En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

266Likes
476Kommentarer
14174Visninger
AA

11. Løbetur i jagtsæson

Til mit held var bibliotekaren ikke til at se, da jeg listede af sted med bogen. Normalt skulle man udlåne bogen, så de kunne holde styr på, hvem der havde hvilke bøger, men lige i den situation valgte jeg at lade være. Folk ville begynde at tænke de mærkeligste ting, hvis de fandt ud af, at jeg gik rundt og lånte bøger om seriemordere.

De fleste var stadig til undervisning, og jeg nåede tilbage til værelset uden at blive mødt af en eneste person. Bogen blev gemt under min hovedpude, for at være sikker på, at Leah ikke ville se den. Jeg vidste ikke helt hvorfor, jeg følte det var vigtigt at holde det hemmeligt. Faktisk burde jeg nok fortælle det til nogen. Det kunne være, at der var nogen der den dag i dag, havde fat i den såkaldte kur, og derved kunne dræbe formskiftere.

Jeg kiggede op på det lille runde ud, der hang på væggen. De var i gang med sidste undervisningstime, så det var rent faktisk lykkedes mig ikke at møde op til en eneste time i dag. Jeg blev siddende midt på min seng med blikket rettet imod vinduet i lidt tid endnu, før Leah endelig kom tilbage.

”Hey,” sagde hun, og lukkede døren efter sig, før hun gik hen til skrivebordet, og lagde sine bøger på den i forvejen godt fyldte overflade. Hun satte sig hen ved siden af mig, men jeg forholdt blikket på vinduet, hvor vinden susede af sted. Solen skinnede og temperaturen havde været nogenlunde varm de seneste par dage, trods at vi var midt i efteråret. Vinden var dog stadig et problem. Man skulle næsten tro den havde travlt, så meget fart på den havde. ”Jeg troede det var planen at du ville komme til de sidste timer?”

”Det var det også, men jeg havde lige noget der skulle ordnes,” mumlede jeg tilbage med et træk på skuldrene.

”Er du okay?”

Jeg fjernede blikket fra vinduet og så hen på hende. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så hun næsten helt bekymret ud.

”Ja. Alt er fint.” For at være ærlig, så vidste jeg ikke hvordan jeg havde det. Jeg havde ikke følt mig helt som mig selv det seneste par dage, og der var bare sket så mange ting, at det slet ikke var til at holde styr på.

”Sikker? Og hvornår har du sidst fået noget at spise? Du var der hverken til morgenmaden eller frokosten.”

Nu hvor jeg mærkede efter, kunne jeg mærke det store hul i maven, der længtes efter at blive fyldt med mad. Normalt var jeg en pige, der stort set kunne spise konstant, men lige i dag havde min appetit været forsvundet.

”Jeg fik aftensmad i går.”

”Okay, så kom.”

Hun gav mig ikke noget valg, da hun rejste sig fra sengen og trak mig med op. Vi gik side om side hen til spisesalen, hvor jeg for første gang i dag endelig fik noget mad indenbords. Vi slog os ned ved et bord, og maden forsvandt hurtigt ned i min hungrende mave.

”Er du helt sikker på, at der ikke er noget galt? Du har virket lidt anderledes de seneste par dage.” Det bekymrede blik fandt sin vej tilbage på hendes ansigt, og jeg kiggede ned på den tomme tallerken. Hvis jeg så hende i øjnene ville hun med det samme gennemskue, at der var et eller andet galt. Hvad det helt præcist var, der egentlig var galt, havde jeg ikke engang selv styr på endnu. Der var bare noget galt. Noget der ikke kunne forklares.

”Jeg er bare træt.”

”Åh, for fanden,” mumlede hun pludseligt, hvilket fik mig til at se undrende på hende. Jeg havde troet ordene var henvendt til mig, men da jeg fulgte hendes blik hen til den platinblonde pige, der kom vimsende imod os, forstod jeg det bedre. Et tungt suk forlod mine læber, mens jeg fulgte hende med øjnene som hun kom tættere og tættere på. Lige nu var ikke et tidspunkt, hvor hun skulle få mig op i det røde felt, for denne gang ville jeg ikke kunne holde et slag tilbage, hvis hun blev for irriterende.

