En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

265Likes
476Kommentarer
13508Visninger
AA

13. På udflugt til en tom bar

 

Bøgerne var knuget tæt ind til kroppen, da jeg i et hurtigt tempo gik tilbage til gangen med værelserne. Det her var bare noget, der ikke måtte ske. Jeg kunne ikke længere holde dagbogen for mig selv, og nu hvor Rektor havde set bøgerne, ville hun sikkert begynde at tro en masse ting om mig. Hun havde sagt, at de havde sendt folk ud efter personen, der havde gjort det. Det ville sige, at de vidste hvem det var. Når personen engang var blevet bragt med tilbage, ville jeg næsten være nødt til, at aflægge ham et besøg, og høre hvordan i helvede han havde fået fat i kuren. Om det overhovedet kunne kaldes en kur, tvivlede jeg stadig en del på. Var en kur ikke noget, som var ment til at helbrede folk, i stedet for at slå dem ihjel?

Da jeg åbnede døren ind til gangen, var alle der før havde stået på gangen i høj snak på vej ud. Jeg fik øje på Leah i mængden, og hev fat i hendes arm, så hun blev nødt til at stoppe op.

”Hvor er alle på vej hen?” spurgte jeg undrende.

”Kontoret. Vi skal have en forklaring, og Alice er ved at bryde fuldstændig sammen.” Mit blik ledte efter Alice, og med hendes platinblonde hår var hun nem at spotte. Tårerne løb i en strid strøm ned over hendes lyserøde kinder, og hendes make-up var langt fra så perfekt som den normalt var.

”Vent lige.” Hun var på vej til at gå videre og følge med strømmen af elever, men jeg strammede grebet om hendes arm. Lige da den sidste person var trådt ud af døren, kiggede jeg tilbage på Leah, der bare gav mig et forvirret blik.

”Lauren er død.”

”Hvad? Nej. Hvorfra ved du det?” Normalt havde vi haft elever, der var forsvundet et par dage, men de var altid dukket op igen, hvor det viste jeg, at de bare havde været på intensiv druktur.

”Jeg kommer lige fra kontoret, hvor de havde fundet mine bøger.”

”Okay. Wow.” Hun tog sig til hovedet, og så imod døren. ”Jeg tror lige jeg går med derhen.”

Jeg nikkede kort, før hun hurtigt fortsatte hen til døren og efter de andre. Mit blik forholdt sig fæstnet på døren i flere minutter, før jeg til sidst slog blikket i jorden. Hvorfor skulle det her ske? Hvorfor lige Lauren? Der var så mange spørgsmål, som jeg umuligt ville kunne få svar på, før de bragte personen tilbage, der var skyld i det hele. Af en eller anden grund pressede tårerne sig pludselig på. Det her var slet ikke mig. Jeg græd aldrig, og hvis jeg endelig gjorde, så var det fordi, at der var en ekstrem god grund.

”Hej.”

Jeg vendte mig hurtigt om imod stemmen, og fik øje på Logan der kom gående imod mig. Hans smil falmede en smule, jo tættere på han kom.

”H-hej,” fik jeg fremstammet, og så ned i gulvet.

”Er du okay?” spurgte han, og lød oprigtigt bekymret. Hvis jeg havde fået en tier for hver gang, nogen havde spurgt mig, om jeg var okay inden for de sidste par dage, ville jeg have kunnet købe en bil for alle de penge.

”Nej.” Så fik jeg sagt det. Jeg havde gået og løjet for alle, og ikke mindst mig selv, om at jeg havde det fint. Der var bare det problem, at alt ikke var fint. Jeg følte at hele min verden ramlede sammen, og mit hoved kunne snart ikke rumme de mange ting der skete omkring mig.

Han stoppede op foran mig, og hans overraskelse var helt tydelig at se, da jeg slap bøgerne i min favn og i stedet gik helt hen til ham og lagde armene om ham. Jeg hvilede mit hoved imod hans skulder, mens jeg holdt mig tæt ind til ham. Først stod han bare passivt, og undrede sig nok en del over hvad der lige foregik, men da han til sidst foldede sine hænder bag min ryg, havde det en næsten beroligende effekt på mig.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre,” hviskede jeg, og fjernede mit hoved fra hans skulder, så jeg i stedet kunne møde hans blik. Han fjernede sin ene hånd fra min ryg, og tørrede en tåre væk, der havde fundet sin vej ned af kinden. ”Jeg tror jeg er ved at blive sindssyg af alt det her.”

”Alt det her hvad?” spurgte han. Mit eneste svar var et træk på skuldrene, før jeg igen lagde mit hoved ind til ham.

”Okay, så kom.” Et smil fandt tilbage til hans ansigt, og jeg så blot undrende på ham.

”Hvad skal vi?”

