En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

265Likes
476Kommentarer
13508Visninger
AA

22. Skolesygeplejersken

 

Smerte. Smerte var det første jeg bemærkede, da jeg langsomt kom til mig selv igen. Dernæst lyset. Selv med lukkede øje kunne jeg hurtigt regne ud, at jeg ikke længere var i huset. Huset. Leah. Åh gud. Det hele kom tilbage, og tårerne begyndte endnu en gang at hobe sig op i øjnene. Et hulk slap ud igennem mine læber. Jeg var bange for at åbne øjnene, i frygt for hvad der ville møde mig.

”Hey, hun er vågen,” hørte jeg en stemme sige lavmælt, og fodtrin bevægede sig hurtigt imod mig. Min hånd fik et lille klem, og først der lagde jeg mærke til, at der var en der holdte min hånd. Måske Logan? Måske ikke.

”Evelyn?” spurgte en stemme forsigtigt lige ved siden af mig, der helt bestemt ikke tilhørte Logan. Mit eneste svar blev en række af utydelige lyde, som jeg ikke engang vidste, var mulige at lave. Mine øjne åbnede sig langsomt, men jeg måtte blinke en del gange, før jeg havde vænnet mig til det skarpe lys.

Jeg var tilbage på skolen. Hos skolesygeplejersken for at være helt præcis. Det var et sted jeg havde været en del gange før, så det var nemt at genkende. De hvide vægge og de grå loft med det underlige mønster. Mit blik kørte ned til min hånd, hvor en anden hånd holdte om den i et stramt greb. Jeg fulgte armen op til personens ansigt. Hvis det ikke var fordi jeg havde det så dårligt, ville jeg nok have fået en eller anden form for flip. Af alle mennesker i hele verden, var det min mor der sad ved siden af mig.

”Hvordan har du det?” spurgte en ny stemme. Jeg fik drejet mit hoved med lidt besvær, og så hen på den nyankomne sygeplejerske, der stod med en blok og kuglepind i hånden.

”Øhm. J-jeg...” Min stemme svigtede mig noget så groft, og alle lyde der kom ud af min mund gav ingen mening. ”H-h-hovd.” Det føltes som om, at min tunge slog knuder på sig selv, men heldigvis lod det til at sygeplejersken alligevel godt kunne se, hvad jeg mente.

”Hovedet? Ja, du fik også noget af et slag.” Hun vandrede væk i et kort øjeblik, før hun kom tilbage med et glas vand og nogle piller. Jeg havde altid hadet at tage piller. Der var ikke nogen bestemt grund til det, men det kunne jeg bare ikke. Men kræfterne til at kæmpe imod denne gang, var der ikke, og jeg lod sygeplejersken hjælpe mig op at sidde i sengen, så jeg kunne få slugt de to små piller.

”H-hvad... Skete der?” fik jeg fremstammet, og så hen på min mor. Hendes lyse hår hang perfekt ned over hende smalle skuldre, mens hendes lyseblå øjne borede sig dybt ind i mine. Selvom hun var min mor, havde vi aldrig haft et godt forhold. Hun havde aldrig været til stede, og nu forsøgte jeg så vidt muligt, at holde en vis afstand til hende.

”Det skal du ikke tænke på nu. Bare hvil dig, og så skal du nok få det bedre igen,” svarede hun stille tilbage, og forsøgte sig med et halvhjertet smil. ”Jeg vil lade dig hvile dig lidt.”

Hun gav min hånd et sidste klem, før hun rejste sig fra stolen, der stod placeret ved siden af sengen, og forlod rummet. Jeg havde så mange spørgsmål, og tårerne fik nu frit løb, efterfulgt af en række ukontrollerede hulk. Leah. Hvorfor lige hende? Der var ingen der havde bekræftet over for mig, at hun rent faktisk var borte, men jeg var helt sikker på det. Jeg havde været lige ved siden af hende, da det skete. Hvor var Jack og Logan? Min hjerterytme tog pludselig fart, og jeg kiggede rundt på de andre senge, der stod i rummet, men jeg kunne hurtigt konstatere, at jeg var den eneste herinde.

Jeg vidste at det ville være mest fornuftigt, at forsøge at få noget søvn, men alle de ubesvarede spørgsmål holdte mig væk fra søvnen. Hvis nogen dog bare kunne forklare mig, hvad fanden der var sket? Det sidste jeg huskede var, at en af mændene kom gående imod mig, jeg blev slået med et eller andet, og derefter faldt jeg om.

