En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

265Likes
476Kommentarer
13508Visninger
AA

15. Store problemer

 

Det første jeg mærkede, da jeg vågnede næste morgen, var den dejlige varme af at have en anden person liggende helt tæt på. Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde ingen af os rykket os i løbet af natten, og vi lå begge næsten som da vi faldt i søvn. Hans ene arm lå beskyttende rundt om mig, mens mit hoved hvilede imod hans brystkasse. Jeg ville ikke have noget imod at blive liggende her hele dagen, men desværre var der andre ting på dagsordenen. Mandag betød skole, og jeg blev nødt til at møde op. Mine mange fraværstimer havde ikke ligefrem gavnet mig, og nu stod der endda også et besøg på kontoret på dagsordenen, fordi Logan og mig var så heldige, at blive opdaget af hende den snerpede lærerinde.

”Er du vågen?” hviskede jeg, og lod mit blik glide hen over hans ansigt. Han så helt fredfyldt ud. Som et lille barn uden bekymringer, der ligger i en dyb, dyb søvn. Der blev svaret med en lav brummen, der gjorde det ret tydeligt, at han i hvert fald ikke var vågen endnu.

Jeg forsøgte at trække mig lidt væk fra ham, så jeg kunne komme op og få noget tøj på, men lige da jeg skulle til at rulle væk fra ham, blev hans arm omkring mig strammet til. Måske sov han alligevel ikke helt.

”Logan?” Endnu en gang blev jeg svaret af en lav lyd, som jeg ikke helt kunne tyde. ”Vi bliver nødt til at stå op nu.” Jeg kiggede tilbage på ham, og hans greb forblev stramt rundt omkring mig.

”Mmm.” Han bevægede sig en anelse, men hans øjne forblev lukkede. ”Vi...” Han afbrød sig selv igen og rømmede sig kort, for at få hans stemme til at vågne lidt op. En drengs morgenstemme var ellers noget af det bedste jeg kendte til. ”Vi kunne også bare blive her,” fik han til sidst sagt med et smil om munden.

”Du har allerede fået mig i nok problemer, ved at slæbe mig med ud i går.”

Han trak blot en anelse på skuldrene, før han omsider løsnede sit greb om mig. Jeg var hurtigt til at trække mig væk og rejse mig fra sengen, før han pludselig kunne finde på at holde mig i sengen igen. Min bluse og bukser blev hurtigt trukket på, og da jeg kiggede tilbage på ham, havde han fået sat sig op i sengen, mens hans blik hvilede tungt på mig.

”Hvad er der?” spurgte jeg med et smil.

”Ikke noget.” Han kørte en hånd igennem håret. ”Nyder bare udsigten.”

Smilet voksede betydeligt på mine læber, og jeg gik hen til sengen, og satte mig ned ved siden af ham. ”Jeg smutter ind og gør mig klar, men vi ses til undervisningen.” Jeg efterlod et kort kys på hans bløde læber, før jeg igen rejste mig fra sengen, og forlod værelset.

I det øjeblik jeg trådte ind af døren til mit værelse, blev jeg mødt af en noget frustreret Leah. Hun kom praktisk talt løbende direkte hen til mig, og slog armene om mig. Hun lignede en der var på randen til tårer.

”Hvor fanden har du været?!” udbrød hun.

”Logan, hvorfor?” Jeg kiggede undrende på hende, mens hun stadig ikke ville slippe sit greb om mig. Det var da utroligt, som ingen ville give slip på mig her til morgen. Først Logan og nu også Leah. Hvis der var flere der begyndte på det, ville det begynde at blive lidt skræmmende.

”Åh gudskelov.” Hun pustede tungt ud, som om hun havde holdt vejret inde i lang tid, og først nu endelig lod luften trænge ud over hendes læber igen. ”Jeg troede... Jeg troede, at der var sket det samme som med Lauren.” Hun lod sine hænder falder ned af siden på hende, og jeg forstod pludselig, hvorfor hun havde reageret sådan. Jeg burde have lagt en seddel eller noget, så hun vidste at jeg bare var på den anden side af gangen, og ikke var forsvundet og blevet dræbt.

”Undskyld. Undskyld, undskyld, undskyld.” Hvis det var mig, der havde vågnet op og Leah ikke havde været der, tror jeg ikke jeg ville have reageret meget anderledes.

”Det er okay, bare sig det næste gang,” sagde hun med et lille smil. Jeg lagde armene om hende endnu en gang i et hurtigt kram.

”Du er ret meget sammen med ham. Er det sådan ved at være seriøst?” Et stort smil prægede hendes ansigt, hvilket var meget forståeligt. Jeg havde faktisk ikke snakket så meget med hende om Logan, men bare fordi vi delte værelse, betød det jo ikke, at jeg nødvendigvis skulle fortælle hende alt.

”Jeg ved det faktisk ikke helt.” Jeg blev ved med at bilde mig selv ind, at det ikke var noget seriøst vi havde gang i, men det var kun fordi jeg inderst inde nok havde en lille frygt for, at blive rigtig forelsket. Andre folk på skolen det var sket for, blev pludselig kærestekedelige og gjorde de underligste ting, og alt i verden drejede sig pludselig kun om den ene person. Sådan ville jeg ikke have, at det skulle være.

”Du må da have en idé om, hvad der foregår?” Hun havde ikke tænkt sig at give op, før hun havde fået et klart svar, og det stod tydelig skrevet over på hendes ansigt.

”Jeg kan virkelig godt lide ham.” Ordene fløj ud af munden på mig, men underligt nok så føltes det godt at få det sagt højt. Det var skrækkeligt at indrømme, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Det var hvad jeg følte og det var ved at drive mig til vanvid. Mit mål havde været ikke at blive forelsket, men så valgte han lige absolut at dukke op og ændre på det hele.

