"Vi ses snart igen"

Rigtig sød kærlighedshistorie i one-shot. Skrev det som en stil, men da jeg så denne konkurrence, tænkte jeg, at det lige så godt kunne afprøves :-)

1Likes
0Kommentarer
319Visninger
AA

1. "Vi ses snart igen"

 

”Vi ses snart igen”

 

To dage før

Jeg vågner tidligt op og vender mig om. Han sover stadig. Jeg ligger og kigger på ham – betragter ham trække vejret stille og roligt. Langsomt åbner han øjnene og kigger dybt ind i mine.

”God morgen,” siger han hviskende og smiler.

”God morgen,” svarer jeg, og et smil breder sig langsomt på mine læber. Der er kun to dage, til han skal af sted i krig. Han kysser mig hurtigt på kinden og rejser sig op.

”Jeg bliver nødt til at skynde mig.” Jeg kan se skuffelsen i hans ansigt, og den smitter på mig.

”Hvornår kommer du tilbage?”

”Nok først sent i aften. Du skal ikke vente oppe.” Jeg siger ikke noget, men nikker bare. Jeg vil have så meget tid så muligt med ham, før jeg ikke skal se ham i fire måneder. Han tager i håndtaget og vender sig om og kigger på mig. Han giver mig et blik, som jeg hurtigt kan aflæse, og jeg rejser mig op fra den varme seng og skynder mig over til ham.

”Farvel!” siger jeg og kysser ham igen stille på læberne, hvorefter jeg krammer ham hårdt ind til mig. Jeg har slet ikke lyst til at skilles fra ham.

”Vi ses snart igen,” svarer han og går ud af døren. Jeg sætter mig slukøret ned i sengen igen, da jeg hører hoveddøren smække. Huset føles så tomt, når han ikke er her. Jeg er helt alene så. Min gode veninde, Patricia, har været god til at være der for mig. Jeg er ret meget sammen med hende, når John ikke er her. Jeg har ikke rigtig andre. Begge mine forældre døde i en bilulykke for et år siden, og min bror bor i Spanien sammen med sin familie. Det er vigtigt for mig, at jeg har nogle at holde mig til.

Jeg rejser mig langsomt, træt op endnu engang og går zombieagtigt ud til badeværelset, hvor jeg tænder for bruseren. Jeg lader det varme vand flyde ned over min krop og varme mig op. Det er midt i marts, og det har været en hård vinter. Men nu er det endelig blevet varmere.

Jeg skal mødes med Patricia på vores yndlingscafé om en lille time, så jeg har lidt travlt. Jeg tager tøj på og tørrer mit hår, hvorefter jeg hurtigt snupper en bolle i køkkenet for at tage den værste sult og skynder mig ud af døren, som jeg smækker hårdt i efter mig. Lige så snart jeg kommer ud, mærker jeg den kølige forårsluft på mine bare arme, mens jeg tager min jakke på. Jeg kan dufte foråret i luften – skuddene på træerne og alle blomsterne, der springer ud. Jeg viser buschaufføren mit kort og bevæger mig ind i bussen, helt om bagi, hvor jeg kan sidde for mig selv. Jeg synker ned i sædet og putter et head-set i mine ører. Jeg lytter intenst til musikken, da bussen stopper, og jeg stiger ud. Jeg står på en trafikeret vej ikke langt fra byen. Jeg begynder mekanisk at gå - venstre ben, højre ben, venstre ben. Sådan fortsætter jeg med at tælle mine skridt, der går i takt til musikken, da jeg træder ind på gågaden. Da jeg nærmer mig caféen, ser jeg Patricia stå og vente på mig ude foran. Vi går sammen ind og finder et bord.

 

Dagen før

Næste dag vågner jeg endnu engang i min seng. Mit hoved er placeret fast på hans trænede mave. Jeg kan mærke hans øjne hvile på mig, og jeg kigger op på ham.

”Har du sovet godt?” spørger han smilende.

”Ikke rigtig, jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, at du rejser i morgen.”

”Jeg havde det på samme måde. Fra i morgen af ser vi ikke hinanden i fire måneder,” siger han med en tristhed i stemmen. Det er lige før, jeg får tårer i øjnene.

”Så er det godt, der findes e-mail,” siger jeg for at lette stemningen. ”Lov mig, at du skriver til mig, så tit du kan.”

”Det lover jeg,” siger han og smiler, mens han kærtegner min kind. ”Kom! Lad os nyde den sidste dag, vi har sammen!” siger han, mens han rejser sig op.