”Hej piger!” Hendes smil var næsten kvalmende at se på, og jeg forstod stadig ikke, hvorfor hun hver gang fandt sit bedste smil frem, selvom vi hadede hinanden.

”Hvad vil du?”

”Bare snakke lidt,” svarede hun med et smil, og satte sig ned på en ledig stol ved bordet, og så skiftevis på os. Jeg vidste med det samme, at det ikke var bare at snakke, men hun havde sikkert et eller andet dårligt at sige, der ville komme lige om lidt.

”Jeg kan virkelig ikke se, hvad han ser i dig.” Hun så på mig, med hovedet en anelse på skrå.

”Hvem?”

”Logan, selvfølgelig.”

”Hvad rager det dig? Og er dig og Jack ikke sammen?” Det var godt nok svært at følge med i, hvad hun havde gang i. Bare tanken om, at hun var ude efter Logan kunne gøre mig vred, selvom jeg egentlig ikke havde ret til at blive sur på hende på grund af det. Logan og jeg var ikke sammen, så han kunne egentlig gøre hvad han ville.

”Jo, men Logan er mere interessant.”

”Og hvor vil du hen med det?”

”Ih, du er bare så pisse irriterende!” udbrød hun, og skubbede stolen ud og rejste sig op. ”Jeg blev fucking afvist af ham på grund af dig. Jeg bliver aldrig afvist!”

Hun lød oprindeligt frustreret over det, og jeg kunne ikke gøre andet end at smile. Søde, lille, perfekte Alice fik for en gangs skyld ikke, hvad hun ønskede sig. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var en smule tilfredsstillende at høre.

Alice lignede en, der skulle til at komme med det helt store raseriudbrud, men i stedet drejede hun i en elegant bevægelse om på hælen, og forlod spisesalen. Det var underligt. Hun var ikke normalt typen, der bare forlod stedet uden at have vundet en diskussion, men lige på det tidspunkt, var jeg mere end lykkelig for, at hun i stedet bare gik.

”Det var... Underligt,” sagde jeg, og så hen på Leah med et lille smil.

”Han kan godt lidt dig, det ved du godt, ikke?”

”Hvem, Logan?” Jeg hævede øjenbrynene lidt, og hun svarede med et lille nik.

”Hun lagde meget tydeligt an på ham mellem to af timerne i dag, men han gjorde det helt tydeligt, at han ikke var interesseret det mindste.”

”Hun må da have flippet fuldstændig?” Især fordi det var Alice, vi snakkede om. Den Alice der aldrig bliver afvist. Bortset lige fra når det gælder den nye dreng, der hellere vil have den underlige ræv, frem for den prægtige hest.

”Om hun gjorde! Hele klassen stod og fulgte med i deres lille samtale. Hun spurgte selvfølgelig om det havde noget med dig at gøre, og cool som han er, så svarede han bare, at du da var bedre i hans øjne end hun var... Sidder du og rødmer?”

Jeg slog hurtigt blikket ned i bordet, da jeg mærkede varmen strømme ud til kinderne og resten af kroppen. Han havde rent faktisk droppet hende på grund af mig. Det havde jeg ikke lige regnet med.

”Selvfølgelig gør jeg ikke det!” skyndte jeg mig at svare tilbage med et grin, der med det samme smittede af på hende. Det var en ting vi altid gjorde. Hvis den ene grinte, så gjorde den anden det også. Mit blik faldt tilbage på hende igen, og hun sad med et kæmpe smil plastret til ansigtet.

”Jo, du gør. Så... Du kan også godt lide ham? En lille smule? Bare lidt? Meget? Måske?” Jeg daskede til hendes skulder for at få hende til at stoppe, og rejste mig fra stolen.

”En blanding af det hele.”

”Så du kan altså godt.” Denne gang var det ikke ment som et spørgsmål, men nærmere noget hun konkluderede med sig selv. Hun rejste sig også op fra stolen, og vi gik hen og stillede vores tallerkener på plads.

”Måske lidt. Men kærlighed er noget møg, og der kommer aldrig noget godt ud af det.”

”Det ved man aldrig. Måske, måske ikke. Hvor skal vi egentlig hen?” Jeg var begyndt at gå væk fra spisesalen igen og imod udgangen, og trofast som hun var, var hun bare fulgt med.

