En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

263Likes
476Kommentarer
13351Visninger
AA

20. En øde by

 

Det havde taget os lidt over en halv time at nå ind til byen. Den tydelige stilhed havde hængt i luften, mens alle gik fordybet i deres tanker. Selv Jack havde forholdt sig stille under hele turen. Jeg havde ikke haft nogen anelse om, hvad klokken var, men efter vi var kommet udenfor var det tydeligt, at vi var et godt stykke hen ad aftenen. Himmelen var kulsort, og der var ikke en eneste sky på himlen. Det var meget smukt, men også ekstremt koldt.

Byen var stort set mennesketom, og vi mødte kun en ældre dame, der var ude at gå tur med hendes lille, hvide hund. Det var for sent at begynde på efterforskningen nu, og selvom der var lys inde i den lille bygning, der tilhørte politiet, var vi alle enige om, at vente til i morgen.

Byen havde to små hoteller, som jeg ikke rigtigt ville betegne som hoteller, da der højest var ti værelser i alt. Vi valgte det vi kom til først, om damen der stod bag skranken i receptionen, sendte os et strålende smil, da vi trådte ind af døren.

”Velkommen til, hvad kan jeg hjælpe med?” Jeg havde på fornemmelsen, at hun blev betalt for at smile konstant. Ikke på et eneste tidspunkt falmede hendes smil.

”Ehm, ja. Vi skal have et værelse,” svarede jeg og så hen på de andre. Jeg var ikke helt sikker på om et værelse var nok, eller om nogen overhovedet havde taget penge med. Jeg havde i hvert fald ikke.

”Bare et?” spurgte hun, stadig med et smil klistret fast til ansigtet.

”Ja, et er fint,” brød Leah ind, og fandt en stak pengesedler frem og rakte dem til damen. Hun udfyldte nogle informationer på computeren, som alle blev skrevet i Leahs navn. Vi fik en nøgle, hvorefter hun med et smil viste os vejen hen til elevatoren. Ja, selvom det var et lille hotel, havde de alligevel haft råd til en elevator. Lidt underligt når man tænkte på, at der kun var tre etager i alt. En trappe ville have været fint, men jeg klagede ikke. Mine ben var trætte og ømme efter gåturen herhen.

Leah låste døren op, hvorefter den blev skubbet op med en højlydt knirkende lyd. Værelset var i fin stand, hvilket nok kom bag på os alle. Tingene i byen var ikke helt i topform, så det var sjældent at der var noget, som rent faktisk fungerede optimalt. Problemet var så bare, at der kun var to senge, og der var helt sikkert ingen af os, der gad og sove på gulvet. Jeg havde ingen problemer med at sove sammen med Leah eller Logan, men det var Jack der var problemet. Logan og ham skulle helt klart ikke dele seng, og det var alle vist enige om. Hvis jeg sov med ham, ville Logan blive utilfreds.

”Jeg skal nok sove med Jack,” sagde Leah, og færdiggjorde mine tanker for mig. Det ville nok også fungere bedst sådan. Jack svarede bare med et træk på skulderen, men lod til at acceptere det.

Jeg satte mig ned på den ene seng, hvorefter Leah kom hen og lod sig dumpe ned ved siden af mig. Hun fandt mobilen frem, og rakte den til mig med et lille smil. Der var ikke kommet nogen beskeder siden sidst. På en måde håbede jeg på, at der på et tidspunkt ville komme en ny. Måske kunne den give nogle flere ledetråde? Jeg lagde den fra mig på sengen, og hvilede mit hoved imod hendes skulder.

Vi smuttede i seng efter ikke så lang tid. Alle skulle være godt udhvilet til i morgen, hvor vi forhåbentlig kunne få sporet mobilnummeret på den ene eller anden måde. Jeg trak dynen op over skulderen og krøb helt ind til Logan. Et let kys blev plantet på hans læber, før jeg lod hovedet falde tilbage på hovedpuden igen. Det var enkeltmandssenge, så vi var tvunget til at ligge ret tæt, og det samme var Leah og Jack.

”Kunne i ikke i det mindste gøre det lidt mindre højlydt?” lød det beklagende ovre fra Jack over kysset. Misundelige menneske.