”Hvad skal vi da lave?” spørger jeg nysgerrigt.

”Jeg har planlagt den perfekte dag for os,” siger han hemmelighedsfuldt, og jeg smiler.

Da vi går ud af døren, tager han min hånd, og vi skynder os hen til bussen. Ingen af os har bil, så vi er helt afhængige af offentlig transport. Vi når kun lige bussen med nød og næppe, og vi sætter os op på anden etage, hvor den friske luft blæser håret væk fra mit ansigt. Han smiler til mig og hiver mig helt op foran. Vi er de eneste heroppe. Vi står og kigger ud over Londons gader deroppe sammen. Det føles, som om vi er de eneste i verden, som om dagen aldrig vil ende. Bussen stopper endnu engang, og han løber nedenunder og ud. Jeg følger efter ham og lander lige i hans arme, da jeg kommer løbende ud af døren. Han krammer mig hårdt i nogle sekunder, hvorefter han slipper mig lidt.

”Du ved godt, jeg elsker dig, ikke?” Jeg smiler stort og kysser ham på kinden.

”Jeg elsker også dig!” siger jeg, og hans seriøse ansigt ændres til ét stort smil. Han tager min hånd og fletter vores fingre sammen.

”Hvor skal vi hen?” spørger jeg, som vi går på gaden blandt alle menneskerne.

”Det får du at se,” er det eneste svar, jeg får.

Vi går i lidt tid, da vi står foran ’Big Ben’. Jeg smiler til John, og han smiler tilbage.

”Skal vi derop?” Han tysser på mig og smiler.

”Ja, men det er ikke en guidet tur!”

Han får mig til at smile, og vi tager hinanden i hånden og lister indenfor, hvor vi begynder at gå op ad de mange trapper – over 300. Da vi endelig når toppen, tager John min hånd og krammer mig. Han begynder at kysse mig.

”Hvad hvis nogen opdager os?” spørger jeg bekymret.

”Slap af! Der er aldrig nogen heroppe! Kom nu!” Han smiler, og det smitter af på mig. Jeg kysser ham igen.

Da det begynder at blive mørkt, kigger jeg ud over byen oppe fra tårnet af. Klokken begynder at kime, og jeg holder mig for ørerne, men alligevel kan jeg tydeligt høre den høje lyd. John kommer bagfra og krammer mig, da den stopper, og han smiler, da jeg vender mig om. Jeg fniser!

”Tak! Det har været rigtig hyggeligt!” siger jeg ned i hans skulder.

”Hvad snakker du om? Vi er da overhovedet ikke færdige! Den perfekte sidste aften skal være hundrede procent perfekt. Jeg tillader ingen undvigelser. Du er lænket til mig hele aftenen.” Jeg kigger overrasket på ham, men griner så.

”Du er da heller ikke den værste at være lænket til,” siger jeg smilende. Han smiler tilbage. ”Hvor skal vi ellers hen?” spørger jeg håbfuldt.

”Nu ikke så hurtig! Det skal du nok få at vide, når tiden er inde.” Vi lister os endnu engang ned ad trapperne og ud ad døren. Pludselig spurter John af sted, og jeg er tvunget til at løbe efter ham.

”John! Vent!” råber jeg forpustet. Han standser, og jeg løber lige ind i ham. Han kigger op, og jeg følger hans blik. Det fører til et stort, lysende skilt, som siger ’Cinema’. Jeg smiler stort.

”Skal vi derind?” spørger jeg, og han nikker. Det er en stor biograf, som jeg altid har ønsket mig at besøge. Jeg har ikke været i biografen, siden jeg var otte, tror jeg.

Vi går sammen derind og køber billetter til en romantisk film. Under hele filmen holder han fast i min hånd, og mit hoved ligger på hans skulder.

Da filmen slutter, går vi udenfor, hvor en limousine holder og venter. Jeg kigger på John, som nikker.

”Hvis jeg må have lov, frøken Mona Blake,” siger han høfligt og åbner døren for mig. Jeg sætter mig ind.

”Hvor tager vi så hen?” spørger jeg, da han sætter sig ind ved siden af mig.

”Chaufføren vil køre os til en gallabutik, hvor vi kan købe noget fint tøj til middagen.”

”Fint tøj? Skal vi til fest eller sådan noget?” spørger jeg forvirret.

”Nej, vi skal såmænd bare på restaurant.”

”Hvor man normalt ikke har fint tøj på,” fortsætter jeg hans sætning.

