En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

263Likes
476Kommentarer
13355Visninger
AA

24. Det bliver godt igen

 

Trist. Sådan ville jeg bedst kunne beskrive min påklædning, da jeg var klar til at tage af sted til begravelsen. Jeg var klædt i sort fra top til tå. En løs sort kjole og mørke strømpebukser. Begravelser var normalt heller ikke stedet til den mest farverige påklædning, og mit tøj afspejlede meget godt mit humør. Jeg var trist.

Jeg mødtes med Maria ude foran skolen, hvor der var blevet sørget for, at nogen kunne køre os hen til hvor begravelsen ville finde sted. Maria havde ligesom mig været en af dem, som Leah havde haft et meget tæt bånd med. Det var skrækkeligt, at jeg måtte lyve om hvordan Leah døde. Maria var som sagt ikke formskifter, så jeg havde måttet komme op med en anden forklaring. Lige meget hvad grunden var til hendes død, ville sorgen over det være den samme. Rektor havde givet os begge lov til, at blive væk fra undervisningen, så vi i stedet kunne komme til begravelsen.

Vi sad bagi i bilen, da en fra skolens personale kørte os af sted. Turen derhen tog en lille times tid, da vi skulle tilbage til Leahs hjemby, hvor hendes forældre stadig boede. Jeg havde været herhjemme nogle få gange, og jeg kunne tydeligt huske den første gang. Jeg havde været på skolen i nogle måneder, da vi fik efterårsferie, men da mine forældre havde travlt med arbejdet, var jeg tvunget til at blive på skolen hele ferien. Det var lige indtil Leah foreslog, at jeg kunne komme med hende hjem på ferie. Det havde været den hyggeligste uge i hele mit liv, og vi fik snakket og grint som aldrig før. Hendes forældre var utroligt flinke mennesker, og derfor var det ekstra trist at skulle se dem i dag. Jeg tvivlede stærkt på, at jeg ville se deres sædvanlige varme smil, men nok nærmere tårefyldte øjne.

Den hvide kirke kunne ses på god afstand, med de høje tårne der nåede op over toppen af de højeste træer. Mange mennesker stod ude foran indgangen til kirken, mens folk langsomt begyndte at bevæge sig derind af, for at få en plads at sidde på. Marias og min hånd var som limit sammen, og jeg kunne mærke hendes hånd ryste konstant. Hun var mere oprørt en mig over det her. I hvert fald på ydersiden.

Hendes forældre var hurtige at få øje på, og det var som en kniv i hjertet at se dem. Tårerne flød ned over deres kinder, og selv hendes far der altid havde været en mand af få ord, stod og hulkede som gjaldt det livet. Maria og jeg gav dem hver et kram på skift, før min hånd igen greb fat om Marias.

”Godt i kunne komme,” fik Leahs mor sagt efter at have tørret øjnene.

”Jeg er så ked af det,” svarede jeg tilbage. Alle var kede af det over, hvad der var sket. Leah var en sund, rask og glad pige på sytten år, for pokker! Hun var langt fra klar til allerede at tage af sted. Hun sendte mig et bævrende smil, før vi alle fortsatte ind i kirken.

Hele ceremonien foregik meget traditionelt, og der var dukket rigtig mange mennesker op. Hele kirken var fyldt, og ikke en eneste siddeplads var ledig. Leah havde en kæmpe familie, så det kom ikke engang som nogen stor overraskelse. Hvis man så rundt blandt menneskerne, kunne man hele tiden finde nye personer, der ikke længere kunne holde tårerne tilbage, eller ufrivilligt lod et hulk slippe ud over læberne.

Jeg var ikke helt sikker på, hvordan det lykkedes mig, men jeg formåede at holde tårerne inde under hele tiden i kirken. Først da alle var gået ud til kirkegården, og den fine, hvide kiste blev sunket i jorden, var det som om, at det endelig gik op for mig. Det her var mit sidste farvel til Leah. Hun var virkelig væk. Det var stadig svært at håndtere, og da kisten til sidst var i jorden, fik tårerne frit løb, og det nyttede ikke engang at forsøge at få dem væk, for nye tårer ville blot komme og tage deres plads med det samme.

