En Slanges Dagbog

Den 17-årige Evelyn har været formskifter hele sit liv. I flere århundreder har formskiftere levet blandt almindelige mennesker, og gået på samme skole som dem. Evelyn har altid haft et almindeligt liv, men hvad sker der, når hun en dag kommer i besiddelse af en mystisk dagbog, skrevet for hundrede år siden, af en mand der endte med at begå selvmord? Dagbogen viser sig ikke at være nogen helt almindelig dagbog, og langsomt begynder Evelyns liv at forandre sig, og pludselig står hun i en situation, hvor alle formskifteres liv er i fare, og hun er den eneste der kan gøre noget ved det.

265Likes
476Kommentarer
13508Visninger
AA

18. Beskyldt for mord

 

Normalt havde jeg aldrig problemer med at falde i søvn, efter at have drukket alkohol, men minutterne blev til timer da jeg lå og forsøgte, at lade søvnen tage over. Det skete bare ikke. Først da himlen igen var begyndt at lysne udenfor, lykkedes det endelig. Det blev ikke til mere end nogle få timers søvn, før Leahs hænder ruskede mig vågen.

”Hvad?” mumlede jeg vrissent.

”Var det ikke bare fedt i går?!” Jeg rullede om på siden, så jeg kunne se på hende. Et enormt smil havde spredt sig til hele ansigtet.

”Har det ham Oliver?”

”Måske... Okay, det var det. Synes du ikke også bare det bar en skøn afte-” Hun stoppede sig selv før hun nåede videre. ”Åh, hvordan gik det med Logan?” Det sidste hun havde set til både ham og mig, havde været da Alice kyssede ham.

”Det er godt igen. Tillykke med Oliver!” Et lille smil fik jeg tvunget frem, før jeg vendte ryggen til hende og lukkede øjnene i igen. Hun gav et lille suk fra sig, før hun forlod værelset, sikkert for at få noget morgenmad.

Der blev igen stille på de lille værelse, og jeg forsøgte ihærdigt at lukke alle tanker ude, så jeg kunne falde i søvn igen. Efter et godt stykke tid måtte jeg til sidst indse, at jeg ikke ville falde i søvn. Jo mere jeg forsøgte ikke at tænke på noget, jo mere begyndte jeg at tænke på noget, hvilket ikke lige var planen.

Den sms jeg havde modtaget i går fik mig, for at lige det mildt, til at flippe fuldstændig ud. Hvem var afsenderen, og hvad pokker mente personen med en mordsag? Jeg var da ikke indblandet i nogen mordsag? Det værste var næsen, at det var hemmeligt nummer, så jeg ikke havde nogen mulighed for at skrive tilbage til personen.

Man skulle næsten tro det var planlagt, for i det øjeblik vibrerede min mobil ovre fra skrivebordet. Trætheden forsvandt lynhurtigt, og jeg fløj op fra sengen og hen til mobilen. Jeg fik hurtigt fundet frem til sms’en, og kunne konstatere at det endnu engang var et ukendt nummer.

Fra: Ukendt

Begynd hellere at pakke dine ting.

Jeg havde håbet på en længere besked, der måske kunne give mig nogle svar, men nu blev jeg blot mere forvirret. Hvad pokker var det personen fablede om? Det trykkede for mit hoved, så meget som tankerne kørte rundt. Mobilen blev lagt tilbage på det mørke skrivebordet, mens jeg trak i noget tøj, og satte håret op i en høj hestehale. Et hårdt bank på døren fik mig til at dreje rundt i en hurtig bevægelse og se imod den.

”Evelyn er du derinde?” råbte en stemme på den anden side af døren. Jeg havde troet det kunne være Logan, da Leah bare ville være gået ind, men stemmen tilhørte ingen af dem, men derimod en voksen. En lærer ville være mit bedste gæt.

”Ja?”

”Vi kommer ind.” Det var intet spørgsmål, men nærmere en erklæring. Jeg prisede mig lykkelig for, at jeg var kommet i tøjet, eller i det hele taget var vågen. Døren gik op, og ind kom en kvindelig lærer efterfulgt af to mænd, der så ud til at bruge flere timer om ugen i et træningscenter. Hvad de to mænd skulle til for, kunne jeg ikke regne ud, men jeg fik forhåbentlig en forklaring lige om lidt.

”Du bliver nødt til at komme med os,” sagde damen kort efter. Hendes blik var stift rettet imod mig, og hvis jeg ikke tog meget fejl, kunne man næsten ane afskyen i hendes blik. Jeg kunne da ikke huske, at jeg havde gjort noget galt for nylig? Eller hvad?

”Hvorfor?” spurgte jeg, og rynkede øjenbrynene i forvirring.

”Du skal hen til Rektor, og der kommer nogen om lidt, der skal undersøge værelset.”

Forvirringen måtte kunne ses i mine øjne, og hun gjorde et kort nik til de to mænd, før de gik hen på hver side af mig, og med et fast greb holdte fat om mine arme, så jeg blev nødt til at følge med.

”Jeg forstår det ikke helt,” mumlede jeg da vi var kommet ud på gangen. Jeg ville have gjort modstand, hvis det ikke var fordi de to mænd havde været til stede. Mine chancer imod dem var meget små. ”Og jeg kan altså godt gå selv!” vrissede jeg, og forsøgte at få dem til at slippe deres stramme greb om mine arme. En smule tøvende gav de til sidst slip på mig, men blev stadig gående lige ved siden af mig. De behandlede mig næsten som var jeg en kriminel. Damen fortsatte med hastige skridt imod kontoret, uden at sige så meget som et eneste ord til mig.

