En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

265Likes
476Kommentarer
13545Visninger
AA

4. Charlie Black

 

Normalt ville det nok have været mest høfligt, hvis jeg havde tilbudt at tage en af hans to tasker, men i stedet lod jeg være. Bare fordi Rektor behandlede ham som en kongelig, betød det bestemt ikke, at jeg også ville gøre det.

”Det var Evelyn, ikke?”

Jeg kiggede en smule overrasket på ham over, at han rent faktisk talte til mig. Man kunne vel sige, at jeg havde en fordom imod løver. De var næsvise og mente at de var bedre end alle andre. Sådan ville det i hvert fald være, indtil jeg havde fået bevist noget andet.

”Jo, og det var løve, ikke?”

”Det er Logan, og drop det der.”

”Det der, hvad?” svarede jeg tilbage med et kækt smil. Gode førstehåndsindtryk havde nok heller aldrig været en af de ting, som jeg var god til.

”Der er ikke noget specielt ved at være løve,” mumlede han og kiggede skarpt på mig.

”Selvfølgelig ikke. På nær at Rektor allerede har dig som favorit, og du har været her i ti minutter.”

”Hvad er du da? Hest?” Man kunne høre afskyen i hans stemme.

Ligesom løverne var de eftertragtede, var det sådan med heste, at det ofte var de snobbede og lidt for fine typer. Alice var hest, så det var et hård slag i hovedet, at han troede jeg var hest.

Jeg stoppede op midt på gangen, og kunne mærke vreden boble op i mig. Før jeg nåede at tænke nærmere ud efter, langede jeg ud efter ham og gav han en svidende lussing midt på kinden.

”Hvad fanden har du gang i?!” Slaget lod ikke til at have gjort specielt ondt, men han var nok bare chokeret.

”Jeg er ikke hest!”

Jeg fortsætte videre hen ad gangen igen, og kunne høre at han langsomt fulgte efter igen. Det var trods alt mig der skulle følge ham hen til værelserne. Langsomt gik det op for mig, at jeg lige havde givet en lussing til en komplet fremmed, blot fordi han irriterede mig en smule. Hvis Rektor fandt ud af det, ville jeg ikke stå i nogen god situation.

”Undskyld jeg slog dig,” mumlede jeg lavt, men uden at se på ham. Der kom ikke noget svar, og da han stadig gik nogle skridt bag mig, kunne jeg ikke engang se, om der kom nogen reaktion fra ham.

Hans personlighed havde desværre ikke været til at råbe hurra for. Eller også var det bare mig, der havde været med til at påvirke det frem. Vi fortsatte hen til gangen med værelser i stilhed, hvilket nok også var det bedste.

”Hvilket nummer?” spurgte jeg og så tilbage på ham, mens han kiggede en stak papirer igennem.

”Tolv.”

Jeg nikkede bare kort, og fortsatte så hen ad gangen. Da vi stod foran døren med tallet tolv skrevet på, tog jeg mig endelig sammen til at se på ham igen.

”Jeg er ræv,” sagde jeg, bare for at få det frem, at jeg altså ikke var hest.

Til min store overraskelse fandt et lille smil frem på hans ansigt.

”Det havde jeg aldrig kunnet gætte.”

Det var de færreste der ville gætte på ræv, når de først lige havde mødt mig. Når man til gengæld havde kendt mig i lidt længere tid, var det pludselig meget åbenlyst, at jeg var ræv. Jeg kunne sagtens være lusket og snu, hvis der var behov for det.

”Jeg er henne på værelse sytten, hvis der er noget,” sagde jeg med et skævt smil, før jeg luntede videre ned ad gangen. Jeg kunne høre ham fumle med nøglen, og derefter en dør der gik op, før der igen blev stille på gangen.

Da jeg kom hen til mit og Leahs værelse gik jeg direkte indenfor. Vi havde aldrig døren låst, for der var alligevel intet der var værd at stjæle. Jeg gik ind til min seng og sætte mig ned med et suk. Jeg burde ikke have slået ham, men gjort var gjort og der var intet at gøre ved det nu. Mit temperament tog nogle gange nogle meget dumme beslutninger, før min fornuft kunne få at reagere.

Mine øjne gled rundt i rummet, og studerede hver en lille ting. Væggene var hvide, mens størstedelen af møblerne var i mørkt træ. Skrivebordet flød med bøger og papir. Lektier for det meste, der alt sammen var endt i én stor bunke.

Nu hvor jeg tænkte over det, havde jeg en del jeg skulle have lavet til i morgen. Jeg rejste mig fra sengen og gik hen til skrivebordet, men i stedet for at gå i gang med lektierne, faldt mine øjne på en lille slidt bog indbundet i læder. Dagbogen jeg havde fundet på biblioteket.

Jeg samlede den op, og satte mig tilbage på sengen igen, hvor jeg kiggede lidt nærmere på den. På forsiden var initialerne C.B. skrevet ind i læderet. Jeg bladrede om på næste side, og læste den en anelse slørede skrift.

”Denne bog tilhører Charlie Black”

Intet andet stod der på første side. Nu gav initialerne da mening. Charlie Black. C.B. Jeg bladrede videre frem til næste side, hvor der til forskel fra sidste side var fyldt med ord.

