En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

263Likes
476Kommentarer
13350Visninger
AA

19. Redningsmissionen

 

Jeg havde aldrig i mit liv troet, at jeg ville ende op i en celle. Til mit held var jeg ikke i et fængsel, men derimod bag en glasvæg nede i skoens kælder. Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde jeg overtaget cellen fra ham, der havde myrdet Lauren. Det var stadig utroligt, at de rent faktisk mistænkte mig for at have været med til det. Jeg havde endda forsøgt at forklare dem, at jeg havde fået nogle underlige sms’er og at der var nogen, der var ude på at få mig hængt ud, men det lod bare til at få dem til at blive mere overbevist om, at det var mig var mig havde gjort det.

Endnu en nat var gået, hvor jeg havde ligget søvnløs og vendt og drejet mig på den hårde seng. De måtte gerne indse hurtigst muligt, at der var sket en kæmpe misforståelse, og at jeg var uskyldig. At være spærret inde var i hvert fald ikke noget jeg brød mig om.

Døren gik op med et høj lyd, og ind kom Rektor efterfulgt af de samme to mænd, der slæbte mig herned i går. Jeg var for fanden allerede spærret inde, men alligevel var der brug har vagter hver gang folk skulle i nærheden af mig. Det her blev bare værre og værre. Jeg satte mig op i sengen, og så ud igennem glasvæggen.

”Hør, hvis i bare gider finde min mobil, så kan i selv se beviserne! Jeg har ikke gjort noget!” forsøgte jeg endnu en gang. Jeg var ved at løbe for ting at sige, der ville kunne overbevise dem, for det lod til, at ingen troede på mig, lige meget hvad jeg sagde.

”Vi har kontaktet dine forældre, og de kommer senere i dag.”

”Hvad?!” Mine forældre var dem jeg mindst gad have omkring mig lige nu. De havde aldrig været der for mig, og så vælger de at dukke op, når jeg bliver beskyld for noget jeg ikke har gjort. ”Kan du ikke få Logan eller Leah herned?” Jeg ville virkelig gerne snakke med nogen, der måske kunne forstå mig, og som rent faktisk ville tro på mig.

Rektor havde altid haft et smil på læben, hver gang jeg havde talt med hende, men siden i går havde der ikke været andet end et stramt ansigtsudtryk fra hendes side af.

”Så lad gå,” svarede hun kort tilbage, før hun forsvandt ud af døren igen. Jeg var underligt nok helt rolig. Måske var det fordi jeg vidste, at jeg ikke havde gjort noget, og på et eller andet tidspunkt ville de finde ud af, at der var sket en stor fejl.

Der gik små ti minutter før fodtrin kunne høres ude på gangen, og kort efter gik døren op, hvorefter Leah og Logan kom til syne. Jeg kunne se der stadig var vagter med, men denne gang blev de stående uden for døren.

”Evelyn,” sagde Leah stille, mens hun kiggede en anelse forvirret på mig. Jeg kunne ikke sige, om hun også troede at jeg var skyldig eller ej.

”Jeg har ikke gjort noget,” forsikrede jeg dem om, og jeg rejste mig fra sengen og gik helt hen til glasvæggen, der skilte os ad. ”Det lover jeg.”

”Vi tror på dig, men jeg forstår det bare ikke... Hvorfor fandt de den sprøjte inde på vores værelse?” spurgte Leah. Jeg kunne mærke lettelsen strømme igennem mig over at høre, at de troede på mig. Det var i hvert fald en start.

”Ham der gjorde det ved Lauren, havde været inde på vores værelse og tage dagbogen. Han kan have glemt den der?”

”Det er bare lidt mystisk.”

”Jeg ved det. Hey, i bliver nødt til at tage tilbage til vores værelse, og få fat i min mobil!” De kiggede begge undrende på mig. ”Jeg har fået nogle underlige beskeder i går, og jeg tror de har noget med det at gøre. Måske kan man spore nummeret?”

