En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

265Likes
476Kommentarer
13764Visninger
AA

8. Falske smil

 

Knytnæverne og slagene stoppede brat, da jeg trådte ind imellem de to drenge, og lagde en hånd på hver deres brystkasse for at holde dem væk fra hinanden. Igennem stoffet kunne jeg mærke deres hjerterytme banke for fuld kraft.

”Hvad fanden går der af dig?!” Jeg vendte hovedet imod Jack, og sendte ham et skarpt blik. Han forsøgte at lange ud efter Logan igen, så jeg tog hurtigt hånden væk fra Logan for i stedet at holde Jack fast. ”Helt ærligt.”

”Åh, så du synes det er forkert at jeg reagerer, fordi du går i seng med en fyr du knap nok kender?!” Han stemme havde hævet sig en anelse, og han virkede tilfreds over den reaktion der kom fra min side. Frygt. Frygt, på en underlig måde. Nu vidste hele klassen hvad der var sket, og det var ikke til at sige, om det ville ændre noget på mit forhold til nogle af dem. Folk kunne være så dømmende til tider.

”Du har en anden! Koncentrer dig om hende, og lad mig tage hånd om mit eget liv.”

Det var præcist som at være i biografen, med den undtagelse at det var mig og Jack, som erstattede en film. Der blev gispet og hujet efter hver sætning, der blev kastet efter den anden. For dem det ikke handlede om, var det ren underholdning, hvilket irriterede mig grænseløst, men der var ikke så meget at gøre. Jeg havde nok problemer med Jack, så hvis jeg også skulle til at jage en hel klasse væk, ville det blot blive endnu mere besværligt.

”Du var ligesom kommet videre, så hvorfor er det pludselig forkert når jeg gør det samme?” fortsatte jeg, og kiggede på ham. Til alt held var Logan bare gået indenfor, da han var blevet skubbet væk. Efter hvad jeg kort nåede at se, havde han fået et godt slag på næsen. Indvendigt bandede jeg langt væk af Jack, men jeg forsøgte at styre mit temperament, da jeg ikke havde lyst til at få et flip, mens hele klassen var til stede til at vidne det.

Han skar en grimasse, der ikke helt var til at tyde, men jeg tror at det endelig var gået op for ham, hvor dum hele den her situation var. Han fandt en ny tøs, og jeg havde det helt fint med det. Jeg lavede noget med en fyr én gang, og han vælger at starte en slåskamp over det. Det hang ikke helt sammen inde i mit hoved.

”Bare stop det.” Jeg rystede kort på hovedet af ham. ”Og lad være med at gøre det igen. Jeg vil helst slippe for, at skulle gøre det her om igen.”

Jeg drejede om på hælen og fortsatte igennem muren af mennesker for at komme indenfor igen. Leah kom hurtigt op på siden af mig, og lagde en hånd på min skulder.

”Du fik ham da sat ret godt på plads,” sagde hun med et grin. Vi gik videre imod lokalet vi skulle være i, og kort efter fyldte lyden af stemmer igen gangen, da resten af klassen også bevægede sig indenfor igen.

”Tja.” Jeg trak let på skuldrene, og så stift fremad på gangen. ”Jeg kunne godt have undværet, at han skulle råbe op om Logan og jeg.”

”Åh, ja. Det... Hør, det skal nok gå. I det mindste var det kun klassen der hørte det.” Det var derfor jeg virkelig holdt af Leah. Hun forsøgte altid at sprede god stemning. For eksempel nu, hvor hun tydeligt kunne se, at jeg nok ikke lige var i mit bedste humør.

”Det ved jeg, men rygter spredes hurtigt.”

”Du ved ikke om det vil blive spredt! Se nu lidt positivt på tingene for en gangs skyld. Og vi skal ind her.” Hun tog fat om mit håndled, da jeg var ved at gå lige forbi døren ind til lokalet, fordi jeg var så travlt optaget af, at kigge på væggen nede for enden af gangen, bare for at undgå øjenkontakt med nogen.

Vi gik ind i lokalet, hvor læren allerede stod og ventede med alle sine ting klar. Han kiggede op fra bogen, med et undrende udtryk over hele hans ansigt. Mit blik gled op forbi uret. Hele kassen skulle have været her for ti minutter siden, men ingen var dukket op. Det var da klart at han må have undret sig en del over, hvordan en hel klasse kunne være forsvundet. Den lille scene udenfor havde åbenbart taget længere tid, end jeg lige havde regnet med.

