En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

265Likes
476Kommentarer
13503Visninger
AA

23. Et dramatisk liv

 

”Kom ind.”

Jeg havde ikke banket på døren mere end to gange, før stemmen kunne høres inde fra kontoret. Sygeplejersken havde givet mig tilladelse til at tage tilbage på værelset igen i går aftes, men jeg skulle blive væk fra undervisningen i dag. Hun sagde, at jeg havde været heldig, og kun fået en voldsom hjernerystelse. På en måde havde jeg set frem til, at skulle ind og tale med Rektor. Hun måtte have en eller anden stor undskyldning klar, efter at hun først mistænke mig og endda smed mig ind i noget lignende en fængselscelle.

Hun sad henne på sin plads bag skrivebordet, da jeg forsigtig trak ned i håndtaget og trådte ind. Jeg gik hen og satte mig på stolen foran hende. Hun havde intet smil på ansigtet, men hun så til gengæld hverken vred eller frustreret ud, i forhold til sidst jeg havde siddet her.

”Det må meget undskylde, alt hvad der er sket. Der blev begået nogle meget slemme fejl.” Det var tydeligt for enhver, at hun virkelig skammede sig over, hvad der var sket. En uskyldig elev der blev mistænkt. Ikke en god ting.

”Det er okay,” er det eneste svar jeg kommer frem med, til trods for at det overhovedet ikke er i orden. Det burde slet ikke være sket, men der er desværre ikke noget at gøre ved det nu. Sket er sket. Samtalen fortsatte lidt frem og tilbage, og hun fik i ny og næ presset nogle flere undskyldninger ind.

”Det gør mig meget ondt med Leah,” sagde hun til sidst. Bare tanken om Leah, kunne få tårerne til at samle sig i mine øjne. Normalt skulle der ekstremt meget til før jeg græd, men på det seneste havde jeg fået nemmere og nemmere til tårer.

”Det ved jeg.”

”Hendes forældre holder begravelse for hende senere i dag, og du skulle være velkommen til at tage med.”

Jeg nikkede forsigtigt, og tog blikket væk fra hende. En begravelse ville blot få mine følelser til at gå totalt i udbrud, men jeg følte samtidig, at det var min pligt at møde op. Hun var min bedste veninde, og jeg havde været ved hende da det skete. Jeg kunne ikke bare blive væk.

Hun fortsatte med at snakke til mig, men min hjerne lukkede langsomt af for alle hendes ord. Mit hoved begyndte at dunke igen, og tårerne var ved at flyde over.

”Undskyld mig, men må jeg godt gå igen?” Vi havde haft den vigtigste del af samtalen, og jeg kunne snart ikke holde det ud længere. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at sidde og tude foran Rektor.

”Det er helt i orden,” svarede hun roligt, og sendte mig et varmt og medlidende smil. Det måtte være ret tydeligt at se, hvordan jeg havde det, og de blanke tårefyldte øjne, var meget afslørende. Jeg takkede hende kort, før jeg hurtigt rejste mig fra stolen og forlod kontoret. Sygeplejersken havde beordret mig til at tage en dag fri fra undervisningen, så da jeg kom ud på gangen var den tom for elever, der alle sad inde bag de lukkede døre til undervisning.

Tårerne kunne ikke længere holdes tilbage, og de fik frit løb ned over mine lyserøde kinder. Siden jeg fandt den dumme dagbog, var alt da også bare gået galt! Hvis tiden kunne spoles tilbage, ville jeg ikke tvivle et sekund med at gøre det hele om. Det ville betyde at hverken Lauren eller Leah var døde, og jeg ville ikke være indblandet i noget af det. Manden havde højest sandsynligvis stadig brudt ind på skolen, for at få fat i dagbogen, men det ville have været på biblioteket, hvor ingen ville have været kommet til skade.

Jeg forsøgte at tørre tårerne væk med mit ærme i blusen, men lige så snart de var tørret væk, kom nye piblende ned over kinderne. Gangene var heldigvis helt tomme, og jeg kunne frit bevæge mig tilbage på gangen med værelserne, uden at blive mødt af en eneste person.

