The Art of Moving On - Harry Styles (One shot)

Når ens soulmate går bort, bliver verden vendt på hovedet. Dette er præcis hvad sker for Rosemary Spring. Da den unge popstjerne Harry Styles dør i et biluheld, er Rosemary selvfølgelig knust. Tiden læger alle sår, siger de. Men passer det?

5Likes
6Kommentarer
646Visninger
AA

2. The Art of Letting Go

D. 26/9 - 2013

Jeg er ikke religiøs. For hvad er pointen i at tro på en Gud, som ikke er retfærdig?

Jeg stirrer igen blankt ud i luften. Det er som om alt udenfor ikke eksisterer. Det er næsten som om jeg ikke eksisterer længere. Som om min krop er et spøgelse. Lejligheden er så forfærdeligt tom, og det samme er mit legeme. Det eneste som er fyldt til randen, er mit hovede. 1000 tanker flyver rundt indeni, og giver mig hovedpine. Men ikke engang det får mig til at føle mig levende.

Jeg er ikke engang sikker på jeg har lyst til at være levende. 

Siden den dag jeg fik et opkald fra Anne har jeg ikke socialiseret med omverdenen. Den eneste person som jeg har kunnet holde ud af se er min mor. Hun kommer med forsyninger til mig, og holder om mig når jeg bryder sammen i tårer. Holder mig ind til sig - hvisker beroligende ord i mit øre. Men intet hjælper. Ikke engang min mor.

Det er 21 dage siden. I 21 dage har jeg lukket af for omverdenen. Den interesserer mig ikke mere. I 21 dage har jeg grædt mig i søvn. I 21 dage har jeg været så godt som død. Her på det sidste er jeg begyndt at ønske at jeg var. En verden uden ham, fungerer bare ikke.

Hvis der var en Gud, og hvis han var retfærdig, ville han ikke have taget ham fra mig. 

Alle minderne sidder i mig, skærer som knive i mit hjerte, og minder mig om at jeg er i live. Jeg er i live, og det er han ikke. Erindringerne om vores første date, vores første jul sammen, og dagen vi flyttede ind i vores fælles lejlighed. Ja, endda den første gang vi mødtes.

Jeg snøfter, og begraver næsen yderligere i den store grønne hættetrøje han altid plejede at gå med. Duften af hans parfume sad stadig i den, trods det stort set er det eneste jeg har båret de sidste 21 dage.

"Harry!" hviner jeg skingert og skærer en grimasse af mig selv. Jeg hader når piger er overdrevent tøsefnidrede og pigede, og jeg vil ikke have at Harry får det forkerte indtryk af mig. Jeg har været vild med ham siden syvende klasse, og endelig har han faktisk inviteret mig på en date - 3 for at være helt præcis! Dog smiler han bare lusket til mig og sætter sig tilbage i sofaen vi sidder på. Jeg pruster tungt ud, og kigger derefter ondt på ham. Han ved at jeg hader at blive kildet! Gør alle ikke det?

"Bare vent, Styles. Jeg får hævn, bare vent, en dag-" min talestrøm bliver afbrudt af en dæmpet latter, som undslipper hans læber, som et trukket op i et charmerende typisk 'Harry-smil'. Et smil som får sommerfuglene til at baske i maven  på mig, og da jeg tager mig selv i at betragte hans læber, løfter jeg blikket til hans øjne. Den grønne farve fejler aldrig til at overraske mig. De lange øjenvipper er let brune, og sidder halvfiltret sammen og omkring den opmærksomhedskrævende farve. 

Han kigger på mig, og min mave eksploderer. Jeg har i lang tid haft et crush på Harry, men aldrig før nu har min krop reageret på denne måde. Hans øjne er blide, kærlige og smiler til mig. Jeg mærker den varme følelse i ansigtet, hvilket indikerer at jeg rødmer, hvilket får mig til at se til højre, i et forsøg på at skjule det, trods jeg ved at han har set det.

"Du rødmer." hvisker han med sin hæse stemme, og lidt efter mærker jeg en hånd lægge sig blidt på min kind, og vender mit ansigt imod Harrys igen. Jeg rødmer omend endnu mere, af pinlighed. Det er så typisk mig! Jeg kigger blot ned på mine hænder som fumler med hinanden i mit skød. "Jeg synes det er sødt." 

