En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

265Likes
476Kommentarer
13540Visninger
AA

14. Ikke forelsket

 

”For helvede,” bandede jeg lavmælt, da jeg for syvtusinde gang, var jeg at falde over mine egne ben. Det var resultatet af de alt for mange drinks, men hvis vi skulle se lidt positivt på det, så fik vi drukket det hele. ”Hvordan kan det være, at du stadig kan gå normalt?”

Det måtte være endnu en ting, der bare gjaldt for alle drenge. Der skulle som regel en del mere alkohol til, før de begyndte at få problemer med balancen. Eller også havde jeg bare fået en del mere at drikke end ham. Ja, det var nok sådan det var.

”Fordi jeg ikke er stangstiv i forhold til en vis anden person,” svarede han tilbage, og så på mig med et drilsk blik. Jeg var altså ikke så fuld, ifølge mig selv. Det hele var også hans skyld. Han kunne i det mindste have nøjes med at købe et par enkelte glas, og ikke derimod sørge for hele bartenderens månedlige indkomst i drikkevarer.

Tiden havde tydeligvis løbet af sted med os, og himlen havde nu en klar mørkeblå farve. Den friske efterårsvind havde taget til, og vi havde stadig en lang gåtur foran os.

”Så fuld er jeg altså heller ikke,” mumlede jeg efter lidt tid, og foldede hænderne foran mig.

”Sikker?” Han hævede øjenbrynene og holdte stadig blikket på mig. Jeg gav ham et kort men bestemt nik som svar, før jeg kiggede væk fra ham og fremad på vejen igen. Kort efter mærkede jeg et skub på min ene skulder, og selvom det ikke var andet end et lille simpelt skub, var det mere end nok til at få mig til at miste balancen. Asfalten kom tættere og tættere på, men en arm greb ud efter mig, og fik mig hurtigt hevet op igen.

”Og du sagde, at du ikke var fuld?” Et stort smil var spredt ud over hele hans ansigt, og jeg kunne ikke længere holde et grin tilbage. Det var meget afslørende, at jeg var en lille bitte smule fuld, når et lille skub var nok til at få mig til at falde.

”Så slemt er det altså ikke.”

”Nå nej. Selvfølgelig ikke,” svarede han tilbage, med en alt for tydelig sarkasme i stemmen.

”Hold nu,” grinte jeg tilbage, og skubbede til ham. Desværre fejlede hans balance ingenting, så der skete ikke noget ved det simple lille skub. Typisk.

Jeg var ikke meget for at indrømme det, men der var altså noget specielt over ham. Noget anderledes. Noget der ikke var som alle de andre drenge jeg havde været sammen med. Før i tiden havde det mest bare være sex, og så aldrig snakke med hinanden derefter. Jeg kunne hurtigt blive træt af fyre, og det var nok også derfor, at jeg aldrig havde været den helt store romantiker. Men med Logan var det anderledes. Der var en særlig varme, som fløj rundt i kroppen hver gang jeg var i nærheden af ham. Alligevel blev jeg gang på gang ved med at sige til mig selv, at jeg ikke var forelsket. Kærlighed var alt for besværligt, og det endte ofte ud med at skade mere end at gøre gavn.

Vi fortsatte videre hjemad uden den helt store samtale. Den store mængde alkohol havde fået mit hoved til at dunke så kraftigt, at jeg knap nok kunne høre mine egne tanker. Mine ben svajede en anelse når jeg gik, og jeg havde slet ikke bemærket, hvor langsomt mit tempo var blevet, før Logan stoppede op, og kiggede næsten bebrejdende på mig.

”Hvad?” spurgte jeg hurtigt, og begyndte at gå igen.

”Du går jo næsten baglæns.”

Før jeg vidste af det var begge mine ben blevet fejet væk under mig, og jeg blev løftet op af hans stærke. Nu kørte vi simpelt hen brudestilen. Mine hænder fandt hurtigt rundt om hans nakke, for at være sikker på ikke pludselig at falde ned.

”Jeg kan altså godt selv gå,” smilte jeg og så på ham. Han begyndte at gå igen, og så ikke ud til at have nogen problemer med at bære mig. Godt nok var jeg spinkelt bygget, men jeg var da heller ikke helt vægtløs.

