En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

265Likes
476Kommentarer
13540Visninger
AA

10. Én formskifter mindre

 

ADVARSEL!: Nogle vil måske finde dette kapitel en smule voldsomt, men det burde være til at overleve, men bare lige så i er advaret.

----------------------------------------------------------------------------------------------------

Det varede kun få øjeblikke, før jeg igen trak mig lidt væk fra ham. Mine tanker farede rundt indeni mig, og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad jeg skulle mene om det hele.

”Jeg bliver nødt til at gå nu,” sagde jeg og rejste mig op fra bænken.

”Hvorfor?” Hans ansigtsudtryk sagde helt tydeligt, at han helst ville have, at jeg blev sammen med ham, men lige nu havde jeg brug for at tænke. Det var som om at alt det spænding, der normalt havde foregået på et helt år, pludselig var blevet mast sammen i én uge.

”Jeg er træt, og har brug for at tænke.” Han så en anelse skuffet ud, men nikkede så kort. Jeg lænede mig ned til ham igen, og kyssede ham let på kinden, før jeg fortsatte imod døren der ledte tilbage indenfor igen.

”Vi ses,” sagde jeg og kastede et sidste blik tilbage på ham, før jeg smuttede indenfor og videre hen på mit værelse.

Lige nu gav det ingen mening for mig, hvorfor jeg havde været så skeptisk overfor ham i starten. Måske havde jeg bare været lidt for fordomsfuld, fordi jeg vidste at han var løve og til mit eget forsvar, så var det altså størstedelen af alle løverne, der følte sig hævet over alle andre. Jeg kunne ikke vide på det tidspunkt, at Logan ville være anderledes.

Da jeg kom tilbage var Leah allerede smuttet i seng, så jeg klædte mig af og gjorde mig klar så stille som muligt. Jeg krøb ind under dynen, og trak den godt op over skuldrene, før jeg lukkede øjnene i, og lod mig glide hen i en dyb søvn.

* * *

”Nu er du sent på den igen!” Leahs stemme fik mig til at slå øjnene op, og se forvirret rundt i værelset.

”Hvad?”

”Undervisning. Morgenmad. Alt.”

Jeg fik kæmpet mig op fra sengen, og trak i en sweater og nogle løse bukser, før jeg lod mig dumpe tilbage ned på sengen.

”Kan du ikke sige, at jeg er syg, men måske kommer senere?” Egentlig Havde jeg det helt fint, men skolen virkede bare alt for uoverskuelig lige nu, og jeg havde ting at gøre, der ikke involverede skole og undervisning.

”Jamen du var der heller ikke til de sidste timer i går,” svarede Leah med et suk.

”Og netop derfor vil de have nemmere ved at tro på, at jeg rent faktisk er syg. Vær sød?” Jeg rakte ud efter en elastik og samlede det lange hår i en hestehale. Hun sukkede opgivende før hun til sidst overgav sig.

”Okay så. I morgen slæber jeg dig af sted, lige meget hvad du siger!”

”Fint, fint,” grinte jeg tilbage.

Hun forsvandt ud af døren kort efter, og jeg sad med sammenfoldede ben midt på min seng, og stirrede ind på væggen overfor mig. Lige siden jeg først havde fundet Charlie Blacks dagbog, havde mine tanker næsten konstant kredset om den. Var der virkelig blevet et middel til at slå formskiftere ihjel?

Jeg rejste mig fra sengen og gik hen til skrivebordet, og fandt dagbogen frem. Der var adskillige ridser og skrammer i læderet, hvilket gjorde det helt tydeligt, at den var mere end bare nogle få år gammel. Mine fingre gled hen over det gullige papir, da jeg bladrede frem til der, hvor jeg var nået til.

D. 14/5 1908

I går fik jeg omsider færdiggjort den første prototype, som nu er klar til at blive afprøvet. Emily er taget på tur med naboens kone, så hun vil ikke være hjemme før om to dage. Normalt er hun altid med til, at holde gejsten oppe, men nu er det således, at jeg helst vil udføre næste del på egen hånd.

Jeg har aldrig kunnet lide genboens dreng. Lige fra den dag de flyttede ind, har han opført sig uforskammet. Både over for Emily og jeg. Trods hans unge alder, vil gætte på han er omkring tretten, er han alt for fremadgående, og siger dumme ting uden at tænke sig om.

Han fangede engang Emily da hun var i skikkelse af en lille musvit, og hun nåede ikke at flytte sig eller forvandle sig tilbage, før han havde kasten en kasse hen over hende på jorden. Han fortjener at blive straffet for hvad han har gjort. Hele hans tid i vores nabolag, har han ikke skabt andet end problemer. Omsider vil jeg få min hævn.

Jeg sank en klump i halsen, der langsomt havde bygget sig op mens jeg læste. Han kunne da ikke for alvor mene, at havde tænkt sig at myrde den trettenårige dreng? Så var han da overhovedet ikke bedre selv. Jeg vendte mig om på maven i sengen, før jeg tøvende fortsatte med at læse videre, med en følelse af, at det ikke ville blive de sjoveste ting, jeg skulle til at læse.

”D. 15/5 1908

Det lykkedes! Min kur fungerer! Det krævede ingenting at få ham lokket hen. Faktisk kom han næsten løbende af sig selv, i det øjeblik jeg trådte ud af døren. Jeg trak ham med om i vores lille have, hvor ingen andre ville kunne se hvad der foregik.

Hans ansigtsudtryk var det hele værd. Den måde han først kiggede hoverende på mig, da han skulle til at komme med en eller anden kæk kommentar, og derefter langsomt forvandlede hele sit ansigtsudtryk til ren frygt.