Selv efter pillerne var begyndt at have deres virkning, var smerten i hele mit hoved der stadig. Min ene hånd kørte op til panden, og jeg blev overrasket da jeg blev mødt af en stor forbinding. Eller måske var det bare et stort plaster. I hvert fald noget, der dækkede et muligt sår i panden på mig. Jeg mest lyst til bare at flå forbindingen af, så jeg kunne se, hvor slemt det var, men fornuften sagde mig, at det var bedst at lade være.

Døren herind til gik op, og jeg drejede mit hoved imod lyden. Fodtrin kom tøvende gående imod mig, men jeg fik hurtigt et stort smil frem, da jeg fik øje på drengen med det gyldne hår og de kastanjebrune øjne. Han fortsatte roligt imod mig, og jeg kunne slet ikke beskrive følelsen, der strømmede igennem kroppen på mig. Han var i live.

”Hey,” sagde jeg, stadig med en stemme, der ikke samarbejdede helt optimalt. Dog kunne jeg da næsten formulere ord, der gav mening, og ikke bare tilfældige lyde.

”Din mor har vogtet over dig som en høg,” sagde han med et lille grin. Det kom ikke som nogen overraskelse. Normalt var hun ligeglad med alt, hvad jeg foretog mig, men når jeg pludselig var kommet til skade var jeg hendes lille porcelænspige, som ingen måtte røre ved. Det var skrækkeligt.

”Undskyld,”  hviskede jeg tilbage. ”Hun er bare træls.”

Han overtog pladsen min mor før havde siddet på, og tog min ene hånd i hans.

”Hv-hvad skete der?” spurgte jeg, og smilet der før havde været på mine læber over at se ham, falmede langsomt igen. Han sank en klump i halsen, og kiggede kort rundt i rummet, før han vendte blikket tilbage til mig.

”Leah hun...” Han sank endnu en klump i halsen, og det var nok bekræftelse for mig af, hvad der var sket med Leah. Hun var væk. Jeg kæmpede med at holde tårerne inde, og forsøgte at koncentrere mig om at trække vejret dybt ned i maven. ”Undskyld.”

”Hvorfor undskyld?” Jeg så undrende på ham. Min stemme fungerede helt normalt igen, hvilket var en stor fordel, når vi havde en samtale som denne. ”Det var jo ikke din skyld, at hun... ja.” Det burde ikke være svært at sige, at hun var død, men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at sige det. Det var hårdt nok bare at tænke på, at jeg aldrig mere skulle se hende. Aldrig mere skulle tale eller grine med hende. Aldrig mere noget. Jeg havde mistet min bedste veninde, og der var intet jeg kunne gøre ved det.

”Vi burde være kommet ind noget før. Hvis vi bare havde været der et halvt minut tidligere, ville hun ikke være død.” Han lød så frustreret, og man kunne tydeligt se på ham, at han gav sig selv skylden for hvad der var sket.

”Logan, det var ikke din skyld,” hviskede jeg tilbage, og strammede mit greb om hans hånd.

”Jeg ved det, men... Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket, hvis vi var kommet noget før.”

Jeg nikkede forstående, og ville have lænet mig hen til ham for et kys, men hele min krop sagde nej, så jeg måtte lægge mig tilbage på sengen igen med et støn af udmattelse. Han forstod dog, hvad min plan havde været, og lænede sig ned til mig med et drilsk smil, og efterlod et blidt kys på mine læber, før han igen rettede sig op.

”Hvordan er jeg egentlig endt her?” Nu havde jeg fået nok informationer om Leah, men ingen havde endnu forklaret mig, hvad der rent faktisk var sket med mig, og når man vågner op på en hospitalsseng, vil man som regel gerne have en forklaring. Han rykkede sig lidt på stolen, og hvilede hans arme på sengen.

”Jack tog sig ret godt af ham, der gjorde det ved Leah, og den anden han havde også en sprøjte. Jeg kan ikke huske det helt præcist, men han slap væk et kort øjeblik, og på ingen tid havde han fået fat i et baseballbat. ”Jeg fik et slag først, og pludselig var han ovre ved dig, og tja, så fik du et slag i hovedet.” Han forklarede det hele i et meget pædagogisk tempo, så jeg sagtens kunne følge med. Et baseballbat. Det forklarede den dunkende hovedpine.