”Meget muligt, men så vil det tage flere timer at nå hjem igen.”

Jeg trak blot på skuldrene som svar, og hvilede mit hoved imod hans skulder, og accepterede at jeg ikke ville blive sat ned på jorden igen, før vi stod ude foran hovedindgangen til skolen. Mine øjenlåg føltes tunge, og jeg måtte kæmpe en hård kamp for at holde dem åbne. Alkoholen havde for alvor sat sine spor nu.

En rislende lyd fik mig til at spærre øjnene op, og lave en lidt for pludselig bevægelse, der nær fik Logan til at slippe sit greb om mig. Jeg kiggede forvirret rundt og kunne kort efter konstatere, at den rislende lyd ikke var andet end en gruppe visnede blade, der susede hen over asfalten.

”Hvad så?” spurgte han undrende, og kiggede ned på mig.

”Ikke noget,” svarede jeg tilbage med et smil, og så op på ham. ”Jeg er bare træt.”

”Vi er også snart hjemme.”

Jeg fjernede mit hoved en anelse fra hans skulder og kiggede fremad, hvor skolen lå længere henne ad vejen. En tanke slog mig pludselig, og mine øjne gled hurtigt tilbage på ham.

”Hvad hvis der er nogen der opdager at vi har været væk?” Det ville ikke være specielt godt for nogen af os. På den anden side ville det også være godt at høre, om de er kommet videre i hele sagen med Lauren, og om de i det hele taget har fået ham morderen fanget.

”Det satser vi på, at der ikke er.”

Da mine fødder langt om længe fandt tilbage på fast grund igen, havde min balance ikke forbedret sig det mindste. Dog lykkedes det mig alligevel, at gå hele vejen hen til døren og ind ad den uden at falde, selvom jeg godt nok var tæt på op til flere gange, men hvor der hver gang var en arm til at gribe fat i mig.

”Husk mig lige på, at jeg aldrig skal ud og drikke med dig igen,” sagde jeg med et kækt smil, og så op på ham.

”Hvorfor? Det har da været meget hyggeligt.”

”Ja,” måtte jeg give ham ret i. ”Men det kan også sagtens være hyggeligt uden der er alkohol involveret.”

”Tja, så-”

”I to!” En stemme afbrød ham, og vi ledte begge efter stemmen. Vi var kun lige kommet inde for døren, og havde ikke nået at gå mere end et par få skridt, før stemmen havde kaldt. En lærerinde kom gående med et stramt ansigtsudtryk.

Hun fortsatte med korte, hurtige skridt imod os, og hendes sko gav en klappende lyd, da de bevægede sig over det hårde trægulv. Med sin stramme knold, briller og et blik der kunne dræbe, var det tydeligt for enhver at vi var i problemer. Da hun var helt fremme ved os, stoppede hun op og satte hænderne i siden. Hendes smalle øjne klemte sig sammen, mens hun nøje studerede os begge. Det var ikke en lærer vi havde i nogle fag, så hun var sikkert i menneskeafdelingen, hvis man overhovedet kunne kalde den det.

”Hvad tror i så at i har gang i?” spurgte hun strengt.

”Ehm,” begyndte Logan. ”Vi var bare lige ude og få noget frisk luft.”

”Nå, sådan.” Hun lignede i et kort øjeblik en, der ville hoppe på den, men i løbet af ingen tid fandt det samme strenge blik tilbage til hende. ”I lugter begge to langt væk af alkohol.”

Den kunne ingen af os komme uden om, og det ville være håbløst at begynde at bilde hende alverdens ting ind. Alkoholen havde afsløret os.

”Det er sent, så smut tilbage på værelserne, men jeg siger jer... I morgen går jeg til Rektor med det her, og så må hun afgøre, hvad der skal gøres ved det!” Hun løftede pegefingeren imod os, blot for at virke mere stærk i hendes ord, og jeg måtte indrømme at hun skræmte mig en anelse.

Vi undskyldte begge, før vi gik forbi hende og tilbage imod værelsesgangen. Da vi var i god afstand fra lærerinden, og ikke længere kunne hverken se eller høre hende, slap et højlydt grin ud over min læber, hvilket fik Logan til at sende mig det mest undrende blik jeg længe havde sat.