Jeg havde ingen anelse om, om det overhovedet var muligt at spore et ukendt nummer. Måske kunne politiet gøre sådan noget? Vi aftalte at de ville skynde sig op for at finde mobilen, og vende tilbage så snart de havde fundet den. Jeg ville så gerne røre dem. Give dem et kram, og føle at jeg ikke var alene og låst inde bag en glasvæg.

Mine øjne fulgte dem hele vejen ud, indtil døren bag smækket i efter dem, og efterlod en tung rungende lyd i rummet. Endnu en gang sad jeg alene tilbage, og nu kunne jeg ikke gøre andet end at vente. Jeg håbede inderligt, at min mobil ikke var blevet fjernet fra værelset, efter de havde været inde og undersøge det i går.

Utålmodigt gik jeg frem og tilbage i min lille fængselscelle, mens tiden sneglede sig af sted. Det kunne sagtens tage lang tid, før de kunne få sneget sig herned igen, men jeg kunne håbe på, at der ikke ville gå så lang tid endnu, for jeg var snart ved at blive skør af alt det her. Jeg var ikke morder, og jeg havde bestemt heller ikke været med til at planlægge et mord. Én ting jeg stadig ikke kunne forstå, var hvorfor det lige netop var mig det skulle gå ud over?

Jeg satte mig ned på det hårde stengulv, før jeg lænede ryggen tilbage imod gulvet. Det var ikke ligefrem behageligt, men det var et gulv. Og gulve havde nogle gange en beroligende effekt på mig, hvilket jeg i den grad godt kunne bruge lige nu. Mine fingre foldede sig sammen hen over min mave, og jeg lukkede langsomt øjnene i.

En lyd af fodtrin fik mig til at slå øjnene op, og hurtigt rejste mig fra det støvede gulv. Jeg havde ingen tidsfornemmelse, og der var ingen vinduer herinde, som jeg kunne bruge til at finde ud af et nogenlunde tidspunkt. Håndtaget blev trukket ned i en hård bevægelse, og ind kom Logan og Leah begge to med knaldrøde kinder. De lignede to, der lige havde løbet et maraton eller noget i den stil.

”Hvad sker der?” spurgte jeg undrende.

”Du skal ud. Nu.” Leah fiskede et bundt nøgler frem fra sin lomme. Først nu slog det mig, at de begge var fuldt påklædt i overtøj.

”Vent, hvad skal vi? Og hvor har i nøglerne fra?”

Leah svarede ikke, men begyndte lynhurtigt at afprøve samtlige nøgler, der måske kunne passe til døren. Desværre var bundtet godt fyldt, så det gik ikke så hurtigt som man kunne have håbet på.

”Lad os bare sige, at det er bedst hvis vi skynder os væk,” svarede Logan lidt efter, som svar på mit spørgsmål fra før. Døren gik op med et lille klik, og jeg var hurtig til at skynde mig ud. Leah rakte mig hurtigt min jakke, før hun løb ud af rummet igen. Logan tog fat om mit ene håndled, og trak mig med ud derfra, og videre efter Leah.

”Vil nogen ikke snart forklare mig, hvad der foregår?” Vi løb fortsat videre hen ad kældergangen, og jeg måtte spærre øjnene op, da vi løb forbi en vagt, der lå bevidstløs på gulvet. ”Har i gjort det?”

”Ja,” svarede Logan kort, mens vi alle skyndte os videre op af trappen. ”Vi skulle jo have dig ud, og han havde nøglerne. Men han er kun bevidstløs.”

Jeg vidste ikke helt præcis, hvor vi var på vej hen, men jeg fulgte blot med i det hurtige tempo. Det lykkedes os ikke at støde ind i en eneste lærer, og først da vi stod udenfor i den stikkende kulde, stoppede de endelig op.

”Vi fandt mobilen,” sagde Leah stille, mens hun kæmpede for at få vejret igen. ”Hvorfor sagde du ikke noget om dem?”