Jeg kigger på ham med et forvirret blik, og bliver overrasket over hvor tæt vi sidder. Hele situationen er pludselig blevet så nervevragende intens at jeg bliver helt rundt på gulvet. Jeg kan mærke hans ånde på mit ansigt, og han dufter af peppermint-tyggegummi. Åh gud, sker det her virkelig? 

Selvom jeg vidste hvad der var ved at ske, kunne jeg ikke alde være med at blive overrasket da hans læber rammer mine i et blidt første kys.

D. 5/10 - 2013

Den varme væske brænder min tunge da jeg tager en tår, og jeg bander højlydt. "Forhelvede da også!" Jeg føler mig så ynkelig. Jeg hader mig selv. Jeg hader denne lejlighed. .Jeg hader den grimme lysebrune sofa i stuen. Jeg hader bilernes susen. Jeg hader urets konstante tikken. Jeg hader stilheden. Jeg hader denne forbandede te, som jeg lige har brændt mig på. Og jeg hader hvordan de alle minder mig om ham. Hver en detalje i vores alt for store lejlighed, minder mig om ham. Som havde han efterladt et lag af glitrende støv over det hele da han forsvandt. Som fingeraftryk på hver et glas, som om jeg ser ham bag mig i spejlet. Og når det bliver aften, kan jeg se hans spejlbillede smile til mig i det store vindue i vores soveværelse.

Mit soveværelse.

Han er overalt. Men lige så snart jeg ligger mig ned om aftenen mangler der noget. Det eneste sted hvor han ikke er tilstedeværende er sengen. Når jeg ligger i dobbeltsengen, under den store dobbeltdyne, med hovedet begravet i den store hvide pude, mangler jeg ham bag mig. Jeg mangler hans varme ånde i min nakke, hans brystkasse imod min ryg. Jeg mangler hans hånd som blidt nusser mit maveskind. Hans fødder som vikler sig sammen med mine. Men mest af alt mangler jeg den hæse dog milde stemme hviske disse 3 fortryllende ord som får mit hjerte til at sætte i galop:

"Jeg elsker dig."

"Jeg elsker dig mere." mumler jeg imod hans skulder. Hans arme ligger omkfing mig i en tryg omfavnelse, som jeg ikke kan få nok af. Nogle af hans brune krøller kilder let på mit ansigt, hvilket får mig til at smile.

"Det er ikke muligt, Rose." jeg trækker mig ud fra mit skjulested, og kigger ham i øjnene. De funkler næsten. Som var hans øjne erstattet med to ædelsten, og min hjerne snurrer. Han gør noget ved mig, Harry. Reaktioner som at blive svimmel, hænder når vi får denne dybe intense øjenkontakt, og mine sommerfugle basker og har pludselig formeret sig i trillioner, så jeg er bange for at når jeg åbner munden flyver en af dem ud. Jeg smiler svagt af hans ord.

"Haz?" hvisker jeg imod hans læber. "Mmmh..."

"Vandet er færdigt." siger jeg muntert og bevæger fødderne imod vores køkken hvor elkogeren lige har indikeret af vores vand er kogt, så jeg finder 2 kopper frem, og sætter et tebrev i hver. Da jeg vender mig om sidder han på den anden side af køkkenøen i en af de høje barstole. Han sidder bare og glor på mig, hvilket giver mig en mærkelig og anderledes følelse i maven, derfor vælger jeg at tænde vandhanen, sætte hånden ind under, og sprøjte på ham med mine fingre. Der er en lang stilhed, hvor vi bare kigger på hinanden, som om vi lige skal proccessere hvordan situationen ser ud. Først da han kigger på mig med et sjovt blik, ved jeg at min handling var ekstremt unødvendigt, men jeg vælger bare at smile til ham, og vende mig om for at lave vores te.

"Du er mærkelig Rose."

"Mhhm.." mumler jeg og kigger på hans reflektion i køkkenvinduet. Jeg ser hvordan han rejser sig fra barstolen og kommer hen til mig, hvorefter han lægger armene omkring min talje, og giver mig et fjerlet kys i nakken. Hans bløde læber strejfer min hud da ordene forlader hans læber.

"Men det er bare endnu en af de ting jeg elsker dig for."

"For evigt og altid?"