”Lev med det,” svarede jeg kort tilbage, og kyssede Logan en sidste gang til ære for Jack. Et suk kunne høres derovre fra, men han kommenterede ikke på det denne gang. Logan sendte mig et sidste smil, før det lille lys ved siden af sengen blev slukket, og hele værelset fyldtes med mørke.

”Godnat,” sagde Leah, hvorefter vi alle tre hurtigt mumlede det tilbage som svar. For første gang i to dage, lykkedes det mig at lukke alle tankerne ude, og fuldt ud overgive mig til søvnen, der langsomt hev mig med ind i mørket.

* * *

Damen i receptionen havde for første gang ladet smilet falme en smule, da hun fandt ud af, at vi allerede tog af sted morgenen efter. Politistationen lå i udkanten af byen, så vi havde et lille stykke før vi ville nå derhen. Der var ikke inkluderet morgenmad på hotellet, hvilket vi heller ikke havde regnet med. Sådan noget var der ikke på hotellerne i byen. Vi tog en kort tur ind til bageren, og købte noget mad som vi kunne tage med på farten.

Det var meget underligt, at være flygtet fra skolen, men alligevel var vi stadig i samme by. Nok ikke det smarteste, men så snart vi havde fået sporet nummeret, ville vi skynde os videre til hvor nummeret stammede fra.

Politistationen var næsten lige så øde som resten af byen, men der var trods alt mennesker, og en mand kom hen til os, da vi alle var kommet ind.

”Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte han. Han måtte være midt i halvtredserne, og hans spinkle bygning var efter min mening ikke den bedst egnede til at være politimand. Måske var han bare kontormand? Hvis han var, var det meget heldigt for os. Vi skulle bruge en, som kunne finde frem til en adresse.

”Vi skal have sporet et nummer,” sagde Leah, og bad mig om at finde mobilen frem. Jeg var lykkelig for, at Leah valgte at føre samtalen. Hun havde helt klart bedre forstand på, hvordan sådan noget skulle klares end mig. Jeg fandt mobilen fra min jakkelomme, og gik ind på den sidste af sms’erne jeg havde modtaget. Den første sms ville nok få manden til at stille spørgsmål, så det var bedst bare at vise den sidste.

”Ja, ser man det,” svarede han med sin rustne stemme, og lagde sine rynkede fingre rundt om telefonen. ”I kan bare tage plads, så finder jeg lige ud af det.” Han gjorde et nik imod nogle stole, der stod placeret op af væggen. Jeg var ikke meget for, at skulle efterlade telefonen hos ham. Hvem ved om han kunne finde på at kigge? Jeg måtte bare stole på, at han var en politimand, som gjorde sit arbejde og intet andet. Vi satte os ned på hver vores stol og ventede på, at manden snart ville komme tilbage igen.

”Hvad fanden har vi egentlig gang i?” spurgte jeg efter lidt tid. Vi var taget af sted på egen hånd. Vi burde have fået nogen voksne til at hjælpe, og hvis de ikke ville tro på mig, kunne Leah sikkert få dem overbevist.

”Vi renser dit navn en gang for alle, og så finder vi de idioter der har gjort det.” Leah virkede meget fastsluttet på, at vi skulle gennemføre det her, og ikke bare tage hjem igen nu.

”Det her ender sikkert galt,” hviskede jeg for mig selv. Hvis vi endelig fandt den person, der havde sendt beskederne til mig, hvordan kunne vi så vide, om han ikke også havde noget af kuren? Nogen kunne miste livet på grund af denne her tur, og det var ikke noget som nogen af os ønskede.

Fodtrin der kom nærmere, fik os alle til at dreje hovedet imod den ældre mand, der kom luntende tilbage imod os. Vi rejste os op, og manden havde et svagt smil på læben. Noget sagde mig, at han havde fundet frem til en adresse. Og siden han smilte, ville jeg gætte på, at han ikke havde læst den anden besked fra det hemmelige nummer. Held og lykke med at blive frikendt i mordsagen. Det ville ikke være det bedste, hvis en politimand læste sådan en besked, og så ville vi ikke komme meget længere end her. Vi ville højest sandsynligvis blive låst inde et eller andet sted, indtil der blev lagt sag an imod os.