”Jeg troede bare det var nogen der lavede sjov. Ikke at det rent faktisk ville ske.” Jeg kiggede skiftevis på dem. I sådan et øjeblik var det vigtig at værdsætte, at der rent faktisk var mennesker, der satte en masse på spil for at hjælpe en. Hvis jeg ikke havde haft dem, ville jeg stadig sidde indespærret bag en glasvæg. ”Tak.”

”Nogen skulle jo have dig ud derfra,” svarede Leah tilbage med et grin.

”Men hvad skal vi nu?”

”Vi smutter i hvert fald herfra, før du bliver dømt for noget du ikke har gjort.” Denne gang var det Logan der talte, og jeg nikkede let som svar. ”Og så skal vi have fundet nogen, der kan spore nummeret, så vi kan finde ud af, hvem der har gjort det.”

”Hva’ burde du ikke sidde inde?” En anden stemme fik os alle tre til at dreje hovedet imod skikkelsen var kom nærmere. Et suk forlod mine læber, da jeg genkendte personen.

”Hvad vil du Jack?” Jeg havde ikke set så meget til ham, efter vi havde stoppet det vi havde gang i.

”Jeg var bare ude, og det er ret svært at undgå at overhøre jeres tunge vejrtrækninger,” mumlede han, og tog et sug af cigaretten han holdte imellem to af sine fingre. ”Men hvad skal i?”

”Vær sød ikke at sige det til nogen!” Leah sendte ham et bedende blik, og han lod kort øjnene glide hen over os alle tre.

”Smutter i?” Han lød faktisk overrasket. Jeg kan ikke beskrive hvorfor, men der var noget der sagde mig, at han heller ikke troede på, at det var mig der havde gjort det. Hvis han troede det, ville han ikke have opført sig så afslappet. Så godt kendte jeg ham da til at vide det.

”Vi skal have sporet dem, der fik mig rodet ind i alt det her.” Det var helt underligt, pludselig at have en så seriøs samtale med ham. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft det. ”Sig det ikke til nogen, okay?”

”Fint, men så vil jeg med.”

”Hvad?!” spurgte Leah og mig i kor. Det var uventet. Meget uventet. ”Hvorfor?” fortsatte jeg bagefter, og så forvirret på ham.

”Jeg vil væk herfra,” svarede han ærligt. De fleste elever på skolen, ville næsten gøre alt for at komme ud fra skolens område, næsten lige meget i hvilken anledning det var. ”Du er fandens god i sengen, men jeg ved du ikke er morder.”

Noget sagde mig, at den første del kun blev sagt for at irritere Logan, og efter at dømme på de blikke de udvekslede, var det tydeligt at jeg havde ret.

”Okay, men... Vær normal.” Hvis vi skulle have ham med, kunne jeg virkelig ikke overskue, hvis han valgte at være en nar under hele turen. Så kunne han ligeså godt blive hjemme.

”Skal vi virkelig have ham med?” mumlede Logan, tydeligvis ikke glad for, at vi pludselig fik endnu en med på vores mission. Jeg sendte ham et bestemt nik, før jeg igen så rundt på de andre.

”Vi burde måske snart komme af sted. De finder sikkert snart den bevidstløse vagt, og så vil det være bedst, hvis vi er langt væk herfra.”

”Har i slået en ned? Fedt!” udbrød Jack, og jeg kunne ikke gøre andet end at grine lavmælt.

Vi begav os af sted hen ad vejen i et friskt tempo. Det hele var spændende. Vi var på en mission, hvor vi skulle finde de personer, der i virkeligheden havde været med til at planlægge mordet, men som så havde fået folk til at tro, at det var mig i stedet for dem, der havde gjort det. Måske var det alligevel en god til at have Jack med. Så havde vi endnu en dreng, og hvis der ville blive brug for muskler, var de langt stærkere end både mig og Leah. Så var spørgsmålet bare, om Logan og Jack ville kunne finde ud af at samarbejde. Indtil videre gik det i hvert fald ikke særlig godt imellem dem, men jeg kunne ikke gøre andet end at håbe på, at de kunne find ud af det sammen, når der ville blive brug for det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...