En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

265Likes
476Kommentarer
13778Visninger
AA

3. Løven er ankommet

 

”Op med dig, din dovne tøs.”

Jeg blinkede nogle gange med øjnene, før jeg havde vænnet mig til lyset i værelset. Leah stod fuldt påklædt ved siden af min seng, og kiggede ned på mig med et smil.

”Du fik bogen, kan jeg se. Du er en skat!”

De ord, der skulle være blevet til ’det var så lidt’, kom i stedet ud som en mumlen af utydelige lyde, som ikke gav nogen mening. Jeg gned mine øjne med hænderne og satte mig op i sengen med et suk.

”Der er vidst en der er træt?”

Jeg havde altid misundt Leah. Selv tidligt om morgenen var hun frisk, og havde altid et smil på læben. Hendes kastanjebrune hår gik ned til hendes skuldre, mens hendes pandehår faldt ned i øjnene, på en måde der fik hende til at se yngre ud end hun egentlig var.

”Jeg skulle jo hente din bog,” sagde jeg med et træk på skulderen, og rejste mig fra sengen.

”Jeg har sagt det før, hvis du bliver nødt til at bryde ind for at hente noget til mig, så skal du altså ikke gøre det.” Hun kiggede på mig med et bestemt blik, der fik mig til at føle mig som et lille barn, der lige havde fået nej til slik.

”Der skete ikke noget. Og jeg havde lovet dig at hente den.”

Hun så bare opgivende på mig. Vi vidste begge to udmærket godt, at jeg i en diskussion altid ville vinde. Det var bare sådan jeg var, og jeg ville have min vilje.

”Nå, men tak så.”

”Lyd da lige lidt mere trist. Du fik din dumme bog, og jeg blev ikke opdaget.” Jeg traskede hen til kommoden, og fandt et par rene bukser og en tyk sweater frem. Vi var midt i november, så temperaturen kunne snildt nærme sig nulpunktet i dagstimerne.

”Undskyld,” sagde hun stille.

Jeg gik hen til hende og lagde armene om hende. Det var vores måde at komme videre på. Nogle gange skulle der ikke andet end et kram til, før hele stemningen ville vende.

Da vi omsider slap grebet om hinanden igen, gik jeg ud på vores lille badeværelse. Lyset var alt for skarpt efter min mening, og selv om jeg flere gange havde klaget til skolen, havde jeg hver gang fået det samme rungende nej som svar.

Jeg studerede mit spejlbillede. De mørke render under øjnene afslørede min natteudflugt i nat. Make-up ville ikke engang kunne dække det, så jeg opgav bare og lod være med at tage noget på. Jeg samlede det lange blonde hår i en hestehale, før jeg slukkede det skrækkelige lys og gik tilbage ind til Leah.

Vi fulgtes sammen hen til spisesalen, hvor der var godt fyldt op. Det var søndag, så der var intet hastværk for en gangs skyld, og vi havde rent faktisk tid til at spise et måltid i ro og mag.

Jeg satte mig ned på en ledig stol ved bordet, og så hurtigt rundt på de andre. Os formskiftere havde at bord for os selv i kantinen. Det var egentlig ikke noget der var bestemt, men vi foretrak bare alle at sidde sammen med andre formskiftere. På den måde kunne vi også sikre os, at vi ved et uheld kom til at nævne noget om os, så ville det ikke blive afsløret for mennesker. Det hele var nemmere på denne måde.

Mit blik endte på Jack, der allerede sad og stirrede åbenlyst på mig. Nogen burde virkelig fortælle ham, at et ikke er høfligt at klæde folk af med øjnene. Jeg fjernede blikket fra ham igen, og koncentrerede mig i stedet om maden på min tallerken.

”Har i hørt, at der kommer en ny elev senere i dag? En af os.” Jeg så hen på pigen der havde sagt det. Alice. Den mest snobbede person jeg nogensinde havde mødt, og som fuldt og fast troede på, at hun var bedre end alle andre. Jeg kunne ikke udstå hende. Faktisk ville jeg hellere dø end at ende på en øde ø med hende som det eneste selskab.

Alle havde rettet deres opmærksomhed imod hende. Sjovt nok, var det altid hende der altid vidste alting først. Hvordan hun bar sig ad, havde jeg ingen anelse om.

”Hvem?” spurgte Jack, og jeg så kort på ham. Han virkede stadig en smule mopset over, at han blev afvist i går.

”En dreng tror jeg det var.”

Jacks ansigtsudtryk falmede igen. Han havde sikkert lige siddet og håbet på, at der ville komme en eller anden fræk tøs, der var villig til at smide tøjet, så snart han knipsede med fingrene.

”Uh, ved du andet end det?” Nu var det Leah, der pludselig var blevet interesseret, og for at være ærlig, så tror jeg alle pigernes interesse var blevet vækket. En ny dreng var altid godt. Hvis han bare så var nogenlunde normal, så var alting jo perfekt.