D. 11/5 1908,” stod der øverst. Så dagbogen var hundrede år gammel. Jeg satte mig godt til rette i sengen, før jeg lod mine øjne glide ned over siderne.

D. 11/5 1908.

De andre tror jeg er blevet skør, men i virkeligheden er det dem der er uvidende. De ved ikke hvilken fare de alle står overfor. Selv Emily er begyndt at tvivle på mig. Man skulle ellers tro, at elleve års ægteskab ville forhindre sådanne ting.

Selvom de andre siger jeg skal give op, er jeg fast besluttet på at fortsætte! Når jeg engang for det bevist, vil de hylde mig som den helt jeg er. Uvidende, små, dumme formskiftere. Jeg har en anelse om, at de ikke stoler på mig, blot fordi jeg har fået den gave, at kunne formskifte til en slange. Ikke bare hvilken som helst slange, men en mægtig kobra.

Alle har sikkert en gang i tidens løb hørt, at en slange altid bliver forbundet med en forræder. Jeg tror også det gælder nu.

Som enhver formskifter ved, så er den eneste måde at dræbe en formskifter på, ved at få en af sin egen slags til at dræbe en. Eller alderdom selvfølgelig. Så selvmord er ikke en mulighed. Den eneste måde jeg kan dø på, er at finde en anden slange, der kan dræbe mig eller vente på, at det engang bliver min tur til at forlade denne jord.

De er nu fire år siden, at jeg påbegyndte mit projekt. En kur for formskiftere. En måde at dø på, uden man skal være afhængig af andre. Et mordvåben. Det har aldrig været min plan at slå folk ihjel, men jeg ved, at jeg kan tjene en formue på at sælge det videre, når det engang er færdigudviklet.

Jeg vil blive stinkende rig, hvilket ikke ligefrem vil skade på min og Emilys tilværelse. Der er stadig lidt vej igen før den kan afprøves, men jeg ved, at det nok skal ske på et tidspunkt. Det skal det.”

Ham Charlie var da fuldkommen sindssyg! Godt nok kunne det være svært at komme af med folk, men ligefrem at skabe en såkaldt ’kur’ for at kunne dræbe formskiftere. Det var jo skørt.

På den anden side kan jeg huske en hændelse for nogle år siden, hvor en formskifter, kat tror jeg, der valgte at tage på tur rundt omkring i landet, og slap alle uskyldige mennesker ihjel han mødte. Det tog en evighed før der blev fundet en anden kat, der var modig nok til at gå op imod ham.

Men det var stadig forkert! Sådan en kur kunne vende op og ned på alt. Jeg blev revet ud af mine tanker af en banken på døren. Dagbogen blev lagt tilbage på skrivebordet, før jeg gik hen og åbnede døren.

”Hvad vil du nu?” sukkede jeg.

”Men skulle næsten tro du prøver at undgå mig?” Et kækt smil spillede om hans læber, selvom jeg tydeligt kunne se, at han inderst inde var en smule irriteret på mig. Jeg trådte ud på gangen og lukkede døren efter mig.

”Det gør jeg måske også.”

”For helvede, Evelyn,” sagde han med en let rysten på hovedet.

”Hvad, Jack?!”

”Hvorfor er du blevet så pisse negativ på det seneste?”

”Det er nok bare endelig gået op for mig, hvor dumt det er, det vi har gang i.” Selvom det selvfølgelig ikke er det værste vi får ud af det, men alligevel er jeg ved at have fået nok af ham.

Han gik helt hen til mig, hvilket fik mig til at bakke indtil jeg ramte væggen bag mig. Han greb fat om mit ene håndled og holdt det imod væggen. Hele hans kropsvægt holdte mig imod væggen, så jeg ikke havde nogen chance for at komme væk. Dog var jeg stærkt, men når det kom til muskler, var Jack helt klart stærkere end mig.

”Lad mig være,” mumlede jeg vrissent og så på ham. Der kom ingen reaktion, så min første indskydelse var at slå ham med min frie hånd, men før jeg overhovedet nåede at få hånden i bevægelse, greb han også fat om den og holdte den imod væggen.

I enhver anden situation ville det her sikkert have været intimt. At blive holdt imod en væg af en attraktiv dreng med muskler. Desværre kunne jeg ikke længere så det gode i det, og jeg ville helst bare grave mig ned i et hul, hvor jeg kunne blive fri for at støde ind i ham igen og igen.

”Hvorfor,” hviskede han. Han kyssede mig blidt på læberne, som om det skulle få mig til at ændre mening. Jeg kunne ikke flytte mit hoved, men han fik bestemt ikke æren af at jeg kyssede tilbage. Da han endelig trak sit hoved en anelse tilbage, havde vreden efterhånden bygget sig op som en bombe, der blot ventede på at springe. Jeg var så meget færdig med Jack efter det her.

Hans ene hånd slap grebet om mit håndled, og bevægede sig langsomt længere og længere ned ad min ryg. Jeg kunne stadig ikke komme til at slå ham, men jeg forsøgte at skubbe ham væk med den frie hånd, selvom det stadig ikke hjalp noget.

”Slip mig så!” skreg jeg, og han blev tydeligvis overrasket over mit udbrud. Den nar.

”Hey, hvad foregår der her?”

Vi vendte begge blikket til siden, og han løsnede hurtigt sit greb om mig. Hvem skulle have troet, at den nye fyr ville blive min redning?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...