”... af jord er du kommet, af jord skal du blive, og af jord skal du genopstå,” sagde præsten, mens den første skovlfuld jord blev lagt på kisten. Maria og jeg stod begge og rystede om kap, og mens hun endelig havde fået styr på sin gråd, var min nu ved at løbe af med mig. Hvorfor skulle det her også være sket?

”Farvel Leah,” hviskede jeg stille. ”Jeg vil aldrig glemme dig.”

* * *

Først da vi begge sad spændt fast bag i bilen igen, begyndte tårerne langsomt at sætte tempoet ned, og min vejrtrækning blev regelmæssig igen. Det havde været forfærdeligt, men jeg fortrød stadig ikke, at jeg havde sagt ja til at tage af sted. Hendes forældre havde tilbudt os, at tage med hjem til dem sammen med resten af familien til en kop kaffe eller te, men vi havde pænt takket nej. Følelserne stod allerede langt ud af halsen på os, og jeg havde bare brug for at komme hjem igen hurtigst muligt.

Der var tavst i bilen hele vejen hjem, begge opslugte af vores egne tanker. Min ene hånd havde stadig et fast greb om hendes hånd, og knoerne var begyndt at blive hvide. Alligevel var der ingen af os, der havde lyst til at give slip. Det var som om, at det var det sidste der holdte os fra, ikke at bryde helt sammen. Hvis hun gav slip på min hånd, ville jeg pludselig føle mig alene og forladt. Siddende alene tilbage i al min elendighed. Hun måtte tænke nogenlunde det samme, for grebet forblev lige så fast som det hele tiden havde været.

En underlig tryghed kom tilbage til min krop, da vi endnu en gang var tilbage på skolens grund. Her ville der ikke ske noget. Jeg havde følt mig ekstremt paranoid under hele vores tur til begravelsen. Selvom de alle var Leahs familie, kunne jeg ikke undgå at holde et vågent øje med alle. Hvad nu hvis nogen havde kuren? Hvem som helst kunne få fat i den, hvis de vidste hvor man skulle lede. Konstant gik jeg rundt med følelsen af, at folk var ude på at gøre onde ting, også selvom det langt fra var tilfældet.

Efter et langt knus med Maria, hvor tårerne igen havde fundet vej ned over mine kinder, havde vi langt om længe sluppet hinandens hånd, og var gået hver til sit. Min hånd føltes helt udtømt for alle kræfter, da jeg gik videre hen ad gangen. Jeg havde først overvejet, at gå tilbage på værelset, men det at vide at der ville stå en ekstra seng, fik mig til at skifte mening, og i stedet gik jeg ud i en af de små haver tilhørende skolen, og satte mig ned på en lille træbænk. Den tomme seng ville bare få ledt mine tanker hen på Leah, og lige nu ville jeg helst prøve at tænke på noget andet. Jeg havde grædt nok for i dag.

Himlens lyseblå farve var blevet erstattet med en kongeblå farve, fyldt med små skinnende stjerner på en skyfri himmel. Vinden var stadig kølig eftersom vi var sidst i efteråret, men skolens høje vægge var med til at afskærme for vinden. En lyd henne fra døren fik mig til at dreje hovedet imod skikkelsen, der kom gående imod mig.

”Hey,” sagde jeg og fik et smil frem.

”Hej, må jeg sidde ned?”

Jeg nikkede hurtigt, og rykkede til siden på bænken, så Logan kunne komme ned og sidde ved siden af mig. Så snart han var på plads, rykkede jeg det sidste stykke tilbage til ham, så vores lår rørte hinanden. Jeg hvilede mit hoved imod hans skulder, mens mit blik igen faldt op på himlen.

”Er du okay?” spurgte han lidt efter, oprigtigt bekymret.