På vejen mødte vi kun nogle enkelte elever, der alle sendte mig et blik der lyste af forvirring. Jeg forstod virkelig ikke hvad alt det her skulle til for. Helt ærligt. Bodyguards? Det ville være dejligt snart at få en lille forklaring på, hvad fanden de havde gang i, for jeg vidste det overhovedet ikke.

Da vi kom frem til kontoret, blev mændene stående ude foran døren, mens damen gik med ind af døren til Rektor. Mit sidste besøg herinde havde ikke været det mest hyggelige, og efter at dømme på hendes mimik, ville det her heller ikke blive godt. Ville nogen dog ikke snart sige, hvad jeg havde gjort? Rektor gjorde et kort nik med hovedet, som tegn til at jeg skulle sætte mig på stolen foran hendes skrivebord. Jeg skubbede stolen lidt ud, før jeg lod mig dumpe ned på den hårde stol. Jeg så mig over skulderen, og kunne se damen fra før stille sig bagerst i kontoret, og finde en blok og noget at skrive med frem, før hun rettede blikket imod mig.

”Jeg vil bede dig om at svare ærligt på mit spørgsmål, Evelyn.” Jeg så tilbage på Rektor, der langsomt gik rundt om skrivebordet, før hun satte sig ned på sin store stol. Der var intet smil at finde, og jeg nikkede hurtigt som svar, uden at vide hvad hun kunne finde på at spørge om.

”Var du med til at planlægge mordet på Lauren?”

Det føltes som om at alt omkring mig gik i stå. Planlægge mordet på Lauren. Hvad? Hvor hun overhovedet havde fået den tåbelige idé, kunne jeg ikke regne ud.

”Hvad? Nej, selvfølgelig var jeg ikke det!” svarede jeg hurtigt tilbage. Jeg så mig kort tilbage, hvor damen sad og skrev det ned jeg lige havde sagt. Det her var bare for meget.

”Manden vi fangede, sagde at vi skulle have fat i den lyshårede pige på værelse nummer sytten. Det vil sige dig.”

Værelse sytten og lyshåret pige. Ja, den kunne jeg ikke lige komme udenom. Så var spørgsmålet bare, hvorfor manden havde sagt til dem, at de skulle have fat i mig. Jeg havde selv været nede ved ham, men jeg havde da virkelig ikke troet, at han ville bilde folk ind, at jeg var en del af det.

”Jeg har ikke gjort noget. Desuden har i ingen beviser.” Jeg havde engang set i et eller andet program om kriminalitet, at medmindre der var beviser, så kunne de ikke gøre noget. Og de kunne umuligt have beviser for noget, som jeg ikke havde gjort.

”Der er sat folk til at undersøge dit værelse,” svarede hun koldt tilbage. Jeg var stadig chokeret over, at de overhovedet kunne finde på at tro, at jeg havde haft noget med mordet at gøre. Det var jo helt absurd! Jeg svarede ikke, men lænede mig i stedet tilbage i stolen og foldede armene foran mig. ”Så du venter bare lige her, indtil de kommer tilbage med svarene.”

Et tungt suk forlod mine læber. Det kunne nemt komme til at tage lang tid, hvis de skulle rode hele værelset igennem efter noget, der ikke var der. Rektor og damen forlod rummet igen, og utroligt nok så låste de døren efter sig. De troede virkelig på at jeg havde gjort det. Følelsen kunne slet ikke beskrives. At blive anklaget for at have medvirket i mordet på en af sine veninder, er bestemt ikke nogen behagelig følelse. Men jeg vidste, at jeg var uskyldig.

Der gik godt en halv time, før døren igen blev låst op, og Rektor, damen og et helt hold af mænd trådte ind af døren. Alle på nær Rektor blev dog stående ved døren, imens hun selv gik hen til sin stol bag skrivebordet og satte sig ned. Hun sad længe og stirrede ind i mine blå øjne, mens jeg desperat ventede på at hun ville sige noget.

”Hvordan kunne du?!” hvæsede hun ud imellem sine tænder. Det var ikke lige de ord jeg havde forventet at høre.

”Hvad mener du?” spurgte jeg undrende, og så forvirret tilbage imod den store gruppe af menneske i døren.

”Vi fandt denne her på dit værelse.” Hun holdte en lille gennemsigtig plastikpose op foran mig. Indeni lå en lille kanyle med resterne af en gennemsigtig væske. Noget sagde mig, at det var lige præcis det middel, som Charlie Black havde opfundet. ”Og også en dagbog. Evelyn, vi burde have set det noget før. Den underlige opførsel på det seneste og de manglende undervisningstimer.”

”Jeg har altså ikke slået nogen ihjel!”

Hun rystede blot på hovedet af mig, og gjorde tegn til nogle af mændene bag mig om, at føre mig væk. Jeg var ved at løbe tør for idéer for at få den til at indse, at jeg intet havde gjort. Jeg havde ingen anden valgmulighed end at følge med, da to sæt stærke arme greb fat om mig, og hev mig med ud af kontoret.

Det slog mig pludselig. Ham der havde dræbt Lauren havde været inde på mit værelse. Han kunne sagtens have efterladt kanylen derinde ved et uheld? Eller nogen kunne have anbragt den der? Vent lige lidt... Den besked jeg fik i går aftes. Held og lykke med at blive frikendt i mordsagen. Nogen var altså ude på at få mig hængt ud, for noget jeg ikke havde gjort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...