”Ud. Vil du have bøgerne med?” Han samlede bøgerne op fra gulvet, og rakte dem tilbage til mig. Jeg rystede kort på hovedet, og gik tilbage på værelset og lagde bøgerne ind på skrivebordet. Lige før jeg forlod værelset igen stoppede jeg op, og så tilbage på skrivebordet, før jeg hurtigt smuttede derind igen og samlede dagbogen op, og tog den under armen.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg, da jeg var kommet tilbage ud på gangen, hvor han stod og ventede. Han greb mine ene hånd i hans, og begyndte roligt at gå hen ad gangen.

”Ud,” svarede han tilbage med et smil. ”Væk fra skolen. Bare lige for en dag.”

”Vi kommer aldrig længere end hoveddøren.”

”Lige præcis i dag gør vi.”

Hans lange ben tog en del længere skridt en mig, så jeg måtte småløbe for at kunne følge med. Jeg holdte stadig hans hånd i min, mens min anden hånd havde et stramt greb om dagbogen. Jeg skulle ikke nyde noget af at miste den igen.

”Hvorfor tror du vi kan slippe ud?” Jeg kiggede op på ham.

”Fordi alle lærere er på kontoret, for at snakke om indbruddene. De har ingen til at holde vagt ved døren lige nu.”

Jeg håbede virkelig han havde ret. En tur ud fra skolen ville helt klart være dejlig. Bare en lille tur væk fra skolen, mens helvede brød løs. Han havde ret. Da vi kom til hoveddøren, var der ikke et eneste menneske i sigte. Normalt var der ellers altid sat folk til at holde vagt i dagstimerne. Et mord var ganske simpelt hvad der skulle til, for at få folk væk. Dog ville jeg foretrække, at noget lignende helst ikke skete igen.

Tempoet blev sat ned igen, da vi var i god afstand til skolen. Der var ikke nogen grund til stadig at holde fast i hans hånd længere, men jeg løsnede ikke mit greb. Nu var det ikke længere fordi jeg skulle slæbes med ud, men mere for hyggens skyld.

”Hvorfor skulle du egentlig ikke med hen på kontoret? Det skulle alle de andre.”

”Det var faktisk Leah der spurgte, om jeg ikke kunne gøre et eller andet.” Jeg så undrende op på ham.

”Leah?”

”Ja. Hun virkede lidt bekymret for dig, og sagde at du ikke ville fortælle hvad der var galt.”

”Hvem siger jeg vil fortælle dig, hvad der er galt?” spurgte jeg, og han stoppede hurtigt op, og så ned på mig med et kækt smil.

”Jeg skal nok få det ud af dig.”

Jeg rystede blot på hovedet med et lille smil, før vi igen fortsatte hen ad vejen. Jeg havde ingen anelse om, hvor vi var på vej hen, men jeg ville forhåbentlig finde ud af det på et tidspunkt, så der var ingen grund til at spørge om det. Vi nåede at gå i en halv time, før vi kom ind til midten af byen. Skolen lå i udkanten af en lille by, med et indbyggertal på næsten ingen. Ud over skolen selvfølgelig. Han satte drejede over vejen og hen til en lille bar, der lå på hjørnet af to gader.

”Jeg er ikke atten endnu, så jeg kan nok ikke komme derind,” sagde jeg, men fulgte stadig med derhen.

”Du skal nok komme ind. Jeg tror de er glade for, at der for en gangs skyld er kunder.”

Det kunne han selvfølgelig have ret i. Vi kom indenfor, og manden bag barens ansigt lyste op, da han fik øje på os. Vi ville helt klart ikke blive smidt ud. Når antallet af mennesker der kom forbi baren var så lavt, ville en tiårig sikkert blive lukket ind, så længe der ville komme penge i kassen.

Vi satte os ned ved et bord, og i løbet af ingen tid kom manden ned, og spurgte hvad vi kunne tænke os. Logan remsede en masse forskellige ting op, og jeg kiggede bare på ham med åben mund. Da manden havde fået skrevet det hele ned, smuttede han tilbage bag baren igen.

”En enkelt øl var ikke nok eller hvad?” spurgte jeg med et grin, og lagde dagbogen på bordet.

”Tjo, men hvis du ikke selv har tænkt dig at fortælle mig, hvad der foregår, må jeg jo tage andre midler i brug.”

”Så du har tænkt dig at fylde alkohol på mig, indtil jeg begynder at snakke? Meget smart.”

”Ja, ikke?”

Jeg rystede kort på hovedet af ham, før manden kom tilbage med en stor bakke fyldt med glas i alverdens størrelser, med forskellige flydende væsker i. Alt i alt var der i nærheden af ti glas. Måske ville det ikke engang være nødvendigt at drikke mig fuld, før jeg ville begynde at snakke. Jeg kunne ikke længere gå med det hele for mig selv. Ikke når der var blevet dræbt en elev.

På den anden side så ville alkoholen få mig til at slappe af, hvilket jeg i den grad godt kunne bruge.  Han rakte mig et glas, og jeg tog hurtigt imod det og tog en lille prøveslurk, og måtte skære en grimasse for ikke at spytte det hele ud igen. Der var i hvert fald ikke sparet på procenterne i den her, men det var vel heller ikke meningen.