”Det har vi! Vi skal fejre vores sidste aften sammen, og det skal gøres med manerer.” Han smiler og kysser mig hurtigt.

”Så er vi her,” siger chaufføren og vender sig smilende om og kigger på os. ”Jeg venter bare her!” John og jeg stiger ud af bilen og går ind i butikken.

”Hvad kan jeg hjælpe jer med?” spørger ekspedienten.

”Vi skal hente en bestilling – John Travor,” siger John til hende.

”Vent! Har du allerede købt tøjet?”

”Ja, det ville jo være synd at lade den flinke chauffør sidde derude og vente,” siger han og kigger på mig. ”Tro mig! Du vil elske kjolen! Jeg fik hjælp af Patricia til at vælge den,” siger han, da han ser mit ansigt. Jeg smiler.

”Så har jeg intet at frygte.” Patricia har rigtig god stil, og hun hjælper mig altid, når jeg skal købe nyt tøj. Ekspedienten kommer med to poser, og hun åbner den ene, mens John holder den anden. En smuk, mørkeblå kjole kommer til syne bag lynlåsen. Det er en gallakjole lige efter bogen. Jeg kigger smilende på John og så på kjolen.

”Den er fantastisk, John!” siger jeg og går hen til ekspedienten og tager den.

”Skynd dig ind og tag den på!” siger han og giver mig en æske med passende sko i. Jeg tager kjolen og skoene og skynder mig ind i omklædningsrummet, hvor jeg glider ned i den smukke kjole. Da jeg er helt klar, tager jeg elastikken ud af mit mørkebrune hår, så det falder smukt ned over mit bryst og krøller i spidserne. Jeg kigger mig tilfreds i spejlet og går ud af omklædningsrummet, hvor John står lige foran mig. Han er iført en sort smoking, sort, mat skjorte og mørkeblåt slips matchende til min kjole.

”Nu ligner vi da rigtig et par, hvad?” siger jeg og smiler.

”Du ser fantastisk ud!” siger han og kysser min pande.

”Du skulle nødig snakke! Det er noget smukt tøj, du har fundet! Hvem hjalp med at finde dit eget?” siger jeg hoverende.

”Ingen, det har jeg helt selv valgt!” Jeg kigger chokeret på ham.

”Jeg er imponeret!” Han smiler, så man kan se smilerynkerne ved hans øjne krølle sammen.

”Kom! Vi skal skynde os videre.” Vi går ud og sætter os ind i limousinen igen.

Da vi stiger ud igen, står vi foran restaurant ’Petrus’ – en rigtig fin og dyr restaurant. Jeg tager Johns arm, og vi bevæger os ind ad døren, hvor en tjener fører os hen til et bord. John har planlagt alt til punkt og prikke. Vi får menukort og bestiller.

 

Dagen derpå

Næste morgen vågner jeg af et par læber i min pande. Jeg åbner langsomt øjnene og smiler, da jeg ser John, der kigger på mig. Han er iført sin uniform.

”Så er det snart?” spørger jeg, da jeg ser hans tøj. Han nikker.

”Vi flyver om halvanden time.” Halvanden time! Jeg har halvanden time tilbage, før jeg skal sige farvel til mit livs kærlighed. Jeg skynder mig at gøre mig klar – hoppe i noget tøj og komme ud af døren. John har allerede pakket, da vi forlader huset. Han tager min hånd, mens vi sammen går hen til bussen. Men det er ikke den samme bus, vi tager i dag. I dag tager vi bussen, der kører til lufthavnen. Nu skal vi snart til at sige farvel.

”John, jeg elsker dig overalt på jorden,” siger jeg og klemmer hans hånd, da vi sidder på vores pladser, ”jeg har slet ikke lyst til at sige farvel til dig!” Han smiler, og tårer samler sig i mine øjne.

”Jeg elsker også dig,” siger han, ”men det behøver ikke at være et farvel. Vi kan jo nøjes med at sige ’vi ses’.” Jeg smiler gennem tårerne og nikker.

Bussen standser, og vi stiger ud. Vi står midt i lufthavnen. John begynder at gå hen mod indgangen med mig i hånden. I hans anden hånd holder han fast i den taske, han skal have med sig hele vejen. Tårerne begynder at løbe ned ad mine kinder, og John klemmer min hånd for at berolige mig. Alle hans venner fra militæret står ikke langt fra os. De er sammen med kærester, forældre, søskende og børn for at sige farvel. Johns forældre er her også. Vi går sammen over til dem. Hans mor er meget følelsesladet. Hun har mascara løbende ned ad kinderne allerede – ikke fordi jeg selv er meget bedre, men jeg får det bare endnu dårligere af at se hende. John slipper min hånd for at give hende et kram.