Han begraver hovedet i krogen af min skulder og bekræfter mumlende:

"For evigt og altid."

 

D. 10/10 - 2013

Min finger glider let henover det let støvede billede, i den enkle sorte ramme. Jeg har taget det ned fra væggen, og lige nu ligger det trygt i mit skød. Som ville det gå i stykker hvis det fandt sin oprindelige plads på væggen over den hvide hylde fyldt med duftstearinlys. 

Jeg smiler let over Louis som står med tungen hængene halvt ude af munden, med armen om El. Liam på ryggen af Zayn, som er ved at vælte, og ved siden af står Niall med munden halvt fyldt med burger. Til højre for Niall står Dani og Perrie med en ballon i hver hånd, og et smil placeret i deres smukke ansigter. Jeg smiler ved mindet, men det falmer da jeg når til parret længst til højre. Han står med hænderne om hendes talje, og hendes læber er trykket imod hans kind. Hans smil bringer tårene frem i mine øjne.

Harry.

Tanken om at det smil er væk gør så forbandet ondt, og jeg hiver hurtigt efter vejret, og tørrer de løsslupne tårer væk. Jeg skynder mig at ligge billedet væk. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det imod mig selv. Jeg burde ikke gennemleve alle minderne om og om igen.

Men livet lyder bare så forbandet utiltalende uden ham. Det er som om alting er gråt og vådt. Som tog han solskinnet og glæden med sig, uden at levne en eneste udvej til mig. Måske fordi han ikke ville have mig til at gå samme vej. Måske ville han have mig til at leve det liv han ikke fik lov til at gøre færdig. 

Uanset hvilken vinkel jeg ser det fra, er alt bare gråt. Som en stor omgang cement, som har lagt sig i et tykt lag over hele min tilstedeværelse. Jeg har aldrig prøvet at miste nogen - ikke permanent. Jeg har aldrig følt den inderligste trang til bare at se et menneskes øjne bare én enkelt gang igen. Bare at høre hans stemme en sidste gang. At se hans læber forme et 'Jeg elsker dig'. 

Men mest af alt ville jeg ønske at jeg kunne ændre vores sidste samtale. Jeg ville så forbandet ønske at jeg var gået efter ham. At jeg ikke bare havde stået der og kigget på døren, fokuseret på den rungende lyd han havde foresaget da han smækkede den.

"Hvad fanden skal det her forestille, Harry?!" sagde jeg en anelse skingert og smed det latterlige sladderblad på køkkenbordet foran ham. Han kiggede bare på bladet, med rynket pande. Jeg kunne nærmest høre tandhjulene knirke i hovedet på ham, og det gjorde mig sindssyg. "Forhelvede, så svar mig dog!"

Han åbnede munden i et par sekunder, for at lukke den igen, før hans blik mødte mit. De grønne øjne var forvirrede, hvilket gjorde mig forvirret. Hvorfor så han forvirret ud? 

"Hør, Rose, jeg er lige kommet hjem, og jeg har det vildeste jetlag, og at du lavet psycho bitch girlfriend attack på mig, hjælper ikke rigtigt, okay. Min hjerne er træt, og jeg vil bare gerne sove, må-" han masserede blidt sine tindinger, og udstød et irriteret suk da jeg afbrød ham:

"Hvorfor kan du ikke bare forklare mig, hvorfor der er billeder overalt at dig og en hvis dulle ved navn Taylor i hver kiosk jeg går ind i? Forhelvede Harry, jeg kan jo godt se hvad der foregår!" 

Hans blik ændrede sig fra forvirret til neutralt til vredt - et utryk jeg ikke så jævnligt, og derfor blev jeg også en anelse nervøs da han åbnede munden:

"Tager du pis på mig?" hans blik stak som nåle i mig, men jeg kiggede ham bare koldt i øjnene, uden at svare ham. "Ej du er fandeme for meget Rose. Må jeg nu ikke engang være sammen med mine veninder, før du skal blive jaloux?" 

Mit hjerte sprang et slag over da det sidste ord forlod hans læber. Jaloux. "Jeg er da i hvert fald ikke jaloux! Og nu skal du ikke sige mig imod for jeg ved jo godt i ikke bare er venner." Det sidste mumlede jeg for mig selv, men selvfølgelig hørte han det også. 