”Så, har du tænkt-”

”Her.” Jeg afbrød ham før han fik talt færdig, og rakte dagbogen over til ham. ”Læs den her.”

”Vil du have mig til at læse en bog?” Han så oprigtigt forvirret ud over det, men bladrede alligevel frem til første side.

”Bare læs den.”

Han gik i gang uden flere protester, og jeg satte mig godt til rette på stolen. Faktisk var det umuligt at sidde behageligt. Det mørke træ var utrolig hårdt at sidde på, og der var ikke blevet tænkt på, at lægge en pude på stolen, så man kunne sidde bare en anelse mere behageligt.

Det ene glas efter det andet blev tømt, mens han sad og læste dagbogen igennem. På nogle tidspunkter spærrede han øjnene op, mens han andre gange fik et meget seriøst udtryk i ansigtet. Jeg ville sikkert også selv have set sådan ud, hvis det var mig der havde siddet og læst den. Jeg sad i stilhed og betragtede ham mens han læste. På en underlig måde, følte jeg at det var forkert at fortælle det hele til ham, når jeg ikke engang havde fortalt det til Leah endnu. Hun var altid den første. Bogen blev lukket sammen, og han skubbede den tilbage hen over bordet, så den endte foran mig.

”Hvordan fik du fat i den?”

”Biblioteket.”

”Det her er jo skørt!” udbrød han. ”Men hvorfor viser du den til mig nu?”

”Har du hørt det om Lauren?” Det gik op for mig, at jeg var den eneste elev, der indtil videre vidste at hun var død. Resten af eleverne var på vej derhen, da vi tog af sted, så han kunne umuligt ide, hvad der var sket med hende.

”Altså hende Alice bor på værelse med?” Han virkede en smule forvirret over mit spørgsmål. Jeg nikkede kort, før han fortsatte. ”Hun har været forsvundet siden i går, men jeg kan ikke se, hvad det har med dagbogen at gøre?”

”Hun er død. Myrdet.” Han var nær ved at blive kvalt i den slurk han lige havde taget, og måtte hoste flere gange, før han fik styr på sig selv igen.

”Seriøst?” Han stillede glasset fra sig, og rettede al opmærksomheden imod mig.

”Jeg var henne på kontoret for at hente dagbogen, og Rektor sagde det selv.” Ordene blev sagt hurtigt efter hinanden, og al kontrol over mine ord var forsvundet. Det var næsten et mirakel, at han stadig forstod hvad jeg sagde. ”Kan du virkelig ikke se det?”

”Se hvad?” Endnu et undrende blik fandt frem til ham, og han lagde hovedet en smule på skrå.

”Mord. Formskifter. Charlie Blacks kur. Er der en lille klokke der ringer?” sagde jeg. Det var tydeligt at se, at det hele langsomt gik op for ham, og han tabte nær kæben.

”Fuck.”

”Ja, det må du nok sige, men hvad fanden gør jeg? Afleverer dagbogen på kontoret?” Det føltes helt befriende at vide, at jeg ikke længere var alene om det. Nu var der en anden, der også vidste det hele. Jeg havde i to uger nu gået med det hele for mig selv, og det havde langsomt gjort mig mere og mere anderledes, hvilket andre til sidst var begyndt at bemærke. Det var næsten utroligt, så meget et simpel dagbog kunne gøre.

”Det er du næsten nødt til. Vi ved jo ikke om der er andre derude, der har kuren.” Det kunne han have ret i. Der var endnu ikke nogen der vidste, om ham der havde dræbt Lauren var den eneste. Måske var der en hel hær af mennesker, der havde det, og dermed kunne slå formskiftere ihjel.

”Du går med mig derhen med den.”

”Hvorfor?”

”Ikke noget særligt. Vil bare gerne have dig med.” Jeg fik et lille smil frem og så hen på ham, hvorefter han gjorde et kort nik. ”Nu har du fået det ud af mig. Skal vi så hjem igen?”

”Nah. Vi har stadig syv glas der skal tømmes,” sagde han med et grin, der i løbet af ingen tid smittede af på mig. Jeg kunne høre bartenderen mumle, men det var vist mest bare hans egne tanker, der blev sagt højt.

”Ung kærlighed,” sagde han, og da jeg kiggede hen på ham, var han hurtig til at vende ryggen til. Jeg måtte indrømme, at mine følelser for Logan havde udviklet sig lidt for meget på det seneste. Normalt var jeg ikke typen, som blev forelsket. Der var aldrig følelser involveret. Ikke før nu, og det skræmte mig en anelse.

------------------------------------------------------------------------------

Så fik jeg skrevet endnu et kapitel, og det blev en anelse langt - 2.392 ord for at være helt præcis, men håber i overlever det (: Det er ved at være en fast ting at jeg får opdateret fredag og søndag, da jeg simpelt hen ikke kan nå at få skrevet noget i hverdagene og lørdag er min fridag (:

Mange tak til jer der læser fast, og alle der bare generelt giver sig tid til at læse den og smide en kommentar. Det betyder virkelig meget! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...