”Ud. Jeg har brug for at komme ud på en tur. Vil du med?”

Hun sendte mig bare et smil, før vi begge løb af sted imod udgangen. Mørket var ved at falde på, og da den store dør lukkede i efter os, var den eneste lyd herude vindens susen. Vindens susen fik selskab af lyden af vores fødder, der vandrede hen over de visnede blade, der lå spredt ud over græsplænen.

Vi gik videre i stilhed. Stilhed var faktisk noget, der ikke havde været meget af for tiden. Jeg havde altid holdt af det, når der bare var helt stille. Ikke nogen irriterende lyde, og ikke nogle irriterende mennesker der snakker om ligegyldige ting. Bare stilhed.

”Hvad skal vi nu?” hviskede hun efter lidt tid.

”Løbe. Løbe indtil vores lunger er ved at springe ud af halsen eller indtil vi falder om.” Okay, måske ikke indtil vi faldt om, men jeg havde brug for at gøre noget. Gøre noget, hvor jeg ikke gjorde noget forkert. Jeg stoppede op, da vi kom til en stor busk, og trak min varme bluse over hovedet.

”Er det virkelig nødvendigt?”

”Så er der mindre chance for at vi bliver opdaget,” svarede jeg, mens jeg knappede mine bukser op, og smed dem ind i busken sammen med blusen. Hun tøvede lidt, før hun også begyndte at klæde sig af.

”Og du tror ikke at folk vil synes, at det er en smule underligt, at en ræv og et dådyr render rundt sammen?”

”Der er mørkt. Og desuden er det de færreste, der rent faktisk er ude på det her tidspunkt.”

”Vi får så mange problemer, hvis vi bliver opdaget.”

”Så må vi hellere lade være med at blive opdaget.”

Smerten blev betydeligt mindre for hver gang jeg forvandlede mig. I starten kunne smerten sammenlignes med, hvis hver eneste knogle i kroppen blev brækket én efter én, og så skulle man oveni lige fordoble den smerte. Nu var jeg nede på så lille en smerte, at det blot føltes som nogle knytnæver hist og her. Det lød stadig lidt voldsomt, men i forhold til hvordan det før havde været, var det ingenting.

Jeg skar en grimasse, og bed tænderne sammen for at holde smerten inde, og langsomt blev skikkelsen mindre og mindre, indtil blondinen var skiftet ud med en rød ræv. Mit syn fik fornyet styrke, og alting var pludselig meget klarere og mere detaljeret. Lydenes styrke blev forøget, og lugtesansen det samme.

De små poter trådte lidt væk fra busken, og jeg så tilbage på Leah, der også var ved at være klar. Dådyr og ræv. Nok ikke den mest normale kombination i det fri. Vi var midt i jagtsæsonen, så det kunne faktisk være decideret farligt for os begge at tage ud på tur, men det var de færreste jægere, der gik på jagt heromkring. Her var kun en lille skov, og der boede ikke specielt mange dyr, og på dette tidspunkt af dagen ville det være højest usædvanligt, hvis vi stødte ind i en jæger.

Vi satte begge i løb, og jeg måtte kæmpe lidt med at følge med i hendes tempo. Hun var trods alt tre gange højere end mig, og havde betydeligt længere ben. Mine fire små poter fandt uden problemer vej igennem de små snoede stier inde i den lille skov, der tilhørte skolen, og jeg følte mig helt fri. Nu havde jeg været spærret inde på den skole hele dagen, og det var ved at drive mig til vanvid. Jeg havde brug for at komme ud. Brug for at lave noget, der ikke omhandlede drenge, Alice eller en sindssyg seriemorder.

***

Så fik jeg langt om længe skrevet et nyt kapitel (: Håber i kan lide det. Har været meget i tvivl om titlen til kapitlet, så hvis i har en idé til noget, der vil passe bedre, skal i være velkomne til at skrive det! Sætter stor pris på alle likes og kommentarerne der er kommet, og i dag har En Slanges dagbog overhalet min første historie herinde, og den har ikke engang været herinde en måned endnu. Det er ret vild, så mange tak! (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...