”Hvad er det der er så sjovt?”

”Det hele. Lige før, dagbogen, Lauren.”  Faktisk var der intet af det der var sjovt. Det var bare typisk at alle tingene skulle ramle sammen på samme tid. Jeg var træt og alkoholen fik mig til at opføre mig underligt. Mit grin falmede langsomt igen, og blev erstattet med et svagt smil.

”Du er fuld.”

”Og det er du måske ikke?” svarede jeg hurtigt tilbage.

”Ikke på samme niveau som dig.”

”Hmm,” mumlede jeg fornærmet, og åbnede døren ind til gangen da vi kom frem. ”Men vi ses vel bare i morgen?” Jeg sendte ham et skævt smil, hvorefter han gjorde et kort nik, og åbnede døren ind til hans værelse. Trangen til at kysse ham ko væltende frem i mig, men før jeg nåede at gøre noget, var han forsvundet ind af døren, og jeg stod nu alene tilbage på den tomme gang.

Med sløve skridt gik jeg videre ned ad gangen, og trak håndtaget ned da jeg kom til mit værelse. Jeg lukkede forsigtigt døren i efter mig, og stillede skoene i gangen.

”Leah?” spurgte jeg lavmælt og gik ind i mørket, og satte mig ned på min seng.

”Mmm,” lød det søvndrukkent ovre fra den anden seng.

”Har de fanget ham der gjorde det?”

”Mh.” Jeg sad og ventede på, hvornår resten af svaret ville komme, men der forblev tavst.

”Leah!”

”Ja, hov.” Hun lød som en der halvsov, og kun lige kunne opfange, hvad hun blev spurgt om, men lige nu var det også fint nok for mig. ”Hmm. Lauren, morder... Ja. Fanget.”

Selvom det kom ud meget kluntet, forstod jeg det alligevel tydeligt, og jeg rejste mig hurtigt op fra sengen. Dog gik det en anelse for stærkt, og jeg måtte støtte mig op af væggen, for ikke at falde sammen på gulvet. Der kom nogle underlige lyde fra Leah, før der begyndte en utrolig tung vejrtrækning, der var tegn på at hun igen var langt inde i søvnen.

Jeg skyndte mig ud af døren igen, og greb min jakke med på vejen, hvor dagbogen stadig lå i fra turen hen til baren. Nu var det på tide at få nogle svar, og jeg havde ikke tænkt mig at vente til i morgen. Skoene lod jeg stå på værelset, da det ville være langt mere lydløst at gå på bare fødder.

Så hurtigt som muligt, og uden at falde, skyndte jeg mig rundt på skolen. Mit blik søgte efter alle mulige steder, hvor de kunne holde en morder indespærret. Nogle få gange kunne der høres fodtrin, men hver gang var jeg hurtigt til at gemme mig af vejen.

Jeg mistede tidsfornemmelsen, men det betød ikke noget. Personen skulle findes, og det skulle være nu, mens han stadig var på skolen. En skole var måske ikke det mest optimale sted op opholde en morder, så jeg kunne forestille mig at han snart ville blive forflyttet.

Kælderen poppede frem i mit hoved, og jeg satte hurtigt imod den lille trappe, der førte nedad. Den første ned til en lille smal gang med døre på hver side. Støvet lå i et tykt lag, og det var tydeligt at se, at der sjældent var andet end edderkopper og rotter hernede.

En dør fangede min opmærksomhed, da den i forhold til alle de andre havde et ’adgang forbudt’-skilt hængende på døren. Nysgerrigheden fik mig til at tage fat i håndtaget, og skubbe døren op. Jeg havde virkelig regnet med, at der ville være en eller anden form for vagt, men det eneste der var, var et lille rum delt op af en glasvæg.

På den anden side af væggen sad en spinkel mand med et smil på ansigtet da han fik øje på mig. Allerede der kunne jeg ikke lide ham, men jeg blev nødt til at gøre det her.

”H-hej,” fik jeg fremstammet, og gik nærmere glasvæggen. At tage sådan en samtale med alkohol i kroppen, var nok ikke min bedste idé til dato.