”Her har i adressen.” Han rakte et stykke papir frem imod Leah, der tog imod det og lod øjnene glide hen over papiret. Jeg fik stukket mobilen i hånden igen, og lagde den ned i lommen på min varme vinterjakke.

Vi takkede ham alle sammen, før vi forlod politistationen. Det var gået meget nemmere end forventet. Faktisk, så ved jeg ikke helt, hvad jeg havde forventet. Måske at han ville spørge ind til, hvorfor vi skulle have fundet adressen? Ja, nogle gange var det sgu meget rart, at stort set intet i byen levede op til det normale, for hvis vi havde været i en hvilken som helst anden by, ville det her sikkert ikke kunne lade sig gøre.

”Hvor skal vi hen?” spurgte Jack, da vi har kommet et lille stykke væk fra stationen.

”Øh...” Leah fumlede med papiret hun havde fået og foldede det ud, før hun lod øjnene skimte ned over ordene. ”Fuck.”

”Hvad?” spurgte han undrende, og jeg turde roligt sige, at han også talte på Logans og mine vegne.

”Vi skal nok have fat i en bus. Eller et tog.” Hun viste os andre papiret og vi kunne hurtigt se hvorfor. Adressen var i en by, der lå flere timer herfra i bil. På gå ben ville det tage flere dage at nå frem, og det havde vi bestemt ikke tid til.

”Hvor mange penge har i egentlig taget med?” Jeg kiggede skiftevis på de andre. Jeg havde været indespærret, så for mig havde det ikke været muligt at pakke noget som helst til turen.

”Jeg har en del med, men jeg ved ikke om der også er nok til, at vi kan komme hjem igen,” svarede Logan lidt efter.

”Jeg har nogle få sedler, men dem kommer vi sgu ikke langt med.” Jack fiskede nogle sedler frem fra lommen. Han var alligevel til lidt nytte. Penge kunne vi sagtens få brug for, når vi også skulle have fat i mad igen på et tidspunkt.

”Okay, men når vi har fundet frem til dem, så ringer vi vel til politiet, og så må vi håbe på at de enten kan køre os hjem, eller nogen fra skolen kan komme og hente os, når de finder ud af at jeg er uskyldig.” Det var den bedste løsning jeg kunne komme frem med, og de andre lød til at være enige.

Vi måtte gå et godt stykke ud af byen, før vi kom til et busstoppested. Husene var forsvundet, og vi var ikke omgivet af andet end halvvisnede marker. Til vores held skulle vi ikke vente mere end en lille time, før en bus holdte ind til siden. Vi fik betalt og satte os alle ned bagerst i bussen, hvor vi alle kunne sidde på række. Der var ingen andre end os herinde, men bussen kørte også rundt på alle de små veje, og igennem de små byer hvor der næsten ikke boede nogen mennesker.

Nu var der ikke at gøre end at vente på, at bussen engang ville nå frem til vores destination. Vi var endnu et skridt tættere på at finde dem, der højest sandsynligvis havde samarbejdet med ham, der havde slået Lauren ihjel. Der var ingen der kunne sige, hvordan vores tur ville ende, eller om vi overhovedet ville slippe levende derfra.

 

------------------------------------------------------

Hey dejlige læsere!

Tak til alle jer der læser med, og den er nået op på 107 likes! Det er jeg overlykkelig for :) Det her er andet kapitel i dag, men jeg håber i kan klare det. Der kommer så heller ikke mere i dag, men regner med at skrive videre igen i morgen.

Kan i fornemmere anspændtheden imellem Logan og Jack? haha, jeg regner med at der kommer et eller andet med dem senere, så glæd jer til næste kapitel (:

Husk at smid en kommentar, og hvis i vil følge lidt mere med i, hvornår der kommer opdateringer og alt det der, så bliv fan af mig (: Der skriver jeg som regel, hvis der lige er et eller andet. Men endnu en gang tak til alle  der læser med, og jeg arbejder stadig på, at få den skrevet færdig i ferien! :)

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...