Han nåede slet ikke at opfange, da jeg i en hurtig bevægelse fandt kanylen med den flydende, gennemsigtige væske i frem fra lommen, og stak den i halsen på ham. Jeg var ikke sikker på, om jeg havde stukket et optimalt sted, men det måtte tiden vise.

Jeg måtte holde ham for munden, for at holde hans skingre skrig tilbage. Det viste sig, at jeg havde ramt et perfekt sted. Alle hans muskler trak sig sammen, og hele hans krop begyndte at dirre. Der gik en halv time, før hans krop gav op, og han sank sammen på græsset. Nu var der én mindre formskifter i dette nabolag.

Jeg kan stadig ikke tro, at den virkede. Alle dem der har troet, at det aldrig ville lykkedes for mig. De vil alle blive overrasket når jeg en dag vil blive hyldet for denne kur. Folk vil betale mig formuer.

Drengen måtte jeg selvfølgelig skille mig af med, og efter at have smidt ham i en sø i nærheden, kunne jeg igen vandre tilbage hjemad. Der ville nok gå lidt tid, før nogen opdagede ham, og til den tid vil jeg være over alle bjerge.

Det sjove er, at da livet langsomt sivede ud af den lille dreng, følte jeg intet andet end glæde. Lykke ligefrem. Han fortjente det fuldt ud, og jeg ville nyde at gøre det om igen. Forkælede lille møgunge.

I morgen går turen til togstationen, hvor jeg skal samle Emily op, før vi tager videre til hovedstaden for at få fremvist min kur endnu en gang. Sidste gang jeg var der, var den endnu ikke færdig, og ingen af dem troede på at jeg nogensinde ville blive færdig. De vil få sig en stor overraskelse.

Alle mine ting er pakket, og jeg er klar til at tage af sted. Af sted imod succes og rigdom!”

Uden at have bemærket det, var min puls steget utrolig meget. Man skulle næsten tro, at jeg lige havde været ude at løbe, og små svedpletter havde formet sig på min pande. Jeg var fuldstændig i chok. Han havde myrdet et barn! En dreng på tretten år. Hvis man gjorde sådan noget, havde man seriøst brug for hjælp.

Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg læste en af sætningerne igen. Det sjove er, at da livet langsomt sivede ud af den lille dreng, følte jeg intet andet end glæde. Sindssyge stodder.

Burde jeg sige dette til nogen? Det var trods alt blevet begået et mord. Godt nok skete det for hundrede år siden, men hvis nu ingen nogensinde havde fundet ud af, hvordan den lille dreng var død? Var det så ikke i sådan en situation man burde sige noget? Højest sandsynligvis.

Jeg var bare for oprevet til at gøre det lige nu. Når jeg på et tidspunkt havde fået samlet mig selv igen, måtte jeg huske mig selv på, at jeg skulle havde det sagt til nogen. En tanke slog mig pludselig. Måske var der bøger om ham på biblioteket? Det var i hvert fald et forsøg værd. Det var trods alt der, hvor jeg fandt dagbogen til at starte med.

Dagbogen blev klappet sammen og lagt tilbage på skrivebordet, hvorefter jeg rejste mig fra sengen og fik nogle sko på, før jeg forlod værelset og satte kurs imod biblioteket. Mit sidste besøg derhenne havde været en anelse kaotisk, men denne gang ville jeg rent faktisk kunne gøre det mens det stadig var lyst, og uden at det ville være forbudt. Der var kun få mennesker på gangene, da størstedelen stadig var til undervisning.

”Burde du ikke være til undervisning?”

Jeg kiggede op fra gulvet, og kiggede hen på bibliotekaren, der så en smule undrende på mig. Jeg var kun lige trådt ind på biblioteket, og der var allerede folk over mig.

”Ehm... Jo, men jeg skal lige hente en bog. Skolerelateret.”

”Åh, okay. Kan jeg hjælpe med noget så?” spurgte hun, og jeg så lidt rundt på de mange bogreoler, før jeg kiggede tilbage på hende med et træk på skulderen.

”Kan man søge på computeren?” Jeg gjorde et lille nik imod computeren, der stod placeret midt på et langt skrivebord, hvor alle bibliotekarerne normalt sad.

”Ja, selvfølgelig, bare søg løs.” Hun gjorde tegn til, at jeg bare kunne gøre det selv, mens hun forsvandt ind imellem de høje bogreoler for at fortsætte arbejdet. Det var nok også bedst at jeg var alene, da hun nok ville undre sig en del over, hvad det jeg søgte på havde noget med skolearbejde at gøre.

Charlie Black, tastede jeg ind i søgefeltet, hvorefter computeren kom frem med én enkelt bog, hvori hans navn var nævnt. Jeg førte musen hen over bogens titel og klikkede på feltet. Bogen var hjemme, så nu gjaldt det bare om at få den fundet.

Mine blå øjne gled en ekstra gang hen over titlen. Okay, jeg måtte indrømme, at jeg ikke lige havde regnet med at finde hans navn i en bog med titlen Største seriemordere i tidens løb. Alt det med ham Charlie blev da også bare mere og mere interessant.

***

Undskyld ventetiden! Min hjerne har simpelt hen været slået fra hele ugen, og min kreativitet har bare været helt i bund. Der har været en del spørgsmål om, hvornår der ville komme noget mere med dagbogen, så hele dette kapitel er stort set centreret om dagbogen.

Jeg ved godt det hele er en smule voldsomt, men jeg synes der var behov for at det blev skrevet sådan, for at man kom lidt mere i stemning, og også lidt hurtigere finder ud af, hvem ham Charlie Black er. Så håber ikke det var for slemt at læse.

Min plan er at jeg vil forsøge at få skrevet endnu et kapitel i løbet af weekenden, og kommenter meget gerne! Det er virklig den bedste motivation jeg kan få (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...