”Mor, jeg skal nok komme hjem igen i god behold!” siger han lige højt nok til, at også jeg kan høre det.

”Jamen, hvad hvis du ikke gør?” spørger Clarissa bekymret.

”Det gør jeg; du skal ikke bekymre dig.”

”Det er nemt nok for dig at sige. Det er ikke dig, der er en bekymret mor,” siger hun, og et smil viser sig på hendes våde kinder, og hun stråler af glæde i et kort øjeblik.

Johns leder kommer gående over til os med faste, selvsikre skridt.

”John, du skal over og tjekke ind,” siger han iskoldt. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Han virker som en følelsesløs, kold person. John nikker og går på samme faste og selvsikre måde væk. Jeg vender mig om mod Clarissa, da lederen går, og giver hende et stort kram.

”Han skal nok klare det!” siger jeg opmuntrende. ”Vi vil få ham at se igen.” Det er hårdt at sige, men det er sandheden, og den skal frem. Man udsætter sig selv for en risiko, når man tager i krig, og det er livsfarligt. Det bedste vi kan gøre er at håbe.

Vi får endelig sagt farvel. Det er hårdt. John tager min hånd, men begynder at gå over mod gaten. Det er det sidste blik jeg får af ham i de næste fire måneder.

 

Samme aften

Da jeg kommer hjem, har jeg bare lyst til at låse mig inde på mit værelse og begrave mit ansigt i min dyne. Det er som om, min sjæl forsvandt, da flyveren lettede. Nej, det er åndssvagt. Jeg kan ikke bare stoppe med at leve, fordi jeg ikke får lov til at være sammen med ham i lidt tid. Hvis man tænker over det, er fire måneder egentlig ikke specielt lang tid. Men på den anden side, så er det jo en del tid. Jeg må bare få tiden til at gå med noget andet, mens jeg venter.

Jeg tjekker min makeup i spejlet i gangen. Den er helt ødelagt af alle de tårer. Jeg hader at sige farvel. Jeg tænder min computer – en ny e-mail. Den er fra John. Jeg åbner den og begynder at læse.

 

Smukke, dejlige, vidunderlige Mona! Du ved, hvor meget jeg elsker dig, og jeg har det forfærdeligt med at skulle forlade dig i så lang tid, men vi skal nok klare det begge to. Du må love at skrive til mig hver dag; fortælle mig, hvordan det går med alle dem derhjemme. Mine forældre, dig selv, din familie – alle sammen. Jeg vil vide det hele, mens jeg er væk. Jeg vil nok ikke kunne svare på dine e-mails hver dag, men du må ikke lade vær med at skrive af den grund. Jeg skal nok svare på hver og en. Og jeg skal nok passe på mig selv, i hvert fald så godt jeg nu kan. Du skal nok få mig at se igen. Vi ses jo snart igen!

Mange tusind kærlige hilsner fra din elskede John

 

Jeg får tårer i øjnene, mens jeg læser det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive tilbage. Jeg klikker på ’svar’ og begynder at skrive. Det bliver en meget lang besked jeg får skrevet, og jeg læser den igennem mange gange, før jeg trykker ’send’. Jeg kigger på klokken: 14:24. Der er stadig masser af dag tilbage. Jeg beslutter mig derfor at gå en tur for at komme på andre tanker og få noget frisk luft. Jeg tager min jakke og går ud ad døren. Jeg mærker den kølige luft ramme mit ansigt blidt. Jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding, hvorefter jeg begynder at gå hen ad gaden. Bilerne suser forbi mig, mens jeg går på fortovet. Jeg går hen i parken. Der sætter jeg mig på en bænk, lukker øjnene og lytter til den blide fuglesang og børnene, der leger på legepladsen ved siden af. Da jeg har siddet der i et stykke tid, rejser jeg mig endnu engang op og føler straks en svimmelhed. Jeg forsøger vaklende at sætte mig på bænken igen, men for sent. Jeg er allerede landet på jorden. Alt går i sort.

Det næste jeg husker er, at jeg vågner op på hospitalet. En sygeplejerske kigger på mig med nogle store, brune øjne.

”Velkommen,” siger hun venligt med en syngende stemme.

”Hv- hvad skete der?” spørger jeg stammende.