”På den ene side ja, og på den anden side nej.”

”Hvad skal det så helt præcist sige?” Selvom jeg ikke havde blikket rettet imod ham, var jeg helt sikker på, at han sad med et smil på læberne.

”Dagbogen er ude af mit liv, så jeg skal ikke bekymre mig mere om den, eller noget der har med den at gøre. Jeg kan komme tilbage til det normale igen.” Mine blå øjne skiftede fra stjernerne og ned til hans brune øjne, der nærmest lyste i mørket. ”Men på den anden side har jeg mistet min bedste veninde, og jeg føler mig bare... anderledes.”

Han lagde beskyttende en arm om mig, og trak mig helt ind til ham. Et let kys blev placeret på toppen af mit hoved, mens det stadig hvilede trygt op af hans skulder.

”Det skal nok gå alt sammen,” svarede han roligt. Det var utroligt så står en effekt de få ord havde på mig, men jeg kunne mærke, at jeg langsomt begyndte at falde til ro igen. Jeg fjernede mit hoved fra hans skulder igen, med forblev helt ovre ved ham. Mine læber fandt automatisk hans i et stille og roligt kys, der varede et par sekunder før jeg trak mit hoved væk igen, for bedre at kunne se på ham.

”Hvordan har Jack det egentlig?” Jeg havde ikke set ham siden vi stadig var i huset, så jeg havde faktisk ingen anelse om, hvordan hans tilstand var.

”Han har det fint, men er ret trist over alt det med Leah.”

”Det er jo meget forståeligt,” svarede jeg tilbage. Hverken Jack eller Logan havde nået at kende Leah så godt som mig, men de havde stadig været til stede da det skete, så det ville næsten undre mig, hvis de ikke var bare en smule nedtrykte over det.

Vi sad i stilhed i nogle minutter, hvor de eneste lyde omkring os var den sagte lyd af vinden, der langsomt susede af sted i mørket. Derudover kunne min hjertebanken tydeligt høres af mig selv. Den var blevet betydeligt hurtigere siden han var dukket op. Ja, det var den indflydelse han havde på mig. Hjertebanken og en varme i hele kroppen.

”Hvad sker der så nu?” spurgte han lidt tøvende, hvilket fik mig til at rette opmærksomheden imod ham igen. Der var ikke meget lys herude. Faktisk var den eneste belysning en lille lampe, der sad ved siden af døren herud til. Alligevel kunne jeg tydeligt se glimtet og varmen i hans øjne. Noget der gjorde mig tryg.

”Vi prøver at vende tilbage til vores normale liv igen, tror jeg.”

Tror du?” Hans blik fik noget undrende over sig, og jeg kunne ikke lade være med at grine af ham.

”Rolig nu. Du var her ikke før alting begyndte at ske, så helt normalt bliver det ikke igen. Du vil stadig være her.”

”Nårh...”

Han virkede lettet over mine ord, og jeg kyssede ham kort på kinden. Så ud over at han var blevet en del af mit liv, så måtte jeg forsøge så vidt muligt, at gå tilbage til sådan som tingene var før. Tilbage til den almindelige undervisning. Ingen bekymringer om dagbøger eller massemordere. Ingenting. Bare et normalt liv igen. Eller, så normalt som det nu kunne blive, når man var formskifter.

Jeg rykkede tættere på ham, selvom jeg ikke troede det var fysisk muligt. Vi sad helt tæt op af hinanden, og jeg nød at kunne mærke varmen fra hans krop lige ved siden af min.

”Det skal nok blive godt igen,” sagde han igen lidt efter, og sendte mig et smil. Det smil jeg langt om længe kunne indrømme, at jeg var blevet forelsket i. Jeg lod hans ord synke ind, mens jeg holdt mit blik på ham. Alle bekymringerne var på vej væk, så det handlede blot om, at byde alle de gode ting velkommen igen.

”Ja, alting skal nok blive godt igen på et tidspunkt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...