”Hej, lille formskifter.” Han rejste sig op fra sin sammenkrøbne stilling på gulvet, og gik helt hen til glasvæggen og stillede sig overfor mig med et smil.

”Hvordan ved du det?” Det var ikke ligefrem fordi, at jeg gik rundt med et skilt der sagde, at jeg var formskifter.

”Hvis du bare var menneske, ville du ikke være kommet herned.” Hans stemme var ru. Lidt ligesom hvis en person havde røget cigaretter hele livet. Hans blå øjne passede godt til den blege hudfarve, og hans hår havde en underligt, næsten trist brun farve. Tøjet var slidt, og hele hans udstråling var i bund.

”Hvorfor slog du hende ihjel?” Der var ikke tid til at snakke om unødvendige ting lige nu, så jeg kunne ligeså godt komme til sagen.

”Hun var i vejen. Jeg skulle have fat i dagbogen, og hun opdagede det,” svarede han ligegyldigt. Jeg trak bogen frem fra lommen, og holdte den op foran mig. Hans ansigt lyste op, da han genkendte dagbogen. ”Hvor har du den fra?!”

”Jeg fandt den.” Den blev placeret tilbage i lommen igen, hvilken han ikke satte specielt meget pris på. ”Hvorfor vil du have den?”

”Det er min!” hvæsede han. ”Jeg har en opgave, og jeg skal bruge dagbogen!”

Mit hoved lagde sig en anelse på skrå. Hvilken opgave? Og hvad skulle han bruge dagbogen til? Og hvorfor snakkede han i det hele taget til mig? Han kunne ligeså godt bare holde mund, og det ville jeg ikke kunne gøre noget ved.

”Hvorfor snakker du overhovedet til mig?” spurgte jeg.

”Jeg kan da godt bare holde kæft?”

”Nej, nej,” skyndte jeg mig hurtigt at sige. Han måtte for alt i verden ikke gøre det.

”Jeg dør alligevel nok snart. Enten når de tager mig videre i morgen, eller hvis jeg nogensinde slipper fri.”

”Men... Du er formskifter, er du ikke?”

”Jo,” nikkede han let. ”Du virker som en meget fornuftig pige, og jeg gætter på at du har læst dagbogen?” Han afventede mit svar et kort øjeblik, og efter et lille nik fra min side af, fortsatte han igen. ”Så ved du også at der findes en kur, og at det var den, der blev brugt til, at slå din lille veninde ihjel med.” Jeg bed tænderne sammen for ikke at sige noget igen, men nikkede et par enkelte gange med hovedet.

”Er der andre end dig der har kuren?”

”Åh, så det er det det hele handler om?” Et hånligt grin forlod hans læber. ”Du tror måske at det vil være muligt at stoppe andre i at dø? Så er jeg ked af at måtte skuffe dig, men det kommer aldrig til at ske! Vi er en hel gruppe med adgang til den, og folk vil blive ved med at dø!” Hans stemme hævede sig for hvert ord, der forlod hans mund. Jeg kunne ikke klare at høre på det længere. Død, død og atter død. Jeg trådte usikkert nogle skridt bagud imod døren, og så på ham.

”Dagbogen er svaret, lille pige.” Hans latter gav ekko i hele rummet. ”Men folk vil stadig dø!” Latteren blev højere og højere, og tårerne begyndte at presse sig på. Jeg havde fået nok ud af ham, og nu ville jeg bare væk fra ham.

Døren blev skubbet op, og jeg satte i løb tilbage hen ad gangen. Den samme ondskabsfulde latter fulgte mig hele vejen hen til trappen, og først da jeg var i sikkerhed oppe af trappen, forsvandt latteren. I løb fortsatte jeg hele vejen tilbage til værelsesgangen, og denne gang var jeg ligeglad med, om jeg blev set af nogen. Jeg skulle bare hen på værelset.

Med pulsen i vejret trådte jeg ind på gangen, og satte tempoet ned og gik hen til mit og Leahs værelse. Min hånd foldede sig forsigtigt om det kolde metalhåndtag, men jeg gav slip på det igen kort efter. Jeg drejede om på hælen og gik nogle værelser tilbage på gangen, og bankede forsigtigt på værelse nummer tolv.