Det føltes ikke som det plejede, da jeg trådte ind på gangen. Normalt var det afslappende at komme tilbage, velvidende om at man endelig havde fri efter en lang dag, eller bare endelig havde muligheden for at komme hjem og slappe af. Nu var Leah det eneste jeg kunne tænke på.

Forsigtigt åbnede jeg døren ind til værelse nummer sytten. Det føltes... tomt. Anderledes. Der stod stadig to senge herinde, dog ville den ene fra nu af stå tom. Jeg prøvede at skubbe alle tanker om Leah væk, selvom det var en utrolig svær opgave. Jeg blev bare nødt til at få tankerne ledt hen på noget andet, så jeg ikke konstant gik på randen til tårer.

Den lille læderindbundne dagbog fangede min opmærksomhed. Den lå stadig på sin plads på skrivebordet, og jeg var hurtig til at samle den op, og derefter skynde mig tilbage imod kontoret. Kuren var gemt flere steder i landet, og de steder skulle findes, før der var andre der fik den idé, at forsøge at lede efter den. Rektor kiggede undrende på mig, da jeg endnu en gang stod i hendes dør.

”Evelyn. Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte hun undrende. Jeg fortsatte hen til hendes skrivebord, og rakte hende bogen.

”Kuren. Den er flere steder. Koordinaterne er bagerst i bogen, og jeg synes nogen skal tage ud og samle det hele ind, så det på en eller anden måde kan blive destrueret.” Jeg var ikke sikker på, om man overhovedet kunne gøre det, men der burde da næsten være en eller anden metode til at ødelægge det. Rektor så overrasket ud, og tog bogen op i sine spinkle fingre, mens hun bladrede om på den sidste side, hvor der stod en masse tal skrevet.

”Mange tak, jeg vil sætte nogle folk på sagen med det samme.”

”Tak,” svarede jeg tilbage og fik et smil frem, før jeg forlod kontoret for anden gang inden for kort tid.

Jeg gik tilbage mod værelset med en følelse af, at der ikke var mere jeg kunne gøre. Jeg havde afleveret bogen og var blevet frikendt. Mit job var gjort, og nu var det op til andre at færdiggøre, hvad jeg havde begyndt. Jeg ærgrede mig en anelse over, at jeg ikke havde nået at læse dagbogen færdig, men samtidig vidste jeg, at det var det rigtige at aflevere dagbogen, før andre ville få fat i kuren, og endnu flere formskiftere ville miste livet.

Undervisningen var stadig i fuld gang, og de tomme gange var blot med til at gøre mig mere nedtrykt. Det hele var gået så galt, som det næsten var muligt. Leah var væk. Lauren var væk. Jeg var ikke den samme person, som jeg var før jeg havde fundet den dumme dagbog.

Jeg åbnede døren ind til mit værelse, men sprang tilbage da jeg så en skikkelse sidde inde på den ene seng. Jeg var virkelig ikke i humør til, at nogen ville snakke med mig lige nu. Personen var dog hurtigt at genkende, da jeg tøvende bevægede mig ind på værelset.

”Hvad vil du?” spurgte jeg, og så ned på min mor, der ikke så ud til at have hørt mig komme ind.

”Åh, hej. Jeg vil bare lige snakke lidt.” Hendes hår var sat perfekt og det samme gjaldt make-uppen. Tøjet sad som strøget på hende. Ja, faktisk var alt som det skulle være. En rigtig forretningskvinde der havde styr på sagerne, det var hvad hun var. Oven i købet var hun så også mor, men det job var hun til gengæld langt fra god til.

”Nå, men så snak,” mumlede jeg, og satte mig ned på den anden seng. Hun vendte sig imod mig og jeg gjorde det samme. Hun virkede næsten fornærmet over, at jeg ikke havde sat mig ved siden af hende, men i stedet havde sat mig så langt væk fra hende som muligt.

”Du er slet ikke dig selv, søde ven.”

Søde ven? Helt ærligt.