”Han skulle komme hen på eftermiddagen, men ellers ved jeg ikke noget.” Jeg kneb øjnene sammen og kiggede på Alice med et koldt udtryk. Igen var hun dronningen af kantinen, fordi det var hende, der havde alle informationerne.

”Jeg går tilbage på værelset igen,” sagde jeg lavt til Leah, og hun nikkede forstående. Man kunne vel sige, at vi havde et fælles had til hende.

Stolen blev skubbet ud med en høj, larmende lyd, men jeg forsøgte at lade som ingenting, og forlad selskabet uden et farvel. Vi ville alligevel ses igen til frokosten, så jeg så ingen grund til det.

Lyden tonede langsomt ud i takt med, at jeg bevægede mig længere og længere væk fra den propfyldte kantine. Skolen var blevet grundlagt for århundreder siden, men var for få år siden blevet renoveret, så alting nu var det nyeste nye. Alle de gamle møbler var blevet skiftet ud med, hvad der nu lige var moderne. Væggene var hvide, og der hang kunst på væggene, som jeg ærlig talt ikke kunne se det smukke i. Men det var et hjem, og jeg havde tag over hovedet. Var det ikke det vigtigste?

Jeg passerede kontoret, og nåede kun få skridt forbi døren, før døren blev åbnet i en hurtig bevægelse, og mit navn blev kaldt.

Et kort øjeblik var jeg helt sikker på, at de havde fundet ud af, at det var mig, der havde været på biblioteket i nat, men da jeg vendte mig om, blev jeg ikke mødt af det vrede blik jeg havde regnet med.

Rektoren stod med et smil på ansigtet. Hun var ikke selv formskifter, men hun kendte til os og vidste alt. Utroligt nok havde hun aldrig fortalt det videre. Jeg mente det var noget med en aftale hende og nogen formskiftere engang havde indgået. Hvad den aftale helt præcist bestod af, vidste ingen andre end dem.

”Evelyn,” sagde hun og kiggede kort ind på kontoret, før hun igen rettede sin opmærksomhed imod mig.

”Hej,” mumlede jeg svagt.

”Skal du noget meget vigtigt lige nu, eller kan du lige gøre en hurtig tjeneste for mig?”

Jeg hævede øjenbrynene af overraskelse. Det var ikke normalt, at hun spurgte elever om hjælp. Hun havde ansatte til at klare hende ting, men alligevel trak jeg bare på skulderen.

”Det kan jeg vel godt.”

”Skønt.” Hun kiggede tilbage ind på kontoret. ”Kan du så ikke vise vores nyeste beboer hen til værelserne?”

Den nye beboer. Ham Alice havde snakket om. Hvis hun vidste, at jeg lige var blevet bedt om at vise ham hen til værelserne, ville hun være død af misundelse. Hun syntes allerede at det var slemt nok, at jeg fik mere opmærksomhed fra Jack end hun gjorde.

”Selvfølgelig,” svarede jeg hurtigt, og fik et smil frem.

”Han er løve.”

Jeg kiggede bare undrende på hende. Hvorfor skulle jeg vide det? Det ville jeg vel finde ud af på et eller andet tidspunkt. Løver havde altid været et af de eftertragtede dyr siden tidernes morgen, og siden var det blevet fastholdt. Der var ikke mange, som så en ræv for at være noget specielt.

”Okay.” Jeg trak en anelse på skuldrene, men beholdte smilet om mine læber. Rektor lod til næsten at være stolt over, at der endelig var kommet en løve. Vi havde fugle, bjørne, heste, dådyr og mange flere, men ikke en eneste løve.

Der lød nogle underlige lyde inde fra kontoret, og kort efter kom en høj dreng masende ud af døren, med en stor, tung taske på hver skulder. Bagagen kunne være ret tung, når man skulle have alle sine ejendele med sig.

”Så vil jeg gå tilbage til papirarbejdet. Husk nu, at du bare skal spørge Evelyn, hvis der er noget du vil vide,” sagde hun med det mest sukkersøde smil jeg længe havde set fra hende. Det var helt klart bare, fordi han var løve.

Hun gav ham et venligt klap på skulderen, før hun gik ind på kontoret igen, og efterlod os begge stående tilbage i stilhed.

Han var køn. Sådan virkelig meget. Så meget at det ikke burde være muligt. Han havde brunt hår, med et strejf af gyldne farver og mørke, kastanjebrune øjne. Han var næsten et hoved højere end mig, og så ud til at have en guddommelig krop gemt under den tykke trøje. Jeg burde virkelig lære bare at sige hej, i stedet for at stå og bedømme hver en centimeter af personen.

Hvis hans personlighed bare var halvt så god som hans udseende, så kunne jeg næsten forudse, at der ville blive kamp om ham blandt pigerne. Noget Jack helt sikkert ikke ville bryde sig om, da det ville betyde, at han ville få det mindre opmærksomhed. Det lagde op til at blive meget spændende de kommende dage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...