Der kom ikke noget svar lige med det samme, så jeg bankede på endnu en gang, dog lidt hårdere end før. Hvis Logan lå og sov var det spild af kræfter, at forsøge at få ham til at åbne døren, men alligevel blev jeg stående lidt endnu, og kort efter hørtes nogle slæbende skridt fra den anden side af døren.

Der blev åbnet, og hvis min puls ikke allerede havde været helt i top, kom den da lige en ekstra tand op der. Det var næsten utroligt så godt han kunne se ud, selvom han lige var væltet ud af sengen, og bare for at gøre det hele endnu bedre, havde han ingen t shirt eller anden beklædning på overkroppen.

”Hey,” svarede han med en ru stemme, og kørte en hånd igennem sit gyldne hår. ”Vil du noget specielt?” Hans blik var undrende og bekymrende på samme tid. ”Har du lige været ude og løbe, eller hvad er der sket?”

”Øh... Ehm, jeg...” Ordene satte sig fast i halsen på mig, og intet kom frem. ”Kan jeg sove her?” Min stemme lød som en lille piges, da der endelig kom nogle ord ud over mine lyserøde læber.

Han trådte til side i døren, så jeg kunne komme ind. Døren gav et lille klik fra sig, da den lukkede i, og jeg vendte mig om og kiggede op på ham. Der var kun et lille lyst tændt længere inde i værelset, så jeg kunne ikke se alle de små detaljer.

Han gik nogle skridt tættere på mig, indtil jeg kunne mærke hans varme ånde på mig. Hans arme foldede sig forsigtigt rundt om mig, og trak mig helt tæt på ham. Jeg stillede mig op på tæerne for at komme op i samme højde som ham, og lod mine læber finde hans. Der var intet vildt og voldsomt, men bare et stille og roligt kys.

Min ene hånd lagde sig bag hans nakke, mens den anden hvilede på hans brystkasse. Det var meget svært fortsat at minde mig selv om, at jeg ikke var forelsket, når noget som dette kunne få alle sommerfuglene i maven til at forsøge at bryde ud.

Kysset blev brudt igen kort efter, og jeg sendte ham et smil, før jeg trak mig lidt væk fra ham og fortsatte ind på værelset. Han var den eneste på gangen, som boede alene, hvilket skyldtes at han var kommet på skolen så sent, og der allerede var to beboere på alle andre værelser. Dette betød også, at der kun var én seng, men det var heldigvis ikke noget stort problem.

Han lagde sig tilbage i sengen, og fæstnede derefter hans blik på mig. Jeg trak de stramme bukser af, og lagde dem hen på en stol, hvorefter jeg trak blusen over hovedet. Normalt plejede jeg at sove i en alt for stor t shirt, men denne gang måtte jeg nøjes med den top, jeg havde haft inden under blusen.

Jeg kravlede ind under dynen, og rykkede mig helt hen til ham, så jeg kunne mærke hans varme krop imod min. Han kyssede mig blidt på kinden, før han slukkede den lille lampe ved siden af sengen. Jeg krøb helt ind til ham, så vi umuligt ville kunne komme tættere på hinanden, men jeg havde brug for ham. Jeg havde brug for at føle mig tryg, og det var noget jeg følte mig sammen med ham. Et lavmælt gab forlod mine læber, og mine øjne lukkede sig søvnigt sammen.

”Godnat, Evelyn.”

”Godnat, Logan.”

------------------------------------------------------------------

Det her er mit længste kapitel til dato! Seks sider i Word og over 3000 ord :O Men jeg havde lige nogle ting som ikke kunne vente til næste kapitel. Kommentarer gør mig altid glad, så vær sød at smid en kommentar om, hvad du synes om det nye kapitel, og hvis den fortjener det, ville et lille like heller ikke gøre noget (:

Jeg har overvejet lidt, at give mig i kast med en trailer. Dog vil jeg ikke kunne finde en pige at bruge i filmen, som minder helt præcist om min forestilling af Evelyns udseende, men det håber jeg i kan leve med, hvis jeg laver en. Tak til alle jer der læser med! Og hey, den er kommet op som nummer fem på fantasylisten all-time :D Hell yeah!

Tak igen xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...