Timen forløb som normalt. Der skete intet interessant, og det var hele tiden kedeligt arbejde i bogen. Logan var ikke dukket op, og Jack var blevet sendt hen til den lille hospitalsfløj på skolen, da vores lærer mente, at det så for alvorligt ud, og at han nok lige burde få kigget på sin gennembankede krop. Det føltes godt at vide, at Logan havde givet igen – og med god styrke åbenbart.

Klokken ringede ud som tegn på, at timen endelig var overstået, og stolebenene skrabede imod gulvet, da hele klassen på samme tid rejste sig fra stolene, for at komme ud af lokalet hurtigst muligt.

Vi var kommet et godt stykke hen ad gangen, da jeg hørte en velkendt og meget belastende stemme bag mig. Den lyse klang var ikke til at tage fejl af.

”Hey, Evelyn!” råbte Alice. Jeg havde mest lyst til bare og sætte i løb hen ad gangen, og flygte langt væk, men i stedet stoppede jeg op og vendte mig imod hende. Hun gik det sidste stykke hen til os, og sendte os et smil før hun stoppede op foran.

Jeg forsøgte at få et lille smil frem, men det lykkedes ikke helt. Det kan være utrolig svært at smile til en person man hader som pesten. Hvorfor hun i det hele taget smilte til os, var et stort mysterium.

”Hvad vil du?” spurgte jeg stift, og kiggede kort op og ned af hende. Det platinblonde hår var samlet i en stram hestehale øverst på hovedet, og der var ikke en eneste øjenvippe, der sad forkert. For at sige det ligeud, der var ikke en eneste fejl at finde. Sådan var Alice. Det skulle ikke undre mig, hvis hun også var en af dem, der altid så skøn ud om morgenen efter at være stået op, mens jeg selv lignede noget katten havde slæbt med ind.

”Kan du ikke lige gå?” Hun kiggede væk fra mig og hen på Leah, der bare sendte hende et fornærmet blik, men til sidst forlod os med et tungt suk.

”Hvad vil du?” spurgte jeg igen, da Leah var ude for synsfeltet. Hun måtte have et eller andet vigtigt at sige, siden Leah ikke engang måtte være til stede.

”Bare komme med endnu en grund til, hvorfor jeg er bedre end dig,” sagde hun tilbage med et hånligt smil. Hun var jo afskyelig. Hun gik ligefrem op i, at andre konstant skulle vide, hvor meget bedre end alle andre hun var.

”Alice, jeg kunne ikke være mere ligeglad med det.”

”Jeg har været i seng med Jack!”

”Vent. Hvad?” Der havde hun virkelig overrasket mig, og jeg havde ikke det mindste set den komme. Jeg havde ikke troet, at mit had til hende kunne blive større end det allerede var, men nu fandt jeg ud af, at det sagtens kunne blive større. Meget større. At hun samtidig lød så stolt over det, gjorde blot tingene endnu værre.

”Du hørte udmærket hvad jeg sagde.” Jeg tror aldrig hun før har smilet så meget til mig.

”Jeg er færdig med Jack, så han kan gøre hvad han vil.” Faktisk var jeg fuldstændig ligeglad med, hvem han delte seng med, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle mig en lille smule bitter over det. Af alle mennesker på hele skolen havde han fundet Alice.

”Ja ja, men-”

”Stop det, Alice!”

Jeg kunne ikke klare et ord mere fra hende. Mit temperament havde vokset gevaldigt de seneste par dage. Det var som om, at vreden tog meget kortere tid om at komme frem i forhold til, hvad den tidligere har gjort.

Før mit temperament ville få drevet mig ud i at gøre dumme ting, valgte jeg at forlade hende og gå videre hen ad gangen. Jeg fik et sidste glimt af hendes ansigt. Tydeligvis fornærmet, men alligevel var der et lille glimt af tilfredsstillelse over, at hun fik mig op i det røde felt.

Jeg skyndte mig hen ad gangen, men jeg måtte stoppe op, da jeg mærkede en hånd på min skulder igen. Hvis det var Alice igen, kunne jeg meget vel komme til at stikke hende en lussing. Heldigvis var det ikke hende, men i stedet Maria der var kommet hen til mig.

”Hej, du forsvandt lige pludselig fra festen?” sagde hun med et smil, og jeg gjorde mit bedste for at få et troværdigt smil frem, hvilket ikke var helt let, når jeg stadig var ophidset fra den lille samtale med Alice.