"Hvad er det du insinuerer?" han hævede stemmen. "Jeg har da forfanden ikke været dig utro, god damn it Rose, du-" han spejdede ud af vinduet som om han ledte efter de korrekte ord. "Du tager hver en lille ting som et tegn! Jeg kan ikke engang tilbringe én dag i New York med en veninde, uden af du flipper skråt!"

"Det er jo forfanden da ikke det jeg siger!" råbte jeg frustreret. "Det er jo bare fordi jeg elsker dig så højt, og jeg kan ikke holde tanken ud om at du måske ikke elsker mig mere, og det er det som gør mig så forvirret! Og så ser jeg disse blade, og overalt er der billeder og artikler omkring denne såkaldte 'Haylor' romance, hvordan vil du have mig til at reagere Harry?! Jeg har ikke set dig i over en måned, og du ringer ikke, og skriver ikke, og oven i købet render du også rundt med en gudesmuk blondine, hvad fanden vil du have mig til at tro?!" 

"Slap nu af, forhelvede! Du er simpelthen for meget!" nu råbte han også, og jeg mit blik begyndte at blive sløret."Og jeg har ringet, og jeg har skrevet, men der er tidsforskel, Rose, tidsforskel! En anden ting er at du slet ikke har tillid til mig! Jeg kan jo næsten ikke engang snakke med en fan, uden at du bliver misundelig!" 

"Det er jo ikke det jeg siger!"

"Det lyder sådan! Måske skulle jeg bare gå ud og knalde med en tilfældig pige nu? Ville det så gøre dig glad? Så har du noget at sigte mig for - jeg gider snart ikke det her længere!"

"Fint!" han kiggede lamslået på mig i et par sekunder, før hans let adskilte læber blev til en smal streg. Jeg nåede kun akkurat at høre ham mumle noget for sig selv, før han farede ud af hoveddøren, og smækkede den hårdt i efter sig. 

D. 16/10 - 2013

Stilheden er ulidelig. Den er der - hele tiden. Den trykker, og mine åndedræt føles pludseligt som råb. De larmer, og fylder hele lejligheden med en sagte støj. En støj som driver mig til vanvid. 

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg kan ikke holde stilheden ud. Den trykkede, deprimerede atmosfære. Alle minderne, som hjemsøger mig. Jeg føler mig ikke levende. I den sidste måned, har det været fint med mig, men nu - nu føles det helt forkert. Som om min krop vil ud. Den vil leve. Den vil have frisk luft. Den vil have liv. Jeg vil have liv.

Jeg har tænkt meget her på det sidste. Tænkt på ham. Hans ønsker. Hans drømme. Hvad ville han ønske for mig? Jeg er kommet til den konklusion at Harry ville have mig til at leve. Leve for ham. Harry ville have strøget mig blidt på kinden, og plantet et kys i min pande. Fortalt mig at dette ikke er livet. Minde mig om det digt han engang skrev. Dengang fnisede vi lidt af det, og hang det på køleskabet. Nu betyder de få sætninger alt for mig. De satte liv i mit liv.

'Livet er den friske luft.

Livet er vinden i håret.

Livet er menneskerne i storbyen.

Livet er blodet som cirkulerer i din krop.

Du er liv.'

Hans ord gav genlyd i min hjerne, og jeg smilede let. Ordene var simple, men fyldt med mening. Han havde altid været poetisk. Så evigt fyldt med kloge ord. Stoppet til randen med gode råd. Og som det fantastike medmenneske han var, ja, så lagde han aldrig låg på det.

Jeg savnede ham så inderligt. Jeg savnede ham, så gjorde det helt ondt i mit hjerte. Hver en celle i min krop skreg efter hans nærvær. Men ikke mere. Jeg har fundet ham - min elskede. Jeg har fundet hans nærvær. Jeg har fundet hans sjæl, hans gode menneske. Jeg har fundet ham, lige her, hos mig. Selvom jeg ikke kan strefje hans hud med mine fingerspidser, eller se ind i hans øjne. Selvom jeg ikke kan mærke hans læber mod mine, igen, så kan jeg mærke ham.

I mit hjerte.

Put your hand to your chest; feel that beating? That's your reason to live.

I will live in you, untill the day our paths may cross once again.

Then, we will be together. But 'till then, you'll have to master The Art of Moving On.

And know in your heart, that I will always love you. 

With all of my heart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...