”Åh, Evelyn!” Hun hoppede op og ned som et lille barn, der lige havde fået den største slikkepind i hele slikbutikken. Hun var næsten mere overvældet over mine ord end jeg selv var. ”Så er det måske endelig ved at være slut med de mange drengebesøg.”

Et grin undslap mine læber. Normalt kunne jeg godt være blevet en anelse mopset over hendes ord, men jeg forstod hende godt. Mit forbrug af drenge havde været stort før i tiden, men efter Logan var kommet til, havde der ikke været en eneste dreng. Ud over ham selvfølgelig.

”Men lad være med at sige det til nogen, okay?” Jeg havde stadig svært ved selv at fatte, at jeg rent faktisk kunne føle sådan over for en bestemt person. Hun nikkede som svar, og jeg vidste at hun aldrig kunne finde på at sige det videre til nogen. Vi kendte hver især hinandens dybeste hemmeligheder, og der var utallige ting, som helst ikke skulle ud til omverdenen.

Jeg fik hurtigt skiftet tøj og gjort mig klar, hvorefter vi gik imod lokalet hvor første time skulle afholdes. Leah havde allerede fået morgenmad, og min appetit var ikke eksisterende. Det var faktisk ved at være lang tid siden, jeg havde fået et ordentligt måltid. Jeg havde bare ikke haft lyst eller behov for at spise på det seneste.

Gangene var som sædvanlig et stort kaos mandag morgen, men det lykkedes os alligevel at nå hen til lokalet i tide. Der var en rungende lyd af de mange stemmer, der alle snakkede i munden på hinanden. Logan kom ind af døren sammen med nogle andre fra klassen, og jeg skulle lige til at gå hen til ham, da Mrs. Summer kom ind af døren, og smækkede den i efter sig, hvorefter hun bad alle om at holde være kæft og sætte os ned. Hun virkede ikke til at være i det sædvanlige gode morgenhumør i dag.

 Hendes humør fortsatte videre i timen, og i stedet for hendes livlige undervisning, var det kedeligt arbejde i bøgerne. Mit gæt ville være, at hun var lidt oprevet over alt det med Lauren. Eller også var hun bare godt og grundigt morgensur af en eller anden grund, som vi ikke kendte til.

”Evelyn og Logan i lokale 284 bedes henvende sig på kontoret omgående!” Den lille højtaler skrattede ud over lokalet, og jeg kunne næsten regne ud, at vi skulle have vores straf for at være taget væk fra skolen. De andre elever sendte os nogle blandede blikke, da vi begge rejste os op og forlod lokalet. Leah havde tydeligvis medlidenhed med os, mens Alice havde fundet sit hoverende blik frem igen. Hun havde ellers lige haft nogle gode dage, hvor hun havde været helt nede på jorden på grund af alt det med Lauren. Resten af klassen lignede en forvirrende flok høns, der ikke vidste, hvad der foregik.

Turen hen til kontoret føltes som en evighed, og mine skridt var tunge, mens vi slæbte os vej hen ad gangene. Bare tanken om at dette besøg på kontoret ikke ville have meget positivt i sig, kunne give mig lyst til bare at vende om og stikke af.

”Tror du det bliver meget slemt?” spurgte han efter et lille stykke tid, hvor vi blot havde gået i stilhed side om side.

”Tja, de plejer at være ret strenge, når det gælder at forlade skolen,” svarede jeg med et træk på skuldrene. Min samtale med Leah før i dag kom tilbage til mig, og jeg fik pludselig en stor træng til at vide, hvad han helt præcist følte. Jeg var endelig blevet klar over hvad jeg følte, selvom jeg stadig ikke var meget for at indrømme det, men hvad han tænke om det hele, ville være det helt afgørende.

Min hals blev helt tør, og jeg opgav at sige noget, før jeg overhovedet var begyndt. I stedet tog jeg mod til mig, og flettede forsigtigt mine fingre ind i hans. Det måtte være tydeligt for enhver, at jeg ikke var vant til alt det her kærlighedspjat.

Selvom jeg holdte mit blik fremadrettet, kunne jeg se hans blik der endte på mig. Jeg kiggede til sidst op på ham med et skævt smil. Han virkede en anelse forvirret, men det blev kort efter erstattet med et smil, før vi begge så fremad igen. Min hånd fik et lille klem, og resten af vejen hen til kontoret foregik i stilhed. Gangen var tom for andre end os, hvilket jeg var glad for. Det skulle gerne bare blive imellem os lidt endnu, indtil vi begge fandt ud af hvad vi helt præcist skulle gøre. Men lige nu var det godt at vide, at han i det mindste følte lidt det samme som mig.

Vi slap hinandens hånd igen, da vi nåede hen til kontoret. Vi blev bedt om at vente i et kort øjeblik, før Rektor var klar til at se os. Da det var tid, blev vi ledt hen til døren og lukket ind, hvorefter døren hurtigt blev lukket efter os. Vi udvekslede hurtigt et nervøst blik. Når vi ligefrem blev taget til Rektor og ikke bare et af de andre kontorfolk, var vi for alvor på spanden. Det her kunne umuligt ende godt.

Rektor gjorde et kort nik imod de to stole, der stod placeret foran hendes enorme skrivebord, og vi satte os hen på hver vores. Hendes læber var presset sammen til en smal streg, mens hun kiggede skiftevis på hver af os. Der var ikke engang antydningen af et smil på hendes ansigt.

”I to er for alvor i problemer.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...