få sprøjtet væk fra ham. Jack havde været hurtig til at kaste sig over den anden mand, og lige så snart han havde fjernet sig fra Leah, faldt jeg på knæ nede ved siden af hende.

”Leah? Leah, er du okay?!” halvråbte jeg, og ruskede i hendes arm. Der var intet blod at se, men hun lignede alligevel en, der kunne besvime hvert øjeblik det skulle være. Mine øjne gled hen på den lille ting, der lå ved siden af hende. Nu tømt for den flydende gennemsigtige væske. ”Nej, nej, nej. Leah!” råbte jeg mens tårerne fyldte mine øjne op til randen.

Mændene var fuldstændig ude af min verden, og nu drejede alt sig kun om Leah. Hvorfor havde jeg ikke reageret noget hurtigere, da manden var gået til angreb på hende? Nu lå hun og kæmpede for at holde øjnene åbne, og hendes hudfarve mistede langsomt mere og mere af farven.

”Leah! Please Leah, bliv hos mig,” bad jeg, men min stemme knækkede over til sidst, da et udmattet støn forlod hendes læber, og hendes øjne lukkede sig i. ”Nej!” hulkede jeg, mens tårerne strømmede ned over mine kinder.

Jeg vendte mig om for at kalde på hjælp, men jeg nåede ikke at se andet, end en tatoveret skikkelse der nærmede sig hurtigt imod mig. Noget aflangt blev svunget igennem luften, og lige efter kunne en ubeskrivelig smerte mærkes i mit hoved. Jeg faldt sammen på gulvet ved siden af Leah, mens de sorte pletter for øjnene fyldte mit synsfelt indtil alt blev sort.

 

--------------------------------------------

Jeg har virkelig haft det helt dårligt efter at have skrevet det her kapitel. Man får virkelig bare et helt specielt forhold til sine karakterer, og når man så vælger at lade en af dem dø, er det bare skrækkelig :( Jeres kommentarer betyder alt, og de holder motivationen oppe, så mange tak!

Kapitlet er ikke rettet igen - ligesom resten af historien...

Hvad tror i der sker nu? Hvad med Evelyn og hvad med drengene?

xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...