”Øhm... Ja.” Jeg ledte efter noget at sige. Hun vidste selvfølgelig ikke, at jeg var taget tilbage sammen med Logan, og selvom jeg normalt fortalte hende alt, kunne jeg bare ikke overskue, at skulle til at fortælle om det hele lige nu. ”Jeg fik det dårligt,” sagde jeg med et træk på skuldrene.

”Åh, okay. Har du for resten hørt, at der blev set en ulv på skolens grund i går aftes? Der burde slet ikke være ulve i nærheden. Det er ret vildt.” Hun så på mig med store øjne, og man kunne høre på tonen i hendes stemme, at hun virkelig gerne ville have set den.

Så slog det mig pludselig, at ulve de slet ikke kom her. Der var for meget larm, for mange bygninger og for mange mennesker til at de turde vove sig herhen. Derfor slog det mig hurtigt, at det måtte have været Elliot. Elliot var ulv. Meget originalt. Når nogle af menneskene på skolen går rundt og snakker om en bog de har læst, hvor der har været formskiftere med, er det altid ulve. Det er måske også fint på den måde. Så kan vi bedre leve i skjul, nu hvor de tror på, at det kun er ulve og ingen andre dyr.

Elliot var bare en klovn, hvis det altså var ham, som havde været på nattevandring i ulveskikkelse. Han havde gjort det en gang før i en brandert. Han havde også fået en del at drikke i går, så det skulle ikke undre mig, hvis det var ham igen.

”Nej, det lyder lidt underligt.”

Vi splittede op igen kort efter, og jeg fortsatte imod mit værelse, men før jeg nåede halvvejs derhen, kom Leah gående imod mig, med et meget spørgende blik.

”Hvad ville hun?” Hun stoppede op, da hun var kommet helt hen til mig.

”Prale med at hun har været i seng med Jack.” Der var ingen grund til at pakke tingene ind. Leah var den person, som jeg sagde alt til, og det havde jeg ikke tænkt mig at ændre på.

”Den snobbede, egoistiske tøs!”

Et lille grin undslap mine læber. Lige i denne situation var det rart, at jeg ikke var ene om at hade hende. Hvad er det man siger? To personer der elsker den samme ting, kan blive gode venner, men to personer der hader den samme ting, kan blive bedste venner. Det lyder meget logisk i mine ører.

Jeg havde lige håbet på, at jeg kunne gå tilbage til værelset og tilbringe resten af dagen der, men Leah insisterede på, at jeg tog med til de sidste to undervisningstimer, bare for at være sikker på, at jeg ikke fik problemer.

De sidste timer føltes som flere dage, og hver eneste gang jeg fik øjenkontakt med Alice, sendte hun mig det samme hånlige smil hun havde gjort før i dag. Logan var også mødt op til de sidste timer, men jeg havde knap nok sendt ham et enkelt blik. Faktisk havde jeg holdt mig for mig selv hele timen, og uden at have sagt et ord. Jeg var helt sikker på, at hvis jeg forsøgte mig med at sige noget, ville jeg bare eksplodere af alle de ting, der fyldte mit hoved lige nu.

Jeg var hurtigt til at rejse mig fra stolen, og komme ud af klassen. Hele vejen tilbage til værelset forgik i løb. Jeg skulle bare væk. Væk fra alle blikkene, og væk fra al snakken. Bare ti minutters fred ville være skønt, og nu havde jeg endelig chancen.

Da jeg nåede frem til værelset, var det som at træde ind i mit helt eget terapi rum. Der var ro. Ingen irriterende mennesker, som jeg ikke gad snakke med. Ingen Alice. Ingen Jack. Ingenting.

Mine sko blev sparket af i gangen, før jeg fortsatte ind midt på gulvet, og lagde mig ned. Gulvet var mit afslapningssted, og lige nu havde jeg i den grad brug for det. Jeg lod armene ligge ned langs siden, men jeg stirrede op i loftet, hvor de lange træstykker gik fra den ene ende af værelset til den anden. I alt var der syv og tres stykker, præcist ligesom sidst jeg talte dem. Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg nok ville blive hylet en smule ud af den, hvis der en dag var et andet antal end det sædvanlige.

Min brystkasse steg og sank i takt med, at jeg trak luften ind i dybe vejrtrækninger. Alting skulle nok gå. I dag havde bare ikke lige været en af de bedre dage. Det skulle nok gå. I hvert fald før eller siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...