”Hvad så bagefter? Hvor er mændene nu? Er du okay?!” Hvis han havde fået et slag, måtte han da også have ondt et eller andet sted. Påført smerte på dyreformen var lig med smerte for mennesket.

”Jeg har det fint,” svarede han. Jeg kunne ikke helt bestemme, om jeg skulle tro ham eller ej, men det kunne ikke være så slemt, når han sagtens kunne gå og ikke havde været indlagt herinde ligesom mig. ”Vi fik dem ned. Sådan... Bevidstløse. De var lidt nemmere at holde styr på sådan.” Jeg kunne ikke undgå at smile over at høre det. De idioter fortjente det fandme også. ”Vi fik skiftet tilbage til mennesker, og de havde noget reb inde i rummet ved siden af. Politiet kom et kvarter senere. Leah var allerede væk på det tidspunkt, og jeg troede lige... Du lå helt stille. Vi troede du også var væk. Jeg er så glad for, at du stadig er her.”

Man kunne næsten fornemme smerten i hans stemme. Jeg kunne kun forestille mig, hvordan jeg selv ville have haft det, hvis det var mig, der troede at han var død. En skrækkelig tanke som hurtigt blev skubbet væk igen. Vi var begge i live, dog med mindre skader.

Jeg rykkede mig hen til den ene side af sengen, og klappede let på den ledige plads ved siden af mig. Han rejste sig fra stolen, og lagde sig op lige ved siden af mig. Jeg drejede mig rundt en anelse, og hvilede mig hoved på hans brystkasse, mens han lagde sin ene arm om mig.

”Rektor kom ud til huset,” fortsatte han lidt efter, hvilket fik mig til at løfte øjenbrynene i overraskelse. ”Nogen fra skolen skulle tjekke huset igennem. Det ville ikke være så godt, hvis politiet fandt kuren.”

Det gav meget mening. Politiet ville nok undre sig en del, hvis de fandt en mystisk væske, som de ikke vidste hvad den kunne bruges til.

”Fandt de så noget?”

”Ja, der var en hel beholder fyldt med det. Du er ikke længere mistænkt for noget, så man han vel sige, at missionen er lykkedes.”

Et stort smil fandt frem på mine læber. Selvom det ikke burde være mulig at være glad, lige efter at have mistet sin bedste veninde, så var jeg glad. Jeg blev ikke længere beskyldt for at have medvirket til et mord.

”Rektor ville vist nok tale med dig engang i morgen,” sagde han. Jeg svarede med et kort nik, og så op på ham med et smil.

”Jeg kan virkelig godt lide dig. Sådan helt ekstremt,” hviskede jeg, og kyssede ham kort, før jeg så ind i hans brune øjne.

”I lige måde. Det er næsten skræmmende. Os to der var imod kærlighed.” Et lille grin fandt frem på hans ansigt, og kort efter havde det også fundet frem til mig. Han havde fuldkommen ret. Ingen af os havde været de helt store kærlighedsstræbere, men se hvor vi var nu.

”Ja, kærlighed er en underlig ting,” svarede jeg med et smil, og puttede mig lidt mere ind til hans brystkasse, og lukkede øjnene i. Trætheden kom væltende ind over mig, og mine tunge øjenlåg kunne ikke åbnes igen, da de først havde lukket sig i. Lige før jeg faldt i søvn, kunne jeg mærke hans ene hånd blidt stryge over min arm, og hans rolige stemme, der virkede langt mere beroligende end de piller sygeplejersken havde givet mig.

”Meget underlig.”

 

--------------------------------------------

I skal bare lige vide, at i er de bedste læsere! Jeg sidder virkelig og smiler som en idiot, hver gang der er kommet en ny kommentar eller et like.

Jeg har haft lidt svært ved at skrive hele 'kamp-scenen' i sidste kapitel, og også med at skulle beskrive alt hvad der skete, men håber at det er kommet ud på en nogenlunde god måde.

Jeg kan ikke love, at der kommer et kapitel ud i morgen, da jeg har planer det meste af dagen, men i kan i hvert fald regne med et nyt igen på torsdag! :)

Og så lige lidt loooove til slut i kapitlet. Haha, håber i kan lide kapitlet, og kom gerne med en kommentar og like, hvis i allerede har gjort det :3

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...