”Hør, det kan godt være at du er min mor, men du ved ikke en skid om mig, så du kan ikke tillade dig at sige sådan noget!” snerrede jeg tilbage.

”Tal ordentligt, Evelyn!” udbrød hun, og så chokeret på hende. Ja, hun var tydeligvis ikke tilfreds over mit sprog, men jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvad hun tænkte om mig.

”Jeg taler som jeg vil.” Mit blik gled kort en tur rundt i værelset, før det igen landede tungt på hende. De lange, sorte øjenvipper viftede nogle gange, mens hendes blik forblev uændret. Det var næsten underholdende at se på. Hun havde ikke været til stede under hele min opdragelse, og det kunne man så se nu. Hun vidste ingenting om mig. ”Og bare fordi du pludselig dukker op, skal du ikke regne med at jeg tilgiver dig.”

”Det havde jeg heller ikke regnet med,” svarede hun ærligt, og det var underligt nok dejligt at høre, at hun ikke bare regnede med, at alt ville blive tilgivet. Hun havde vel endelig indset, hvilken forfærdelig mor hun havde været.

”Godt.”

”Men jeg havde håbet-”

”Bare drop det,” afbrød jeg hurtigt. ”Og du må gerne gå nu. Jeg havde nok problemer inden du også dukkede op.”

”Jeg blev kontaktet af skolen, så det er kun derfor jeg kom.”

”Tak, mange tak. Det gør det jo bare meget bedre,” svarede jeg ironisk, og rystede let på hovedet. ”Men jeg er uskyldig, så du kan godt smutte hjem igen. Hils far.” Jeg rejste mig op fra sengen, og gik ud på det lille badeværelse, hvor jeg sørgede for at låse døren efter mig. Et højlydt suk kunne høres derinde fra, før sengen gav en lyd fra sig og fodtrinnene forsvandt ud af døren.

Jeg blev stående ude på badeværelset lidt endnu, indtil jeg var helt sikker på, at min mor var forsvundet. Låsen blev drejet om, og jeg gik endnu en gang tilbage ind på værelset, hvor jeg smed mig på den ene seng. Bevægelsen var lidt for voldsom for mit hoved, der straks beklagede sig, ved at få alt til at dunke. De sorte pletter for øjnene tog hurtigt til, men lidt efter lidt forsvandt de heldigvis igen. Hjernerystelse var virkelig til at blive skør af, men i forhold til hvad der ellers kunne være sket, så var jeg sluppet ekstremt heldigt. Hvis nu manden havde haft en sprøjte i hånden i stedet for et baseballbat, så ville jeg slet ikke være her længere.

Mit liv havde fået en dramatisk ændring i løbet af de sidste par uger, og nu lod det til at alt forhåbentlig var ved at falde til ro igen. Jeg havde en begravelse, der skulle overstås først, og derefter ville jeg måske igen kunne begynde på, at få mit liv gjort så normalt igen som muligt. Det var i hvert fald et forsøg værd.

 

---------------------------------------------------

Jeg undskylder hvis der er stavefejl eller manglende ord, men det er skrevet lidt hurtigt, og jeg har ikke rettet det igennem endnu. Håber i kan lide kapitlet, og synes selv det var vigtigt at få lidt mere med Evelyns familie - hvor det så i denne omgang blev hendes mor.

Det vil betyde rigtig meget, hvis i ville smide en kommentar. Gerne noget konstruktivt i stedet for bare at skrive 'mere'. Tro mig, jeg værdsætter alle kommentarer, men det ville være dejligt hvis i skrev, om noget kunne gøres bedre :)

Jeg kan nu afsløre, at der kun kommer et kapitel mere, og så er den slut. Hvis jeg skriver mere end et kapitel, vil den blive for langtrukken, så derfor synes jeg det er bedre at stoppe den, før den begynder at blive kedelig. Det sidste kapitel kommer ind på lørdag! Så glæd jer, og husk at smide et like, hvis i synes den fortjener det.

Og wow, den er nået op på 4. pladsen over mest populære fantasyhistorier inde på den danske side :o Tak! Så husk lige at smide en kommentar :D

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...