”Du blev fundet bevidstløs i parken. Det var ikke noget særligt. Du havde bare ikke fået nok blod til hjernen.”

”Så det er ikke alvorligt?” Hun ryster på hovedet. ”Må jeg så gerne gå?”

”Du må gerne blive natten over, hvis du vil, men der er ingen, der holder dig tilbage.” Jeg sætter mig op i hospitalsengen.

”Så tror jeg, jeg vælger at tage hjem. Hvor er mit tøj?” spørger jeg, da jeg rejser mig op.

”Lige herovre. Hvis du lige vil vente to sekunder,” siger hun og går over til et stort, hvidt skab. Hun hiver mit tøj op af en skuffe og rækker det hen til mig. ”Jeg vil give dig fred til at skifte,” siger hun, og jeg smiler som tak.

Da jeg går ud af den store hospitalsdør, er det mørkt omkring mig. Det eneste, der lyser vejen op, er lyset fra lygtepælene. Jeg går hen ad gaden med hænderne i lommen. Det er ret koldt nu. Jeg når hen til busstoppestedet og tjekker tiderne. Den næste kommer om et kvarter. Måske skulle jeg alligevel have blevet på hospitalet til i morgen. Nej, nu har jeg besluttet mig. Jeg sætter mig på den kolde bænk og venter. Efter 20 minutter er der stadig ikke kommet nogen bus, og jeg begynder at blive utålmodig. Endelig hører jeg den velkendte lyd af bussens motor og ser lygterne komme nærmere og nærmere.

Jeg stiger ind, da den standser og sætter mig træt ned på et af sæderne. Jeg kigger mig rundt i bussen. Jeg er den eneste herinde. Jeg kigger på min mobil, der brummer. Jeg har fået en e-mail fra John. Jeg går med det samme ind og tjekker den.

 

Hej dejlige Mona!

Jeg savner dig utrolig meget. Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvor vi er – det er fortroligt. Det eneste jeg kan sige er, at det virkelig får mig til at savne det derhjemme. Hvordan har du det? Skriv til mig. Jeg har brug for at vide det. Hvad laver du lige nu? Jeg må vide, at du har det godt. Nogle gange har jeg svært ved at sove om natten, fordi jeg ikke er sikker på dig. Du bliver nødt til at forsikre mig om, at du har det godt, og at jeg ikke behøver at bekymre mig om dig.

Kærlig hilsen John

 

Jeg smiler, mens jeg læser det og sætter mig til at skrive et svar.

 

Kære John.

Jeg har det helt fint. Det er sødt af dig at tænke på mig, men jeg ville nu sige, at du er mest i fare. Jeg tager tit mig selv i at sidde oppe sent om aftenen foran fjernsynet for at se, om der er noget nyt om krigen. Jeg er så bekymret for dig. Men jeg husker mig selv på det ord, du blev ved med at sige: ’Husk, at vi snart ses igen.’ Nu er det måske rettet mest mod dig, men vi skal begge huske på det. Vi ses snart igen! Der vil ikke ske noget, før vi er sammen igen. Det lover jeg dig.

Jeg sidder i bussen på vej hjem fra hospitalet. Det er egentlig lidt komisk. Jeg var i parken for at tænke på noget andet end at bekymre mig for dig, og så ender jeg på hospitalet. Bare rolig! Det var ikke noget alvorligt – bare et lille fald. Men nu er jeg blevet udskrevet og er hjemme lige om lidt. Klokken er 21:30 her, så jeg er ved at være lidt træt. Jeg håber virkelig, du har det godt. Vi ses snart igen.

Kærligst din Mona

 

Jeg når lige præcis at trykke ’send’, før jeg hører hvinende bremser og et bump, der vælter mig ned fra sædet. Jeg lander på gulvet med et brag og slår hovedet hårdt. Glas klirrer omkring mig, og en masse lys kan skimtes bag mine lukkede øjne. Mit hoved gør så ondt. Pludselig befinder jeg mig i et fuldstændig lyst rum. Jeg aner ikke, hvor jeg er eller noget, men begynder at gå. Problemet er, at jeg ikke kommer nogen vegne. Jeg prøver desperat at komme videre, men min krop vil bare ikke bevæge sig. Jeg mærker en trykken for brystet og falder om. Der sker intet mere. Det sidste jeg tænker på, før jeg falder er John og mine forældre. Men det er også den sidste tanke, jeg skænker dem i mit liv, for da jeg falder fysisk, falder jeg også psykisk, og mit hjerte stopper med at slå for altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...